Interlude | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Agnes og Lukes veje krydses en tilfældig, regnfuld tirsdag eftermiddag klokken to minutter over fem i Lukes bedstemors dagligstue. Deres trang til et kort mellemspil imellem deres ellers hektiske program af en hverdag er, hvad der fører deres liv sammen; Agnes åbenhed omkring hendes afslappede forhold til skolen er, hvad der vikler dem sammen - men hendes manglende lyst til at fortælle om, hvorfor hendes forhold er sådan, er, hvad der limer dem sammen. Fanget i illusionen om et så enkelt forhold danser Luke og Agnes ovenpå de røde roser; men boblen springer, mellemspillets sidste toner dør langsomt ud, og pludselig er der flere torne end bløde blade. Mellemspillets sidste toner er alt, hvad Luke har til at sikre hans og Agnes forhold - men vil han nå det?

132Likes
113Kommentarer
7539Visninger
AA

6. ₅

BLINK-182 / FIRST DATE

Please don't look at me with those eyes

Please don't hint that you're capable of lies

”Hvad skal du?”

  Jeg var nysgerrig, spurgte og sad pludselig tilbage med en følelse af, jeg ikke måtte spørge. Kiggede gentagende gange på ham, hurtigt og kun i ét sekund for at slå blikket i gulvet – og så lige kigge igen, mens jeg prøvede at aflæse hans ansigtsudtryk. Var det bare mig, eller rynkede han brynene ved lyden af min stemme.

  Det var bare mig.

  ”Jeg skal mødes med min storebrødre,” fortalte han med et lille smil på læben. Jeg åbnede munden en smule ved tanken om Luke med storebrødre og kunne umuligt få det til at passe, at der kunne findes folk, der var højere end Luke.

  ”Du har storebrødre?” spurgte jeg. Han nikkede og spurgte: ”Har du nogen søskende?”

  Jeg rystede på hovedet. Han nikkede og smilede lidt til mig, og jeg følte, det hele var en smule anspændt. Hver gang hans øjne krydsede mine, slappede jeg af. Der var noget i hans blik, der fik mine skuldre til at sænke sig. Afslappet – det var, hvad hans blik gjorde mig.

  Så kom nysgerrigheden flyvende til mig. Jeg havde egentlig aldrig rigtig tænkt over det, men med Juliet og Luke siddende foran mig og med duften af kaffe overalt omkring (og med Lukes blå øjne og tryllebindende blik) virkede det naturligt og oplagt at spørge om.

  ”Hvordan er det?” spurgte jeg. Luke så en smule forvirret ud, lagde hovedet på skrå. Så rynkede han brynene, og jeg indså, spørgsmålet ikke rigtig gav nogen mening. ”At have søskende, altså ...” tilføjede jeg.

  Luke kom med et lille åh og gav sig ellers til at tænke over sit svar. Hans blik var ved siden af mig, fjernt, og han så koncentreret ud, som om det her var et vigtigt emne. Måske ville han sikre sig at svare på en måde, så det ikke kunne misforstås.

  Hvordan jeg kunne have tid til at undre mig over den slags var et under. En stor del af mig var nemlig ved at drukne i stilheden, følte mig ude på alt for dybt vand uden Lukes blå øjne, der mødte mine et par gange i sekundet og måske også i mellemrummene imellem sekunderne. Hans stemme lød; det var godt det samme.

  ”Det er … Jeg ved det ikke, jeg kan ikke rigtig sætte ord på det,” indrømmede Luke og lo stille. Hans grin; kuldegysninger væltede ned over mig, og jeg sad overrasket tilbage, mens en stemme i mit hoved blev ved med at hviske, at jeg ville ønske, han ville grine endnu en gang.

  Han trak på skuldrene. Jeg skævede over mod Juliet, der ikke iagttog os, som jeg troede, hun ville. Med blikket mod det finpudsede vindue og sin kop kaffe i hånden (med mælk og én sukkerknald) sad hun og funderede over et eller andet med et lige så fjernt blik, som Luke havde haft lige før, men med en sær tilstedeværelse på en eller anden måde alligevel.

