Warzone - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 1 nov. 2014
  • Status: Igang
*Læs 1eren,* Efter Vinn besluttede at tage med sin far hen til The Wanted en uge tideligere, bliver alt vendt op og ned. Men det går da først op for hende hvad hun har mistet, da en mystisk dreng vælger at gøre et uventet besøg hos Vinn og The Wanted, og selvfølgelig har en besked med til hende. Og hvad med hendes to loverboys? Louis og Harry, hvem vælger hun? Vælger hun overhovedet en af dem? Og hvad med Shiva og hendes barn? Vil hun fortryde det og tage en abort eller vil hun fortsætte de pinefulde måneder? En ting af sikkert. Vinn vil aldrig glemme dette år.

194Likes
357Kommentarer
9727Visninger
AA

1. Kapitel 2 - I hate them.

                                                 Harry Styles synsvinkel.

                                                                                 -

                                                            'Maybe it's because i love her?'

 

Jeg vidste ikke  hvor lang tid der havde gået siden Vinn havde meddelt at hun tog med hendes far over til The Wanted - hvilket havde taget hårdt på os alle, især Louis.

Samme dag som hun havde taget afsted, havde Louis fortalt dem om hans sande følelser for hende, dog tog de det alle pænt, i forhold til hvad jeg gjorde, da jeg fik det af vide den dag.

Jeg vidste at jeg også blev nød til at fortælle dem, hvis Vinn nu kom tilbage, hvilket hun sikkert ikke gjorde, burde de også vide at jeg kan lide hende. Dog var der en frygt inde i mig, hvad hvis de andre drenge også kunne lide Vinn? Det er jo allerede for meget at en af os kan, men altså. Man kunne jo ikke forvente andet, fem  drenge og en pige som bor sammen i et år, det kunne jo nærmest kun gå galt, og det gjorde det.

"Drenge?" en svag og hæs mumlen kom fra Liam, som lige havde siddet og grædt. Vi kunne vidst alle også godt begynde at græde, på de mest underligste tidspunkter, foreksempel, da vi var til møde med Modest! begyndte Niall at græde, så ja, det var ingen hemmelighed at hun betød noget for os, hun betød for meget.

"Jaer?" svarede Louis(som overraskende var den som tog dette her lettest) fortsatte med at kigge ned i klaverets tangenter, som en undskyldning for ikke at kigge op på Liam, begyndte han at køre sine hænder over tangenterne, som udløste en lille melodi. Niall nikkede lidt til Liam, mens mig og Zayn bare forholdte os tavse. Luften var blevet tung mellem os drenge. Vi kunne ikke grine som før, eller snakke sammen som før, det hele var ødelagt, kun på grund af hende.

"Vi burde tage at komme en tur i byen.." Liams ord kom bag på mig, da han nu aldrig spurgte om vi skulle tage i byen. Ikke at han var en lyseslukker, men alligevel spurgte han aldrig om det, eller for denne her sags skyld, sagde at vi skulle.

Louis, som var den første der reagerede, vendte sin opmærksomhed fra klaveret og hen mod Liam. "Jeg er på." Louis som ligefør sad ved klaveret, rejste sig op og gik lidt tættere mod os så han kunne høre meget mere. "Godt så, hvad med jer boys?" Liams luskede smil dukkede pludselig op, og inden jeg noget at protestere nikkede Zayn og Niall sig enige, dog rystede jeg hurtigt på hovedet, "Vi kan sq da ikke bare tage til fest? Jeg bliver i hvert fald hjemme." Det kom bag på dem, det skulle man ikke være geni for at se. "Hazza, du kan ikke sige nej.." Sukkede Liam opgivende. Mig som altid elskede fester og diskoteter, mig som plejede at være i byen hver uge, havde lige takket nej.  Dog var jeg lidt stolt af mig selv, måske kunne jeg komme ud af den dårlige vane? "Hazza please.." Louis så bedende på mig og flettede sine hænder sammen, og så direkte ind i mine øjne, og der kom det, hundeøjnene. "Boobear, jeg.." Jeg sukkede lidt, pokkers tage Tommo's beskidte kneb, som han heldigvis sjælend bruge. Med et opgivende suk rejste jeg mig. "Så lad os tage til den skide fest." 

 

                                                                Vinn's synsvinkel.

Vi sad inde i sofaen alle seks og så et eller andet Sex and the city i tv'et, et af de mange serier som piger i min alder fulgte med i, pånær mig. Jeg følte mig tit malplaceret da de fleste af pigerne i klassen begyndte at snakke om dem og det, det sjoveste er at jeg kun kan huske én som var med i serien, hans navn var Harry, hvilket var lidt uhyggeligt.

Jeg vidste faktisk ikke at drenge, andre end bøsser, eller ret feminine drenge,  så det var nu ret spændende at høre om drengenes speciele kommentarer.

 

"Hvorfor gør hun nu det?" Jeg undrede mig faktisk over hvordan de kunne holde ud at se det, jeg mener, hvis jeg ikke kunne er det da lidt sært at mine 'håndlangere' sidder og over glor det. 

Jeg kendte ikke engang deres navne.

"Det har noget med Harry at gøre..." Efter Max havde sagt det kiggede alle irriteret over på ham, "Hah! Harry? Sikke et bøssenavn..." Protesterede Nathan og mumlede noget lavt til Max, om at han ikke skulle nævne hans navn.

Harry er IKKE bøsse og da slet ikke et bøsse navn, faktisk blev jeg ret vred af det, og jeg blev fyldt med ord som jeg helst ikke skulle sige foran dem.

"Har du set hans hår? Frisøren må jo kæmpe for ikke at holde et grin tilbage når han kommer med sit store puddel agtige hår!" Shiva, faren til mit barn, syntes åbenbart også at det var sjovt at svine Harry til! 

Jeg kunne ikke holde mig tilbage, vreden pumpede i mig og jeg var sikker på at jeg var helt rød i hovedet. "Har i set jer selv?" Gav jeg igen, med en irriterende undertone. Jeg lukkede hurtigt munden sammen, da jeg vidste hvad de kunne gøre. Jeg havde sådan en stor respekt for dem, ville folk mene, selvom jeg inderst inde at totalt bange og skrækslagen for at have at dén episode skete igen.

"Hvad sagde du prinsesse?" Vrissede Nathan og rejste sig op, ærligtalt var han den som mindst skræmte mig, men alligevel havde jeg så meget frygt for ham at jeg var på kanten til at græde.

Jeg rejste mig hurtigt op og bed mig i læben, "Ingenting!" Udbrød jeg panikslagen og trådte et skridt tilbage, dog vidste jeg hurtigt at de ikke bare vil bære den nag, for da Shiva greb fat om min arm vidste jeg at jeg virkelig havde dummet mig.

"Slip mig!"  Skreg jeg og prøvede at vriste mig fri af hans greb, men da Max tog min anden arm og de andre hjalp til, befandt jeg mig lige pludselig i sengen. Men ikke som man ville tro de vil gøre, de slog mig bare alle sammen skiftevis. Slag efter slag ramte mig, og for hvert slag efterlod de et mærke, og jeg var sikker på at jeg kom til at ligne en smølf i morgen.

Da de havde gjort sig enig i at jeg havde fået nok tæsk,  havde de efterladet mig grædende i min seng, og låst døren efter sig.

Hvis straffen var så hård, for bare at fornærme dem, hvad vil der så ske hvis jeg kom til at råbe af dem?

Jeg orkede virkelig ikke den dagbog ligenu, uanset hvor meget jeg havde brug for at skrive det ned.

Det her var et mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...