Interlude | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Agnes og Lukes veje krydses en tilfældig, regnfuld tirsdag eftermiddag klokken to minutter over fem i Lukes bedstemors dagligstue. Deres trang til et kort mellemspil imellem deres ellers hektiske program af en hverdag er, hvad der fører deres liv sammen; Agnes åbenhed omkring hendes afslappede forhold til skolen er, hvad der vikler dem sammen - men hendes manglende lyst til at fortælle om, hvorfor hendes forhold er sådan, er, hvad der limer dem sammen. Fanget i illusionen om et så enkelt forhold danser Luke og Agnes ovenpå de røde roser; men boblen springer, mellemspillets sidste toner dør langsomt ud, og pludselig er der flere torne end bløde blade. Mellemspillets sidste toner er alt, hvad Luke har til at sikre hans og Agnes forhold - men vil han nå det?

132Likes
113Kommentarer
7537Visninger
AA

2. ₁

ARCTIC MONKEYS / KNEE SOCKS

In a small world on an exceptionally rainy Tuesday night

in the right place and time

Jeg var ikke impulsiv. Adjektiver kunne hives ned over hovedet på mig, sættes i panden på mig, negative som positive, men jeg var ikke impulsiv og havde aldrig været det.

  Alligevel stod jeg op for en måned siden med en forkert følelse i maven. En følelse, der gav en mere end bare et par rynkede bryn i ansigtet; en følelse, der fik en til at rejse sig op i sengen og kigge ud i luften, mens man lod, som om man beundrede solens måde at oplyse de store mængder af støv i rummet på.

  Og så forlod jeg high school.

  Den seneste måneds uendelige døre med tomme rum havde givet mig evnen til at spekulere. Hvis ikke jeg havde forfalsket en influenza den første uges tid, var jeg ikke endt her; men uden mine alt for forstående forældre havde jeg ikke fået lov til at holde en pause fra high school.

  Da jeg tog en tår af min sorte kaffe, tog jeg også mig selv i at spekulere over, om hvorvidt jeg havde brændt mig på tungen eller ej den dag i dag, hvis jeg var fortsat. Jeg kom aldrig frem til nogen konkret konklusion. Det var bare uendelige cirkler af spekulationer, som ikke syntes at have nogen ende.

  Hoveddøren åbnede og lod en kølig brise slippe ind, inden den blev smækket i igen. Udenfor var den ellers blå himmel begyndt at blive dækket af grå skyer. Træernes blade raslede grundet den blide blæst, og det så yderst utiltalende ud. August i Australien var ikke herlig angående vejret – i hvert fald ikke i år.

  Min mor kom nærmest lydløst ind. “Hvorfor sidder du og ser så misfornøjet ud?” spurgte hun efter at have skænket mig et enkelt blik. Hendes mørkeblonde, bølgede lokker faldt ned og dækkede hendes markerede ansigt, da hun bukkede sig for at løsne hendes sko.

  “Jeg brændte mig på min morgenkaffe.” Mine kolde fingre greb fat om det hvide krus, hvori kaffen, der havde ødelagt min morgen, befandt sig i. Jeg betragtede i overdøvende stilhed min mor, der elegant smed først den venstre sko og så den højre.

  Hun fnøs af mig. “Morgenkaffe? Søde, klokken er fire,” sagde hun og sparkede til sine løbesko, så de ikke lå midt i køkkenet. Jeg trak på skuldrene og drejede på koppen. Lyden af porcelænet mod køkkenøens stenplade var ikke just venlig mod øret.

  “Det er morgen for mig,” sagde jeg og hoppede ned fra den langt fra rygvenlige barstol, “for jeg er lige vågnet.”

  Min mor tog kanden med kaffe ud og hældte noget af den mørke væske op i et krus med en ko på, jeg havde købt til hende i fødselsdagsgave, da jeg var fjorten. Hun var blevet fornærmet, huskede jeg pludselig. Hun prøvede at skjule det, men det var tydeligt.

  Duften af kaffe fyldte hele underetagen, der stort set gik ud i et. Min mor tog en tår af den kaffe, der var med til at få denne duft ud i hvert et hjørne af rummene. “En fordel ved at du er hjemme hver dag er, at der altid er brygget kaffe.”

  Jeg tvang et lille smil frem på mine læber. “Jeg er den bedste datter i hele verden,” sagde jeg og slog elegant ud med armene i en spøg. Da jeg trådte et par skridt frem mod min mor, kunne jeg igennem den stærke duft af kaffe sagtens dufte den velkendte duft, der mindede om hjem.

  Min mor nikkede langsomt. “Ja, ja, men der er så også en ulempe,” smilede hun og trådte et skridt frem mod mig. Min mor virkede meget mere end fire centimeter højere end mig, da hun stillede sig med fronten mod mig. “Lige så snart jeg kommer hjem sværmer du om mig som en flue, og det er meget irriterende.”

  Min kæbe faldt til jorden. I det øjeblik havde jeg ingen ord klar og efter flere forsøg på at svare hende igen, endte jeg med at sætte en hånd i siden og klemme øjnene sammen. “Nej, jeg gør ej,” protesterede jeg, men min mor aede mig bare på min kind.

  “Jo, du gør, sødeste.” Hun tog en tår af sin kaffe og gik forbi mig. Jeg tog mig selv i at stå forvirret tilbage et enkelt øjeblik, før jeg vendte mig mod hende. Hun begav sig hen mod stuen og hældte mere koffeinfyldt væske i kroppen. “Men det er fint nok, for jeg har skaffet dig et job. Du skal være klar om tre kvarter, for jeg gider ikke køre dig.”

