Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
919Visninger
AA

15. Kapitel 13

~~De næste par dage gik med at hjælpe bønderne i den lille by. Selvom Silvia ikke var meget for at arbejde, så var det faktisk meget hyggeligt. Hun hjalp med at indsamle æg og vaske tøj. Og nogen gange – hvis Tolonius var i et godt humør – fik hun lov til at gå med mændene på jagt længere inde i skoven. Som regel når - Silvia var med - ledte hun efter bær eller spiselige planter, men dem fandt hun af gode grunde ikke så mange af. Mændene derimod havde tit haft heldet med sig og fået skudt en kanin eller to. Hun undrede sig altid over, hvorfor hun aldrig havde set én eneste.
Men alleroftest blev hun tilbage i landsbyen. Tolonius ville ikke have hende til at gå for langt væk.
”Der er farer derude,” sagde han. No shit Sherlock!
Godmorgen og hjertelig velkommen til virkelighedens verden!
Og for at være ærlig… Så havde Silvia heller ikke den vildeste lyst til at gå for langt væk. Nattevæsner, soldater og en mørk prins… lød ikke ligefrem som nogen, der ville byde hende velkommen, hvis det var. Men landsbyen var hyggelig nok at være i, så Silvia havde det udmærket… indtil videre…
Hun sad med lukkede øjne. Mørket var rart, det var ligesom om, det passede på hende. Røgen fra det slukkede bål sivede ind i hendes næseborer. Ikke en rar følelse. Hun hostede lidt og rykkede på sig. Og en stikkende smerte bredte sig straks ud i hendes arme. Hun stønnede. Hvordan kunne man få så ondt i armene af at vaske tøj?! Det var godt hun nåede at smutte fra dem før, de kom med den næste tøjkurv.
Hun orkede ikke mere arbejde, ikke i dag. Hun følte sig træt og tung i kroppen. Og i tankerne. Tanken om, at en eller anden nar sad og styrede Dolomia – hendes land – gjorde hende vred, men samtidig også træt. Hun huskede kun alt for godt, hvor hårdt det havde været med Ricolus. Hvis Akysus var bare halvt så slem… Hun turde ikke enegang tænke tanken til ende.
”Silvia?” En stemme nåede hende. Den var venlig og imødekommende. Hun åbnede sine øjne og så Lucas komme vandrende ind i lokalet. Hun smilede og rakte smertende en arm i vejret.
”Yes?!” Lucas fik øje på hende og skyndte sig over til hende med et opgivende udtryk.
”Nå, dér er du! Jeg har ledt overalt efter dig! Vaskekonerne sagde, at du bare forsvandt! Hvad laver du her?” Han satte sig på hug foran hende. Hun trak på skulderne og smilede drilagtigt.
”Slap nu lidt af, jeg er jo lige her!” Hun smilede bredere og lænede sig længere ind til hans øre.
”Jeg gad ikke vaske mere,” hviskede hun, ”så jeg smuttede herind og gemte mig.” Hun trak sig væk igen og ventede på Lucas´ reaktion. Først var han alvorlig, bagefter blev han sur, men så – til sidst – begyndte han at grine. Silvia grinede med og skubbede ham i brystet, så han væltede bagover og ned på halebenet. Så grinede de bare endnu højere. Han kiggede på hende med lysende øjne.
”Åh, Silvia, det er altså så dejligt, at du er tilbage.” Hun puffede til ham, mens hun himlede med øjnene.
”Det er fjerede gang, du siger det, din klaphat!” Han grinede.
”Jamen, jeg mener det! Det har været så tomt og trist uden dig. Nærmest… ulideligt.” Silvia smilede og han smilede tilbage. Sådan sad de i et stykke tid.
Pludselig farede hans hånd mod hendes hals. Hun trak sig lidt tilbage i forskrækkelse, men han nåede at gribe fat. Han trak guldkæden tættere på sig.
”Hold da op! Hvad er det her?!” Han lod sine fingre køre over guldnøglen og det indhakkede motiv. Silvia rykkede lidt tættere på.
”En halskæde…,” svarede hun lidt undrende. Lucas himlede med øjnene og kiggede nærmere på motivet i nøglen.
