Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
912Visninger
AA

4. Kapitel 2

Engang havde hun overvejet det. At betro sin hemmelighed til andre. Men den tanke var hun hurtigt kommet fra igen. Den første Silvia havde overvejet at fortælle det til, var selvfølgelig sin mor. Men hun huskede hurtigt, at hun havde givet sit ord på, at hun intet ville fortælle til hende. Så det blev ikke til noget. Den anden hun havde overvejet, var Mathilde. Dengang var de stadig allerbedste veninder. Dengang kunne de betro hinanden alt. Men det blev hurtigt anderledes. Silvia nåede ikke engang at registre, hvordan de blev uvenner. Det skete bare. Og så var der ingen at fortælle det til. Ud over hr. Jørgensen selvfølgelig. Men det turde hun ikke. Han virkede ikke som den rigtige at sige det til. Hun var alene. Fuldstændig alene. Og fortabt.

Silvia drejede ind i indkørslen, hvor en rød Opel og en grå Skoda holdte parkeret. Den grå Skoda tilhørte højst sandsynligt hendes mors kæreste, Jan. Ja, hendes mor havde fået en kæreste! Hurra for hende… Så var hendes liv da godt.

Hun stillede sig op på stentrappen foran den hvide hoveddør. Karmen var omkranset af lyng. Silvia syntes, at det var grimt, men hendes mor syntes selvfølgelig, at det var synd at klippe de ”smukke” lyng ned. Det var typisk hendes mor.

Silvia åbnede hoveddøren og trådte ind i den varme entré. Der duftede af chokoladekage og stærk kaffe. Hun kunne høre hendes mor og Jan le inde i stuen. Silvia rynkede næsen og lukkede døren efter sig. Hun smed tasken på gulvet og bevægede sig langsomt ind i stuen.

”Jeg er hjemme!” Silvia gik ind af den dør, der førte ind i stuen. Midt i sofaen sad hendes mor og Jan med et stykke kage i hånden og drak kaffe. Der var levende lys på bordet og ilden boltrede sig i pejsen. Silvia stønnede irriteret.

”Mor! Hvorfor har du tændt pejsen? Vi er jo midt i foråret!” Silvias mor, Diana, tog en bid af kagen og smilede prøvende til sin datter.

”Det ved jeg da godt, Silvia. Det er for hyggens skyld.” Silvia himlede med øjnene. Derefter bevægede hun sig hen til sin mor, hvor hun satte sig på hende skød.

”Det er jeg da ligeglad med. Jeg er ved at DØ af hedeslag!” Diana grinede og lod en hånd køre igennem Silvias lange blonde hår.

”Så må du jo tage dit tøj af.” Silvia vendte sig forfærdet mod sin mor. Hvorfor skulle hun altid være så pinlig?

”Mor! Gider du lige?” Dianas grin blev højere.

”Gider DU lige?” Diana gav sig til at kilde hende. Silvia hvinede og begyndte at spjætte og sparke vildt omkring sig. Jan hævede forskrækket sin kop kaffe over hovedet.

”Så, piger, pas nu lige lidt på! Jeg prøver på at drikke min kaffe her!” De ignorerede ham. Til sidst blev det lidt for meget af det gode for Jan. Han stillede sin kaffekop på bordet. Derefter hev han Silvia hen til sig, væk fra Diana.

”Så er det godt i to!” Diana stoppede smilende med at grine og tog en slurk af sin kaffe. Silvia satte sig op og lod sine fingre køre gennem sit hår. Jan tog sin kaffe igen og kiggede derefter nysgerrigt på Silvia.

”Nå, hvordan gik skolen så i dag?” Silvia trak på skulderene og tog et stykke kage fra tallerkenen på bordet. Hun tog en bid og kiggede kort på Jan.

”Som sædvanlig gik det galt i matematiktimen” Jan vendte sig overrasket mod hende.

”Matematikken? Nu igen?” Silvia nikkede stille og tog endnu en bid af kagen. Diana kiggede nervøst på hende.

”Nu igen? Silvia, det er tiende gang, du kommer hjem og fortæller, at det er gået dårligt i skolen. Hvad er det, der sker? Er der noget galt? Har du det dårligt i skolen?” Alt… for… mange… spørgsmål! Silvia kvaste resten af kagen i sin hånd. Krummerne faldt ned på gulvtæppet. Og så kom den. Stemmen. Den plagede hende. Hvert minut, hver time, hver dag. Aldrig fik hun fred. Det var ved at drive hende til vanvid! Hun lukkede sine øjne hårdt i. Hendes hoved dunkede af smerte og vreden slog ned i hende som et lyn, da hun hørte den hånlige stemme i sit hoved.

”Nu igen, Silvia? Nu igen, Silvia? Du kan da heller ikke gøre noget som helst rigtigt, din dumme møgunge…!” Silvia skar tænder. Vreden sydede og boblede i hende. Hun blev sindssyg af den stemme! SINDSSYG! Stemmen lo kort og fortsatte så.

”Jeg forstår godt, hvis din mor overvejer at bortgive dig. Hvem vil dog have sådan en uduelig datter som dig?” Silvia stønnede vredt. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende fucking være i fred!? Til sidst var hun så vred, at hun rystede af raseri. Diana lagde bekymrende en hånd på hendes kind.

”Silvia, hvis du har problemer så…” Silvia hørte ikke efter. Fokuserede kun på stemmen.

”Du er uduelig! UDUELIG!” Så kunne det være nok! Silvia vendte sig hurtigt om mod sin mor, der forskrækket træk sig væk, og skreg vredt:

”Så lad mig dog være! Lad mig være, lad mig være, lad mig være! Du gør mig sindssyg!” Diana gispede forfærdet og kiggede vredt på Silvia.

”Silvia! Hvad går dig af dig?” Silvia stirrede forskrækket på sin mor, der var på renden til at græde. Inde i sit hoved kunne hun høre stemmen grine hånligt af hende. Silvia rystede undskyldende på hovedet.

”Undskyld, mor, det var ikke meningen at… det var ikke dig, jeg talte til, det var…” Diana rystede uforstående på hovedet. Silvias blik flakkede. Hun kunne mærke tårer glide stille ned af sine kinder. Hun vendte sig mod Jan. Han sad som forstenet og kunne intet gøre. Silvia snøftede og rejste sig op. Hun åbnede munden. Hun ville sige noget, men ordene forblev indelukket inde i hende. Dog lykkedes det hende at få af ét af dem ud.

”Undskyld…” Silvia løb ud af stuen, op af trappen og ind på sit værelse. Døren låste hun bag sig.

Diana lænede sig grædende ind til Jan, der lagde en trøstende arm om hende.

”Hvad er der sket med hende? Hvad er der sket med min datter? Hun er som besat!” Hun begravede hulkende sit ansigt i Jans sweater. Han tyssede trøstende på hende, mens han lod sin hånd køre op og ned af hendes ryg.

”Shh… Jeg ved det ikke, men det skal nok gå. Jeg er her. Bare rolig, det skal nok gå.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...