Interlude | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Agnes og Lukes veje krydses en tilfældig, regnfuld tirsdag eftermiddag klokken to minutter over fem i Lukes bedstemors dagligstue. Deres trang til et kort mellemspil imellem deres ellers hektiske program af en hverdag er, hvad der fører deres liv sammen; Agnes åbenhed omkring hendes afslappede forhold til skolen er, hvad der vikler dem sammen - men hendes manglende lyst til at fortælle om, hvorfor hendes forhold er sådan, er, hvad der limer dem sammen. Fanget i illusionen om et så enkelt forhold danser Luke og Agnes ovenpå de røde roser; men boblen springer, mellemspillets sidste toner dør langsomt ud, og pludselig er der flere torne end bløde blade. Mellemspillets sidste toner er alt, hvad Luke har til at sikre hans og Agnes forhold - men vil han nå det?

132Likes
113Kommentarer
7520Visninger
AA

4. ₃

CAESARS / JERK IT OUT

Start me off and watch me go
I'll be running circles around you sooner than you know

Stilheden, der ellers fyldte hele stuen nu, blev afbrudt af Lukes stemme, der blev mere og mere tydelig for hvert skridt han tog. Han bevægede sig langsomt, men ikke elegant – det lagde jeg mærke til. Et stort, smørret smil var på hans læber, mens han prøvede at afslutte sin samtale over telefonen. Den havde varet i evigheder. Sådan føltes det.

  ”Ja, okay, vi ses.” Lukes afsked og derefter stilhed. Jeg gættede på, han stod i dørkarmen; stod og kiggede, kiggede på mig, trak vejret, tænkte, trak vejret, tænkte – måske tænkte han på mig? Hvad betød det? Ingenting. Absolut ingenting, intet, slet ikke noget overhovedet.

  En dyb indånding, der blev afbrudt af Juliets rystende, men samtidig stærke stemme. To modsætninger, der sammen skabte en unik tone, der tilhørte Juliet. ”Jeg tænkte, – hvis det altså ikke er til for meget besvær – at I to kunne lave aftensmad til mig i dag?”

  Et svagt smil var til at ane på hendes smalle læber, der var dækket med læbestift, der kun kunne anes på grund af måden den farvede revnerne på hendes underlæbe. Juliet henvendte sig til Luke efterfølgende. ”Hvis Agnes ikke har lyst, så kan du bare gøre det, Luke.”

  Lukes mund kom med en brummende, protesterende lyd, og hans høje skikkelse bevægede sig længere ind i stuen. Ved siden af mig placerede han sin bredskuldrede krop. Jeg lukkede øjnene i, lukkede lyden af regnen ind, lod billedet af hans høje skikkelse brænde sig fast på min nethinde. Til sidst var han intet andet end en skikkelse i regnen.

  ”Jeg er sytten, jeg kan ikke lave mad,” protesterede Luke. Jeg kunne dufte ham herfra, det forstyrrede mit sinds måde at fantasere, blomstre videre. Blomster. Luke duftede af blomster. Jeg rejste mig op fra stolen.

  ”Jeg er også sytten, jeg kan godt lave mad.”

  Luke kiggede på mig, hans blå øjne borede sig næsten ind i min sjæl, ledte efter et eller andet. Jeg trak på skuldrene, og han sukkede dybt. Stilhed, stilhed, stille. Juliet skubbede stilheden væk, smilede til Luke: ”I kan lave pizza. Det er så let, og du sagde, du havde købt ind til det, da du var ude at købe ind for mig.”

  Et enkelt nik var alt, hvad hun fik ud af Luke. Jeg lagde mærke til, hvordan hans hånd næsten ramte min ryg for blidt at puffe mig af sted, men som to negative magneter, der frastødte hinanden, ramte hånden aldrig min ryg. Han viste i stedet bare vej til køkkenet.

  Et lille, kvadratisk gammeldags indrettet køkken med ingen skuffer, blot låger overalt, var, hvad jeg trådte ind i. Luke gjorde ikke noget stort ud af at vise mig rundt, men fandt blot hurtigt ingredienserne frem.

  Jeg havde ikke regnet med at syttenårige Luke, der ikke kunne lave mad, havde lavet pizzadejen selv. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at fnise lavt, da han hev en af de pizzadeje frem, som man kunne købe i det lokale supermarked.

