Undead - 1D - Harry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Olivia Johnson var kærester med selveste Harry Styles. De var lykkelige sammen, men hun var nød til at ende forholdet, da hun finder ud af at han er hende utro. Bare tre uger efter de har slået op, fortryder hun og vil have ham tilbage. Dog bliver hun knust på turen ud til Harry. Trafikken var stoppet på grund af en bilulykke. Bilen var Harrys, og Harry overlevede ikke. Olivia bliver så knust, at hun vælger at undgå alle historier om One Direction, fordi hun ikke vil mindes ham. – På to års dagen efter Harrys død, dukker en besynderlig ung fyr op i hendes lejelighed, som viser sig, at være Harry. –Hvad vil Olivia sige, når Harry fortæller hende sandheden? – Og hvordan vil det hele egentlig foregå? – Vil Oliva og Harry komme sammen igen og blive til det sødeste par igen, som de var dengang? – Læs og find ud af det.

5Likes
5Kommentarer
629Visninger
AA

3. You Lied To Me

Kapitel 2 – You lied to me

 

”Harry?” min stemme blev højere, da jeg indså at det virkelig var Harry der var der. Med det samme jeg havde sagt hans navn, vendte han sig om. Hans øjne blev glade og overraskede. Men hvad lavede han her? Havde han løjet for mig? ”Oliva? Er det virkelig dig?” Han gik mod mig, og hvor meget jeg end ville kramme ham, kunne jeg ikke. Havde han nu løjet for mig i hele to år? ”Det kunne jeg spørge dig om det samme” min stemme var blevet skuffet og streng. Hvis Harry endnu engang havde løjet over for mig, så ville jeg personligt blive vred. Harrys blik rettede sig mod gulvet, og han var stille i noget tid. Han havde ændret sig, han var blevet en del tynder, men han var den samme Harry med krøllerne, de smukke grønne øjne, og det søde smil. Nej! Olivia, du skal ikke tilgive ham. Han lod sit blik møde mit efter lang tid. ”Undskyld, Olivia, men jeg kan forklare” han gik langsomt mod mig, for at holde om mig, men jeg trådte tilbage. Jeg ville ikke have at han skulle røre ved mig. Han havde løjet for mig i to år. Hele to år, hvor jeg har været ulykkelig, grædt mig selv i søvne, for en løgnhals. Nu kunne det være nok! Jeg vil ikke hans barnelege mere. Jeg vendte mig langsomt om, og gik mod vinduet. Det var en smuk dag, en virkelig smuk dag. Jeg kunne se London Eye her fra. Noget som vi plejede at gøre hver aften, når vi ikke rigtig havde noget at lave. ”Olivia” hans stemme kom bag mig. Jeg lod som ingenting, men lod mit blik falde mod gulvet. Hvordan kunne han overhovedet finde på det? ”Er du her endnu?” mit blik blev fanget af en velkendt bil, som holdte ved gaden. Min stemme var kold, og jeg var ligeglad. Jeg var selv forvirret over hvorfor jeg ikke var flippet ud, og havde slået ham, men jeg holdte kæft, og var kold i røven. ”Olivia, lad mig nu forklare” Harrys stemme var ivrig efter at lade ham forklare, men jeg lod mit blik møde hans. ”Du har Taylor med” jeg lod mit kolde blik nærmest gøre ham stiv af skreg. Han var stille og jeg vidste udmærket, at han ikke vidste hvad han skulle svarer. ”Det fint Harry, i sammen igen, men..” Arg! OLVIA tag dig sammen, skæld ham ud, spark ham, du jo vred din idiot! Jeg lod mit blik vende sig mod Harry som stod tættere end før. Det var næsten, som om jeg kunne lugte hans klamme øl ånde igen. Jeg lukkede øjnene af væmmelse. Hvorfor var han først kommet nu? Og ikke før? ”Olivia, hør” Harry lod sin hånd røre min arm, en følelse som jeg ikke havde haft i lang tid, kom. ”Harry?” jeg dæmpede min stemme, for at Harry skulle forstå mit alvor. Hans blik fangede mit, og langsomt blev jeg revet med. Harry lod sin hånd holde om min, og vi stod tættere. VENT hvad laver du Olivia, STOP. Med et gik det op for mig. Jeg skulle aldrig lade mine læber røre hans igen. ”Harry jeg synes du skal gå” jeg hviskede mod hans kind, som var kommet tæt. Jeg tog min hånd til mig, og vende mig igen. Min ryg var mod ham, så jeg så ham ikke gå, men jeg hørte skidt forsvinde, samt en dør der smækkede en smule hårdt. Hvad havde jeg gjort?

