The Perks of Being a Non-Robot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
I en verden hvor robotter har overtaget, og hvor mennesker er deres slaver, lever Cierra Parker. Hun er lige fyldt 18, og det betyder, at hun skal deltage i Formationen. Formationen er en lodtrækning, hvor alle som er fyldt 18 skal deltage. 5 procent af dem, vil blive forvandlet til en robot. Det lyder ikke som mange, men for Cierra Parker gør det, og det er hendes største frygt at blive til en, men mange ting sker, da hun møder den 18-årige dreng Jace Ashford, som ved hvordan man kommer væk. Væk fra den satellit hun bor på.

6Likes
9Kommentarer
371Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Ræk hånden i vejret og sig, du skal på toilettet. Jeg møder dig derude,” hviskede Jace i Cierras øre. Hun kiggede undrende på ham, men han nikkede bare som svar. Cierra rakte sin arm i vejret, og en robot, som havde stået vagt bagerst i lokalet, kom hen til hende.

”Kan jeg få lov til, at gå på toilettet inden jeg bliver omgjort?” spurgte Cierra. Robotten nikkede stumt, hvorefter den fiskede en lille metalting, som hun aldrig havde set før, op ad lommen.

”Tag Magnus McKinley ind før Cierra. Vi har en kode C,” sagde robotten ind i den lille metalting.

Cierra rejste sig og gik ud på toilettet. Efter lidt tid bankede det på døren.

”Hvem er det?” spurgte Cierra usikkert.

”Det er mig. Jace,” sagde Jace.

Cierra lukkede døren op, og inden hun kunne nå at blinke, havde Jace grebet fat i hendes arm, stemplet den, og hevet hende ud af toilettet. Jace begyndte med det samme at løbe, og Cierra fulgte med. Hun vidste bare ikke, hvor de løb hen, men det var lige meget lige nu, for det eneste det talte var, at de kom ud her fra uden at blive opdaget.

 

De løb gennem smalle gange, sneglede sig gennem gange med ruder, og til sidst kravlede de igennem ventilationskanalerne i satellit 15.

”Er det her ikke ved at blive lidt for nemt?” spurgte Cierra med en rystende stemme. Lige nu var hendes største frygt, at robotterne ville komme, og dræbe dem lige på stedet. Og de ville gøre det uden så meget som at blinke.

”Nah, de er alt for dumme til at finde ud af, at der mangler to. De finder nok ud af det om en halv time, men ellers skulle vi være sikre,” svarede Jace med en selvsikker stemme, der fik Cierra til at tro, at de ville klare det. Måske var der en lille bitte chance for, at hun ville komme ud.

”De må da havde lagt mærke til, jeg ikke er kommet tilbage fra toilettet nu, og du mangler også,” sagde Cierra og tvivlen boblede op igen.

”Cierra, robotter vil havde jer til at tro, at de er kloge. Det er de også til en hvis grad, men menneskelig kropsfunktion har de ingen forståelse for. Og deres sikkerhed stinker. De regner ikke med, at nogen vil flygte, fordi de er så bange for dem. Men det er deres svaghed, og det skal man udnytte.”

”Jamen nogen i venterummet må have lagt mærke til vi ikke er der,” blev Cierra stædigt ved.

”Lad nu være med at være så bekymret. De tror sikkert bare, du har forstoppelse eller noget,” viftede Jace det hen.

”Så det du siger er, at alle i det venterum tror, at jeg har forstoppelse?” udbrød Cierra forfærdet.

”Jeg er sikker på, nogen har nogle helt andre tanker, men de vil sikkert bare få dig til at besvime på stedet. Og det har vi ikke tid til lige nu.”

”Jamen, hvad så med dig? Du er der jo ikke, og du sagde ikke noget om, at du skulle på toilettet,” vedblev Cierra.

”Det er det, jeg mener med de andre tanker,” sagde Jace, mens et lille smil spillede over hans læber.

Jace, der kravlede forrest, kunne ikke se det uforstående blik Cierra havde, og de kravlede videre i stilhed, indtil et lille armbånd omkring Jaces håndled bippede, og hurtigt blev et metalstykke af ventilationskanalen fjernet. Jace hoppede med det samme ned, mens Cierra forsigtigt kravlede hen til hullet, hvorefter hun tøvende hoppede ned. Med et lille bump landede hun på gulvet, og med store, opspilede øjne kiggede hun på et lille fly. Det var hvidt med grønne streger på siden. En stor glasrude fyldte det meste af forsiden, og bag glasset sad en mand bag et kontrolpanel. Han havde et fregnet ansigt, rødt hår, og Cierra kunne ikke identificere hans øjenfarve, fordi han havde solbriller på. Cierra kiggede hen mod Jace, og så en mand stå ved siden af ham. Han lignede ham, der sad i flyet, forskellen var bare, at han ikke havde nær så mange fregner.

”Jace, hvem er det?” spurgte hun, mens hun pegede på skift pegede på de to mænd.

”Det er dem, der hjælper os med at flygte, lille Cierra,” svarede Jace.

”Lad være med at kalde mig det,” sagde Cierra irriteret.

”Jamen du er lille,” svarede manden ved siden af Jace. Cierra vendte sit blik mod ham, og klemte sin øjne sammen til smalle sprækker.

”Og det er også min far,” forklarede Jace.

”Det forklarer alt, sagde Cierra og gik hen til flyets indgang. Eller, det troede hun, hun gjorde.

”Øhm, Cierra, indgangen er ved den anden side af flyet,” sagde Jace grinende, mens han gik hen til indgangen. Cierra fulgte efter Jace, og Jace trykkede på sit armbånd, så en lille trappe og en indgang kom til syne. Cierra gik først ind i flyet, og hun blev overvældet af, hvordan der så ud. Der var knapper hele vejen rundt, og de lyste i forskellige farver. I midten var der placeret fire, hvide stole, og i den ene sad den rødhårede, fregnede mand.

”Velkommen om bord på Andromeda,” sagde Jace og satte sig i en stol ved siden af manden. ”Det her er min onkel.”

Jaces onkel vinkede mig hen, og jeg satte mig på stolen ved siden af Jace. Hans far kom ind, og han satte sig på den sidste stol, der var tilbage.

Indgangen blev lukket, et hul i taget brød frem, og flyet lettede. Cierra blev ført et nyt sted hen. Det var lykkedes hende at flygte, og nu ville hun endelig blive fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...