Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
831Visninger
AA

19. Vand-Jord-Ild-Luft

Kraften der slog os i møde fra Asulero, efterladte ingen tvivl. Han var virkelig den han gav sig ud for at være. Jeg brugte mine evner på at prøve at se hvor meget stærkere han var, men det eneste jeg nåede indtil var en mental mur. Jeg prøvede at skubbe til den, men blev selv presset tilbage.

 

”Hvis du så gerne vil se det” Sagde en hæs stemme, og muren væltede. Gid den ikke var væltet, gid jeg ikke havde ønsket mig det, hvis han ikke kunne mærke hvad jeg prøvede på. For det jeg så, var langt mere skræmmende end noget jeg nogensinde havde set, eller prøvet. Mørke tråde klistrede sig til alt, og der lå tusind små stykker af skyggen inde i ham. Samtidig pulserede en magi så stærk, at den slog mig uden overhovedet at spile 2 % af dens kræfter. Selv hvis vi havde haft Aya, havde jeg svært ved at se mulighed i at vi kunne give ham i fair kamp.

 

Jeg har set nok, tænkte jeg, og glemte at han var så magtfuld at han sagtens kunne læse mine tanker.

 

Nej, du har slet slet ikke set nok, min lille skat. Stemmen overdøvede at andet, fyldte hele mit hoved, alle mine tanker, alting. Den fik en hær af mine nakke hår til at rejse sig, og vækkede samtidig noget nyt. Noget farligt.. jeg måtte virkelig se at komme ud herfra. Jeg prøvede forsigtigt at komme ud, og blev kastet tilbage. Denne gang brugte alle mine kræfter rev og slid, men intet hjalp. Et lille lys viste sig langsomt. Det kom tøvende hen mod mig, og jeg tog glædeligt imod det, noget lys i alt mørket. Lyset fik en mærkelig grum farve, og blev absoberedt ind i mig. Derefter følte jeg mig mere stærk, prøvede at komme ud, og kom endelig ud. Jeg åbnede øjne og gispede efter luft.

”Er du okay?” Spurgte en stemme. Jeg skulle til at svare at jeg faktisk havde det helt fremragende, da jeg så at Asulero var i gang med at angribe Lilly. Hun kastede 10-15 ildkugler efter ham, men han parade dem, og kastede en søjle af ild mod hende. Jeg løb hen, og kaldte på rødderne nede i jorden.

 

“Lorem ipsum, quod contaminant!”  Det latinske sprog sneg sig ud af min mund, forstærkede magien, og rødderne gjorde villigt som jeg sagde, og fangede ham i et net af rødder.

 

“Hvad sker der med dig?”  Var det bare mig, eller var det ikke Lillys stemme der kom ud af hans mund?

Endnu et trick for at forvirre mig, og det virkede. Jeg tøvede, og trådte tilbage.

 

 Han var mere bedragerisk end jeg havde troet. Så var han pludselig ude af rødderne, og kastede vand efter Lilly, men han var betydeligt svækket, og vandet var ikke særlig kræftfyldt. Jeg bad træerne tage fat, og de slyngede ham væk fra Lilly. Hvor kom alle de nye kræfter jeg havde fra?”

 

***

Luna havde svært ved at få vejret, og gispede. Træet havde slynget hende lige ind i Lilly. Hendes kræfter var svækket, Asulero havde magt, eller i hvert fald forhekset Sophia, og Lilly prøvede alt hvad hun kunne at trænge igennem til Sophia. Luna måtte få hendes kræfter igen, eller havde de ingen chance mod Sophias kræfter. Asulero lænede sig afslappet op ad et træ, og det pinede Luna at hun hverken kunne skade ham, og at han bare stod der og nydte forestillingen. Sophia gjorde arbejdet for ham.  Hvad skulle de stille op?

Hun kiggede ned på sin halskæde, og lagde ud af øjenkrogen mærke til at Asuleros smil blev bredere. Det smil fortalte hende mere end tusind ord. Det gav så god mening. Hvad skulle han ellers bruge det til?

