Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
930Visninger
AA

20. Kapitel 18

~~Da Silvia kom tilbage var det tæt på morgen, og derfor fik hun heller ikke synderligt meget søvn. Så da morgensolens stråler nåede frem fra de mørke skyer, var folk over hende som høge. Først kom Tolonius og ruskede hende vågen. Og så kom en tyk dame, som Silvia aldrig havde set før, med morgenmad. Da hun havde spist færdig, skulle hun lige til at ligge sig til at sove igen, men Lucas kom hende desværre i forkøbet.
”Gå væk!” stønnede hun og trak hørtæppet op over hovedet, ”jeg vil sove!” Grinende trak han tæppet af hende, og hun hvæsede som en forskrækket kat.
”Det kan du gøre senere. Se nu at komme i tøjet.” Sukkende svang Silvia sine ben ud over sengekanten og rakte ud efter den grønne taske.
”Nårh ja, jeg skulle jo nødig gå glip af noget…” Hårdt trak hun et par knælange shorts og en grøn T-shirt op af tasken. Lucas trak på skulderne, og vidste ikke, hvad han skulle svare. Silvia rejste sig og skulle lige til at trække natkjolen over hovedet, da hun mødte Lucas´ blik. Han smilede til hende, men i stedet for at smile tilbage, gjorde hun et kast med hovedet.
”Gider du lige?” Med et sæt vågnede Lucas op af den trance, han åbenbart var i, og vendte sig væk fra hende.
”Selvfølgelig…”Smilende trak hun kjolen over hovedet og tog sin bh på. Lucas rømmede sig.
”Tolonius bad mig faktisk om at give dig noget.”
”Nå,” svarede hun fraværende, mens hun trak shortsene over hofterne, ”hvad er det?” Lucas førte sin hånd til hans bukselomme. Han tøvede et øjeblik, men trak så noget snoet og aflangt op. Silvia stirrede uforstående på genstanden, mens hun knugede T-shirten ind til sit bryst. Hurtigt trak hun den over hovedet og styrtede hen til Lucas. Hun rev den ud af hans hænder og studerede den nærmere.
”Min stav?!” Lucas nikkede smilende. Glad satte Silvia sig på jorden foran ham. Hun lod sin pegefingre køre langs med det glatte egetræ og genkaldte de gamle minder. Hende, der ikke troede hun kunne lære magi. Hende, der lammede Tolonius. Hende, der dræbte Ricolus. Hun smilede for sig selv.
”Jeg havde næsten helt glemt den…” Sandt nok. Efter hun var taget tilbage, havde hun ikke en eneste gang tænkt på den magiske stav, der ellers ville have kunnet få hende ud af mange hverdagsproblemer. Og da hun så endelig var kommet tilbage, havde hun været så glad for at se sine venner, at hun havde glemt at spørge om den. Men nu, hvor hun sad med den mellem sine hænder og genkaldte alle de gamle minder, slog det hende, at hun overhovedet ikke kunne huske nogen af besværgelserne. Nervøst bed hun sig i læben og lagde den på jorden ved siden af sig.
”Tak Lucas, det var venligt af dig.” Lucas dumbede smilende ned ved siden af hende og kløede sig i håret.
”Tænk ikke på det.” Han smilede, og hun smilede igen – for at være venlig – men hendes smil falmede hurtigt igen, da hendes tankegang skiftede over til nattens hændelser. Og først nu indså hun, hvad hun havde gjort, og hvad hun havde sagt ja til. Hun havde indgået en aftale med Dværgen – en af hendes fjender! Lucas lagde bekymret en hånd på hendes skulder.
”Silvia, er der noget galt?” Berøringen gav hende et sæt, og hun kiggede forvirret på ham. Lucas gentog sig selv, mens hans greb om hendes skulder blev strammere. Silvia sank en klump. Skulle hun fortælle Lucas det? Han var jo hendes ven, så han skulle nok holde på hemmeligheden – ikke? Hun tog en dyb indånding og tog hans hånd i sin. Hun gav den et lille klem og så alvorligt på ham.
”Kan du holde på en hemmelighed?” I starten kiggede han ukyndigt på hende, men så – omsider – nikkede han.
”Selvfølgelig… Du ved, du kan stole på mig…” Silvia nikkede. Selvfølgelig stolede hun på ham, men om hun stolede SÅ meget på ham – det vidste hun ikke. Der var kun én måde at finde ud af det på. Hun tog endnu en dyb indånding. Og pustede meget langsomt ud.
”Du husker godt den besked, jeg fik i går, ikke? Den, jeg krøllede sammen og smed ind i skoven?” Lucas kiggede tænksomt op i taget og nikkede så bekræftende.
”Ja? Hvad med den?”
”Den var underskrevet en hvis KNV…” Forvirringen borede sig ned i hans pande og lavede en dyb kløft mellem hans øjenbryn.
”Hvem pokker er KNV?” Silvia tyssede irriteret på ham og gav sig så derefter til nervøst at pille sine negle.
”Okay… kan du huske Ricolus´ håndlangere? Dværgen og de to mænd? Du mødte dem, da jeg fik den der kniv boret ned i ryggen, husker du?” Lucas rynkede væmmende på næsen og kiggede den anden vej.
”Hvordan skulle jeg kunne glemme det? Det var forfærdeligt!” mumlede han bittert og vendte sig mod hende igen, ”hvorfor spørger du?” Silvia trak på skulderene og smilede nervøst.
