Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
933Visninger
AA

18. Kapitel 16

~~Silvia havde ikke lyst til at ride hjem til trods for, at der var langt tilbage og hendes skulder trængte til en smule behandling. Dog havde hun alligevel taget generalens hest med ligesom, hun havde fået besked på. Hun var kommet forbi slotsporten uden nogen problemer, og ikke lang tid havde hun gået før, hun havde fundet en lille bæk. Det var her hun befandt sig nu. Hesten havde hun sluppet og nu var den færd med at æde græs på livet løs. Det kunne umuligt smage godt, når det nu var så tørt. Men det var vel tanken, der talte?
Silvia sad på knæ ved kanten af den rislende bæk. Forsigtigt trak hun sin bluse ned over skulderen, så bidsåret kom til syne. Det var dybt og blødte meget, og det var ufatteligt at tænke på, at det var et menneske – eller en menneskelignende ting i hvert fald - der havde forsaget det. Hurtigt dyppede Silvia sin hånd i vandet og lod den køre forsigtigt over såret.
Lige så snart hånden strejfede såret, trak hun den smertende til sig igen. Såret sveg og smerten var som en kniv, der borede sig langt ned i kødet.
”Sådan noget forbandet lort!” hvæsede hun arrigt, da hun igen lagde hånden på såret. For uanset, hvor smertefuldt, det var, så kunne det ikke undgås, at såret skulle vaskes. Det kunne hun ligeså godt få overstået nu, som hun kunne senere.
Da hun blev færdig med at rense bidsåret, rev hun et stykke af sin trøje af og bandt det stramt rundt om. Det ville stoppe blødningen – forhåbentlig. Hun lagde sig forsigtigt ned ved bredden – og slog armene om bag hovedet. Hun lukkede øjnene og åndede fredfyldt ud. I et kort øjeblik glemte hun næsten det hele. Glemte alt om Den onde prins, de kødædende monstre og de seks. Alt åndede fred i de små sekunder hun tillod det - og alt var næsten perfekt. Lige indtil tankerne og spørgsmålene strømmede indover hende igen. Og især ét spørgsmål rungede i hendes hoved som et ekko fra gamle tider. Hvorfor var Akysus ikke ond? Eller… sådan set vidste hun ikke om, han var ond eller ej, men han havde jo sagt undskyld til hende – i en vis forstand.
Jeg beklager det med din skulder…
Silvia åbnede igen sine øjne. Hun kiggede over mod generalens sorte hest, der stadig stod med mulen begravet i jorden. Tanken om, hvordan generalens reaktion ville se ud, når han opdagede, at hans hest var væk, fik hende til at smile.
Hvorfor havde prinsen ikke slået hende ihjel? Det var underligt, for man blev ikke kaldt Den mørke prins, hvis man ikke var ond… vel? Pludselig strejfede De seks hendes tankegang. Gad vide om det var derfor, han ikke havde slået hende ihjel? Hun huskede, da Tolonius havde sagt, at Akysus havde brug for De seks sammentykke for at blive kronet. Så måske var grunden til, at han havde skånet hende, at han ville virke barmhjertig overfor dem? Tanken gav hende en sur smag i munden. Sådan en snylter!
Eller havde Silvia måske bare fejlbedømt ham? Måske var han ond selvom, han så ualmindeligt god ud? Han havde jo trods alt sendt de to kødædende monstre efter hende og næsten fået hende dræbt…
Hele situationen forvirrede hende noget så grænseløst og lige i det øjeblik vidste hun ikke engang, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun skulle gøre Dolomia frit igen, det var klart, men hvordan skulle hun bære sig ad med det? Uanset om Den mørke prins´ hensigter var gode eller onde og om, han ville dræbe hende eller ej, så var der jo stadig generalen, der højst sandsynligt ikke ville tøve et sekund med at udradere hende.
Silvias hjerte bankede hurtigt. Tankerne om oprør og det gode og det onde fik adrenalinen til at pumpe i hende. Hun førte stilfærdigt hånden op til hovedet og pressede en pegefinger mod venstre tinding. Det dunkede og snurrede i hendes hoved, og hun følte sig pludselig så træt. Måske var det adrenalinen, måske var det tankerne – eller måske endda begge dele? Hun lukkede øjnene og rullede om på siden. Måske hendes tanker ville være klarer efter en hurtig lur?
Da hun vågnede igen, lå der en rødlig farve henrullet henover den grå himmel…

Hun blev modtaget med åbne favne, da hun omsider trådte ind i den lille landsby. Mørket var så småt begyndt at falde på, og Silvia var glad for, at hun ingen nattevæsner havde mødt undervejs. Den lur hun havde taget ved bækken havde ikke fået hendes tanker på gled. Snarer tvært imod – hendes tanker og spørgsmål lå nu hulter til bulter inde i hovedet på hende. Det gjorde hende inderligt frustreret og endnu mere træt end, hun havde været inden luren. Så derfor, da hun var sluppet væk fra velkomstkomiteen, styrede hun direkte mod sin hytte. Desværre for hende blev hun stoppet undervejs af Lucas og Lucifer, der glædeligt løftede hende op.
”Silvia, du er tilbage! Hvordan gik det? Gik det godt?” spurgte Lucifer. De satte hende på jorden igen, og Silvia svarede gabende.
”Mmhm…” Hun styrede forbi de to drenge og videre over mod hytten. Beklageligvis slap hun ikke af med dem så let.
”Så du Den mørke prins?” spurgte Lucas nysgerrigt. Silvia nikkede, og Lucifer overfaldt hende med det næste spørgsmål.
”Hvordan var han?”
”Okay… Ond var han i hvert fald ikke.” Mere nåede hun ikke at sige før Tolonius kom styrtende med et lille gulligt papir i hånden. Silvia kunne ikke lade være med at undertrykke et irriteret suk. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred?
”Deres majestæt, godt De er tilbage,” prustede han, ”Der… er kommet besked… til Dem.” Han rakte hende det lille papir, og Silvia foldede det hurtigt ud. Teksten var kluntet og meget utydeligt. Og Silvia var endda også sikker på, at beskeden var skrevet med mudder. Hun lod en finger køre forsigtigt over det og ganske rigtigt. Teksten havde en ru overflade, der tydede på indtørret mudder. Hun gav sig til at læse.
Mød os ved skovsøen ved månens opgang – midnat.
Vær der til tiden
KNV
Skovsøen? Hvad skulle dette nu betyde? Og hvem i alverden var KNV? Nysgerrigt lænede Lucifer sig indover hendes skulder, og hun krøllede hurtigt beskeden sammen.
”Hvad stod der, Deres Majestæt?” Tolonius fulgte beskeden med øjnene, da den landede et sted inde i skoven. Silvia trak på skuldrene. Hun kunne umuligt fortælle Tolonius om beskeden. Han ville aldrig lade hende gå.
”Nårh, ikke noget specielt…” Hun måtte af sted – hun var pokkers træt, men hun måtte af sted. Det sagde lidt sig selv. Uanset, hvem det måtte være, der ønskede hendes tilstedeværelse, så måtte de vide noget. Hvorfor ellers kontakte hende?  Silvia kiggede op mod himlen. Månen var på vej op…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...