”Ja, det kunne jeg godt selv have regnet ud.” Han studerede den grudigt, lod fingrene mærke på guldet utallige gange. Han kiggede på motivet, bed i guldnøglen. Til sidst spurgte han:
”Gad vide hvad den kan åbne?” Han lød spændt og interesseret. Silvia trak let på skuldrene.
”Hvis den da kan åbne noget?” Lucas fnøs over Silvias svar som om, det var noget af det mest åndssvage, han havde hørt.
”Man laver da ikke en nøgle, der ikke kan åbne noget!” Det var Silvia ikke så sikker på.  Hun kendte nemlig mange af hendes veninder – eller tidligere veninder - der gik med halskæder med et nøglevedhæng. Det havde hun også selv gjort engang. Men i Dolomia var det noget andet. Det var et gammelt land – nærmest helt middelalderagtigt. Og her gik man sikkert ikke rundt med en nøgle om halsen uden nogen grund. Silvia nærmest rev nøglen til sig igen. Det gav et lille sæt i Lucas.
”Jeg ved det ikke. Men flot er den i hvert fald.” Lucas nikkede bekræftende.
”Ja, lidt for flot til at være ubrugelig synes du ikke?” Han kiggede nysgerrigt på hende. Hun studerede hans blik i et minuts tid. Til sidst sukkede hun anstrengt.
”Hvis du tror, at den her nøgle er et eller andet mysterium, så drop det! Det er bare en nøgle, okay? Og til din orientering, så er der mange fra min verden, der render rundt med en ubrugelig nøgle om halsen, så det er ikke engang sikkert, at den kan bruges til noget!” Lucas rynkede brynene og hans kinder blussede op.
”Hør, jeg ved intet om sådan noget! Men jeg har hørt rygter. Rygter om Dolomias seks regioner. Jeg tror, at den nøgle kan bringe dig ud i store problemer! Det jeg egentlig prøver på at sige er, at du skal passe på. Jeg tror ikke, at det er nogen almindelig nøgle.” Silvia kiggede forvirret på ham. Tiden gik, og der var stille.
”Rygter? Hvilke rygter?” Lucas åbnede munden og skulle lige til at påbegynde sin lange fortælling, da de hørte kvindeskrig og hestevrinsk. De frøs i deres stilling og kiggede bekymret på hinanden. De hørte hesteklove trampe ind i byen. Og vrinskene kom tættere på.
”Hvor er hun?!” En hård og ru stemme gjorde genlyd imellem de små hytter. Silvia og Lucas rejste sig op og listede hen til det åbne forhæng i den store hytte. Forsigtigt stak de hovedet ud. Der var ca. fem mænd udenfor. De var beklædt i sort og sad helligt placeret oppe på ryggen af store sorte heste. De vrinskede uroligt og trippede på stedet. Så lød stemmen igen. Denne gang endnu højere end før.
”Hvor er hun?! Hvor en den tøs?!” I det samme trådte en stor og robust mand ned fra sin hest. Han havde et stort glimtende sværd hængende ved sin side. Hun gispede, da hun genkendte ham. Det var ham, der havde været ved at slå hende ihjel – ham, som Mranbo skød! Hun sank en klump. Lucas´ mund stod på hvis gab.
”Det her er ikke godt!” Han trak sit hoved tilbage og Silvia fulgte efter. Han gispede efter vejret. Silvia lagde en urolig hånd på hans ryg.
”Hvad er der? Hvem er han?” Lucas stirrede forundret på hende. Så kastede han endnu et blik udenfor. Derpå svarede han med rystende stemme.
”Det der, min fine ven, er general Ragendor!” Silvia satte en hånd i siden.
”Og hvem er det?” Lucas trak frustreret Silvia ind til sig og hviskede hende i øret.
”Han er såmænd bare den, der er skyld i, at skoven er brændt ned, at mange er hjemløse og tusinder af mennesker er døde! Og du vil ikke vide, hvad de gør ved kvinderne.” Silvia rystede på hovedet. Han havde ret – det ville hun ikke vide.
”Okay, jeg vil gøre det her let for jer!” råbte Ragendor ud over byen, ”Enten giver i mig prinsessen ellers, så hugger jeg hovedet af hele bundtet!” Der gik et gisp igennem folkemængden. Et par børn begyndte at græde. Ragendor trak sit sværd. Derpå faldt hans øjne på Tolonius, der i det samme kom imod ham.
