Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
920Visninger
AA

21. Kapitel 19

~~Silvia blev i sengen resten af dagen. Hun følte ingen trang til at gå ud og hjælpe vaskekonerne. Hun havde heller ikke lyst til at tage med på jagt – havde ikke lyst til at springe glad rundt i landsbyen og leve livet som hun plejede. Alt det hun plejede at gøre føltes lige pludselig så meningsløst. Som om intet var noget værd længere.
Lydløst studerede hun den gyldne nøgle om hendes hals. Hun samlede den op fra kløften mellem kravebenet og foldede forsigtigt sine hænder om den. Hun kiggede roligt på den. Dens skinnende ydre skar i hendes øjne. Hun blinkede et par gange – sukkede. Den var så smuk. Forsigtigt lod hun tommelfingeren køre over det fint indhakkede motiv.
”Men hvad skal du bruges til?” hviskede hun blidt for sig selv, ”Hvorfor er du så vigtig?”  Hun stirrede spørgende på den, men fik sjovt nok intet svar. Med et suk hang hun den om halsen igen. Hun satte sig op og rakte ud efter sin taske. Derpå gav hun sig til at indsamle alt det tøj, der lå spredt ud over hele værelset. Der var stadig lang tid til, at hun skulle af sted, men da hun ikke havde andet at tage sig til, begyndte hun pakningen.
Da hun så havde pakket færdig, satte hun sig ned på sengen. Og spekulerede. Hun spekulerede over KNV, De Seks, den gyldne nøgle og hvad hun i det hele taget skulle stille op. Frustreret kørte hun hænderne gennem håret. Og da besluttede hun sig for, at hun ville opsøge Tolonius. Opsøge Tolonius og få svar på nogle af de mange spørgsmål.
Målrettet gik hun ud af døren; i retning mod forsamlingshytten. Hun var ikke engang i tvivl om, at Tolonius ville befinde sig der. Hun slog forhænget til side og stirrede ind i den dunkle træhytte. Der var intet lys – bortset fra det, der sivede igennem de små kviste, som hytten bestod af.
”Tolonius? Er du her?” Hun hørte noget pusle lidt længere fremme. Hun sank en klump.
”Det er mig, Silvia, jeg, øhm, vil gerne lige tale med dig.” Den puslende lyd stoppede og blev afløst af tungefodtrin på vej i hendes retning. Tolonius dukkede frem af mørket.
”Goddag, Deres majestæt,” sagde han glædeligt og børstede støvet af sin hvide kjortel, ”Jeg synes ikke, at jeg har set Dem i dag.”
”Nej, ehm… kan vi to ikke lige tale sammen?” Tolonius studerede hende nøje og lagde en hånd på hendes skulder.
”Der er vel ikke noget galt, er der vel?” Silvia rystede vildt på hovedet og smilede.
”Nejnej, der er intet galt. Jeg… ville bare lige stille nogle spørgsmål, så,,, øhm… har du tid?” Nikkende lagde han en arm om hende.
”Selvfølgelig, Deres majestæt. For Dem har jeg altid tid.” Silvia nikkede taknemmeligt. Tolonius førte hende over til en bænk, som de begge satte sig på. Tolonius rettede på sin kjortel og kiggede derefter på Silvia.
”Nå, hvad var det, De ville spørge mig om?” Silvia kiggede op på den nysgerrige mand og sank en klump. Nervøst gned hun i sine hænder og foldede sine arme om sig selv. Hvorfor var hun så nervøs?
”Det er bare…” Hun hostede. Hvad var der galt med hende? Hvorfor ville ordene ikke ud?
”Det er bare…,” prøvede hun, ”alt er bare så forvirrende!” Tolonius nikkede bekræftende.
”Ganske vist, Deres majestæt.” Silvia frøs. Eller havde hun det for varmt? Hun kunne ikke mærke forskel – ikke mere.
”Det der med De Seks – jeg fatter det ikke!” udbrød hun, ”altså, jeg mener, hvis De Seks virkelig har indflydelse på, hvem der skal regere landet, hvorfor har den mørke prins så ikke opsøgt dem endnu? Og hvor er de i det hele taget? Hele landet er ved at krakelere! Burde de ikke gøre noget? Og desuden, hvad sker der lige for den her nøgle? Hvad har den lige at gøre med alt det her?” Tolonius smilede vemodigt og lagde en hånd på Silvias knæ.
”Deres majestæt, De må forstå, at tingene ikke længere er, som de var engang. Det er ganske rigtigt, at det er de seks, der bestemmer regenten, men det er ikke ligeså let, som det var før i tiden.” Silvia kiggede forvirret på den gamle mand.
”Hvad mener du med det?” Tolonius blev fjern i et øjeblik. Så vendte han sig mod hende igen.
”De Seks blev opløst for flere århundrede siden.” Det gav et gib i Silvia. Var De Seks opløst? Hvordan i al verden skulle hun så bære sig ad med at få sammentykke – fra hver og én?
”Hva´ for noget? Hvorfor?”
”De forskellige regioner kunne bare ikke arbejde sammen. Så hvidt jeg husker, var der vist to af dem, der gik i krig. Og efter at Deres far kastede en forbandelse over ørkenfolket, har Centrum og Ørkenlandet ikke ligefrem været på talefod,” sagde han med et suk.
