Interlude | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Agnes og Lukes veje krydses en tilfældig, regnfuld tirsdag eftermiddag klokken to minutter over fem i Lukes bedstemors dagligstue. Deres trang til et kort mellemspil imellem deres ellers hektiske program af en hverdag er, hvad der fører deres liv sammen; Agnes åbenhed omkring hendes afslappede forhold til skolen er, hvad der vikler dem sammen - men hendes manglende lyst til at fortælle om, hvorfor hendes forhold er sådan, er, hvad der limer dem sammen. Fanget i illusionen om et så enkelt forhold danser Luke og Agnes ovenpå de røde roser; men boblen springer, mellemspillets sidste toner dør langsomt ud, og pludselig er der flere torne end bløde blade. Mellemspillets sidste toner er alt, hvad Luke har til at sikre hans og Agnes forhold - men vil han nå det?

132Likes
113Kommentarer
7534Visninger
AA

3. ₂

WE THE KINGS / CHECK YES JULIET

Are you with me?

Rain is falling down on the sidewalk

Jeg prøvede at holde hosten nede, men det medførte blot en endnu kraftigere hoste, da jeg prøvede at præsentere mig for den høje fyr, der stod i døråbningen. Han hev fat i mig og trak mig ind i varmen, hvor regnens duft ikke var nået ind endnu. Duften af kanel og parfume var alt, jeg kunne tænke på lige nu.

  Fyrens arm var blidt viklet rundt om mig, mens hans hånd slog blidt på min ryg, indtil hosten stoppede, og jeg trak mig forlegent væk. Duften af parfume viste sig at komme fra drengen, og jeg blev skuffet over, den ikke svævede omkring mig som en lille sky, som den gjorde førhen.

  “Ja, okay...” Jeg vendte blikket mod jorden og kiggede irriteret på mine gennemblødte sko. Duften herinde var tyk, men ikke kvælende og som jeg stod der i gangen, gennemblødt og drivvåd, tog jeg mig selv i bare at nyde, hvordan den langsomt svævede rundt om mig og fyldte mig med ro.

  Mit blik, der før var låst fast på mine fødder, blev tvunget op, da drengen foran mig hostede falsk og kort for at udfylde en stilhed, han helt klart fandt akavet. Jeg fandt ham en smule akavet på måden, han stod og vippede frem og tilbage på fødderne. Hans hænder var overalt; først ved hans mund, så i hans lomme og til sidst hang de i luften og dinglede. Jeg fnes.

  Han var ikke en gammel dame, og mens jeg stod der, indså jeg langsomt, at jeg nok blev nødt til at forlade huset med en kommentar som: ”Undskyld, jeg er dårlig til at finde vej, og jeg er kommet til det forkerte hus.”

  Men så gjorde drengen noget uventet. ”Farmor? Agnes er her!”

  Måden, han sagde mit navn på, gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Agnes. Ikke bare Agnes, som enhver anden person gjorde; enden var specielt vigtig i hans mund, og uden at lægge mærke til det lagde han stort tryk på det.

  ”Hvor kender du mit navn fra?” Normalt ville jeg ikke spørge. Normalt ville jeg pakke mig ind i en generthed, der pludselig opstod og ikke sige sætninger på mere end tre ord. Drengens usikkerhed gav mig en hvis selvsikkerhed.

  ”Min farmor fortalte, der ville komme en Agnes, og jeg gættede bare på, det var dig,” mumlede han.

  Hans dybe stemme rungede nærmest i den smalle gang, og jeg rynkede brynene. En sær del af mig havde lyst til at bede ham om at snakke noget mere; der var noget over hans stemme, der fik skyerne til at forsvinde og solen til at skinne. Jeg forestillede mig, hvordan skyerne blev skræmt væk, og solen skinnede af rædsel, og jeg fik et lille smil på læben.

  Da hans lyserøde, lidt buttede underlæbe formede et lille smil, vidste jeg, jeg tog fejl. Den dybe stemme var ikke skræmmende, men sært... rolig. Måden, han stod på, udstrålede ro på trods af hans hævede skuldre og en kontrolleret vejrtrækning, der skreg af nervøsitet.

  Indtrykket af en anelse menneskeforskrækket dreng var, hvad jeg havde fået på disse minutter. ”Så... har du et navn?” spurgte jeg i et forsøg på at være morsom, men alt, hvad jeg fik ud af det, var et falmet smil – og selvom jeg troede, det ikke var muligt, så den stakkels dreng endnu mere pinligt berørt ud.

  ”Jeg hedder Luke,” endte han med at sige. Jeg nikkede, hans ånde ramte mit hoved, og jeg følte mig en anelse forfjamsket lige i det øjeblik. Han fangede mit blik, jeg fangede hans, ”Er du okay?” spurgte han, og jeg nikkede for anden gang.

  Mit forslag endte med at redde hele denne situation fyldt med længselsfyldte, nysgerrige blikke, der blev kastet rundt i rummet. Lukes tilstedeværelse syntes at fylde hele mit sind, og jeg blev en smule overrasket over, jeg overhovedet formåede at sætte en hel sætning sammen. ”Måske skulle vi gå ind, så jeg kunne møde Juliet?”

 

◃ ▹

 

Luke kunne lide kaffe. Klokken var syv minutter over seks, og jeg sad i en dagligstue med varme farver, møbler, der ikke rigtig kunne være der, men var mast ind alligevel, med varme mennesker med varme smil med varme kaffekopper i hånden.

  Men jeg frøs. Helt inde fra var jeg ubehageligt til mode, en sær kulde bredte sig igennem hele min krop, og selvom her ikke var koldt; selvom jeg kunne mærke varmen, var kulden nok til at give mig kuldegysninger.

