Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
924Visninger
AA

5. Kapitel 3

Silvia lænede sig op af den gamle dør og lod sig derefter glide ned på gulvet i siddende stilling. Hun begravede hulkende sit ansigt i hænderne. Hun kunne simpelt hen ikke fatte, hvad hun lige havde gjort. Det lignede ikke hende. Overhovedet ikke!

Hvad var der galt med hende? Det samme spørgsmål hvirvlede rundt i hendes hoved hele tiden. Hvad var der galt med hende? Hun vidste ikke, hvad der var galt, vidste ikke hvorfor, hun kunne høre stemmer, men hun vidste lige præcis, hvem hun skulle skyde skylden på. Hun skar tænder, mens tårerne blev flere og flere. Det var deres skyld alt sammen! Det var dem, der havde tvunget hende til at gå ind i den åndssvage krig! Det var to år siden nu, men hun kunne huske det helt klart og tydeligt. Dog huskede hun krigen tydeligst. Hun kunne huske lugten af død, det varme klistrede blod, der flød ud over hver en millimeter af jorden. Og alle de afhuggede legemer. Hun fik kvalme bare af at tænke på det!

Hun sukkede og løftede hovedet fra sine hænder. Hun lænede sit hoved op af døren. Det var det lands skyld, at hun nu ikke kunne fungere i menneskeverdenen mere. Det var det lands skyld, at hun nu hørte stemmer. Deres skyld! Deres skyld!

Hun lukkede øjnene og trak vejret tungt. Og dog, hun kunne alligevel ikke give landet hele skylden. Uanset hvor vred hun var. For teknisk set var Dolomia det eneste sted, hun passede ind. Det eneste sted hun følte sig hjemme. Blandt – særlingene. Men i det mindste blev hun respekterede dér. I hvert fald nogenlunde i forhold til her.

Silvia åbnede langsomt øjnene og kiggede over mod sengen. Hun rejste sig besværet op og bevægede sig over mod den gamle seng. Hun satte sig tungt ned på den bløde madras. Hun kiggede et øjeblik ned på sine hænder, hvorefter hun, uden at kigge, stak den ene hånd under hovedpuden. Hun trak et lille guldhorn frem. Hun lod fingrene køre langs de tydelige riller på guldhornet. Hun huskede den dag, hun havde fået det. Kun alt for godt. Hun huskede det, som var det i går:

”Vent, Deres majestæt, vent!” Silvia vendte sig om og så Fefia komme flyvende. Silvia smilede. Hun var glad for at se hende igen. Fefia landede forpustet foran hende med et lille gulvhorn i hænderne.

”De må ikke rejse uden at sige farvel til mig.” Smilende satte Silvia sig på hug og omfavnede den lille fe. Endnu en tåre trillede ned af hendes kind. Fefia trak sig væk og rakte Silvia guldhornet. Silvia tog imod det. Hun genkendte hornet, som det horn, der havde skabt den store lydløve. Fefia kiggede hende dybt i øjnene.

”Det her skal De have. Med det horn kan De altid vende tilbage til os.” Silvia lod en finger løbe over guldet. Derefter kiggede hun taknemmeligt på feen.

”Tusind tak, Fefia.” Smilende lagde feen sine hænder på Silvias kinder. Fefia fældede en tåre.

”Deres majestæt, lov mig at De ikke vil glemme os.” Silvia hang det lille guldhorn om halsen og fjernede Fefias hænder.

”Jeg vil aldrig nogensinde glemme jer.”

Hun smilede bedrøvet for sig selv. Fefia. Fefia, Tolonius, Lucas og Lucifer. Det var nok dem, hun savnede mest. Selvom de godt kunne have en tindens til at være mega irriterende og provokerende. Men de havde hjulpet hende, og det var hun taknemmelig for. Hvis ikke de havde gjort det, havde hun været død nu. Sten død, begravet i den mørke dolomianske jord.

Hun kunne jo tage tilbage. Det kunne hun godt. Der var alligevel ikke brug for hende her. Hun havde mistet sine venner, sine gode karaktere, sin popularitet… og så syntes hendes mor, at hun var besat. Værre kunne det vel ikke blive? Altså, Dolomia var jo et frit land nu takket været hende. Ricolus, hendes onde farbror, var der ikke længere til at terrorisere landet. Til gengæld terroriserede han et andet sted nu. Nemlig hendes sind. Han ville ikke lade hende være af en eller anden grund. Det var hans stemme, hun hørte hele tiden. Hun havde prøvet at spørge ham, hvorfor han ikke ville lade hende være mange gange før, men hun fik altid det samme svar:

”Hvorfor skulle jeg? Du har frataget mig min trone! Det skal du komme til at bøde for!”

Silvia havde tit tænkt på om, hun var sindssyg. At høre stemmer inde i sit hoved var i hvert fald ikke normalt. Hvis hun gik til en læge eller en psykolog, ville de sikkert sige noget i retning af, at hun nok ikke var helt normal oppe i hovedet. Men de kendte jo heller ikke til landet Dolomia.  Og uanset hvor meget hun end ville, ville hun aldrig nogensinde kunne forklare, hvad hun havde oplevet. Det var en umulighed.