Hun rev halskæden ud, og smed den fra sig. Hun skreg, det gjorde både fysisk, og mentalt ondt over det hele. Det gav ingen mening. Hun kravlede gispende hen mod halskæden, det gjorde ondt i alle lemmer, og hendes hoved føltes underligt slapt. Asulero grinte, og hans latter steg i styrke da hun var under en meter fra den, og han gjorde et vip med hovedet, og halskæden fløj over 10 meter væk.. Luna stønnede inden i sig selv. Hun ville ikke have at han skulle høre det, den glæde skulle han ikke få. Men noget i hans ansigt fortalte hende at han havde hørt hende alligevel. En tankelæser. Hun kravlede, stønnede, til sidst kunne hun ikke mere, og tåre kom frem.

 

”Tænk. Hvis halskæden ikke var kilden, hvad var så? Eller måske var halskæden kilden. Kilden med alt hendes magi. Selvfølgelig! Halskæden havde suget alt hendes magi til sig, men uden magien ville hun dø, derfor havde hun alle de smerter. Han havde gjort sådan at det var umuligt for hende, bortset fra en ting.

Det drejer sig om magien i dit indre, du kan godt uden den, tænkte jeg beroligende. Så koncentrerede jeg mig, søgte dybt ind i magien i mit indre. Ja, en lille dråbe. Dråben blev større, men krøb helt sammen da en intens mørke kilde kom ind mod den. Asulero vidste jeg var på sporet, og prøvede at stoppe mig

Du kan godt, det var lige ved at lykkes før, bare koncentrere dig, ignorere smerten!

 

Dråben flød gennem mig, igennem hele min krop. Elias havde ret. Magi kom fra hjertet. Jeg kunne mærke den flyde fra hjertet, ud i mine fingerspidser. Før nogen forhindrede mig, kom dråben frem, og hentede halskæden. Dem løftede den hen i min hånd, og forsvandt med et lille blob! Stenen var kold, og det føltes som om en uendelig flodbølge blev ved med at overstrømme mig, og med en sidste kræft anstrengelse gjorde jeg mine til at kaste den ned i jorden. Asulero reagerede hurtigere end jeg havde forventet. Han kastede mørke tråde mod mig, og jeg holdte stenen som et skjold. Den knustes og blåt substans syntes at flimre i luften, indtil det fløj ind og jeg absorberede det. Mine kræfter kom igen, stærkere end nogensinde. Asulero fortrak ikke en eneste mine, da jeg løb over mod Lilly.

 

***

 Jeg kan ikke holde længere, tænkte Lilly. Der går ikke lang tid før jeg kommer til at skade hende ved et uheld, eller at hun tvinger mig til at forsvare mig og skade hende. Hun havde brændt græsset, og Sophia stod stille et øjeblik. Så trak hun buen frem.

 

 Åh shit! Det var hvad jeg havde frygtet!

 

Lige før Sophia sendte buen af sted, rejste vandpytten ved siden af hende, og tog form af en ugle. Uglen baskede med vingerne, og gjorde Sophia driv våd, og - vigtigst af alt- Distraherede hende. Luna kom styrtende hen mod hende.

 

”Få blindheden til at gå væk, held de åbne sår!”

 

”Hvad laver du?” skreg jeg.

”Du må heller ikke forlade mig, jeg kan ikke klare jer begge to!” Skreg jeg videre.

”Jeg gør det nødvendige for at besværgelsen skal virke” Svarede Luna.

”Bringer stærke førelser i hende”

Før jeg nåede at standse hende, løb hun ind foran den næste pil Sophia spændte, og blev ramt.

Sophia stod stum, og så var det som om noget lige gik op for hende. Hendes blev klart, og hun styrtede hen mod Luna.

Hun hviskede indtrængende til Luna, som pludselig lyste blåt, og rejste sig op, helt uden skrammer. Nu.. skulle vi af med Asulero…

***

Sophia ledte hele hendes hoved igennem, alle besværgelser, alle bøger, for at finde en løsning. Så røg hun flere meter tilbage, og landte hårdt på jorden.