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg gik ned af trapperne fra hendes lejelighed på øverste etage. Ja, jeg havde løjet for hende, men jeg ville undskylde, men hun ville ikke høre på mig. I et sekund havde jeg forventet et kys, men det var for godt til, at være sandt. Jeg var endelige kommet ud, og lod min hånd tage om bilhåndtaget på Taylors bil. Jeg lod mit blik langsomt blive rettet mod hendes vindue, hun stod der endnu. Hendes blik var koldt og tomt. Hvad havde jeg dog gjort?

 

****

”Haha – så du smurte simpelthen fløde i Liams ansigt?” hendes søde latter kom fra stuen. Jeg havde inviteret hende med hjem til mig for, at lære hende bedre at kende. ”Ja, men han blev virkelig også sur” jeg grinte en smule da jeg så hendes ansigt. Hendes smukke grønne øjne var fyldt med vand, som rendte ned af kinderne på hende. Hendes mund formede et dejligt smil, som ikke kunne brydes. Hun så dejlig ud, når hun grinte lydløst. ”Haha – det har Liam aldrig fortalt mig” langsomt fik hun vejret igen, og sad nu stille og kiggede på mig. Jeg havde tænkt på hende længe efter vi havde mødes, hvilket også var grunden til, at jeg havde inviteret hende hjem til mig. Jeg ville så gerne lære denne skønne pige bedre at kende. Det var i starten af maj, og vejret var lækkert, selv om klokken var lige ved, at være 15:00. Der var en dejlig eftermiddags sol, som jeg bare måtte komme ud i. Olivia havde sat sig i den anden ende af sofaen, med benede oppe i den. Hun lod sit lille perfekte hoved, studere min stue. Jeg satte de to colaer, som jeg havde fundet i køleskabet, på bordet. Jeg satte mig lige ved hendes små søde fødder for, at få hendes opmærksomhed. Hendes øjne rettede sig mod mig, og et smil kom frem på hendes læber. Hun rettede sit blik mod hendes tæer. ”Skal jeg sætte mig op?” inden jeg kunne nå, at svare hende havde hun sat sig op. ”Vil du ikke med ud?” jeg rejse mig op igen, mens jeg lod mine hænder holde om de to colaer igen. Jeg holdte den ene rakt mod hende, mens jeg ventede på hun skulle tage imod den, og gå med mig udenfor. Hun kiggede længe på colaen, men endelig mødes vores blikke og hun tog forsigtig om colaen, mens vores hænder strejfede hinandens. En dejlige følelse fløj igennem mig. Jeg var forelsket. Forelsket i min bedste vens kusine. Vi gik ud i haven, og satte os i det dejlige græs. Jeg havde fået sat mig først, før Olivia. Hun stod lidt, indtil jeg tog fat om hendes hånd og trak hende ned. Hun faldt ned over mig, og i et sekund troede jeg, at hun græd da hun ikke sagde noget. Til mit held grinte hun lydløst igen. Da vores blikke mødes spurgte jeg bekymret ”Er du okay?” Hun nikkede stille til mig, mens hun lagde sig til rette. ”Det er jeg nu” Hun smilte en smule flirtende, hvilket jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare med, på nær et smil. Hendes læber var jo bare lige til, at kysse. Jeg rettede mit blik ud i haven, men jeg kunne mærke Olivias blik der borede sig ind i min hage. ”Harry?” jeg rettede mit blik ned på Olivia, som smilte. ”Hvad?” Jeg smilte sødt, men gav samtidigt en hentydning til hende. Han sagde intet, hun satte sig bare op, og plantede et kys på min ene kind. Hvor hendes dejlige stemme hviskede i mit øre: ”Du ret sød” Da vores blikke mødes igen, bed hun sig forsigtigt i læben, som om hun var bange min reaktion. Jeg tog mine hænder om hendes lille søde hoved, og lænede mig mod hende. Vores pander mødes og jeg nød bare nærkontakten med hende. ”Du også ret sød.. Faktisk en del” Ordrende fik hende til, at smile, hvilket gav mig modet til, at plante mine læber på hendes bløde fugtige læber.

