Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
935Visninger
AA

16. Kapitel 14

~~Der var en akavet stilhed under hele rideturen. Ingen sagde noget, men til gengæld var deres øjne ved at poppe ud af hovedet på dem så meget, som de gloede på hende. Silvia prøvede at holde sit hoved koldt og slappe af. Nogen gange lykkedes det, andre gange ikke. Der var nemlig et par gange, hvor hun måtte bøje hovedet og bide sig i læben for ikke at flippe totalt ud.
Heldigvis tog turen ikke videre lang tid; ikke mere end et par timer højst. Silvia kunne ikke lade være med at udtrykke lettelse ved synet af slotsspiret, der snoede sig op under himlen. De red igennem byen. Et forfærdeligt syn; ældre sad rundt omkring i gaderne i deres lasede tøj, forkrøblede og frysende. Alle andre var i arbejde; hårdt arbejde vel at mærke. Nogen slæbte store sten fra den ene ende af byen til den anden. Højst sandsynligt skulle de store sten bruges til et kommende monoment af den nye hersker. Det gav hende kvalme. Mænd i sorte klæder stod rundt omkring og svang deres piske over de staklers rygge. Nogen gange også børnene! De fattige bønder sendte dem korte fortabte blikke, da de red forbi. Silvia holdte sit blik fremadrettet. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre for de stakkels bønder lige foreløbigt.
Så stoppede de. En stor port bevogtet af fire soldater, spærrede deres vej. Silvia lænede sig lidt til siden for bedre at kunne se dem. De så ikke særligt gamle ud, nok ikke ældre end de tredive.  De stod i to rækker på to i hver over for hinanden. De havde deres sværd krydset med personens sværd overfor. Deres blikke var stive og følelsesløse. De bar tunge ringbrynjer af sølv, der skinnede smukt i solen. I det samme lød generalens stemme.
”Træk sværdene til jer, I hundehoveder! Kongen venter vores besøg!”
”Prinsen…,” hostede Silvia irettesættende. Generalen brummede utilfredst. De bevæbnede soldater trak sværdene til sig og gjorde honnør. Derpå fortsatte de ind gennem porten. De standsede på brostene foran slottet. Der myldrede af liv. Tjenestepiger farede rundt med træspande og klude. Køkkenpigerne kom gående med store kurve med diverse grøntsager.
De steg af deres heste og overlod dem til stalddrengene, der holdte til i stalden nær slotsporten. Silvia kiggede sig lidt omkring. Hun huskede stedet som var det i går, hun sidst havde været der. Dog mente hun ikke, at hun kunne erindre hestestalden.
I det samme greb generalen hende i nakkeskindet og hev hende hen til den store dør, der førte ind på slottet. Døren blev åbnet af en fornem herre med rødt fløjlstøj og skulderlangt brunt hår. Silvia fik et ordenligt skub i ryggen, så hun nærmest fløj ind af døren. Hun nåede lige at standse op før, hun ramte væggen. Rasende vendte hun sig om.
”Gider du godt og styre dine mandlige hormoner og lade være med at skubbe mig rundt som et stykke legetøj?!” Generalen brød ud i en brølende latter. Det samme gjorde Bark og Kes, da de trådte frem bag hans ryg. Silvia lagde surt armene over kors.
Haha! Bedste grin nogensunde!
”Ved I hvad, hvorfor viser i mig ikke bare vejen til ham prinse-dimsen, og så går jeg i forvejen?” Hun spilede øjnene op og kiggede på dem med store dådyrøjne. De stoppede med at grine og stirrede koldt på hende.
”Hvor dumme tror du egentlig, at vi er?” hvislede Kes. Uden at forvente et svar, farede generalen frem, greb fat i hende og puffede hende ned af slotsgangen.
”Jeg havde håbet på meget, men i er åbenbart klogere end, I ser ud…,” mumlede hun vrissent for sig selv. Kes gryntede utilfredst bag hende, men ellers så det ikke ud som om, de havde hørt, hvad hun havde sagt.
Silvia genkendte gangen, de gik på. Hun havde selv gået på den massere af gange. Men gangen var blevet… anderledes… Den var blevet mørkere, koldere og farligere. Det flotte marmorgulv var nu dækket af blodrøde tæpper fra ende til anden, og væggene, der før havde været rig på billeder, var nu tom og grå. Der var ikke engang et billede af Akysus! Silvia kiggede kort og undrende på væggene, hvorefter de drejede ned af en anden gang med præcis samme udseende.