”Fordi…,” mumlede hun, ”da jeg tog ud for at møde KNV, var det i virkeligheden… Dem!” Lige med et blev den ellers rolige Lucas forvandlet til et panisk monster. Han farede op og hev hende med, hvorefter han ruskede hende med sådan en kraft, at Silvia mærkede morgenmaden stige op i hendes hals.
”HVAD?! HVAD ER DET, DU SIGER?!” Bestemt rev hun sig løs og lagde vredt en hånd over hans mund.
”Hold nu din kæft!” Med et galsindet grynt blev han stille. Silvia kiggede sig omkring og slap ham så igen.
”Jeg troede, at de døde i krigen…,” hviskede Lucas vredt. De satte sig begge på sengen, og Silvia forklarede med store armbevægelser.
”Nej… eller jo, det gjorde de, men de ligesom… livede op igen…” Lucas kiggede konfust på hende og gav mine til at få det forklaret nærmere. Hun sukkede.
”Det var vist en eller anden eliksir, som Dværgen havde brygget… spørg mig ikke!” Uroligt lagde han armene over kors og vippede med benet i et hurtigt tempo.
”Godt så! Hvad så?!” Silvia slog blikket ned på sine negle, der nu var pillet helt ned i kødet. Skulle hun fortælle ham, at hun havde indgået en aftale med Dværgen og Co.? Eller skulle hun bare være taknemmelig for, at han ikke var styrtet ud af rummet af vrede endnu?
”Jo, altså,” mumlede hun, ”de var villige til at indgå en aftale med mig… De ville hjælpe mig med at få kylet Den mørke prins af tronen, hvis jeg til gengæld lod dem være frem over.” Lucas kiggede vredt på hende – stadig med armene over kors.
”Og hvad sagde du så til det?” Silvia førte smilende en hårtot om bag øret. Hun grinede blidt – som var det hele en stor joke for hende. Det gjorde tilsyneladende Lucas endnu mere gal.
”Altså, i starten var jeg sådan helt: De skal straffes for det, de har gjort! Jeg kan ikke sige ja!” Hun holdte en pause og kiggede på Lucas. Hans øjne lynede og han afventede stadig et svar på hans spørgsmål. Smilende lagde hun sin hånd oven på hans.
”Men efter lidt tid indså jeg, hvor desperat jeg egentlig er, og at jeg havde brug for deres hjælp. Og samtidig… så er deres liv en meget billig betaling i forhold til det de giver mig… Derfor takkede jeg ja…” Lucas sad kold og følelsesløs og kiggede på hende. Så, efter lidt tid, rystede han skuffende på hovedet.
”Det var en dum beslutning, Silvia…,” sagde han stille og rejste sig, ”hvorfor nøjes du ikke bare med vores hjælp? Os, der faktisk ønsker dig det bedste?” Han begav sig mod døren i et langsomt og målrettet tempo. Tårerne pressede sig på i hendes øjenkroge. Hvorfor forstod han det ikke? Hvorfor forstod han ikke, at det at takke ja til tilbuddet, var det eneste hun kunne have gjort.
”Forstår du det ikke?!,” råbte hun halvkvalt, ”De er den bedste hjælp, jeg kan få! Ja, de er mine fjender, men de er samtidig også de personer, der kan hjælpe mig bedst og give mig de svar, jeg har brug for!” Vredt snurrede Lucas rundt og stirrede på hende med gale øjne.
”Og hvad får dig til at tro det, prinsesse?!” Silvia væmmedes ved måde han udtalte prinsesse på. Og en fornærmelse var det i den grad, for han havde aldrig nogensinde kaldt hende prinsesse. Aldrig! Silvia snøftede og knugede sine næver så hårdt, at knoerne blev hvide.
”Du sagde selv engang, at krigen bredte sig vidt omkring, og siden de var min farbrors håndlangere, måtte de have haft et eller andet med det at gøre! Ergo, må de have været tæt på de adelsmænd, som er medlem af de seks! Det giver mig en fordel! En fordel, som I aldrig vil kunne give mig!” Lucas åbnede munden – skulle lige til at råbe noget bisset og ubehøvlet tilbage – men han stoppede sig selv i det. Så sukkede han opgivende og vendte sig mod døren igen.
”G… gør, hvad du synes er rigtigt,” hviskede han, ”jeg skal ikke stå i vejen for dig. Men jeg vil have lov at advare dig… de mennesker er onde, og de ved – ligeså godt som jeg – at bliver dette opdaget, bliver du dømt for landsforræderi – og så bliver du et hoved kortere. Det er det, de i virkeligheden er ude efter…” Han forsvandt langsomt ud af døren – nu med en stor og mørk hemmelighed, som han nok helst ville have undgået at høre – og så var han væk. Silvia sank en klump. Kunne hun risikere at blive halshugget? Hun vidste ikke engang, at man gjorde det her, men der blev hun overrasket. Hun havde ikke lyst til at miste hovedet! Beroligende trak hun vejret og lagde sig på ryggen i sengen. Hun kiggede op i grenloftet, hvor svagt lys skinnede gennem de udækkede sprækker. Forsigtigt væddede hun sine læber sukkede fredfyldt. Så nynnede hun – en tilfældig sang, der egentlig bare lige faldt hende ind.
Got a secret, can you keep it swear this one you´ll save…
Det skulle nok gå.. det var hun sikker på! Hendes hoved skulle nok forblive intakt…
Better lock it in your pocket taking this one to the grave…
Hun måtte bare for alt i verden ikke blive opdaget! Hvor svært kunne det være?
If I show you, then I know you, won´t tell what I save
Cause two can keep a secret if one of them is dead…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...