Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
920Visninger
AA

13. Kapitel 11

~~Han kom haltende hen af gangen, lignede nærmest en spedalsk, som han kom spankulerende. Tjenestefolkene undveg for ham og kiggede mærkeligt efter ham. Men han havde ikke øje for dem, ikke engang for køkkenpigerne med deres… lidt for nedringede kjoler. Nej, ikke engang dem, havde han øje for. Ikke nu.
Han standsede foran egetræsdøren. To vagter i sorte rustninger stod og vogtede med deres skinnende sværd. Han sendte dem et kort blik, som de reagerede på. De åbnede døren og lod ham passere. Han trådte ind i rummet.
Det var et overdådigt rum. Store marmorsøjler snoede sig op under loftet med deres guld og diamanter. Gulvet var af marmor, dog blev marmorglansen dækket af et rødt tæppe, der løb fra døren og op til tronen for enden af rummet.
Han haltede videre, mens han lod sit blik køre over alt i rummet. Han blinkede et par gange. De store vinduer, der gik fra gulv til loft lod dagslyset strømme ind. Selvom, der ikke var meget dagslys. Nu om stunder lignede hver dag en kedelig regnvejrsdag i november.
Han standsede foran tronen, satte sig på knæ uden at stønne alt for meget af smerten. Derpå slog han blikket op. Manden, der sad foran ham, var ung. Ung og også ret splejset. Faktisk, kunne man hurtigt komme til at forveksle ham med en pige. De tynde arme og ben signalerede ingen muskler. Hans ansigt var smalt og blegt, øjnene var lyseblå og fredlige. Det eneste synlige, der tydeliggjorde, at han var en dreng, var hans pjuskede, snehvide hår, hvor en sort tot skilte sig ud fra det snehvide. Akysus var hans navn. Og her sad han så, på knæ foran ham, og kiggede ned i jorden..
Akysus gjorde en kort håndbevægelse, der signalerede, at han måtte rejse sig op. Besværet fik han rejst sig. I det samme kom en kvinde ind. Hun bar en brun kjole, der gik helt ned til gulvet. Hendes hår var skjult under et brunt tørklæde. I hendes hænder havde hun et guldfad. På guldfadet stod et guldbæger og en tilhørende guldkande.
Han himlede diskret med øjnene. Der var ingen tvivl om, at kandes indhold var Akysus´ daglige dosis rødvin.
Kvinden nejede, fyldte bærgeret til randen med den røde væske og forsvandt så ud af døren igen. Akysus tog en stor slurk af vinen og kiggede med kølige øjne på ham.
”Nå, general Ragendor… ønsker du at tale?” han tog endnu en slurk af bægeret, ”Eller ønsker du bare at beklage dig over dit ben?” Ragendor valgte at overhøre det. I stedet gik han lige til sagen; der var nemlig en grund til, at han var kommet.
”Herre, vi har et stort problem! Deres magt er truet!” Han rettede lidt på sit ben. Akysus grinede og drak lidt mere.
”Jaså? Hvordan det? Hvem truer min magt?” han tog endnu en slurk. Det irriterede Ragendor, at han ikke bare kunne sætte det bæger fra sig. Han rømmede sig og rettede sig op. Nu kom nyheden. Den store overraskende nyhed.
”Det er Silvia… hun er tilbage!” Akysus frøs og var tæt på at spytte vinen ud. Havde han hørt rigtigt? Var Silvia tilbage? DEN Silvia? Han havde godt hørt om hende. Hun slog sin egen farbror ihjel i en alder af kun fjorten. Rygterne sagde også, at hun skulle være ret så tiltrækkende, og… ualmindeligt rapkæftet. Men hvis det passede: at hun var tilbage… Det var ikke godt! Hun var en trussel for hans kommende magt! Hun var jo trods alt landets prinsesse. Akysus kiggede alvorligt på ham og satte bægeret på armlænet.
”Silvia? DEN Silvia?” Ragendor nikkede bekræftende,
”Det påstod hun. Og ud fra, hvad jeg har hørt… så lignede hun hende ubeskriveligt meget…” Der blev stille. Formodentlig tænkte de begge over situationen. Stilheden var nærmest kvælende.
I det samme hamrede Akysus sin næve ned i armlænet, så bægeret væltede ned på gulvet. Den røde vin flød ud over gulvet. Hans øjne lynede, da han kastede sit forargede blik på ham.
”Du er en idiot, general! Hvordan kunne du lade hende gå?!” Ragendor sank en klump. Han ønskede, at han kunne skrumpe sig; lille som en mus. Hellere lille og levende end stor og død.
”Herre, jeg…” I det samme åbnedes en dør i væggen nær ved tronen. To vansirede skabninger kom ind. De lignede mennesker, men… deres hud var rådden og deres munde… helt flænset op! Deres rygge krumbøjede og øjne blodrøde. Og det værste var, at de åd menneskekød; helst i levende form.
De nærmede sig tronen, langsomt. Akysus smilede og rakte armene ud efter dem.
”Ah, der kommer mine to kære…” Han aede dem over hovedet og nussede dem bag ørerne. Det gav Ragendor kvalme.
”Du kender godt mine to kære, ikke? Ri og Ru?” Akysus skænkede ham ikke et blik. Ragendor nikkede, mens hans øjne hvilede på de to menneskeædende monstre. De stirrede sultent på ham. Ri og Ru var ikke til at stole på. De åd det de havde lyst til, når de havde lyst til det. Og den eneste grund til, at de endnu ikke havde ædt prinsen var, at de fik masser af mad ved at lege hans kæledyr. Akysus fik dem til at sætte sig ned på marmorgulvet foran sig.
”Nu skal du høre, general. Jeg har venlighed nok i mit sind til at tilgive dig for, at lade Silvia gå. Men ser du, vi kan ikke have Dolomias rette regent til at rende frit omkring. Kan vi vel?” Han lagde en hånd på Ri og Ru. Ragendor forblev stille. Og ventede. Prinsen fortsatte.
”Derfor giver jeg dig nu en opgave, general. Opgaven er af yderste vigtighed, så hør godt efter. Find hende. Find prinsessen og bring hende til mig. Levende og uden nogen skrammer…” Vinen flød videre hen af gulvet. Det mindede utroligt meget om blod.
”For ellers…” han aede blidt sine to elskede kæledyr, ”kommer mine små kære ikke til at sulte i aften.” Monstrene gav en hvæsende lyd fra sig. Ragendor bukkede.
”De kommer ikke til at blive skuffet, min Herre.” Han nikkede.
”Godt… og gå så…” Ragendor vendte sig om og humpede mod døren. Han skar tænder af irritation. Akysus var ikke skræmmende, han var ikke uhyggelig, han var ikke engang ond… sådan var hans pigeagtige personlighed ikke skabt. Men alligevel adlød han ham. For hvis ikke… blev han ædt af hans to kæledyr.
”Men bare vent,” mumlede han for sig selv, ”meget snart vil jeg opstå. Du vil komme til at kysse støvet! Og magten vil blive min!”
Døren smækkede hårdt i bag ham…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...