Denne gang var utroligt livlig. Der strømemde konstant piger og kvinder med tallerkener, bægere og kander forbi dem. De var meget ophidsede og så ud til at have vældig travlt. De råbte ting til hinanden på et sært sprog, som hun ikke kunne forstå. Dog fik hun fat i to af ordene; mer vinse!
De nåede til en stor dør bevogtet af to vagter. De bar blå silkefrakker samt vide skjorter og sorte bukser. Umiddelbart lignede de ikke vagter, og man kunne da også let blive snydt fra lang afstand af, men tæt på kunne man se, at der i bæltet indenunder frakken hang op til flere brugbare våben. Det fik Silvia til at synke en klump. Uden nogen form for ordre åbnede vagterne den store dør, og Silvia blev skubbet ind.
Lyden af trommer og fløjter kom hende i møde. Det lød så smukt og dejligt, at hun næsten glemte, hvor hun var. Hun kiggede sig omkring i rummet. Det var en stor tronsal, en tronsal, som hun aldrig havde været i! Hvorfor havde hun aldrig set dette rum før?
Hun gik op af det blodrøde tæppe, der gik op gennem rummet og standsede ved tronen. På tronen sad en spinkel person. Han var bleg, tynd og ranglet. I starten kunne Silvia ikke se om, det var en pige eller en dreng, men så fik hun øje på hans hvidpjuskede hår med den sorte stribe i. Han bar en sort skjorte, der gik i et med de sorte bukser. En sort kappe var spændt fast på skjortens ryg og på hans hoved, var en sort krone nydeligt placeret. Al den miskmask af sort tøj, fik ham egentlig bare til at se komisk ud.
I det samme fik hun øje på en pige. Hun var høj, tynd og rødhåret. Hun dansede foran ham i takt med trommernes og fløjtens rytme – ganske letpåklædt. Hun sendte Akysus fristende blikke. Han så ud til at være meget betaget af hende, men så fik han øje på Silvia. Hans øjne fløj lige forbi den letpåklædte danserinde og ramte den nyankommne gæst. Hans læber strakte sig i et bredt smil. Danserinden lagde mærke til prinsens fravær og fulgte hans blik hen til hende. Silvia fik øjenkontakt med pigen. Hendes blik lynede. Danserinden fnøs fornærmet og vraltede væk sammen med musikerne.
”Deres allernådigste højhed. Opgaven er fuldbragt, og jeg har bragt kronprinsessen i et stykke – som jeg lovede Dem.” Ragendor bukkede og trådte tilbage sammen med Kes og Bark. Silvia fortsatte videre op af tæppet. Da hun var tre meter væk fra tronen, stoppede hun op. Hun studerede ham nærmere. Der var ikke ligefrem noget nyt at sige om hans pigeagtige krop. Hvis det skulle ske, at hun skulle slås mod ham, ville det nok ikke blive det største problem. Gad vide om, han overhovedet kunne løfte et sværd?
Akysus´ smil blev bredere. Han virkede nærmest lykkelig over at se hans fjende stå foran ham. Men han viste ingen frygt og heller ingen ondskab – kunne det virkelig passe? Han rejste sig fra tronens kolde metal og begyndte at kredse rundt om hende i cirkler. Silvia var overrasket over, hvor høj han egentlig var. Det fik ham bare til at de endnu mere spinkel ud. Hans øjne løb op og ned af hende – han studerede hende fra top til tå. Silvia stod stiv som et bræt imens.
Til sidst stoppede han foran hende og kiggede med et specielt glimt i øjet.
”Så er det altså rigtigt, hvad man siger… Du er den smukkeste pige i hele Dolomia…” Silvia kiggede ham i øjnene. Hvad skulle hun svare ham? Hun kunne jo bare bruge sin `fuck dig´ – attitude – ligesom hun gjorde mod Ricolus. Hun havde i hvert fald ingen grund til at være venlig overfor ham! Han havde taget hendes trone! Men samtidig… så han så uskyldig og ufarlig ud, at hun alligevel ikke kunne tillade sig det.
”Mange tak,” svarede hun blidt, ”jeg har skam også hørt mange ting om dig…” Han stoppede med at smile, men han havde stadig julelys i øjnene. Han tog fat om hendes hånd og plantede et kys på den. Det gav et sæt i Silvia, men hun lod ham alligevel gøre det. Mest fordi at hun sikkert ville få masser af ballade, hvis hun gav ham en lussing.
”Lad mig præsenterer mig selv. Mit navn er Akysus, Dolomias hersker.” Han plantede endnu et kys på hendes hånd. Og et endnu et, og endnu et. Silvias øjne tordnede. Hvis han gik og troede, at han var Dolmias hersker, så kunne han godt tro om igen! Imens hun grinede ironisk, trak hun sin hånd til sig.