 

****

 

-Dyt- Med et hoppede jeg lidt. Taylor sad i hendes bil, og dyttede så jeg kom til mig selv. Jeg lod mit blik blive rettet mod Olivias lejelighed igen, men hun var væk. Jeg rettede blikket mod Taylor, som sad på forsædet. Hendes ansigts udtryk var stramt, mens hun pegede på sin arm for, at fortælle mig, at klokken var mange.

 

****

”HVAD! Har du fortalt hende det!” Liams stemme gav genlyd i stuen. Vi var alle mødt op hjemme hos Niall. Jeg var nød til, at fortælle dem at jeg havde opsøgt Olivia. De skulle jo vide det, ellers ville Liam bare finde ud af det selv. Niall og Louis sad begge i sofaen og kiggede ned. Det var som om de skammede sig ved, at kigge på mig. Liam og Zayn havde deres blikke rettet mod mig, som om jeg var en tyv til forhør. ”Undskyld Liam. Men..” ”Men hvad?” Liam afbrød mig, og sukkede så dybt, mens han lod en hånd køre igennem hans hår. Liams mobil begyndte,  at spille i lommen. Han rettede hurtigt sit blik mod mig og sendte mig ’vi snakker om det her senere’ blikket, og forlod så lokalet. Mit blik var mod gulvet, jeg ville ikke kigge de andre i øjnene. Jeg vidste udmærket, at jeg havde gjort noget dumt, men jeg savnede hende sådan. Vi var alle stille, ingen sagde noget som helst, ikke før Liam kom tilbage i stuen, og havde sit blik rettet mod mig. ”Det var Olivia” Mere sagde han ikke, han gik bare. Jeg ville have fulgt efter ham, men det var som om mine fødder var limet fast til gulvet. Jeg lod mit blik rette sig mod sofaen hvor Niall nu havde rejst sig, og Louis var lige bag ham, ingen kiggede på mig. Zayn var gået efter Liam, ingen havde noget at sige til mig. Var det virkelig så forkert det jeg havde gjort?

 

Olivias synsvinkel (samme øjeblik):

 

Harry var kørt væk med Taylor. En smerte havde ramt mig, da jeg så hendes lyse hår og det gik op for mig, at han elskede hende mere end mig. Det var som om han bare ville spille død, for at kunne være sammen med hende, hvilket bekræftede min teori. Jeg havde sat mig i sofaen, med min mobil. Jeg havde besluttet mig for, at ringe til Liam for, at få en forklaring. – Jeg havde ikke troede at Liam ville holde det her hemmeligt for mig. Han var med til begravelsen, sammen med de andre drenge, tænkt at de havde løjet for mig alle de år, hvor jeg havde grædt mig selv i søvne. Endelig fik jeg skrevet hans nummer ind, og ventede bare på han skulle tage den. Den ringede præcis to gange, inden jeg hørte Liams stemme. ”Olivia?” Han virkede ikke så overrasket, som jeg havde troet. ”Kan du komme forbi?” Jeg ville ikke til, at diskutere med Liam over telefonen, så var det e med Liam over telefonen, så var det meget nemmere, at råbe af ham ansigt til ansigt. Jeg kunne høre på hans tonefald, at Liam smilte en anelse, hvilket jeg forstod. Jeg havde ikke talt med drengene i lang tid. ”Selvfølgelig” efter hans sætning, lagde jeg bare på, for at fortælle, at det var vigtigt. Det var noget vi gjorde før i tiden, da Harry og jeg havde problemer, så Harry ikke skulle finde ud af, at jeg snakkede med Liam om alt det. Jeg sad med mobilen mellem mine hænder, mens jeg sad på mit værelse. Mit spejl var foran mig, så alt jeg mødte var mig selv. Den selv gamle pige, med de selv samme slankekrøller og de grønne øjne. Mit tøj bestod af et par addidas bukser og en lidt gammel tanktop, hvor jeg havde en sports-bh på inden under. Da jeg havde givet mig selv elevator blikket nok gange, mødte jeg mine øjne og tårer begyndte, at vise sig. Hvad er der i vejen med mig, siden Harry fakede sin død? Var det hele planlagt?

