Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
928Visninger
AA

12. Kapitel 10

~~De var inde i skoven igen. Silvia og Mranbo. Mranbo og Silvia.
Nej, uanset hvordan jeg vender og drejer vores navne, lyder de ikke godt sammen!
Men hvem bekymrede sig om det? Udover hende altså? Mranbo gjorde stensikkert ikke. Han havde for travlt med at finde rundt inde i de forvirrende forbrændte træer, der gerne skulle gemme et slags hovedkvarter, hvor Tolonius og andre flygtede befandt sig. Det var i hvert fald det, han havde sagt til hende for lidt siden, så mon ikke det passede?
Mranbo slog nogle sorte grene til siden og fortsatte fremad. Silvia var lige ved at få grenene i hovedet, da han slap dem.
”Følg efter mig! Vi er fremme meget snart!” Silvia pustede irriteret sit hår væk fra øjnene. Derpå slog hun hårdt grenene til side, så de svirpede i luften efter hende.
”Ja, det kan du fortælle mig! Vi har gået i en evighed, og vi er stadig ikke fremme!” Mranbo standsede op og kiggede sig omkring. Derefter fortsatte han i nordvestlig retning.
”Vær tålmodig!” Silvia vrængede barnligt af ham. Vær tålmodig! Nja, nja, nja, nja, nja! Hun sagde ingenting, fortsatte bare. Men ingen tvivl om, at han irriterede hende grænseløst!
De gik i en time mere, men så var de også fremme. Om sider! `Hovedkvarteret´ lå godt skjult dybt inde i den sorte skov, langt væk fra slottet. Det var en hel by! Eller i hvert fald en mini en. Der var bygget små hytter af grene og træer, og der løb en lille å gennem minibyen.
Mranbo bevægede sig vaneligt ind i byen med Silvia halsende efter sig. De mødte ingen mennesker på deres vej. Der var totalt mennesketomt!
Hvor er alle henne?
Pludselig fik hun øje på en hytte, en hytte der var større end de andre. Røg sivede ud mellem de sorte grene, og Silvia kunne høre små dæmpede stemmer. Silvia satte i løb over i mod hytten. Hun ignorerede fuldstændigt Mranbo, der kiggede underligt efter hende. Hun lagde et øre til hytten. Hun hørte stemmerne klart og tydeligt i sin øregang.
”Hvad vil du have, at vi skal gøre ved det? Vi har ikke nok mænd til at gå i krig!” Silvia kunne ikke indicere stemmen, men den næste stemme, der sagde noget, kendte hun. Den tilhørte en gammel troldmand, der havde en hvis tendens til at blive temmelig vrissen. Stemmen tilhørte Tolonius.
”Indtil videre bliver vi nødt til at holde os skjult her. Andet kan vi ikke gøre!” Tolonius lød rolig på trods af det pres, der tydeligvis blev lagt på ham.
”Vi kunne også bare kidnappe prinsen. Han er jo ingenting uden sine vagter.” Silvia smilede glad, da hun hørte den halvdybe stemme. Lucas.
”Med alle de soldater? Du bliver fanget før, du overhovedet når porten!” Lucifers stemme lød både hånlig og opgivende. Det var tydeligt at høre, at alle var helt blanke for idéer.
Pludselig mærkede hun en varm hånd på hendes skulder. Hun vendte sig om og så lige ind i Mranbos brune øjne.
”I stedet for at stå der og smug lytte, vil du så ikke med ind? Jeg tror, at de bliver umådeligt glade for at se dig.” Han havde et lumsk blik i øjet. Silvia nikkede stille. Mranbo åbnede døren til hytten op. I det samme blev alle stille.
Han gik ubekymret ind. Rummet var kun svagt oplyst af et lille glødende bål, dog havde han ingen problemer med at se. Han havde altid haft noget af et falkeblik.
”Mranbo,” sagde Tolonius overrasket, ”hvor i al verden har du været henne?” Alles blikke kiggede forundret på den gamle, der satte sin bue og sin pil på gulvet. Han strakte ryggen og svarede så roligt.
”Jeg var på jagt, da jeg tilfældigvis stødte på hende her.” Han vendte sig mod døren, der i det samme gik op. Det føltes som evigheder inden, døren blev helt åbnet, og en ung pige trådte ind. Hun var seksten, højst sandsynligt snart sytten. Hun var medium høj og hendes blonde hår dansede om hendes flotte ansigt. Alle kendte hende. Alle vidste, hvem hun var. Hun var kendt her. Hun havde skrevet historie. Der var dog bare ingen, der havde forventet, at hun ville komme tilbage. Og da slet ikke nu. Men det var hende, det var virkelig hende!
”Silvia?” Hun løftede en hånd som hilsen. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Hun havde lyst til at lave en stor entré. Sådan lidt alla I´m back, bitch! Men hun kunne ikke få sig til at gøre det. Ikke her, ikke nu.
Hun blev overfaldet af kram. Det var mere eller mindre det, der skete. Alle kom styrtende med store smil og åbne favne. De knugede hende ind til sig. Så hårdt at hun næsten ikke kunne få vejret.
Da de trak sig væk stod Tolonius, Lucas og Lucifer klar til at modtage hende. De omfavnede hende blidt.
”Hey, I kvaser en kongelig her!” stønnede hun for sjov. Lucifer grinede højt og løftede hende op i luften.
”Silvia! Du er tilbage!” Hun nikkede, halvt grinende halvt grædende. Lucas tog hendes hånd, da hun var kommet tilbage ned på jorden.
”Jeg har drømt om den dag, hvor du kom tilbage. Jeg er glad for at se dig.” Silvia krammede ham.
”I lige måde!” Hun vendte sig mod Tolonius, der stod og så smilende på dem. Silvia nærmede sig ham, kiggede nervøst rundt i rummet og så på ham.
”Jeg er glad for at være tilbage. Jeg har savnet jer.” Tolonius lagde en hånd på hendes kind og kørte sin tommelfinger rundt i cirkler.
”Det er godt at have Dem tilbage, Deres majestæt. Vi har stærkt brug for Deres hjælp.” Silvia nikkede sagte.
Jaja, bare overøs mig med problemer allerede nu. Jeg er først lige kommet! Slap… nu… af!
Men de havde stærkt brug for hendes hjælp. Og hun måtte hjælpe dem.
Endnu en mission? Jaja da, så kom da med den! I ved jo, jeg ikke kan sige nej til jer…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...