  Luke løftede hovedet med et forvirret blik og et halvt smil. Jeg bed mig i læben for ikke at grine, og da det ikke virkede, erstattede jeg forsøget med et spørgsmål. ”Handler du normalt ind for folk?” spurgte jeg.

  Hele hans krop hoppede nærmest, hver gang jeg snakkede til ham. Menneskeforskrækket. Han svarede ikke til at starte med, stirrede blot på mig med hans blå, blå, tryllebindende, blå øjne. Så rystede han på hovedet. ”Nej, jeg er bare ekstra venlig overfor min farmor,” sagde han ærligt.

  ”Er hun dit svage punkt?” spurgte jeg. Jeg foretrak ikke en mine, og Luke kiggede forvirret på mig i et øjeblik. Jeg forestillede mig de tanker, der løb igennem hans hoved i dette øjeblik. Tvivlen. Er hun seriøs?

  Luke endte med at ryste på hovedet alvorligt. ”Jeg har ikke nogen svage punkter.” Hans øjne flygtede, undgik, undveg mine, og der vidste jeg, han prøvede at skjule det blik, der skreg, han lavede sjov. Jeg valgte at spille med.

  ”Jeg er rimelig sikker på, du i dag har fået et svagt punkt,” sagde jeg.

  ”Ja så?” sagde Luke, og jeg nikkede. Han sendte mig et lille smil, virkede mere selvsikker end før. Øjenkontakt, øjenkontakt, slap ikke mine øjne. Intenst, det var så intenst.

  Hvor var mine ord? Pludselig var de væk, gemt væk. Min tunge holdt dem tilbage, kludret sammen og så fløj de ud, ramte Luke hårdere i ansigtet, end det var min hensigt. ”Mhm, hun sidder lige foran dig.”

  Luke blev blæst til grunde. Smilet faldt af, gnisten i hans øjne forsvandt, mundvigene vendte næsten nedad. Afsløret, han så afsløret ud; som om han var blevet fanget i at gøre noget pinligt. Akavet, nu var det min tur til at opføre mig akavet, havde netop lige ødelagt dette øjeblik.

  Tik, tok, tiden gik. Hvor forsvandt det sidste minut hen? Hvor forsvandt Luke hen? Alting var slørret, jeg klemte øjnene i for derefter at byde en hel normal verden velkommen, hvor Luke bare stod foroverbøjet over bordet, lod som om han læste på pizzadejens indpakning; lod i virkeligheden nok mest af alt, som om sidste øjeblik ikke havde fundet sted.

  Gemt væk, skubbet væk, hvisket ud, tilintetgjort. Øjeblikket skulle destrueres, smadres og det blev det. I sidste ende handlede det om, jeg skulle lade mig selv lukke øjnene for det – tælle til ti, så var det væk. Kunne ikke. Lod som om.

 

◃ ▹

 

Så, jeg står bare her og glor på pizzaen i et kvarter.”

  Bagerst i mit sind var øjeblikket stadig brændt fast, men så længe jeg holdt mig selv beskæftiget med alverdens ting, kunne jeg ikke kede mig nok til, at mit sind valgte at åbne op for de fine, gåsehudsfremkaldende minder, som mennesket allerhelst lagde i en ikke-eksisterende glemmeboks, der ville blive smidt langt væk på enden af dagen.

  Jeg fik intet svar fra Luke. Stilhedens ekko var uendeligt, stærkere end det var før, rungede i hele rummet. I virkeligheden var det sådanne små forsøg på at løfte stemningen, der blot lagde ekstra vægt på og gjorde den endnu sværere at løfte for alvor. Mine arme var smage, tynde, små, og jeg kunne ikke løfte den uden en hjælp, jeg behøvede, men ikke fik.

  Men så pludselig - lige der, præcis lige akkurat der, efter jeg havde tænkt min sidste tanke til ende, uret talte nu ned fra 11:00 til 10:59; præcis lige i det øjeblik skete der et eller andet. ”Agnes?”

  Hurtigt, næsten desperat, løftede jeg hovedet og kiggede op på Luke. Han rynkede brynene svagt, åbnede munden lidt, jeg ventede, stod klar med åbne arme til at omfavne, hvad end der ville flyve ud ad hans mund, men han tøvede.

  ”Hvorfor... Nej, det er ligegyldigt,” endte han med at sige.

  Tag dig sammen. Hvis ikke mine læber havde været så stramt presset mod hinanden, var den sætning røget ud af min mund. Lysten eksisterede stadig, ordene kildede på indersiden af mine læber, skulle jeg gøre det?

