Interlude | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Agnes og Lukes veje krydses en tilfældig, regnfuld tirsdag eftermiddag klokken to minutter over fem i Lukes bedstemors dagligstue. Deres trang til et kort mellemspil imellem deres ellers hektiske program af en hverdag er, hvad der fører deres liv sammen; Agnes åbenhed omkring hendes afslappede forhold til skolen er, hvad der vikler dem sammen - men hendes manglende lyst til at fortælle om, hvorfor hendes forhold er sådan, er, hvad der limer dem sammen. Fanget i illusionen om et så enkelt forhold danser Luke og Agnes ovenpå de røde roser; men boblen springer, mellemspillets sidste toner dør langsomt ud, og pludselig er der flere torne end bløde blade. Mellemspillets sidste toner er alt, hvad Luke har til at sikre hans og Agnes forhold - men vil han nå det?

132Likes
113Kommentarer
7532Visninger
AA

5. ₄

SAFETYSUIT / GONE AWAY

I think about time,

a luxury so hard to find

”Så, hvordan var det?”

  Jeg trak på skuldrene og fortsatte med at skimme køleskabet for iste, men iblandt juicekartonerne og flaskerne fyldt op med vand, (fordi min mor kun kunne holde ud at drikke helt koldt vand,) var der intet spor af iste. I stedet tog jeg noget mælk.

  ”Agnes, jeg snakker til dig,” vrissede min mor, og jeg vendte mig om mod hende. Hun havde den ene hånd i siden, jeg var ligeglad og sendte hende en grim grimasse. ”Det var fint nok! Hvad vil du have, jeg skal sige?” spurgte jeg og tog en tår af min mælk.

  Det regnede ikke længere udenfor, og aftensolen hang nederst på himlen og ventede på at kunne få lov til at slappe af. Regndråberne, der havde placeret sig på vinduet, blev lyst op, og de orange solstråler skinnede igennem dem. Jeg fik lyst til at banke på ruden, så de små, men fede dråber ville trille ned langs den glatte overflade og blive til ingenting.

  ”Du har mælkeskæg,” sagde min mor bare.

  Jeg sukkede dybt og tørrede min overlæbe af med min trøjes ærme. Et skuffet blik blev sendt i min retning af min mor, der, siden jeg var helt lille, havde prøvet at lære mig ikke at bruge mit tøj til at tørre op med.

  Hun var ikke en så god lærermester.

  ”Var det hyggeligt, hvad lavede I, glæder du dig til at komme igen i morgen?”

  I morgen? Ikke helt klar over det var en ting, jeg skulle flere gange om ugen end en gang nikkede jeg stille. ”Jeg lavede pizza med hendes barnebarn,” fortalte jeg, og selvom jeg ikke engang har tænkt på hans navn endnu, dukker det frem i mit sind. Hans blå øjne var som tatoveret ind i mit sind, og jeg kunne hele tiden høre hans stemme. Ser du ikke dig selv som impulsiv?

  ”Åh, er hun sød?” spurgte min mor og stillede en tallerken i vasken, som Mason netop var kommet med. Han stillede sig ved siden af min mor, lænede sig op ad hende, hun tog hans hånd. Hvorfor var Masons fingre så lange, havde de altid været det? Lukes fingre var også lange.

  ”Det er en dreng,” rettede jeg. Det føltes som flere minutter, der var stille derefter. De stirrede på mig og undrede sig nok over, hvad der foregik inde i mit hoved, når vi snakkede om denne dreng, og jeg stirrede på dem, men tænkte kun på Luke, og hvordan han snakkede, og hvordan han var interesserede i mig, og hvordan han smilede, og hvordan han var (og hans smilehuller og smil, hans ene tand med et punkt, der var hvidere end resten af tanden, hans dybe stemme, rynkerne under hans øjne, at han kiggede på mig og virkerede interreseret.)

  At han kiggede på mig og virkede interesseret.

  ”Men ja, han er sød,” svarede jeg.

  ”Hvad hedder han?” spurgte Mason, samtidig med min mor lukkede munden, som om hun netop skulle til at spørge om det. Jeg fortalte dem, han hed Luke, og de smilte til mig, jeg smilte tilbage. Endnu en gang går der flere minutter, men i virkeligheden bare sekunder, og så går de uden ord væk fra køkkenet.

  Eller måske sagde de faktisk noget. Jeg vidste det ikke helt.

 

◃ ▹

 

Der var øjeblikke. Ikke gode, men heller ikke dårlige. Bare sådan øjeblikke, hvor man et par sekunder efter, når man var nået videre til det næste øjeblik, lige tænkte sig om, hvad fanden skete der lige? Sådan et øjeblik var det her.

  At fange mig selv i at vente på, jeg skulle over til Juliet (hvor det navn nok i virkeligheden skulle streges ud femten gange med en stor, fed kuglepen og erstattes med Luke, men da det navn tilhørte en person, jeg ikke var sikker på at se igen, gjorde jeg det ikke.), var … sært.