”Ja, det er så dér, du tager fejl…” Der gik et sus igennem Bark, Kes og Ragendor. Akysus rettede sig op og kiggede direkte ind i hendes øjne. Hans julelys i øjnene var forsvundet som dug fra solen.
”Undskyld, min fejl prinsesse,” vrængede han efterfulgt af en dyb latter ”Eller rettere sagt undskyld dig, for jeg er den herskende her. Så hvis du har et problem, så gå venligst til min rådgiver!” Ragendor, Bark og Kes grinede lidt med. Silvia fnøs.
Den oppustede, egoistiske, kaotiske, selvoptagede…!
Akysus blinkede drilsk til hende og begav sig op mod tronen igen. Så slog Silvia til! Hun satte piget en hånd i siden og spyttede ordene ud.
”Hør her, din blegfis! Jeg behøver ikke at gå til din rådgiver, for det eneste problem, jeg egentlig har, er at du har din fede røv plantet på min trone!” Der blev stille; stilheden var næsten som en hånd, der var i færd med at klemme alt liv ud af dem. Akysus stod stadig med ryggen til hende. Han var helt stille, og Silvia blev hurtigt klar over, at hun nok ikke skulle have sagt det.
Så vendte han sig om. Han trådte forsigtigt ind foran hende. Hans arme skælvede og hans øjne var usikre.
”Hvad?” Silvia stod fast som en klippe og kiggede køligt på ham.
”Skal jeg skære det ud i pap for dig? Det er MIN trone! Og jeg vil have dig ud af landet! Hvis du ikke går frivilligt, så skal jeg nok få dig til det!”
I det samme gik en dør op. Det var en dør, der var placeret næsten lige ved siden af tronen. Hvislende stemmer kom nærmere og nærmere for til sidst at ende op inde i tronsalen. Silvia holdte sig for næsen. Der var pludselig kommet en forfærdelig lugt af forrådnelse i rummet; stanken var så slem, at den ikke var til at holde ud.
Silvia gispede højlidt, da hun så dem. To menneskelignende monstre stod ved siden af tronen. Deres hud var grøn og forrådne, og deres munde var næsten helt sprættet op. Deres øjne var blodskudte. Og så bar de næsten intet tøj. Kun et skørt dækkede deres underliv. Silvia trak sig forskrækket tilbage, mens Akysus smilende mødte dem med åbne arme. Han klappede og agede dem, som var de hans kæledyr! Hun løftede en rystende pegefinger i vejret.
”Hva… Hvad er det for nogen tingester?!” Akysus vendte sig smilende mod hende.
”Dette er mine to elsklinger; Ri og Ru. Sig goddag, mine små.” De to monstre rettede deres øjne mod hende. Hun stivnede på stedet. Hun var næsten sikker på, at de ikke ligefrem var venligtsindede. Silvia trådte yderligere to skridt tilbage, da hun igen turde røre sig.
”Hvad er de? Er de… mennesker?” Akysus klappede dem på hovedet uden at slippe hendes blik.
”Nej, ikke just. Men dette er resultatet af dyr, der gik i det forurenede land… fascinerende, synes du ikke?” Silvia svarede ikke. Hun var mundlam. De bæster der? Var dyr, der var blevet forurenede? Var det det, han sagde?
”Endnu mere fascinerende er, at de kan lide menneskekød,” fortsatte han toneløst, ”I levende form…” Han begyndte at grine. Det gav et gib i Silvia. Menneskekød? Akysus satte sig tungt ned i tronen. Han betragtede hende i et par sekunder, hvorefter han udtalte to ord, der fik Silvias grænse til at bryde sammen.
”Tag hende!” De to monstre var bestemt ikke langsomt opfattende. Allerede da han havde sagt `tag´, var de løbet af sted. Deres hvislende stemmer kom tættere på hende, og Silvia skreg så højt, som hun kunne. Men ingen kom hende til undsætning. Savl dryppede ned fra monstrenes opsprættede munde, og hun så hvordan deres før minimale tænder voksede sig ti gange længere.
Den ene greb fat i hende. Hun skreg og gav den et hårdt spark i maven. Den krympede sig sammen og bakkede nogle skridt bagud. Den anden vanskabning var så godt som klar til at springe på hende. Silvia indså, at hun ikke kunne kæmpe mod dem. Hun måtte løbe; gemme sig. Uden varsel og videre overvejning styrtede hun mod den dør, som Ri og Ru var kommet ind af. Hun flåede den op og smækkede den hårdt i bag sig. Det sidste hun hørte var Akysus, der råbte:
”Efter hende!”
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...