  Ovnens glas var fedtet, synet af pizzaen var en smule slørret, og jeg kunne knap nok se, hvordan pizzaens runde cirkler langsomt blev en mørkere nuance brun for hvert minut, der gik. Synet af den runde form mindede mig om den pizzadej, der nu lå i skraldespanden. ”Hvorfor skærer du i dejen?” havde Luke spurgt. Jeg trak på skuldrene, svarede pizzaer var runde. Han sagde ikke yderligere, og det overraskede. Min mor og jeg kunne diskutere i evigheder over sådanne ting.

  ”Hvorfor valgte du at passe en gammel dame som fritidsjob i stedet for i et af de lokale supermarkeder?”

  Jeg rejste mig op fra gulvet. At sige jeg blev overrasket over Lukes stemme, der pludselig fyldte hele rummet, løftede stemningen en smule op fra jorden, så det ikke var så svært at løfte benet for at tage et skridt, var en løgn. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

  Et enkelt løft på mine skuldre. ”Jeg ville ikke have mine gamle skolekammerater skulle møde mig,” sagde jeg hudløst ærligt. Først da ordene havde forladt min mund, indså jeg, Luke intet vidste om mit liv.

  ”Gamle skolekammerater? Men-”

  ”Jeg har en midlertidig pause fra high school,” sagde jeg kort. Luke kiggede undrende på mig, jeg kiggede undrende på mig. Jeg undrede mig. Undrede mig over ham. Havde hans øjne hele tiden været så blå? Blå. En dyb, blå farve som havet i Frankrig en varm sommerdag.

  ”Er du... syg?” Rynken imellem hans pjuskede, men samtidig helt aldeles fejlfri øjenbryn var svag, men det forvirrede blik, den uforstående undertone i hans ord, skreg af, at han ikke forstod noget overhovedet.

  Jeg rystede på hovedet, et svagt smil formede sig nu på mine læber. Mine hvide sokker matchede de hvide klinker på gulvet, og jeg krydsede det ene ben ind over det andet, før jeg svarede. Mødte ikke Lukes blik, før jeg tog mig sammen og løftede hovedet. ”Nej, jeg besluttede mig bare for en pause. Dog lidt af en impulsiv beslutning, men jeg har meget forstående forældre.”

  Lukes rynke forsvandt imellem hans bryn. Måden, hans øjne, næse og øjenbryn gik i et med hinanden, var fascinerende. Symmetri. Han tænkte, iagttog, tænkte, undrede, tænkte, rynkede brynene endnu en gang.

  ”Ser du ikke dig selv som impulsiv?” spurgte han, og jeg lo kort. Mit blik faldt hele vejen ned fra det høje bjerg, jeg netop havde besteget; helt ned til bunden, hvor den tykke stemning lå, og jeg druknede nærmest i den.

  ”Nej, jeg ser mig selv so-”

  Uret fra ovnen afbrød os. Jeg nåede at hive mig selv op fra bunden lavet af en tyk, akavet stemning, men glemte at tage samtalen med. Inde i mit hoved så jeg, hvordan den langsomt sank længere, længere og længere ned, bobler dækkede det sted, hvor den engang havde været, og så var den væk.

A/N: Nu er vinterferien snart ovre, og jeg er mega, totalt, slet ikke klar til at starte i skole. Har brugt min ferie på at sove og være sammen med venner, når jeg egentlig burde skrive en avisartikel om mig selv (ELSKER BARE AT SKRIVE OM MIG SELV, DET ER DET BEDSTE I VERDEN!!! (læs: hvorfor skal jeg skrive om mig selv jeg er ikke interessant ???)) og lave min blækregning. But whatevs.

  Håber, I kan lide kapitlet. Personligt synes jeg, da jeg læste det igennem, det er en anelse forvirrende, men ... den her historie bliver forvirrende, måske en anelse langtrukken, for jeg ser ikke kærligheden lure lige om hjørnet ... faktisk kan jeg slet ikke se den for mig lige nu, i mit hoved er den sådan mega langt væk (og ok well de har også kun kendt hinanden i et par timer, men ja, mega langt væk - også selvom man ikke tager det i betragning af antallet af timer, de har kendt hinanden)

  Okay, det her var en længere lille hilsen and I'm just gonna stop now, by-ohhh og tAK FOR AT LÆSE MED (og hvis jeg havde været et kvarter hurtigere) så glædelig valentinsdag

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...