 

****

 

”Liam, jeg fortryder det! Jeg savner ham” mine arme var viklet om Liams nakke, og hans arme om livet på mig. Han omfavnede mig, han trøstede mig. ”Olivia, rolig, han savner nok også dig. Lad os tage hjem til ham og snakke med ham. Han vil forstå det” Liam trak sig, og mine øjne mødte hans. Liams øjne smilte til mig, og jeg vidste at han havde ret. Vi var hjemme hos ham, der havde jeg boede i godt en uge nu. Harry og jeg var ikke sammen, men jeg ville ønske vi stadigvæk var. Liam sagde, at jeg heller måtte klæde om hvilket jeg gjorde. Jeg fik klædt hurtigt om, og Liam var allerede nede ved bilen. Vi kørte gennem gaderne i London, da vi blev bedt om, at holde. En ulykke var sket et par meter længere oppe af vejen. Jo tættere vi kom på hans hus, og jo længere tid vi ventede her, blev jeg usikker. Jeg vendte mit blik mod Liam ”Undskyld Liam, men jeg kan ikke det her, han knuste mit hjerte” mere sagde jeg ikke inden jeg sprang ud af bilen, og var på vej hjem igen, da jeg så bilen der lagde på hovedet. Tiden stod nærmest stille da min hukommelse prikkede til mig. Bilen i ulykken var ikke hvilken som helst bil, nej det var Harrys. ”HARRY!” jeg råbte så højt, at flere havde set, at det var mig. Mange One Direction fans i køen begyndte, at vinke til mig, men mit blik var låst fast ligesom en hængelås. Liam kom op på min side. ”Olivia, tænk nu over det, han… ” mere nåede han ikke, at sige før jeg løb mod ulykken, og han satte af efter mig. Intet kunne beskrive hvordan tankerne fløj igennem mig, hvordan jeg var væk, men alligevel der på samme tid. Hvordan mit hjerte blev knust endnu engang da en betjent stoppede mig. ”Frøken bliv venligst væk” Betjentens grå øjne skar sig ind i mine, men jeg lyttede ikke. Jeg stoppede, men jeg lyttede ikke til hans ord. Med det samme, som den grå øjet betjent vendte sig om, løb jeg af sted igen. ”HARRY!” jeg skreg af mine lungers kraft. Dette havde bare, at være en drøm. Jeg var få cm fra bilen, hvilket fik mig til, at sætte farten ned. Bilen var tom, hvilket fik mig til at kigge mig omkring, indtil jeg så ambulancen. Harrys krøllede hår var det eneste jeg så, inden Liams hånd greb fat om min arm. ”Olivia kom” Liam trak mig væk, og vi fulgte med en betjent til hospitalet. Under turen var alle stille, selv Liam, som plejer at være god til at opmuntre mig. – Hospitals gangen var stille, indtil mine øjne møde Nialls. ”Olivia!” Niall kom mod mig, og gav mig det største kram jeg havde fået. De andre fulgte trop og vi endte i et stort gruppe kram. Vi havde sat her i timer, indtil Liam blev kaldt ind til lægen. Da han endelig kom ud igen, sagde hans ansigt alt. Hans øjne var røde, tåre var lige så stille begyndte at komme, han bed sig i læben for, at holde på gråden. ”Olivia, jeg er ked af det.. Men…” Mere behøvede han ikke, at sige før vi alle var med.