”Min far?” Hun sank en klump. Hvorfor havde han kastet en forbandelse på ørkenfolket? Og hvilke konsekvenser ville det mon have for hende.
Jeg skal nok ikke regne med, at de gider tale med mig…
Tolonius rejste sig alt imens, han fortsatte.
”Han havde skam også en god grund til det, Deres majestæt. Ser De, ørkenfolket er som slanger – de er snu og ikke til at stole på. Djosér, kongen af ørkenfolket, skulle ganske vist forestille at være medlem af De Seks og være på Centrums side. Men ak, han forrådte din far.”
”Er… er han så død nu?” spurgte hun forsigtigt og huskede kun alt for godt, hvad Lucas havde sagt til hende. Landsforræder var lig med hovedløs. Tolonius fnøs gnavent.
”Nej, desværre lever den usle slange endnu! Men han har ikke vist sit ansigt i mange år, så jeg kan leve med hans eksistens.” Der var stille mellem dem i et minuts tid. Derpå viste hun Tolonius halskæden. Den glimtede blidt i den dunkle belysning.
”Og hvad så med den her nøgle?” spurgte hun, ”Hvad skal jeg bruge den til?” Tolonius grinede og tog den i hendes hænder.
”Åh, jeg idiot, hvorfor er det slet ikke faldet mig ind at fortælle Dem om denne?” Silvia trak på skulderne. Hvor skulle hun dog vide det fra? Tolonius studerede det indhakkede motiv grundigt.
”Deres majestæt, dette er en meget vigtig genstand.” Han kiggede alvorligt på hende. Silvia nikkede, og Tolonius fortsatte.
”Denne nøgle symboliserer Centrum. Ligeledes har alle fra De Seks en nøgle – hver med et forskelligt motiv. Alle nøgler til sammen symboliserer hele landet – alt det land, der skal regeres over.” Silvia løftede øjenbrynene og drejede sit håndled rundt og rundt som et tegn på, at han skulle forklare nærmere.
”Og det vil sige…?” Tolonius kiggede irriteret på hende – for hun fattede ikke et suk af, hvad han sagde – men fortsatte alligevel.
”Det vil sige, at hvis alle nøglerne bliver givet til en person frivilligt, så har denne person magten i hele landet. For dette er ikke bare helt almindelige nøgler – disse nøgler kan åbne op til kronjuvelerne.” Hvis Silvia ikke så forvirret ud nu, måtte folk kalde hende Bente. Hvad var du det for noget med nøgler, der åbnede op for kronjuvelerne? Der var tydeligvis en masse ting, som Tolonius havde undgået at fortælle hende om.
”Kronjuvelerne?”
”Ja. Kronjuvelerne er forsvarligt låst i et skrin. Kun den, der har alle nøgler kan åbne skrinet og blive kronet med kronjuvelerne.” Brikkerne begyndte at falde en lille smule på plads i Silvias hoved. Hun skulle få fat i alle nøglerne, så skulle hun åbne skrinet og så skulle hun krones – fantastisk plan! Men hvor befandt skrinet sig i det hele taget?
”Tolonius, hvor er skrinet nu?” spurgte hun nervøst. Tolonius tøvede et øjeblik, men sukkede så opgivende.
”Det ved jeg ikke, Deres majestæt. Lige siden Den mørke prins og hans mænd overtog slottet, har jeg ikke set skyggen af det.” Jamen, det var jo bare fantastisk! Silvia lænede sig tilbage med armene over kors – og tænkte. Da hun havde tænkt i nogle minutter, kom hun frem til en konklusion – eller en plan nærmere sagt. Hurtigt rejste hun sig og betragtede Tolonius med alvor.
”Jeg må samle De Seks!” Tolonius blev helt hvid i hovedet. Forsigtigt rømmede han sig og smilede tøvende.
”Så, Deres majestæt, der er ingen grund til at drage forhastede konklusioner…”
”Det er ikke en forhastet konklusion!” råbte Silvia, ”Det er en plan – en skudsikker én endda!” Tolonius rystede opgivende på hovedet og lagde en hånd på hendes skulder.
”Deres majestæt…” Hurtigt fjernede hun hans hånd og hvislede så i en tone, hun aldrig havde troet, hun kunne:
”Vil I have Den mørke prins af tronen eller ej?” Der var en trykt stemning imellem dem, og ingen havde lyst til at bryde den altopslugende stilhed. Tolonius´ øjne flakkede – Silvias lynede.
”Det er en meget farlig mission, Deres majestæt…,” sagde han stille. Silvia mærkede vreden boble inden i sig. Så han syntes, at denne mission var farlig? Der var intet, der var for farligt til hende. Og desuden, så var hun den eneste, der kunne gøre det – der var i hvert fald ingen, der ville gøre det for hende.
”Og det var krigen mod Ricolus måske ikke?!” hvæsede hun. Han stirrede på hende med store, overraskede øjne. Han åbnede munden – skulle lige til at sige noget – men lukkede den så igen. Der var ingen nytte i at sige den selvsikre Silvia imod. I stedet drejede han om på hælene og forsvandt ind i mørket, hvor han var kommet fra.
”Hvis De vil undskylde mig, Deres majestæt, jeg har andre ting at tage mig til…” Mørket opslugte ham, og til sidst kunne Silvia ikke længere se hans hvide kjortel. Hun rynkede fornærmet på næsen. Så begav hun sig hen mod døren – hen mod lyset. Væk fra ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...