The Perks of Being a Non-Robot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
I en verden hvor robotter har overtaget, og hvor mennesker er deres slaver, lever Cierra Parker. Hun er lige fyldt 18, og det betyder, at hun skal deltage i Formationen. Formationen er en lodtrækning, hvor alle som er fyldt 18 skal deltage. 5 procent af dem, vil blive forvandlet til en robot. Det lyder ikke som mange, men for Cierra Parker gør det, og det er hendes største frygt at blive til en, men mange ting sker, da hun møder den 18-årige dreng Jace Ashford, som ved hvordan man kommer væk. Væk fra den satellit hun bor på.

6Likes
9Kommentarer
373Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mor, jeg er bange,” sagde Cierra med en rystende stemme.

Det ved jeg godt, lille skat,” svarede hendes mor, mens hun børstede Cierras blonde hår. Cierra lignede meget sin mor. De var begge spinkelt bygget, og de havde begge blondt hår, men mens hendes mor havde blå øjne, havde hun grønne, ligesom sin far. Hendes far der nu var en robot. Robotterne havde for ti år siden fundet ud af, at man kunne konfigurere menneskers hjerner, så de ville tænke ligesom robotter, og fem år senere, havde de fundet ud af, at man kunne omgøre dem fuldstændig. Det var sådan de var kommet på ideen; Formationen. Formationen var en lodtrækning, hvor alle der var fyldt 18 inden for det seneste år skulle deltage. Fem procent af alle deltagerne ville blive valgt. Hvis man blev valgt, blev man omgjort. Man blev en af dem. En robot. Det var netop det, Cierra frygtede mest af alt. Robotter vidste ingen tegn på følelser, og de styrede samfundet med hår hånd.

Cierra kunne huske, at hendes mor havde grædt i flere dage efter, de havde taget hendes far. Selv savnede Cierra ham meget, og hun var begyndt at hade robotterne, men hver gang hun mærkede hadet boble op, dumpede en underlig følelse ned i hendes mave. Hvis hun hadede robotterne, hadede hun så også sin far? Det var noget, hun havde gået og tænkt over længe.

Alle 18-årige på Satellit 15 skal melde sig ind til Formationen. Hvis det ikke bliver gjort, vil man blive dræbt på stedet,” kom det ud af højtalerne i deres hus. Det havde været en kold, metallisk stemme der havde talt.

Cierra kiggede sig omkring i stuen, hvis det her nu var sidste gang hun ville komme til at se den. Hun indprentede sig hvordan de to sorte lænestole stod i et hjørne med et lille glasbord i mellem dem. Det var her Cierra og hendes mor ville sidde og drikke te, mens de snakkede om dagens begivenheder. Det her var hendes hjem, og hun vidste ikke, om hun kunne klare at miste det.

Cierra, skat, vi bliver nødt til at skynde os,” sagde hendes mor med en advarende tone.

Cierra skyndte sig ud i entreen, hvor hun begyndte at lede efter en jakke på Yotien. Det var en tynd skærm der sad på væggen, hvor man kunne se alt det tøj man ejede. Hun trykkede på et lille ikon, der viste en kort, rød jakke. Et laser scannede Cierra, og hurtigt sad en rød jakke på hende. Den var hendes yndlingsjakke, og Cierra tænkte, at hvis det her var den sidste dag, hun havde som menneske, så ville hun også nyde det.

Cierra, vi bliver nødt til at gå nu,” sagde Cierras mor, mens hun puffede hende ind i elevatoren. Inde i elevatoren blev Cierra og hendes mors øjne scannet.

Identifikation godkendt,” kom der ud af højtalerne, og Cierra trykkede på en knap, hvor der stod 497. Det var på den etage Formationen foregik.

Efter få sekunder stoppede elevatoren, og Cierra og hendes mor trådte ud i et stort, mørkt, rundt rum. I midten af rummet var der et sort, rundt podium, hvor der var placeret en stor bowle med papirsedler i. Ved siden af bowlen var der en talerstol, og bag den var ti stole placeret i en lige række. Det var der man skulle side, hvis man blev valgt.

Rundt om podiet var der placeret samtlige glasborde med matchende stole. Cierras mor hev hende hen til en af glasbordene, og de satte sig.

Der kom hele tiden flere og flere mennesker til. Det var 18-årige med hele deres familie. Alle ville se, hvem der blev valgt. De fleste så det som en ære at blive valgt, men der var også nogle der var skrækslagne. Det var folk som Cierra, og de havde prøvet at gemme sig væk hele deres liv, i håb om, at samfundet ikke ville lægge mærke til dem. De håbede at de ville være usynlige til Formationen.