 

****

 

En banken på døren fik mig ud af tankerne. ”Olivia?” Liam havde selv fundet ind. Jeg gik med det samme ud til ham, mens jeg satte mit hår hurtigt op i en knold. Jeg tørrede tårende væk fra kinderne, inden mine øjne mødte hans. ”Hej” Liam lyste op i et smil. Jeg sagde intet, jeg sendte blot en hentydning til, at han skulle sætte sig i sofaen. ”Det også rart, at se dig igen” Liam var en smule ironisk, men jeg vidste inderst inde mente han det. Han kiggede smilende op på mig, hvilket irriterede mig. Hvordan kunne han bare sidde der og smile? ”Har du noget du vil fortælle mig?” Jeg satte hovedet på skrå, krydsede mine arme og ventede bare på hans  svar. ”Ingenting?” Han virkede usikker hvilket betød han løj. ”Nå, okay fair nok. Men kan du forklare mig hvorfor Harry lige pludseligt er i min lejelighed – Han er jo død? Eller?” Jeg kæmpede en kamp for, at holde tårende inde. ”Olivia..” ”Nej, svar mig nu bare – har i løjet for mig? Vidste du det?” Hans blik blev utrykt ved at kigge i mine øjne. Han kiggede på hans folende hænder. Han sukkede mange gange, indtil han endelig tog sig sammen. ”Det var alt sammen Harrys ide” Sådan startede han samtalen. ”Han var så ked af den måde han havde behandlet dig, den hate der var kommet på ham.. Han havde fået nok, han ville ikke sårer dig så dybt igen. Jeg vidste intet ved ulykken, den var heller ikke meningen, men det hele var bare perfekt sagde han. Ulykken var voldsom nok til, at kunne have slået ham ihjel. Det var derfor jeg blev bedt om at komme ind alene.” Han stoppede for, at holde en pause. Han åbnede sin mund, men jeg nåede at afbryde ham. ”Hvad så med begravelsen? –Var det kun jer fem der vidste, at det var fake?” Liam rakkede sit blik mod mig, men lod det dale igen da mine øjne mødte hans. ”Ja..” sagde han langt om længe. Jeg kunne høre han skammede sig. ”Igen Harrys ide. Han ville havde det til, at være ægte og vi havde jo pengene til det, så hvorfor ikke. De andre blev jo selvfølgelig tosset på Harry og mig, da vi bare havde aftalt det her. De vidste intet, før vi skulle til, at forberede begravelsen. De sagde det var vores eget problem hvis du fandt ud af det.” Han stoppede. Han stoppede på det perfekte tidspunkt. ”Liam?” Han kiggede på mig, og denne gang holde øjenkontakten sig. ”Ja?” han smilte svagt, men det ændrede sig hurtigt. ”Har i løjet for mig, i hele to år?” jeg ventede på hans svar, mens jeg kiggede ned, mens jeg prøvede at sluge det hele. ”Ja..” Han stemme gav genlyd i mit hoved. Ja, bare et ja. Jeg var vred, knust, forvirret. ”Liam?” han rettede sit blik endnu en gang, som et svar. ”Hvordan kunne i gøre det mod mig?” tårende var begyndt, at trille lige så fint ned af mine kinder. ”Olivia.. Jeg” ”Nej, Liam..” Alt var stille. Det var ligesom, at mute for fjernsynet, bare i den virkelig verden. ”Bare gå..” ”Nej Olivia hør” Liam blev ved med, at ville forklare sig, og vi råbte i munden på hinanden, indtil jeg skreg ”GÅ LIAM” – Hans blik var overrasket, og trist. Liams og mit første skænderi, første gang jeg har skreget af ham.. Jeg følte mig fri.. Fri fra løgnerne..

 

 

_____________________________________________________

Undskylder vente tiden.. Den har været lang, men har haft så mange ting. Eksamen, skriveblokade, arbejde, og det med at sige farvel til venner når de nu tager afsted på efterskole:)) <3 - Håber i har haft en god sommer! - Mys:* 
Forresten, hvis i allerede har læst kapitel 1 er det helt fint, men har rettet nogle steder, dog kan jeg ikke huske hvor meget, og om det har nogen betydning for, det du læser i kapitel 2, i så fald - God læsning :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...