Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
918Visninger
AA

19. Kapitel 17

~~Månen var fuld og lysende klar den aften. Den lyste den lille sti op og fik grusset til at glimte. Det kraftige månelys fik træerne til at ligne sammenkrøllede silhuetter, og Silvia gøs ved deres udseende. De sorte træer fik hende til at tænke på de nattevæsner, som Mranbo havde nævnt for hende. Hun vidste endnu ikke, hvilke væsner det var, men hvis de bare var halvt så slemme som Ri og Ru, så ville hun helst være fri for dem.
Det var også en af grundene til, at hun skyndte sig gennem skoven den aften. Det knasede under træskoene i en hurtig og melodisk symfoni. Knas- knas knas – knas – knas knas knas – knas.
Den anden grund til hendes hurtige tempo, var månen. Den stod allerede højt på himlen, og selvom hun snart var ved skovsøen, så vidste hun, at hun var sent på den. Hun håbede bare inderligt på at KNV stadig ventede på hende. Hun vidste ikke om, det var tanken om den ukendte KNV eller hendes hurtige tempo, der fik hendes hjerte til at galopere af sted, men hun gættede på hendes tempo. Først dér opdagede hun, at hun var i løb.

Da hun nåede frem til skovsøen, var hun våd af sved. Forpustet lænede hun sig op af en stor sten og tørrede sveden af panden. Derefter lod hun sit blik glide ud på søens blanke vand. Det var smukt – sådan som månens kraftige skær langsomt forvandlede det ellers turkise vand til flydende sølv. Silvia betragtede stille synet – noget så smukt var efterhånden blevet til noget sjældent, syntes hun. Men her var det, lige for øjnene af hende, og udfoldede sin skønhed som en sommerfugl, der afslører sin vidunderlige vingepragt. Silvia sukkede og tillod sig at smile i et kort øjeblik.
Men hvor var KNV? Med et var det smukke syn ødelagt. Ødelagt fordi hun pludselig kom i tanke om, hvorfor hun egentlig var der. Hun skulle møde KNV – få nogle svar, hvis det da var muligt. Men der var ingen i nærheden af den lille skovsø. Der var slet ingen overhovedet!
Var hun kommet for sent? Eller var der nogen, der lavede sjov med hende? I beskeden havde der godt nok stået, at hun skulle være der til tiden, men helt ærligt! Hun var ikke mere end et par minutter for sent! Så utålmodig var der næppe nogen, der var!
Hun bevægede sig ned til kanten af søen. Automatisk tog hun sine sko af, og lod søens blide vand strejfe hendes blottede fødder. Hun kiggede sig omkring. Hun kunne stadig ikke se nogen. Magtløsheden skyllede ind over hende med det samme. Hun havde glædet sig til at få svar på nogle af hendes spørgsmål. Måske kunne denne KNV endda have hjulpet hende? Men nu var hun på bar bund endnu engang. Skuffet satte hun sig ned på den sandede jord – vandet rørte stadig hendes fødder. Beskeden havde givet hende en form for tip – en ledetråd til at få løst alt dette. Men nu var det forsvundet igen – ligeså hurtigt som det var kommet. Hvad skulle hun nu stille op?
Så hørte hun pludselig en lyd. En skrabende og ru lyd. Det lød som én, der snittede i træ. Silvia kom hurtigt på benene og gik lidt længere hen af bredden. Lyden lød til at komme nærmer for hvert skridt hun tog.
Hun standsede brat op. Minsandten, om der ikke sad en person lidt længere fremme! Silvia smilede over hele femøren. Hun skulle lige til at udstøde et glædeshvin, men droppede det, da hun ikke havde lyst til at forskrække den stakkels person, der så ud til at være dybt koncentreret med at snitte i et stykke træ. Forsigtigt nærmede hun sig personen. Da hun kom lidt tættere på, kunne hun se, at personen ikke var særlig stor. Vedkommende var nok ikke mere end halvt så høj som hende. Var KNV mon en dværg?
Hun standsede få meter fra personen og lod sine træsko ramme jorden med en afdæmpet lyd. En mærkelig følelse af fjendtlighed fyldte hende og gjorde hendes krop tung og næsten umulig at bære. Der var et eller andet, der ikke føltes rigtigt. Var det personen? Hun tørrede nervøst sine svedige hænder af i hendes jeans og stod lidt og lyttede til lyden af kniven, der løb langs med træets bark. Så rømmede hun sig.
”Undskyld mig…,” kvækkede hun. Personen så ikke ud til at reagere på det.
”Undskyld mig…,” gentog hun – denne gang højere, ”er du KNV?” Lyden stoppede brat op, og personen vendte et halvt øre mod hende. Øret var spidst som en kniv. En tilspidset gren blev kastet foran hende – uden tvivl den, som KNV havde siddet og snittet i. Den var blevet snittet i længe, kunne man se. Spidsen var blevet så spids, at man med lethed kunne bore den igennem en persons hud, hvis man ville det. Der blev stille, og kun en svag rusken i træerne kunne høres. Silvia holdte vejret.