Efter lidt tid havde alle fundet sig en plads, og der blev stille på etage 497. Ud af elevatoren kom en robot, og alle drejede hovedet for at se den. Nogle så på den begær, andre med frygt. Robotter lignede mennesker, men man kunne se, at de var af metal. De skinnede på en måde, som intet menneske kunne. Det var uhyggeligt.

Lydløst gik robotten op på podiet, og der kunne man se, at det her var en mandlig robot.

Kvalmen ramte Cierra som et hårdt slag i maven. Den robot kunne være hendes far. Hun vidste det ikke, for alle robotter lignede hinanden. Det var det mest frygtelige ved det. Man var ikke mere unik. Man var bare som alle andre.

Velkommen til dette års Formation. Det er mig en ære at skulle trække ud, hvem der skal være de nye robotter,” sagde robotten med den vante kolde, metalliske stemme. Den gik hen til bowlen, og trak ti små papirsedler ud, som han lagde på talerstolen. Robotten tog den første fra bunken.

Den første udvalgte bliver Cierra Parker.”

Cierra stivnede, og frygt skød gennem hende. Hun var blevet valgt. Det var hendes værste mareridt, der blev vagt til live. Alles øjne i salen vendte sig mod hende, og som i en trance rejste hun sig op og gik op til podiet, hvor hun tog plads på en stol. Det var først der hun mærkede sorgen. Hun ville aldrig se sit hjem igen. Hun ville aldrig sidde og drikke te sammen med sin mor i de to lædder lænestole.

I en døs gik ceremonien videre, og Cierra nåede kun at opfatte de to sidste, der også skulle omgøres. En dreng der hed Jace Ashford, og en pige der hed Marianna Clementon. De tog plads på de to sidste stole, og robotten gav en sidste tale. Cierra fik kun hørt halvdelen, og det hun fik hørt, lød ikke rart. De ville blive taget væk efter det her, og de ville ikke få lov til at sige farvel til deres familie, da det kunne gøre omgøringsprocessen vanskelig. For mange følelser, selvfølgelig. De var svære at forholde sig til som robot.

 

Cierra og de andre udvalgte sad i et lille, hvidt rum med glasmøbler over det hele. Der lå fwerxer på bordet, som man kunne læse på. Fwerxer var en lille glasplade, som analyserede ens DNA. Når det var gjort, kom et hologram op. Fwerxer var programmeret til, at man kunne læse på dem. Nogle få af de udvalgte havde taget en, men de andre var for nervøse til at kunne læse.

Ved siden af Cierra sad en dreng, og Cierra kunne huske hans navn fra Formationen. Han hed Jace Ashford. Han havde skinnende, brunt, pjusket hår, grå øjne og han havde en hudfarve Cierra aldrig havde set før. Den var lys med en brun nuance. Hendes egen var lys, ja, næsten hvid, og hun undrede sig over, hvordan han kunne have en brun nuance. I historietimerne havde hun læst, at man kunne blive brun, ved at opholde sig under solens stråler. Man kunne ikke være udenfor i solens stråler på satellit 15. Cierra kom frem til, at det nok bare måtte være i hans rødder, men der var nu stadig noget underligt ved det. Folk på satellit 15 havde alle den samme hudfarve.

”Er det så spændende at stirre på mig?” spurgte drengen, og Cierra røg tilbage i sit sæde af forskrækkelse. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun havde stirret, men det havde drengen åbenbart. Cierra rødmede, og en lyserød farve spredte sig over hendes kinder.

Han smilede smørret over Cierras rødmen og rakte hånden frem til hende.

”Jeg hedder Jace,” sagde han.

”Cierra,” svarede hun med en svag stemme. Hun var ikke vant til at snakke med fremmede. Ikke engang henne i skolen havde hun snakket med nogen. Hun havde prøvet at gøre sig usynlig.

Jace lænede sig frem mod hende, og han hviskede i hendes øre; ”forresten, så ved jeg hvordan man kommer væk herfra.”

Cierra spærrede øjnene op, og kiggede chokeret på ham.

”Hvis du tør, tager jeg dig med,” sagde han dæmpet, og Cierra kunne ikke gøre andet end at nikke stumt. Hun kunne komme væk.

En robot kom ud fra et lille lokale, hvor han havde en fwerxer med. Cierra kunne ikke se, hvad der stod, men hun gættede på, at det var en navnelist med dem der skulle afgøres.

”Vi vil gerne se Cierra Parker derinde om ti minutter,” sagde den, og vendte så tilbage til det lokale den var kommet fra.

Endnu engang stivnede Cierra. Hun havde kun ti minutter tilbage som menneske. Hun kunne umuligt nå at flygte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...