  ”Jeg har jo altid haft søskende, så jeg tænker ikke rigtig over det,” sagde han og fangede mit blik. Jeg talte den her gang, en og to og tre og fire og fe … Fire et halvt sekund havde vi fat i hinandens øjne, mon han også talte sekunderne? Hvorfor tænkte jeg sådan her? Det måtte være dårligt luft, jeg var ikke klar i hovedet. Alligevel vidste jeg, at det ikke var den dårlige lufts skyld, hvis jeg ikke var klar i hovedet.

  Og jeg var bestemt ikke klar i hovedet. Kunne ikke holde fokus, og af en eller anden grund endte mine tanker hele tiden på Luke, og hvor blå hans øjne var …

  ”Det er ikke så fedt at være den yngste,” sagde Luke, og jeg slog blikket op. Han sad med et skævt smil på læben, det ene smilehul var mere tydeligt end det andet, og jeg smilede tilbage til ham. ”De plejede at gøre grin med, at jeg sang.”

  Jeg løftede øjenbrynene en anelse. ”Men de kan vel ikke gøre grin med dig nu, hvor du om en måneds tid skal spille koncerter i hele Australien? Efter det skal du jo også til England og alt muligt,” sagde jeg og lød en anelse forundret.

  Luke lo. Kuldegysninger. ”Åh, de skal nok finde en måde at drille mig på alligevel.”

 

◃ ▹

 

”Skal vi spise ude i haven?” spurgte Juliet, da jeg kom ind i stuen, som egentlig også var en spisestue, med to tallerkner. Jeg kiggede ud igennem vinduet, solen stod højt på himlen; dens stråler skar igennem glasset og oplyste de mange støvkorn, der fløj rundt i rummet, ”Ja,” sagde jeg, ”det kan vi godt.”

  Juliet rejste sig langsomt op og bevægede sig hen mod døren, der førte ud til en meget lille terrasse med et havebord og fire stole. Det var ikke meget, der stod på de lysebrune træbrædder, men trods det var der alligevel ikke specielt meget plads til rådighed. Det var nu også fint nok, Juliet og jeg fyldte ikke så meget.

  Et par ture ind og ud af huset efter havde jeg båret både pastasalat, kylling og de service, vi nu skulle bruge, ud. Vinden var ikke så kraftig, og selvom man blev ramt af en blid brise i ny og næ, var luften varm nok til, at man kunne undgå forfærdelige kuldegysninger (De var nu alligevel ingenting i forhold til de kuldegysninger, Lukes hæse stemme og søde accent gav mig).

  Juliet spiste i stilhed. Det lagde jeg mærke til; hun snakkede ikke, når hun drak, eller når hun spiste, men nød blot tingene – ikke som i, at andre ikke måtte tale, måske nød hun endda, at andre snakkede, men det gjorde hun ikke. Hvis andre heller ikke snakkede, medførte stilheden, og det måtte man leve med.

  Så det gjorde jeg.

  Men midt i madroen og lyden af knive, der skraber mod porcelænstallerkner, skar Juliets stemme alligevel igennem på trods af hendes få ord under en middag. ”Kan du godt lide Luke?” spurgte hun, og jeg fik et stykke kylling galt i halsen, hostede og hostede, drak vand, hostede, drak vand og hostede så ikke længere, men havde stadig intet svar at give.

  Et enkelt træk på skulderen, ”Det ved jeg da ikke,” løj jeg (på en måde og så alligevel ikke) med en ubeslutsom grimasse, ”han er da sød og sjov, snakker dejlig meget, så samtalen kører fint.”

  Juliet smilede ned mod sin tallerken, jeg rynkede brynene, havde jeg sagt noget forkert? Hun tog en pastaskrue ind i munden og tyggede grundigt på den, meget mere end den behøvede, inden hun gav mig en forklaring på hendes smil.

  ”Det er sjovt,” sagde hun så. ”Jeg har aldrig oplevet en kærlighed – om det så er en venskabelig eller romantisk form for det – spire så hurtigt. Men han har aldrig nogensinde været så ivrig efter at snakke med nogen før. Tro mig, kæreste, det er aldrig ham, der holder samtalen kørende normalt. Han dræber den.”

  Den kommentar dræbte min stemme de næste fem minutter.

A/N: Var ikke helt back on track alligevel ... god påske though OG TAK FOR NÆSTEN 100 FAVORITLISTER!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...