”Du kommer for sent,” hvislede KNV. Silvia ville have sagt undskyld – for venlighedens skyld. Men det nåede hun ikke, for i det samme blev hun grebet bagfra af fire stærke arme. En svedig hånd blev lagt over hendes mund. Forskrækket skreg hun op, men lyden kunne ikke nå gennem hånden, der holdt lyden indfanget i hendes mund. Febrilsk prøvede hun på at rive sig løs, men de arme, der holdte hende, var for stærke.
KNV rejste sig op med en kold latter og stak en dolk i et bælte om hans hofte. Så vendte han sig om. Desværre var månen gledet om bag en sky, så Silvia kunne ikke se, hvem skikkelsen skulle forestille.
”Sig mig, kan du ikke læse?” Silvia skreg igen og sparkede bagud i et forsøg på at ramme gerningsmændenes skinneben – dette lykkedes dog heller ikke.
”Der stod: Vær der til tiden!” fortsatte KNV, ”og alligevel er du her først nu!” Han trådte nærmere, så noget af hans krop blev oplyst. Et skridt mere og hun ville kunne se hans ansigt. Silvia lukkede øjnene hårdt i – ønskede at hun aldrig var taget af sted. Hun skulle være blevet tilbage!
Pludselig slog det hende, at de to, der holdte hende fast, måske var Bark og Kes. Tanken overvejede hun i et kort øjeblik, men skød den så væk igen. Det ville ikke give nogen som helst mening. Men hvem var det så? Det ville hun snart finde ud af…
”Du har ikke ændret dig meget fra dengang, Silvia.” KNV trådte et sidste skridt frem og lod månens klare lys oplyse hans ansigt. Et gisp undslap hendes læber – efterfuldt af et hysterisk skrig. Nej, det kunne ikke passe! Det… det var umuligt! Hendes minder og erindringer om ham og hans gerninger strømmede gennem hendes hoved som en rislende bæk. Hun drømte… Ja, det var, hvad hun gjorde! Det hele var bare et stort marridt! Om lidt ville hun vågne op hjemme hos sig selv – med sin mor ved sin side. Desværre vidste hun godt, at det ikke var tilfældet. Men dette kunne heller ikke være sandt. Hun dræbte ham jo! For to år siden – han var død! Det hele snurrede rundt i hendes hoved. Ham, der stod overfor hende – KNV. Det var Dværgen…
”Overrasket?” Det smørrede grin var ikke til at tage fejl af. Det var ham! Hun stod som lammet. Hun skreg ikke mere. Stod bare og stirrede på den lille mand, der havde været, og stadigvæk var, hendes fjende. Så var der en, der hviskede i hendes venstre øre. Stemmen var lav og truende.
”Okay, nu slipper vi dig, men du kan lige vove på at løbe væk!” Så blev der hvisket i hendes andet øre – af en stemme, der var lys og drillende.
”Og hvis du skriger… så er det ude med dig! Har du forstået det?” Silvia nikkede tavst, og så blev hun sluppet. Dem, der havde holdt hende fast, gik over og placerede sig ved siden af Dværgen. Silvias kæbe hang helt nede ved jorden. Det var de to unge mænd! Hvordan var det muligt? Silvia kiggede skiftevis på dem med forvirrede øjne.
”Hv… Hvordan er det muligt?! I… I er døde! Alle tre!” De tre mænd grinede hånligt af hende, mens hun fortsatte. Silvia pegede på de unge mænd efter tur.
”I to! I blev ramt af en ildkugle og kylet ind i en klippevæg!” Så pegede hun på Dværgen, der, som den eneste af de tre, så ud som om, han rent faktisk lyttede.
”Og dig! Jeg spiddede dig på mit sværd! Jeg så det selv! Jeg så dit blod!” Silvia stod med let spredte ben og bøjet ryg. Hendes hår var rodet og hendes blik vildt. Det fik hende til at ligne et vildt dyr. Om det var det, der fik Dværgen til at grine, vidste ingen.
”Sigter godt, men rammer skidt… Er det ikke det, man plejer at sige i din verden?” Han grinede videre. ”Du havde mig lige på kornet! Du kunne have dræbt mig! Men det gjorde du ikke… Du troede, at du havde ramt mit hjerte, men i virkeligheden… ramte du mig i armen…” Hans grin var ligeså stille begyndt at aftage. Silvia, hun lignede stadig et stort spørgsmålstegn.
”Jamen… hvordan…?”
”Overlevede jeg faldet?” fortsatte Dværgen, ”jo, det skal jeg sige dig. Dit sværd dræbte min arm, men stenene dræbte næsten hele min krop. Men man har jo ikke været lakaj for en ond troldmand i hele sit liv uden at have lært noget, vel? Jeg havde brygget mig en helingseliksir dagen før krigen, og jeg må sige, at den kom mig til gode den dag. For ikke nok med, at jeg helede mig selv, men jeg helede også de to dér.” Han pegede på de to unge mænd, der pludselig så så forlegne ud. Dværgen fortalte videre.