  ”Så... Luke, hvorfor er du her?” Det var gået op for mig, at Juliet nok ikke havde brug for mig til at kigge efter hende, nu hvor Luke var her. Det var en anelse trist. Bagerst i mit sind var jeg glad for at have en grund til at gå udenfor andet end, at jeg var ved at blive sindssyg af at være i huset konstant, men at jeg bestemt ikke var klar til at komme tilbage til en normal hver dag.

  Hans tunge var konstant nede omkring hans sorte ring i læben. Jeg havde rynket brynet ved synet af den, den så ubehagelig ud, næsten generende. ”Jeg har en lille måneds pause fra mit band, før jeg skal spille koncerter i Australien,” sagde han.

  Der skete det igen: Kaffen røg ned i det forkerte rør, jeg hostede, hostede, rødmede, hostede. Han var hurtigt oppe ad sin stol, lagde jeg mærke til, men da var jeg okay igen. Juliet sad ovre i den anden ende af sofaen og så en smule bekymret ud. Den dybe rynke imellem hendes bryn forsvandt næsten helt, da jeg sendte hende et halvhjertet smil.

  ”Så... du spiller i et band? Hvad hedder I?” spurgte jeg og skubbede min kaffekop længere ind mod midten af de rødbrune træbord, hvor røde roser stod i en flot vase. Luke tøvede med at svare, jeg kunne mærke hans blik på mig. En, to, tre sekunder, han kiggede stadig.

  Jeg rømmede mig. Damp fra kaffen steg op, gjorde rummet endnu mere lummert end før. Måske var det bare mig – et sekund føltes som femten.

  ”5 Seconds of Summer.” Luke kiggede ned i sin kaffekop, næsten lidt genert efter at have afsløret hans bands navn. En lille klokke ringede, jeg lagde to og to sammen.

  ”I var med på noget af One Directions turné, var I ikke?” spurgte jeg, Luke nikkede, jeg nikkede tilbage. ”Læste en overskrift i en avis, tror jeg nok.”

  Stilheden kom langsomt krybende tilbage med dens lange fangearme, greb fat om min kaffekop og smed den varme væske over mig. Et par blink og det realistiske billede af verden faldt på plads igen. Pludselig var her lidt for varmt i den her stue.

  Sammen med stilheden var tankerne kommet, og pludselig fokuserede jeg mere på mine tanker end på at holde den samtale i gang, der egentlig var død for længst. Burde jeg spørge, om jeg skulle komme næste gang? Burde jeg sige tak for kaffe og gå uden yderligere kommentarer om denne dag? Burde jeg overhovedet sige mere.

  Den høje, lyshårede dreng kom mig i forkøbet. ”Du skal forresten ikke være bange for, jeg overtager dit job, Agnes.”

  Der var det igen. Agnes. Den affekterede måde at udtale et så simpelt navn var fascinerende, en smule forvirrende taget i betragtning af hans på ingen måde derudover affekterede måde at tale på, men fascinerende.

  ”Aha?” Jeg kiggede på ham. Hans blå øjne kiggede i mine, jeg rynkede brynene, havde han hele tiden haft et dybere smilehul i højre side end venstre? ”Ja, jeg kommer nok ikke til at være hjemme før ved syv-tiden de fleste af dagene, jeg har mange ting, jeg skal nå, inden jeg forlader Australien i et godt stykke tid.”

  På andre tidspunkter ville jeg være så ligeglad, måske nikke, smile, sige ”Det lyder skønt!” i en lidt for åbenlys sarkastisk tone, men Luke; det var anderledes. Jeg nikkede til ham med et lille, næsten ikke-eksisterende smil, og så kastede jeg alle mine bekymringer over skulderen.

  Luke kastede et blik på sin farmor, der smilende tog en tår af sin kaffe. Hendes blå øjne skinnede på præcis samme måde, som Lukes gjorde. En holdning om hans personlighed var ikke blevet skabt; hans parader lavet af nervøse træk på smilebåndet og akavede, korte svar gjorde det svært at skabe et helt billede af ham som person. Men hans øjne... åh, hans øjne.

  Mine drømmende tanker blev blæst væk ved lyden af en ringetone. Den skar igennem alt, kaffedampen, den tykke stemning, min barrikade af tanker om blå øjne og læbepiercinger. ”Hallo, det er Luke?” og det gode øjeblik var pist borte præcis ligesom Luke.

  Dampen fra kaffen var tynd, svag, næsten ikke til at se længere. Regndråberne udenfor var derimod kun blev større, tykkere, kraftigere. Juliets tunge, svage og en smule rystende suk gav dette øjeblik betydning. ”Agnes?”

  Næsten skuffet over hun ikke også sagde Agnes, vendte jeg mig mod hende. Hendes smalle læber formede et kroget smil i enderne. ”Luke er normalt ikke så sær,” lo hun. Det tog mig noget tid, før det gik op for mig, hvad hun sagde. Så gjorde jeg hende selskab i at le. Hendes næste sætning, som hendes stemme fuld af glæde og grin så fint løftede op i rummet og kastede hen i hovedet på mig, forstummede mig resten af aftenen.

  ”Du er bare en køn pige, der fastholder øjenkontakt med ham i mere end et sekund ad gangen. Hans hjerne bryder sammen i de få sekunder, og inden han når at sætte den i gang igen, bliver han... kan man sige akavet?”

  Hun lo. Jeg lod som om.

A/N: Jeg vil ikke have, I tror, jeg får dem til at forelske sig allerede, så no, no, no, hvis I har fået det indtryk, haha. (Personligt tror jeg) vi alle har haft et eller andet for en person udstråling/ydre/whatever, uden at det betyder, man er forelsket, så hvis nogen har fået indtrykket af det, (then I suck balls) så skal I lige vide, det ikke er sådan, hehe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...