I det samme mærkede hun en kold hånd, der strøg hendes hår væk fra hendes ansigt. Hun fik kuldegysninger. Hun vidste udmærket, hvem det var. Ricolus. Han begyndte at tale:

”Sidder du nu med den igen?” Hun vendte sig hurtigt om, klar til at overfalde ham om nødvendigt. Men der var ingen. Hun rynkede brynene. Hvor mærkeligt. Pludselig mærkede hun et prik på sin skulder. Hun vendte sig om, og der, midt på gulvet, stod han som et blegt genfærd. Ricolus. Han lignede sig selv. Det samme sirlige fipskæg, det samme røde tøj med sorte broderier og de samme mørke øjne. Ingen forandring der. Den eneste forskel var, at han nu næsten var gennemsigtig. Et spøgelse for at beskrive det nærmere.

Han havde et stort falskt smil plantet på sine læber. Silvia himlede med øjnene.

”Har jeg ikke sagt, at du skal lade mig være i fred?” Hun slog blikket ned på guldhornet igen, prøvede så vidt muligt at ignorere ham. Ricolus snoede sit skæg rundt om sin pegefinger, mens han grinede koldt.

”Tjo, du har muligvis sagt det et par gange før.” Han lagde en hånd på sin mave og grinede. Højt og tydeligt. Silvia himlede endnu engang med øjnene. Efter at have levet to år med ham inde i hovedet, vidste hun udmærket godt, hvad hun skulle gøre for at irritere ham. Og det ville hurtigt kunne vise sig at blive nyttigt. Silvia bandt den lille tynde guldsnor, som var fastbundet til hornet, rundt om sin hals. Ricolus kiggede over mod hende. Han smilede følelsesløst.

”Det er et meget nydeligt horn. Det kan føre dig tilbage ikke? Tror du virkelig, at de vil have dig tilbage?” Silvia rakte ud efter sin iPod på natbordet, der stod placeret ved siden af sengen. Hun førte højtalerne ind i sine øregange og skruede helt op for musikken, så hun nu ikke længere kunne høre Ricolus´ hårde ord. `Tusind farver´ med Rasmus Seebach strømmede ind i hendes ører og hamrede mod hendes trommehinder. Stille lagde hun sig ned og lukkede øjnene. Hvis hun ignorerede ham længe nok, ville han forsvinde af sig selv. Håbede hun.

I det samme blev hendes iPod revet ud af hånden på hende og smidt direkte på gulvet. Høretelefonerne fik akkurat samme tur. Silvia åbnede forskrækket øjnene og stirrede ind i Ricolus´ onde mørke øjne.

”Hvor vover du at ignorere mig?” Han kneb fjendtligt øjnene sammen og fortsatte.

”Ingen ignorerer mig. Ingen!” Silvia satte sig kampberedt op og hvæsede med smalle øjne:

”Jo, jeg ignorerer dig! Og nu må du rigtig gerne fucke ud af mit værelse og væk fra mit liv!” Silvia faldt ned på knæ på det beskidte gulv og samlede sin iPod op. Musikken strømmede ud af høretelefonerne. Hun børstede det værste støv af den og skulle lige til at proppe høretelefonerne i ørerne, da Ricolus hårdt sparkede til hendes hånd, så iPoden fløj helt ned i den anden ende af værelset. Han satte sig på hug foran hende og tog vredt fat i hendes hage og tvang hende til at se på ham. Silvia kneb øjnene hårdt sammen. Ville for alt i verden ikke se ind i de mørke onde øjne. Ricolus lænede sig tæt ind til hende og hviskede ondt i hendes højre øre.

”Stadig ligeså stædig, kan jeg se. Ingen pli, ingen manerer. Det burde forbydes at være som dig.” Silvia åbnede forsigtigt øjnene og kiggede ind i hans. Had var det eneste, hun kunne se. Ricolus´ tag strammes om hendes hage, og hun lukkede smertende øjnene igen

I det samme lød hendes mors stemme nede fra stuen af:

”Silvia! Kommer du ikke lige ned et øjeblik?” Silvia åbnede det ene øje på klem og kiggede over mod døren. Ricolus slap ikke, men fortsatte i stedet.

”Jeg ved, at du har tænkt dig at tage tilbage. Jeg kan se det på dig. Dybt inde i dit sind længes du desperat efter at komme tilbage, opleve flere eventyrer. Men ved du hvad? Du vil aldrig nogensinde komme tilbage dertil. Aldrig nogensinde! Det skal jeg nok sørge for.” Han pillede let ved det gyldne horn omkring hendes hals og skubbede hende så brutalt væk. I det samme lød Dianas stemme igen. Denne gang hård og bestemt.

”Silvia, kan du så komme herned! Nu!” Silvia kiggede forskrækket over mod døren. Ricolus lagde sig i hendes seng med armene bag hovedet. Han lukkede frydende øjnene.

”Du må nok hellere gå derned, Silvia. Du kan jo ikke skjule det for hende for evigt.” Han smilede koldt for sig selv. Silvia sendte ham et bittert blik, hvorefter hun rev hornet væk fra sin hals og smed det på gulvet. Derefter låste hun døren op, og efter at have sendt den fornøjede Ricolus endnu et af hendes berømte bitre blikke, skyndte hun sig nedenunder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...