Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
930Visninger
AA

3. Kapitel 1

Regnen silede ned af vinduerne som tårer. Store fede tårer trillede ned af det tykke glas. En uendelig regn af usaltede tårer. Himlen græd. Græd uden egentligt at have en god grund til det. Men hvornår havde man en god grund? Ikke tit, men det forhindrede aldrig en i at græde. Ikke engang himlen.

Silvia sukkede trist, mens hun kiggede på de sorte skyer, der trak sig sammen. Det var syvende lektion i skolen, matematik. Efter hendes mening var syvende lektion den værste af alle lektioner. Måske fordi de altid havde matematik i syvende lektion? Hvor hun dog hadede matematik! Radius, rumfang og brøkdele irriterede hende grænseløst. Og selvfølgelig var det hr. Jørgensen, som de nu skulle kalde ham, der underviste i det. Han var en totalt opblæst olding, der påstod, at han var ”pædagogisk”, og som mente, at matematik var det vigtigste fag i hele verden. Helt ærligt, hvad skulle man overhovedet bruge matematik til? Det eneste man rigtig skulle kunne i det hele taget, var at tælle til ti og bruge en lommeregner! Så var man da sikret i det fag! Og det værste var, at det blev svære og svære for hvert år. Og det var ikke blevet lettere nu, når hun lige var fyldt seksten, det kunne Silvia hurtigt skrive under på.

”Godt så, hvem kan så fortælle mig, hvad rumfanget af denne cylinder er?” Han kiggede spørgende ud på et tyve elever, der koncentrerede sig om alt andet end matematikken. Hans øjne landede på Silvia, der kiggede drømmende ud af vinduet. Igen.

”Kan du fortælle mig det, Silvia?” Hun reagerede ikke. Sad inde i sin egen lille indelukkede verden, hvor ingen andre kunne nå hende. De andre elever vendte deres blikke mod den unge pige. Læreren rømmede sig.

”Silvia!” Hun blev med et sæt suget tilbage til virkelighedens verden, hvor matematiktimen kun var få minutter fra at slutte. Hun kiggede sig forvirret om i klassen. Alles blikke faldt på hende, mens drillende smil spillede om alles læber. Ikke nu igen.

”Hvad?” Hun kiggede undskyldende på hr. Jørgensen, der forklarende pegede på tavlen. En cylinder med en højde på tyve og en radius på syv var tegnet på den. Selvfølgelig! Rumfang og radius! Skønt! Hr. Jørgensen kiggede venligt på hende.

”Kan du sige mig, hvad rumfanget af cylinderen er?” Silvia stirrede på cylinderen. Fortabt, det var hvad hun var. Fuldkommen fortabt. Det skete efterhånden hver gang, hun blev spurgt om noget. Hver gang hun kiggede op mod tavlen, hver gang alles blik vendte sig forventningsfuldt mod hende, glemte hun straks alt det, hun havde lært. Og så kom de pinlige sekunder bagefter, hvor alle begyndte at grine af hende. På nær hr. Jørgensen, der som regel bare rystede på hovedet. Han havde allerede opgivet hende.

Silvia rystede let på hovedet og kløede sig i håret. Kom nu, Silvia, du kan huske det her! Okay, det var en cylinder, så hun skulle gange tyve med syv og så… Eller skulle hun dividere?

”Øhm, det må jo så være… øh…” Hun kiggede sig om i klassen. De var som små slanger. Hele bundtet. De ventede bare på, at hun var svag, og så slog de til. Hun var aldrig i sikkerhed. Selv Mathilde, hendes før allerbedste veninde, var en slange. Mathilde ignorerede hende fuldstændigt. Nu var hun sammen med Caroline, den lille bitch! Alt var forandret. Hendes karakterer var faldet gevaldigt, og nu havde hun heller ingen venner tilbage. Så kunne det næsten heller ikke blive værre.

Hr. Jørgensen lagde utålmodigt sine arme over kors. Små svedperler begyndte at trille ned fra hendes pande.

”Nå Silvia, har du så et svar til os?” Hun kiggede sig forfærdet omkring med et flakkende blik. Hendes hjerte bankede hurtigere end normalt. Silvia rødmede og slog blikket ned i bordet. Hun gav sig til at pille i sine lange negle.

”Nej, jeg ved det ikke.” Latteren spredte sig blandt de andre i klassen, der vendte deres blikke op mod tavlen. Hr. Jørgensen sukkede og rystede opgivende på hovedet. Han kiggede bebrejdende på hende.

”Silvia, du bliver altså nødt til at tage dig sammen. Det er som om, at du lever i din egen verden. Engang var du en af mine bedste elever. Hvad er der sket med dig?” Silvia svarede ikke. Kunne han ikke bare lade hende være i fred? Hun hev et stort stykke af sin tommelfingernegl af og smed det på gulvet. Hun prøvede at virke ligeglad med det hele. Til sidst opgav hr. Jørgensen at snakke med hende. Han vendte sig mod tavlen og viskede cylinderen ud.

”Værsgo at pakke sammen og så må i have en god weekend.” Alle lukkede lettede deres bøger i. Endelig fri! Silvia proppede hurtigt sine ting i tasken. Hun kørte sin stol ned og satte den op, bare for at være lidt venlig mod ordensduksen. Hun tog sin taske på ryggen og skulle lige til at spurte ud af det lille klasseværelse, da hun så dem. De to værste slanger. Mathilde og Caroline havde stukket hovederne sammen og stod nu og hviskede om noget, som Silvia selvfølgelig ikke kunne høre. Mathilde grinede højt. Hvad end det var, de snakkede om, måtte det være noget sjovt. Og dog, Mathilde var ret nem at få til at grine. Silvia kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. For tre år siden havde det været hende, der stod der og hviskede. Hende der fik Mathilde til at grine. Men det var det ikke mere. Alt var blevet anderledes. Meget anderledes. Det skete bare. Pludselig en dag var de bare ikke bedste veninder mere. Hvor meget Silvia inderligt ønskede, at de var.

Hun sukkede. Det nyttede i hvert fald ikke at stå der og glo. Hun var i forvejen blevet stemplet som ”Den mærkelige pige”, så der var ingen grund til at tydeliggøre hendes titel. Med et sidste suk strøg hun hurtigt forbi de to slanger og ud af døren.

Inden Silvia nåede at åbne den store dør, der førte ud til skolegården, greb hr. Jørgensen fat i hendes arm. Han kiggede bekymret på hende med hans pædagogiske øjne.

”Silvia, er der noget galt? Du virker så… fjern fra os andre. Er der noget, du har lyst til at tale om? Du husker, at du altid kan komme til mig, hvis der er noget ikke?” Nu gjorde han det igen. Talte over sig. Og når hr. Jørgensen talte over sig, gik det slemt for sig. Der kunne gå timer, hvis ikke man afbrød ham. Silvia trak hurtigt sin arm til sig og løb ud i skolegården for derefter at fortsætte ud af skolens område. Hun kunne høre hr. Jørgensens stemme bag sig.

”Silvia, vent! Silvia!” Hun ignorerede ham. Hvor meget hun end havde lyst til at betro sig til ham, ville hun ikke. Og det kunne hun heller ikke. Det var hendes lille hemmelighed. En hemmelighed som ingen andre ville få at vide. Nogensinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...