”Ser du, du har fuldstændig ret i, at de blev dræbt af den ildkugle, og da jeg fandt deres forbrændte lig, troede jeg også et øjeblik, at spillet var ude indtil, jeg kom i tanke om helingseliksiren…” Silvia kunne ikke tro sine egne ører. Ikke nok med, at hun ikke havde slået Dværgen ihjel! Dværgen havde simpelt hen genoplivet de andre to! Med den ene lille bitte helingseliksir havde han forpurret resten af hendes liv, som hun troede ville være sikkert! Hun skulede ondt til ham og derefter til de andre.
”Hvad vil I med mig? Hvorfor har I kontaktet mig?” De tre mænd vekslede blikke – nikkede så kort til hinanden bagefter. De trådte et skridt tættere på hende, og hun trådte usikkert et skridt tilbage.
”Vi har brug for din hjælp,” sagde Dværgen. Silvia puttede sine hænder under armene og kiggede undrende på dem.
”Har I brug for min hjælp? Til hvad?” Den sorthårede mand rømmede sig.
”Vi går ud fra, at du har hørt om Den mørke prins?” Silvia nikkede.
”Ja?”
”Vi vil have ham af tronen.” Silvia rynkede brynene i forvirring. Man skulle tro, at de ville nyde at se landet blive styret af en ond prins. Dværgen skubbede manden tilbage og trådte selv frem.
”Vi er villige til at indgå en aftale med dig. Vi hjælper dig med at få generobret tronen, og…”
”Vent, vent, vent!” afbrød hun, ”jeg troede ikke, at I ville se mig på tronen?”
”Det vil vi heller ikke,” svarede Dværgen, ”men vi vil heller ikke se den snothvalp på tronen. Så vi bliver nødt til at vælge, og når det handler om styring, så tror vi, at du er den, der er bedst egnet.”  Silvia følte sig smigret. Tænk, at de syntes, at hun var den bedst egnede! Silvia satte en hånd i siden og rynkede brynene.
”Hvad vil I så have til gengæld?” De tre mænd begyndte at smile – som om de havde ventet på det spørgsmål.
”Ikke noget særligt,” forsikrede Dværgen, ”men vi forventer, at når du engang er kommet på tronen og regerer landet, at vi ikke bliver jagtet for vore forbrydelser. Kort sagt; du skal ikke sætte en pris på vores hoveder, når alt dette er overstået.” Silvia tænkte lidt over det. Hvis hun gik ind i denne aftale, så måtte hun ikke henrette dem… Et øjeblik overvejede hun at sige nej. De havde gjort modbydelige ting ved hende, og det skulle de da selvfølgelig straffes for. Men så tænkte hun det igennem en gang til. Deres liv var en billig betaling i forhold til det, de ville give hende. De ville hjælpe hende. Og hjælp var det, hun havde mest brug for lige nu. Hjælp betød løsningen på en masse problemer og svar på en masse spørgsmål. Sådan et tilbud kunne hun da ikke takke nej til. Dværgen betragtede hende lidt. Så rakte han en hånd op mod hende.
”Nå? Har vi så en aftale?” Silvia kiggede på hans hånd – tøvede i et splitsekund, men blev så omsider enig med sig selv. Så hun rakte sin egen hånd frem, tog fat om hans – og rystede den blidt.
”Ja, vi har en aftale…” Dværgen nikkede og trak hånden til sig igen.
”Godt… Vi mødes her i morgen – ved midnat. Og vær her til tiden denne gang!” Silvia nikkede.
”Ja, selvfølgelig… Men… hvad skal vi?” De tre mænd var på vej væk. De havde allerede drejet om på hælen og var nu klar til at gå den modsatte vej. Dværgen kiggede sig over skulderen med et lumsk smil.
”Vi skal ud på en lille rejse, så forbered dig på det værste.” Og med de ord gik de – videre ned af bredden. Silvia kiggede forundret efter dem. Lige inden de forsvandt om bag en stor klippe vendte Dværgen sig imod hende.
”Og for resten!” råbte han, ”det sår på din skulder? Lad det få noget luft i nat, og så vil det være bedre i morgen!” Så forsvandt han. Silvia kiggede på sin skulder og derefter over på klippen. Hvordan kunne han vide…?
Silvia! Det er altså ret åbenlyst, at der er sket et eller andet med din skulder! Alle og enhver kan se det!
Nårh ja…
Silvia vidste ikke, hvordan det hele var kommet så vidt. For blot to år siden ville hun have sagt nej til deres tilbud. Hvad havde ændret sig siden dengang? Hun var ikke helt sikker på det…
Men én ting var hun sikker på. Hun havde lige sagt ja til at arbejde sammen med sine fjender…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...