  Så stoppede det med at blæse. Træerne stod stille, gulvet knirkede ikke, og min mors lydløse skridt var fortsat lydløse. “Du har hvad?”

 

◃ ▹

 

Til at starte med var min verden brast sammen. Da min mor sagde, hun havde skaffet mig et job, tænkte jeg, jeg skulle tvinges ned i en af de tåbelige trøjer, supermarkedernes ansatte var påkrævet at have på. Som om det ikke var nok, ville mine gamle bekendte fra high school genkende mig.

  Men så rejste min verden så langsomt op igen, da jeg fandt ud af, det ikke var det, jeg skulle bruge min tid på. Jeg var fra klokken fem af en babysitter – for en gammel dame, der boede længere væk i boligkvarteret.

  Regnen silede ned udenfor, og jeg hev ærmerne på min hvide sweater længere ned over mine stadig kolde hænder. Jeg vidste, det ikke var så koldt, som det kunne være, men det var koldt nok til, at jeg mistede min lyst til at bevæge mig udenfor.

  Regndråberne landede på vinduet for derefter at glide om kamp ned ad det. Jeg heppede i mit sind på en regndråbe, indtil den blev tilintetgjort, når den nåede bunden. Jeg smilede derfor også blidt, når regndråben, jeg heppede på, vandt.

  “Agnes, hvis du har det helt fint med at komme for sent og efterlade en gammel dame med sig selv, så bliv stående og smil til de der regndråber,” brummede Mason, der var kommet i løbet af de sidste tre kvarter.

  Min mors nye kæreste, der ikke var helt så ny længere, var fint nok, og jeg havde ikke noget imod ham. Jeg vendte mig om mod ham med et kækt smil. “Okay, så bliver jeg stående,” sagde jeg derefter med en helt alvorlig mine.

  Masons smil falmede kort, og han sendte mig et enkelt blik, og så himlede jeg med øjnene. “Det var for sjov, Mason,” sagde jeg og trådte væk fra vinduet og begav mig hen mod gangen. Jeg kunne mærke kulden udefra, som jeg bevægede mig nærmere mod hoveddøren. “Jeg tænkte, du kunne trænge til noget af det i dit liv.”

  Et dybt suk skar igennem luften og fik hårene på min arme til at rejse sig et kort øjeblik. “Du er altid så venlig overfor folk, Agnes,” sagde Mason, men jeg kunne klart høre, at han prøvede at holde grinet tilbage. Jeg begyndte også at le, og pludselig virkede regnen udenfor ikke lige så fjendtlig.

  Mine sorte Vans var ikke vandtætte, men min lyst til at tage mine gule, knæhøje gummistøvler var lig nul. Derfor endte jeg med at forlade det nogenlunde varme hus i sko, der var så godt som gennemblødt efter to vinduer i den kraftige regn.

  Jeg nåede på vejen derhen at spekulere over, om hvorvidt jeg nu var gået forkert. Var det den rigtig vej, jeg netop var gået ned af, eller var det først den næste? Det var dog ren indbildning; min mors instrukser var et klart ekko i mit sind.

  Heller ikke denne gang nåede jeg frem til en konkret konklusion. Jeg nægtede nemlig, at jeg var nervøs. Det var det eneste bud, jeg ellers havde.

  Regnen tog blot til, og min cowboyjakkes ikke-eksisterende hætte hjalp ikke spor, siden den ikke eksisterede. Mit hår, der hang løst, klistrede sig fast til mit ansigt, og jeg lod mig selv stønne højlydt og irriteret.

  Da jeg endelig nåede vejen, hvor den ældre dame, Juliet Hemmings, burde bo, tog jeg mig tiden til at tjekke klokken på min mobil. Klokken fem skulle jeg banke på døren og bydes velkommen af en ældre dame.

  “Lort,” udbrød jeg.

  Og det var alt, jeg gjorde udover at stoppe op, da jeg så klokken allerede var et minut over fem. Trods det ikke var meget at komme for sent, panikkede jeg alligevel lidt. Det tog mig et par sekunder at hive fat i mig selv og småløbe hen til nummer femoghalvtreds.

  Havegangen var tilgroet, og det ensomme, rustne gyngestativ, der stod i haven, var tydeligvis et, der ikke var brugt i årevis. Husets charmerende, men slidte facade virkede nærmest skræmmende, med regnen, der faldt ned fra himlen, og fik det til at dryppe fra tagrenderne.

  En anelse forpustet, meget gennemblødt og sikkert yderst utiltalende trådte hen til hoveddøren, skulle jeg alligevel tage en dyb indånding af den friske, nyvaskede og helt rene luft, før jeg samlede alle mine nerver og smed dem væk for at banke på. Jeg kiggede på min telefon, hvor regndråber havde gjort skærmen våd. To minutter over fem.

  Jeg bankede blidt på. Der skete intet, og efter lidt tid indså jeg, at jeg ikke havde banket højt nok. Så bankede jeg igen, hårdere end jeg egentlig havde tænkt, jeg ville. I øjeblikket, hvor jeg hørte fodtrin mod gulvet, lod jeg mig selv spekulere over endnu flere ting. Hvad nu hvis det var det forkerte hus?

  Jeg tog et dyb indånding, kunne nærmest mærke mit hjerte i halsen på mig selv, da dørhåndtaget blev trykket ned. Spyttet, der efterhånden havde samlet sig i munden på mig, røg ned i luftrøret, da en høj skikkelse, der var så langt fra at være en gammel dame som overhovedet muligt, kom til syne i døren.

A/N: Det er vinterferie, jeg er glad og håber, I kan lide kapitlet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...