Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
916Visninger
AA

14. Kapitel 12

~~De sad ude i skoven, ikke ret langt væk fra lejeren; hende og Tolonius. Selvom skoven nu var et trist syn, så var det, på en måde, alligevel smukt. I hvert fald var det rart at komme væk fra den lille by. Den lugtede underligt og ukendt, og pladsen var også for trang efter Silvias smag.
Den rygsæk, som Silvia mirakuløst ikke havde tabt endnu, stod tilbage i lejeren i en mellemstor hytte. Det var meningen hun skulle sove der fremover. Hun var bestemt ikke meget for tanken, men det var dét eller skoven. Og det var ikke lige, fordi Silvia brændte inderligt for at møde de nattevæsner, som Mranbo havde nævnt for hende. Silvia kløede sig lidt på låret og rømmede sig stille. Tolonius kiggede på hende.
”De er blevet stor. Se på Dem! Der er sket store forandringer siden sidst.” Silvia nikkede smilende. Mest fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle svare ham. Så hun forblev stille. Det førte til en lang periodes stilhed. Tolonius kiggede rundt om i den forbrændte skov og sukkede så.
”Engang var skoven et smukt syn, men nu er det vist kun et syn for guder,” sagde han trist. Silvia kiggede kort på ham og så ind i den dybe skov af brændte grene og blade. Hvad skulle hun svare ham? Hun vidste det ikke. Derfor valgte hun at besvare hans spørgsmål med et andet spørgsmål.
”Hvad er der overhovedet sket?” Hun kiggede nysgerrigt på ham. Han sukkede højt. Ligesom om, at han skulle til at fortælle en laang historie, men ikke orkede. Han kiggede vemodigt på hende.
”Deres majestæt… efter krigen var det ikke alt, der åndede fred… Der var stadig oprører blandt os.” Silvia sank en klump. Tolonius kiggede sig rundt omkring og fortsatte derefter.
”Ricolus var død, men det var deres livsflamme ikke. De var klar til at gøre hvad end, der skulle til for at skubbe Dem af tronen.”
”Men jeg rejste jo tilbage til min verden…,” sagde Silvia undrende. Tolonius nikkede bekræftende.
”Og det var det, der startede det hele. Oprørerne – heriblandt en ung mand ved navn Akysus – udtænkte en plan. De skaffede mænd nok til at gøre oprør, og…” Det gik op for Silvia, hvad der var sket. Hun afsluttede chokeret Tolonius´ sætning.
”De gjorde oprør mod jer… og vandt…” Tolonius nikkede.
”Ja, desværre, Deres majestæt,” sagde han stille og pillede sig lidt i skægget, ”og beklagelig vis fik jeg ikke lejligheden til at redde nogen af Deres kjoler, da de lømler jagede os ud af slottet.” Et smil bredte sig i Silvias ansigt. Ingen kjoler? Ingen gulvlange kjoler med guldbroderier? Sådan!
Måske er ham Akysus ikke så slem igen?
 Silvia vendte sig mod Tolonius og prøvede at lade som om, hun ærgrede sig over tabet af de mange kjoler.
”Åh nej, hvor forfærdeligt!” hvinede hun højt og skingert. Hun prøvede at holde masken overfor Tolonius, der tydeligvis ikke hoppede på den. Til sidst flækkede hun sammen af grin.
”Nej, bare rolig! Jeg har selv tøj med.” Tolonius himlede let med øjnene og mumlede noget med må guderne hjælpe os. De blev begge stille, og Silvia besluttede sig for ikke at tale mere om tøj. I stedet kørte hun videre på det forrige emne; om Akysus – Den mørke prins.
”Så… ham Akysus – Den mørke prins – han regerer landet nu? Og jeg kan intet gøre ved det?” Tolonius smilede til hende og lagde hånden på hendes skulder.
”Jo, De kan stadig gøre noget ved det. Han er endnu ikke blevet kronet som konge. Han har brug for de seks´ sammentykke.” Silvia lagde hovedet lidt på skrå og stirrede uforstående på Tolonius.
”De seks? Sammentykke? Tolonius, hvad er det, du taler om?” Tolonius brød ud i en blid latter. Det gjorde bare Silvia endnu mere forvirret. Hvad var det, der var så sjovt?! Hvem var de seks? Hvorfor skulle Den mørke prins have deres sammentykke? Silvia var et stort spørgsmålstegn. 
”Ser De, Deres majestæt, her i landet har vi en speciel måde at krone vores regenter på. De kan nemlig ikke blive myndige før, de har de seks´ sammentykke…”
”Jamen, sidste år var du lige ved at krone mig?! Havde jeg så de seks´ sammentykke eller hvad?!” afbrød hun hurtigt. Tolonius tyssede på hende og rystede på hovedet.
