The Cinderellas | One Direction |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2014
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Pigerne Ellie, April og Paris har besluttet at stille op i X factor som en gruppe, selvom de på skrift skulle overtale hinanden til det, gjorde de det endelig – og gik videre. De er nået til bootcampen, og tager alle tre afsted, håbefulde, nervøs og uvidende om, hvad de næste mange uger vil bringe. De ved for eksempel ikke, at den verdensberømte gruppe One Direction vil gæste showet, mens de er med – men det finder de hurtigt ud af. Ellie finder dog ud af det på lidt krænkende måde, og hun er inderst inde måske lidt en fan – selvom hun aldrig ville indrømme det. Men hvad sker der, når en af drengene begynder at vise interesse for hende? Vil der komme en dreng i mellem pigerne – eller måske omvendt? Hvordan vil det gå Ellie, når der absolut ikke er nogen støtte hjemmefra? Vil hun kunne klare presset? Én ting er sikker, ugerne i X factor vil byde på masser af grin, tårer, sandheder og hemmeligheder, men helt bestemt én ting: kærlighed, på alle måder.

2Likes
0Kommentarer
372Visninger
AA

4. 3. Bleeding Love

”For tyvetusinde gang, Ellie, for fanden sæt dig nu ned!” April var så småt ved at gå i spåner over mig. Jeg vandrede frem og tilbage på vores mikro-værelse. Jeg måtte indrømme, at en af grundene til, jeg blev ved, var, at hun bad mig stoppe. Men det er en mindre detalje, som i virkeligheden er totalt irrelevant. Sagen var den, at vi skulle ind til Gary og Olly igen om mindre end et kvarter, og der ville vi få fortalt, om vi var gået videre, eller om vi skulle hjem. Jeg var nervøs, det var April og Paris selvfølgelig også, men de havde bare andre ting, de gjorde, når de var nervøse. Jeg trippede frem og tilbage, og kunne slet ikke overskue at sidde ned. Paris bed negle, dog kunne hun godt sidde ned. Og April, ja hun fik en trang til at vrisse af ALLE, hvis I ikke havde bemærket det...

 

”Piger, det er jeres tur nu, her er mikrofoner, de skal lige sættes på – men det har I jo prøvet før,” vi nikkede alle, og fik monteret mikrofonerne. Jeg stod og kiggede nervøst ind mod det rum, hvor Olly og Gary befandt sig i.

 

”En, to, tre, go,” blev der sagt, og vi fik besked på at gå ind. Jeg forsøgte så godt, jeg nu kunne at se totalt upåvirket ud. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det virkelig mislykkedes, men hvad fanden, jeg prøvede jo, ikke?

 

”Hej igen piger,” startede Gary ud, mens han skiftevis så på os. Jeg trak nervøst på smilebåndet, det her var værre end eksamen, og det siger ikke så lidt.

 

”I leverede virkelig i dag, I havde valgt en sang, der virkelig lå godt til jeres stemmer, og så havde I lavet den lidt om. Man kommer nemlig ingen vegne ved at prøve på at efterligne andre kunstnere.” Jeg holdt vejret, eller nej, men jeg lod som om for at gøre det endnu mere dramatisk, oh god.

 

”I skal selvfølgelig videre, men I skal også vide, at konkurrencen snart spidser til, og jeg har tårnhøje forventninger til jer,” Gary gav os et kæmpe tandpasta-smil, og I kan bande på, at jeg i den grad besvarede med et lige så stort. Vi var freaking videre.

 

”Vi ses i morgen.”

 

”Fucking yes!” April lagde armene om Paris og jeg, og formede verdens bedste gruppekram. Vi vidste godt, at Gary skulle sende to hjem i dag allerede, så tanken om, at det ikke var os, var fantastisk.

 

♫ ♫ ♫ ♫

 

Bootcamp dag 2

”But I don't care what they say, I'm in love with you,

They try to pull me away, but they don't know the truth,

My heart's crippled by the vein, that I keep on closing,

You cut me open and I”

 

Jeg lyttede opmærksomt til April og Paris' stemmer, der blandede sig så fint, mens de sang. Jeg vidste virkelig ikke hvorfor, men det var som, det hele bare slog klik, og jeg blev skide nervøs. Jeg mener, jo jo, I har da set mig super nervøs før, men halvdelen var skuespil.. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre for fulde drøn, og et kort øjeblik var jeg bange for, det skulle springe op af min hals, og jeg skulle dø. Men til alles store overraskelse skete det ikke. I stedet for lod jeg min mund åbne sig, og jeg sang omkvædet, som jeg helt selv skulle synge, hurra for mig.

Eller ikke.

 

Vi havde besluttet kun at synge første vers og omkvædet af sangen, da det var begrænset, hvor længe dommerene gad at høre på os. Ej, jeg laver sjov, så onde var de heller ikke. I hvert fald ikke Ollymusen, haha.

Det var bare begrænset, fordi de ikke kunne filme alle grupperne synge en sang på tre-fire minutter.

