Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
922Visninger
AA

17. Kapitel 15

~~Silvia styrtede ned af den svagt belyste gang, mens tjenestepiger undveg for hende. Hun kunne høre Ri og Rus slangeagtige stemmer bag sig. Hun kiggede sig tilbage og så tjenestepigerne trykke sig skrigende ind til muren, mens de to monstre passerede dem. Silvia satte farten op idet, hun drejede om et hjørne. Hendes hjerte slog hårdt mod hendes brystben og det summede ubehageligt i hendes ben.
Den svage belysning på gangen gjorde det svært for Silvia at se, hvor hun løb hen. Et par gange måtte hun dreje skarpt til siden for ikke at ramme væggen. Silvia kneb øjnene sammen, da den næste del af gangen var mørkere end den foregående. Der var en dør for enden. Silvia lyste op og spurtede så hurtigt, hun kunne hen til døren og hev i den. Den røg op, og Silvia susede ind. Derpå smækkede hun den hårdt i igen. Forpustet lænede hun sig op af den lukkede dør og lod sig glide ned i siddende stilling. Hun spredte sine ben og placerede sit hoved der imellem. Hendes hjerte pumpede på livet løs, og det dunkede voldsomt i hendes hoved. Benene snurrede, fødderne summede. Hun havde aldrig før i sit liv løbet så hurtigt og følt så meget ubehag bagefter.
Da Silvia omsider havde fået pusten igen rejste hun sig op og trak sig væk fra døren. De monstre var bestemt ikke dumme, og de havde garanteret hørt hende smække med døren. Det kunne ikke vare længe før, de fandt hende. Silvia kiggede sig panisk om efter noget at forsvare sig med. Og det burde hun kunne finde, for rummet hun var havnet i var en form for opbevaringsrum. Belysningen var meget dunkel, men hun kunne dog se, at der var opstillet skabe langs med væggene. Hvad der var i dem, kunne hun kun gætte på. Hurtigt styrtede hun over til et af skabene og åbnede det. Hun hoppede skrigende tilbage, da gamle jerngryder og rustne stegepander væltede ud på gulvet. Hun kiggede nervøst over mod døren. Hvis ikke de havde hørt hende smække med døren, så havde de garanteret hørt det dér.
I det samme blev der hamret på døren. Silvia fór sammen og kiggede forskrækket på døren, der gav sig en lille smule for hver gang, der blev hamret på den. Uden at tænke over det greb hun en af de rustne stegepander og hoppede ind i det tomme skab. Hun lukkede skabslågerne godt til, men hun lavede alligevel en lille sprække mellem lågerne, så hun kunne titte ud. Hun nåede lige at trække fingrene til sig, da de to monstre braste ind af døren. Silvia trak været helt ned i maven og holdte det i munden, så hendes kinder blev helt udspilede.
Hun kiggede diskret ud af sprækken. Ri og Ru vandrede rundt i rummet, hvæsende og gryntende. De lod deres skarpe kløer køre hen over skabenes låger, så der blev efterladt lange hvide striber i det mørke mahognitræ. Deres savl dryppede i små klatter ned på det beskidte stengulv.
Silvia holdt stegepanden tæt ind til brystet i tilfælde af, at monstrene skulle finde hende. Hun holdte så hårdt om skaftet, at hendes knoer blev helt hvide. De vendte sig om, og i et kort øjeblik fangede Silvia deres blik. Hendes hoved kørte rundt, og sorte pletter dansede for hendes øjne.
”Kom frit frem… hvor end du er…,” sagde en stemme pludselig, meget lavt og hvislende. I et øjeblik troede Silvia, at det bare var hendes fantasi, der løb af med hende, men så gik det op for hende, at det kom fra ét af de to monstre. Monstrene kunne tale! Det gav et gib i hende, og hun mærkede koldsveden løbe som en blid regndråbe ned af hendes ryg.
”Vi finder dig… og når vi gør… vil vi æde dig…” Stemmen lød tættere på nu. Silvia blinkede et par gange. Så hørte hun pludselig en ond latter, men hun var ret sikker på, at den ikke kom fra monstrene. Efter kort tids tænken gik det op for hende. Hendes kæbe begyndte at dirre, og hun fik en umådelig lyst til bare at sætte sig i et hjørne og tude.
Åh nej… Ikke her! Ikke nu…
Men desværre… jo... Pludselig mærkede hun et strøg over hendes kind efterfulgt af en kildrende fornemmelse i øret.
”Du kan løbe, men ikke gemme dig… De finder dig!”
Hun kiggede sig om i skabet, men der var ingen. Dog var hun ikke i tvivl om, at han var der. Hans stemme var indprintet i hendes dybeste og mørkeste erindringer. Hun bed tænderne sammen og kiggede diskret ud af sprækken. Ri og Ru undersøgte et skab, der var placeret ved den modsatte væg. Hun pustede lettet ud.
”Ricolus!” hviskede hun vredt, ”hvad laver du her?” Der kom ikke svar lige med det samme, men det havde hun heller ikke forventet.
”Hvad laver jeg ikke her? Husk på, kære ven, mit sind er forbundet til dit. Jeg bor i dine mørkeste tanker, slapper af i dit sind – jeg kan sågar høre dit hjerte slå.”
Ri og Ru vendte sig hurtigt om. Det eneste, der var i det skab, de lige havde undersøgt var gamle, mølædte klude. Med korte slæbende skridt bevægede de sig tværs over rummet, i retning mod Silvia. Hun gispede. De havde opdaget hende – det var hun helt sikker på! En kold latter gled ind i hendes øre.