”Nej, det havde De ikke. Men det var heller ikke en rigtig kroning. Det kaldes en førkroning. Man førkroner en regent for at gøre krav på tronen,” forklarede han stille. Silvia vendte sig halvt om mod Tolonius med et seriøst udtryk i ansigtet.
”Så teknisk set har jeg ikke ret til tronen?” Tolonius nikkede.
”De har ligeså meget ret til tronen, som Akysus har.” Silvia sukkede opgivende.
Fuck det!
Hvis Akysus havde lige så meget ret til tronen, som hun havde… så virkede det nærmest helt meningsløst at forsøge at få de der seks´ sammentykke. Tolonius kiggede kort på Silvia, der så opgivende ned i jorden.
”Mist nu ikke håbet, Deres majestæt. Akysus har stadig ikke de seks´ sammentykke. Hvis han ikke har det, kan han ikke blive konge!” Silvia kiggede irriteret på Tolonius.
”Hvem er de egentlig?! Hvem er de skes, og hvorfor er de åh så vigtige?!” råbte hun uden, at hun egentlig ville det. Tolonius lod ikke mærke til hendes råberi.
”De seks er en gruppe adelsmænd. De er en del af den øverste magt og har derfor meget stor indflydelse i, hvem vi kroner som regent!” Han lød træt og irriteret. Silvia sagde intet, da hun havde på fornemmelsen, at Tolonius ville forklare nærmere. Og ganske rigtigt begyndte han lidt efter at forklare.
”Dolomia er inddelt i seks regioner. De seks regioner er styret af en konge eller en adelsmand, som jeg vil kalde det. Disse seks regioner er forbundet til Deres region; Centrum. Centrum er den allerøverste magt.” Tolonius pustede ud og holdte en kort pause inde, han fortsatte igen.
”De seks har en stor indflydelse på, hvem der bliver kronet her i landet. Derfor har de adgang til den kongelige krone; den krone som man bliver kronet med. Den er aflåst og godt gemt af vejen i en lille aflåst æske…”
”Så… jeg er centrum…?” afbrød Silvia igen og pegede på sig selv. Tolonius nikkede.
”Og jeg har seks andre regioner rundt om mig…?” Hun lod sine pegefingre køre rundt i luften i små cirkler foran sig. Igen nikkede Tolonius. Silvia blev tavs i et øjeblik. Hun skulle lige fortære det, hun lige havde fået fortalt. Hun kiggede med rynkede bryn på ham.
”Men… hvorfor har I aldrig fortalt det til mig?” Tolonius viftede en flue væk fra hans ene øre. Han kiggede med kærlige øjne på hende.
”De havde ikke brug for den viden dengang.” Stilhed igen. Og denne gang varede den utroligt længe. Der var ingen af dem, der sagde noget; de sad bare og stirrede ind i skovens dyb.
Så stak Tolonius sin hånd ned i en af lommerne i hans, knap så hvide, kjortel. Da hånden blev trukket op igen, havde den en kæde med sig. Han rakte den til hende.
”Denne her er til Dem, Deres majestæt.” Silvia tog imod kæden og lod den køre mellem sine fingre. Det var en flot gylden kæde. Vedhænget var en gylden nøgle. Nøglen havde et lille motiv på sig. Det lignede mest af alt bare nogle streger, der var forbundet til hinanden, men Silvia kunne lige ane, at det skulle forestille en krone. Hun lod sin tommelfinger glider henover motivet. Hun mærkede det indhakkede motiv trykke blidt mod hendes finger. Hun kiggede på Tolonius.
”Hvad er det?” Tolonius smilede og klappede blidt hendes kind. Derpå tog han halskæden ud af hænderne på hende, og hang det rundt om hendes hals.
”Deres majestæt, lov mig, at De aldrig tager dette halssmykke af.” Silvia nikkede og rørte stille ved guldnøglen, der nu hang om hendes hals.
”Det lover jeg, men hvad er det for en halskæde?” Tolonius gav stadig intet svar på, hvad det var for en halskæde.
”Hvis De nogensinde får problemer, så vis denne halskæde frem. Den vil redde Dem ud af de værste situationer.” Silvia nikkede, men forstod stadig ikke. Dog regnede hun heller ikke med, at Tolonius ville fortælle mere i denne omgang. Tolonius rejste sig op og børstede jorden af kjortlen.
”Vi må hellere se at komme tilbage til landsbyen,” sagde han kort og drejede om på hælen. Så var han forsvundet ind mellem de sorte grene. Silvia kiggede efter ham i et stykke tid. Derefter kiggede hun på sin halskæde. Hvad var der med den halskæde?  Hvorfor var den så speciel? Og ville den virkelig kunne redde hendes liv?
”Det får jeg i hvert fald ikke svar på nu…,” mumlede hun for sig selv. Derpå rejste hun sig. Gav sig også til at børste jord af tøjet. Hun rettede lidt på kæden og fulgte efter Tolonius ind i skoven.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...