  Det her øjeblik var sådan et øjeblik, selvom jeg egentlig hældede kraftig til venstre side. Jeg ville lande i en kasse, hvor der med stort stod dårlige øjeblikke, hvis jeg lænede mig længere endnu. Det gjorde jeg ikke.

  Solen var på himlen i dag. 15:57. De grønne tal på mit vækkeur blinkede i takt med min hjerterytme – eller det havde jeg bildt mig selv ind. Få øjeblikke fyldt med tomme vejrtrækninger og kedsomhed efter, hvor jeg fik mine sanser og fornuft tilbage, indså jeg, at det gjorde de ikke. De grønne tal blinkede langsomt i takt, blink … blink … blink … hvorimod mit hjerte bankede, som det passede det. Ikke i takt med noget som helst overhovedet.

  Min hjerne kredsede rundt om diverse emner, og det var svært at finde ud af, hvilke pludselige indskydelser der hørte til hvilket emne. I sidste ende var det bare ikke så svært at regne ud, for ni ud af ti endte alle sammen det samme sted …

  Det undrede mig derfor heller ikke rigtig, da jeg på vejen hen til Juliets hus med den slidte facade fangede mine tanker ved en speciel tanke. Mon Luke var der? Det var umuligt for mig at finde en ordentlig grund, og jeg endte med at fortælle mig selv, jeg blot ville fortælle ham, hvorfor jeg ikke så på mig selv som en impulsiv person.

  Den rigtige grund var en helt anden. Hans nærvær havde en sær virkning på mig. Det var egentlig ret enkelt, men det virkede forkert at sige. Forkert at tænke.

  Trods husets slidte facade havde jeg stadig et indre billede af den varme stue med kaffeduft, samtaler, der stoppede brat, telefonopkald, smil, men det, der skinnede mest igennem, var ham og hans opførsel og … ham.

  Jeg nåede ikke engang at banke på den her gang, før døren blev åbnet. Da jeg så skikkelsen med de brede skuldre, der var dækket af en slidt cowboyjakke, trådte jeg et skridt tilbage.

  ”Agnes!”

  Luke smilede lidt. Jeg trak i smilebåndende, men mumlede bare uden lyd hans navn. Han lod mig komme indenfor, og jeg følte mig en anelse patetisk, som jeg stod der uden lyd. Som om hans blå øjne værdigede mig et enkelt blik for så at suge alt ud af mig; kræfter, taleevne og evnen til at tænke klart samt alt andet, som jeg var.

  Han fulgte mig igennem gangen, efter jeg smed mine sko. ”Jeg var egentlig på vej ud af døren, men …”

  ”Hej, Agnes,” afbrød Juliet, og jeg vendte mig mod hende. Hun sad i samme sofa, som hun gjorde i går, og på bordet stod der en kande med en varm væske, jeg formodede var kaffe. Duften var overalt. Luke var overalt.

  ”Hej,” smilede jeg. Mit smil. Jeg brugte det til at dække over den massive skuffelse, jeg mærkede løbe igennem mig, da Luke fortalte om sin afgang. Farvel. Vinkede netop farvel til forestillingen om den aften, jeg kunne have med Luke.

  Men hvad kunne jeg overhovedet have med ham andet end halve sætninger og falske opmuntrende kommentarer? Da Luke sagde noget om, at han nok hellere måtte gå, og at det var hyggeligt at se mig igen, bildte jeg mig næsten ind, jeg ville ønske, Agnes ikke havde sagt, han lige kunne blive siddende i et par minutter.

  Men kun næsten. Nydelsen ved at beundre ham var for stærk. Hans skønhed kunne stråle hele dagen lang, hans energi kunne løbe tør, men han ville stadig stråle, og jeg ville stadig sidde passivt på sidelinjen og være en anelse fortryllet, fanget i hans blå øjnes spil.

  Det værste var, det ikke var et spil. Han kiggede blot på mig.

A/N: Og jeg er tilbage på sporet !!! (håber jeg ...)

  Der er gået over en måned, og I har alt ret til at hade mig, men i løbet af den her måned er jeg så også gået fra 40 favoritlister til 80 og fra ingen kommentarer til en god håndfuld kommentarer (og tro det eller ej, men det giver altså en mere lyst til at skrive på en historie, når man rent faktisk får feedback).

  Håber forresten, I forstår, at jeg ikke prøver at få Agnes til at være forelsket i Luke allerede, men jeg kan simpelthen ikke få beskrevet hendes betagelse af ham på anden måde ... I suck.

  Inden jeg slutter af for nu vil jeg love jer, der ikke kommer til at gå lige så lang tid imellem kapitlerne fra nu af, men jeg havde også en lille krise indtil for et par timer siden, da mit Word eller nogen af mine dokumenter ikke gad åbne. Det er fikset nu. DESUDEN vil jeg foreslå jer at lytte til alle de sange, jeg har øverst i mine kapitler - ikke nødvendigvis, fordi de passer helt perfekt til kapitlet, men blot fordi det er nogen fantastiske sange, hehe.

  Au revoir, I love you all og mange gange tak, fordi I læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...