”Det er ude med dig nu… Tænk, at jeg har brugt alt min tid på at prøve på at dræbe dig, når det eneste, der skulle til, var et par forurenede dyr!”
Deres skarpe klør løb langs med de indhakkede blomster. Så stoppede de op – lige foran sprækken. Et rødt øje mødte hendes i en kort stund.
Der… var du…
Så blev døren revet op, og situationens alvor krævede kun sekunders tænken. Silvia smaskede panden ind i det nærmeste monsters ansigt, og idet det trak sig tilbage, styrtede hun ud af skabet og over mod døren. Nummer to var lige i hælene på hende. Silvia famlede med våde håndflader med dørhåndtaget. Men da hun endelig fik ordenligt fat i håndtaget, blev hun revet væk.
Med et gik tiden i stå. Alt føltes langsommere, da et skarpt sæt tænder borede sig ned i hendes ene skulder. Silvia skreg hysterisk – smerten skar i hende som tusinde knive. Med den ubidte arm sendte hun en albue bag ud og ramte monsteret i maven. Det slap hende og trak sig brølende tilbage.
Hendes skulder blødte meget. Som en flod løb det tykke blod ned af hendes arm og dryppede ned på gulvet som store regndråber. Men der var ingen tid at spilde på blødende bidsår – hun måtte væk! Døren var hendes mål og som sidste gang styrtede hun hen til den lige så hurtigt som et lyn. Hun fik fat i dørhåndtaget, drejede det om og til hendes store lettelse, gik døren op. Hun spurtede ud og videre ned af gangen. Hun drejede om hjørnet og prøvede at huske vejen tilbage til tronsalen. Det var kun Akysus, der kunne stoppe de bæster!
Hun kom til en forgrening, hvor hun kunne vælge at gå enten til højre eller til venstre, og hver gang så ens ud. Hun havde ikke tid til at stå og tænke over vejen, så hun tog chancen og tog gangen til højre. Hun passerede et par tjenestepiger og en enkel vagt, og da hun nåede enden af gangen genkendte hun døren ind til tronsalen. Et lille smil spillede om hendes læber, da hun skubbede døren op.
Deres øjne borede sig ind i hende, da hun kom brasende. Forpustet standsede hun op et øjeblik. Og det øjeblik var ikke mere end få sekunder, for i det samme styrtede Ri og Ru ind af døren. Hun skreg højt og styrtede over til tronen, hvor Akysus sad. Han havde et smørret grin plantet på sine læber. Silvia pressede sig ind til ham og holdte godt fast.
”Akysus, stands dem!” Han brød ud i en glædeslatter.
”Nu har de det jo lige så sjovt! Det er så længe siden, at nogen har leget med dem…” De kom tættere på. Silvia kunne lugte deres ånde fra denne afstand. Det lugtede af blod.
”Akysus! Please, jeg beder dig!” Akysus kiggede fra hende til hans to kæledyr. Med et suk klappede han i sine hænder. To vagter kom buldrende ind af døren i næste nu. Hurtigt spændte de lænkehalsbånd om deres halse og hev dem med væk – ud af tronsalen.
Silvia hyperventilerede i de næste to minutter. Derefter trak hun sig væk fra Akysus og tog sig smertende til skulderen. Da hun trak hånden til sig igen, var den plettet af blod. Hun gik nogle skridt væk fra tronen – i retning mod generalen, Bark og Kes, som ikke havde rykket sig en centimeter siden sidst. Silvia rystede af skræk, da hun vendte sig mod prinsen igen.
”Hvad… er der i vejen i DIT HOVED?!” Han var stille i et øjeblik. Så gned han veltilfredst sine hænder mod hinanden.
”Nogen gange har folk bare brug for at blive sat på plads… og det er du vist blevet tilstrækkeligt.” Han rejste sig og gik ned foran hende. Han placerede sin lille pigehånd på hendes sårede skulder. Silvia peb lydløst af den brusende smerte. Han kiggede betaget på hende i et minuts tid – låste hendes blik fast i hans. Derefter sagde han stille.
”Jeg vil lade dig gå frit. Du udgør mig ingen trussel.” Silvia skulle lige til at åbne munden – hun ville sige noget. Noget fornærmende. Men ordene snublede inde i munden på hende, og hun forblev tavs. Så brød generalen ind.
”Deres højhed, tillad mig at spørge, men burde vi ikke låse hende inde? Vi burde ikke undervurdere hende… Hun er jo trods alt – en koldsindet morder.”
Koldsindet morder?
Prinsen sendte ham et skarpt blik.
”Hun udgør mig ingen trussel! Hvor meget hun end prøver, vil hun ikke kunne få mig af magtens spir!” Generalen trak sig ærbødigt tilbage. Prinsen vendte tilbage til Silvia igen – og denne gang hviskede han venligt ind i hendes øre:
”Gå nu, og tag generalens hest. Den idiot skal straffes. Og… jeg beklager det med din skulder…” Han trak sig tilbage og satte sig i tronen igen. Silvia kunne ikke fatte det, han lige havde sagt. Jeg beklager? Onde personer undskyldte ikke… ville det så sige, at…?
”Tag hende væk!” Akysus´ stemme rungede i tronsalen. Silvia stod stiv og ubevægelig, og det var først, da vagterne trak hende med sig, at hun begyndte at bevæge sig igen.
”Jeg beklager?” mumlede hun for sig selv, idet slotsporten smækkede i. Beklager, beklager, beklager.
En tanke slog ned i hende. Måske – kun måske – var ham Akysus ikke så slem, som han gav sig ud for at være…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...