 

”You cut me open,” jeg lod stille min stemme fade ud, og der lød klapsalver og det hele fra Gary og Olly, hold da op, hvor de kunne.

 

”Det lød godt, jeg er igen imponeret,” Gary smilede fra øre til øre, og jeg måtte indrømme, at jeg var en smule stolt over hans ord. Jeg mener, det var jo Gary Barlow, wow siger jeg bare.

 

Vi fik ikke andet af vide i dag, hvilket faktisk gjorde det ret nervepirrende. Hvorfor fanden i helvede (SorryNotSorry, eller hvad det nu er alle de seje siger,) kunne de ikke bare give os besked på om vi videre, eller ej. Had på det, ja.

 

”Oh my god,” mumlede Paris med et smil, der var så stort, at man skulle tro hendes hoved ville flække, godt forklaret Ellie, det kører. ”Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det,” hvinede April, og så var der ellers dømt gruppekraaaam igen – med kamera på, så kunne alle også få et indblik i vores kærlighed til hinanden, yay. Så er alle glade, wuhu.

 

Dermot, I ved X Factor værten, stod og tog i mod os, da vi kom ud ad døren. 

 

”Hej piger, hvordan gik det?” spurgte han med et smil, og normalt ville jeg have beskyldt ham for at sige det til ALLE deltagere, men hvad fanden, jeg var glad i dag.

 

”Det gik godt, håber jeg,” smilede April, stadig med armene viklet ind i vores, sådan rigtig kliché agtigt.

 

”Det lyder godt, hvad sagde dommerne?” ingen negative kommetarer i dit hoved, Ellie.

 

”Kun positive ting, men det kan jo stadig ændre sig,” smilede Paris, for de havde åbenbart bestemt sig for, at jeg ikke skulle sige noget. Jamen tak. Eller vi ved alle, at det bedste ville være, hvis jeg ikke sagde noget, men jeg kan godt lide at brokke mig, hihi.

 

”Det er jeg glad for at høre, vi ses senere piger,” og så var vi ellers smuttet ud derfra. Vi gik hen af den lange gang, som virkelig var alt for lang, for jeg var bare ikke født til at røre mig så meget, for efter gangen skulle vi op af en monsterlang trappe, åh gud. Men i dag hoppede jeg op af trappen, og jeg kunne fornemme, at April og Paris var en smule urolige, for jeg plejede ikke at bevæge mig. Jeg indrømmer det blankt, jeg er røv doven…

 

”heeej, hvordan gik det?” En dreng, Tyler hed han, fra en af de andre grupper kom hen til os, søde dog. Jeg laver sjov, han var hverken sjov, sød eller pæn. Han havde for det første fedtet hår, og ikke fordi han brugte voks, men fordi han ikke gik i bad. Turn off number one! Derudover klædte han sig heller ikke super godt, han havde ikke forstået, at striber, prikker og tern ikke går sammen, altså. Jeg trippede elegant forbi og lod April svare, som den søde og omsorgsfulde pige hun nu engang er. Jeg skulle have noget Cola nu, for jeg var sikker på, at der var små minearbejdere i mit hoved, der havde travlt med at banke løs på det – og bare så vi har dem nede på bagerste række med, jeg havde hovedpine, okay?

 

♫  ♫  ♫  ♫

 

”Okay, sidste gang, så er vi ved at være klar til i morgen,” April og jeg nikkede anerkendende til Paris’ konstatering. Vi havde øvet de sidste tre timer, men jeg elskede det. Vi havde besluttet at synge ’Let Her Go’ med Passenger, hvilket var en skam, for jeg hadede den sang. Men April og Paris mente, den var god for os at synge, da vores stemmer flød godt sammen med melodien, eller noget. Men jeg kunne ikke lide den, men igen, hvis det var, hvad der skulle føre os videre til de Live Shows der, så skulle jeg da ikke stå i vejen for det.

 

“Well you only need the light when it's burning low

Only miss the sun when it starts to snow,” jeg skulle starte sangen. Vi havde delt det ind, så vi fik små linjer af verset hver. Jeg kunne personligt godt lide den made, hvorpå vi ligesom skulle skifte hurtigt, det gav noget fedt.

 

“Only know you love her when you let her go

Only know you've been high when you're feeling low,” Paris sang de næste to linjer, og tilsidst var det April;

 

“Only hate the road when you're missing home

Only know you love her when you let her go.”

Og tilsidst ville vores stemmer så blande sig sammen, og vi ville synge; “and you let her go,” wow, ikke? Jeg kan godt forstå, hvis I sidder med munden åben og det hele. Det ville jeg også have gjort, kan I tro. Og jeg er fakisk ikke ironisk denne gang, så bare stop dig selv. 

 

♫ ♫ ♫ ♫

 

Okay, jeg vil starte med at undskylde hundrede gange, jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle publicere oftere, men jeg har bare ikke haft tid.. Sorry.. 

Anyways, jeg er selv ret ikke-stolt af dette kapitel, da jeg synes det er kedeligt, meeen jeg kender fem drenge, der snart laver om på det - woops, fik vi lige afsløret det, upsi.. 

xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...