”Hvad foregår her?!” råbte den gamle. Ragendor smilede ondt, og da den gamle var tæt nok på ham, greb han fat i hans arm og vred den om. Så satte han sværdet for oldingens strube
”Jeg tæller til tre og så ryger hovedet! Én!” Silvia stak hovedet ud og gispede. Derpå vendte hun sig mod Lucas.
”Jeg kan ikke lade Tolonius blive dræbt!” Lucas tog fat i hendes håndled.
”Nej, men du kan heller ikke ofre dig selv!”
Ragendor kiggede rundt i folkemængden. Ingen reaktion. Klingen kom tættere på hans strube.
”To!” Den gamle prøvede at rykke sig fri af Ragendors greb, men han var for svag. I stedet begyndte han at messe utydelige ord.
Silvia stod med bankende hjerte og så på begivenheden. Om lidt ville Ragendor trykke til, så hoved og krop blev skilt fra hinanden. Der ville være en masse blod. Hun fik kvalme ved tanken. Nej, hun kunne ikke lade Tolonius blive dræbt! Det kunne hun ikke! Og så gjorde hun det. Lige inden Ragendor nåede at udtale det sidste tal og gøre det af med Tolonius, slog Silvia forhænget til side og stormede ud. Ragendors blik mødte hendes med det samme. Hans øjne var mørke og kolde. De var som is. Han smilede grumt, fjernede klingen fra Tolonius´ strube og skubbede ham væk igen. Derpå jog han sværdet ned i jorden foran sig og bukkede svagligt.
”Prinsesse Silvia! En fornøjelse at møde Dem.” Silvia stod rank som et bræt. Hun rettede lidt på sit guldsmykke, skød sit bryst lidt frem. Hun prøvede at se så formel ud som muligt.
”Fornøjelsen er ikke gengældt.” Ragendor rejste sig og grinede ondt. Soldaterne grinede med.
”Det ved jeg skam godt.” Silvia kiggede direkte – kynisk og hadefuldt – men indeni var hun rædselsslagen. Det Lucas sagde hang fast i hendes tankegang.
”Hvad vil du?” Han kiggede overrasket på hende. Som om hun lige havde sagt noget meget uventet.
”Mig? Ingenting, men kongen ønsker at se Dem.” Silvia smilede stramt og grinede lidt.
”Du mener prinsen?” Ragendor kiggede kynisk på hende. I det samme trådte to af soldaterne ned af deres heste. Disse to kendte hun også. Det var Bark og Kes. Hun sendte dem et hurtigt blik, men vendte hurtigt tilbage til Ragendor, der endnu ikke havde taget blikket fra hende.
”Følg venligst med. Så sker der ikke noget…” Bark og Kes grinede lumsk og gentog generalens ord. Ragendor sendte dem et kort blik. Så sagde de ikke mere. Silvia stod lidt i sin egen verden. Så gik hun frem mod hestene.
I det samme styrtede Lucas ud af hytten. Han havde et vildt glimt i øjnene. Da han fik øje på hende, gik han i panik. Han styrtede hen og greb fat i hendes arm.
”Silvia, du må ikke tage med dem! Du skal ikke…!”Silvia vendte sig mod Lucas.
”Det er okay, Lucas! Jeg ved, hvad jeg gør, ” sagde hun blidt. Den sidste del af sætningen hviskede hun dog. ”Jeg skal nok vise ham Akysus, hvem der bestemmer.” Derpå gav Lucas slip og lod hende gå. Silvia bevægede sig hen mod Kes og Bark, der stod og smilede skummelt til hende. Silvia ignorerede dem og sadlede op på en af de tomme heste. Generalen nikkede tilfredsstillende og sadlede selv op. De samme gjorde Bark. Og der stod så Kes og så op på de andre med uforstående øjne. Han sendte Silvia et giftigt blik.
”Den lille heks har taget min hest!” Silvia himlede med øjnene og rystede på hovedet. Sådan en lille barnerøv!
”Så gå ved siden af, din klovn!” råbte generalen. Surt stillede Kes sig hen ved siden af Silvias hest. Han kiggede ondt på hende. Noget sagde hende, at de to ikke ville blive særligt gode venner.
Derpå red de afsted; på vej op til ”kongen”. Silvia kiggede sig ikke tilbage. Hun ville ikke møde generalens kyniske blik, som hun vidste hvilede på hende…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...