”Jeg er træt af at lege, i begynder at blive kedelige. Lad os sørge for at komme af med jer” Spandt Asulero. Nu ledte jeg panisk efter enhver løsning. Vi skulle af med ham, men det kunne vi ikke uden luft og…

 

En sort tornado formerede sig med Asulero i midten. Hver gang jeg kiggede ind i den, blev mit blik helt mørkt, og hun blev blind for en stund. Imens begyndte Asulero at lege med Luna. Sorte klistre tråde kom ud fra tornadoen, og hen mod hende. Lilly så ud som om hun skulle kaste op, og hendes ansigt blev blegt, da mørket formede sig til en stor slange. Lilly mimede ”Nu”. Hvis jeg havde en plan, skulle den i gang nu. Før det var forsendt. Og uden Aya…

Med mindre vi kunne bringe hende tilbage, og SAMTIGDIG få Asulero bevidstløs. Men kunne vi bruge så mørk en magi? Vi måtte prøve.  

 

”Lad mig rejse med mørket!”

 

Jeg mærkede tydeligt magien strømme igennem mig, klar til at gøre som jeg ønskede. Jeg kom midt ind i tornadoen, sammen med en meget målløs Asulero.

 

”Du kan umuligt være stærk nok til at komme herind! Du er en illusion!” Sagde Asulero.

 

”Nej, Asulero. Det er dig der er en illusion! Du er ikke andet en mørke. Og hvordan jeg kom herind? Mens du havde travlt med at grine, fik Luna ophævet den mørke magi du havde sat ind i mig. Den blev forvandlet til lys magi, og lad os bare sige at du puttede rigtig meget magi ind i mig. Nu kommer du til at fortryde det!”  Råbte  jeg.

 

”Kære moderjord, kære herskerinde mellem liv og død, lad det mørke dø for et kort øjeblik og lad lyset vågne!”

 

Jeg råbte og brugte så meget kraft jeg kunne, og pludselig faldt Asulero sammen som en kludedukke. Tornadoen forsvandt, og jeg løb hen mod Aya, der nu sad op, og kiggede forundret omkring.

 

”Jeg døde” Hendes stemme var huld, men begyndte ligesom hendes ansigt at komme til live igen.

”Nu lever jeg!” hun rejste sig hurtigt op, men faldt igen. Som et  barn på usikre ben, gik hun op igen, og dansede og smilede.

”Aya, du er ikke i live igen” Prøvede jeg at sige. Men hun kiggede bare glad på mig.

 

”Selvfølgelig er jeg det! Jeg bevæger mig jo og snakker!” Lilly og Luna kom styrtende hen, og krammede hende.

 

Tårerne væltede ned ad deres ansigter, og de smilede glad. Jeg var den eneste der kendte sandheden.

 

”Lad os bekæmpe Asulero en gang for alle!” Sagde jeg. Vi stillede os alle sammen i en rundkreds rundt om Asulero, og mumlede begyndelsen på besværgelsen. Jo længere vi kom, jo højre og mere kræftfyldte blev vores stemmer. Vi begyndte uden at vide det at tale i kor, og vores stemmer nåede ud i hver levende del af Vendilia.

 

”Jorden er centrum for alt liv. Det er levehjemmet for alle væsner, dyr såvel som mennesker. Vi bliver født ved hjælp af vores hellige Moderjord, som ligeledes står der med åbne arme til når vi tager af sted. Lad hende tage imod Asulero, med lige så åbne arme. Han er ikke andet end endnu et offer for mørket. Han har levet mange liv, mange flere end alle dem han dræbte. Hans tid er forbi!” Sophias stemme var fyldt med en kræft der langt oversteg hendes egen. Hun mærkede græsset om sine ben svage og kærtegne hende i en form for velsignelse.

 

”Ilden giver styrke. Den fortæller os i vores hjerter at vi skal kæmpe videre. Den fortære alt ondt, og lader kun styrken og kærligheden brænde i vores hjerter. Men ild kan også fratage styrke. Vi ber dig ikke om at brænde styrken ud af Asulero, men at brænde alt den magi mørket har forgiftet ham med!”  Lilly mærkede hendes hjerte blive varmt, og mærkede hvordan varmen gav hende en førelse af tryghed, som gav hende mere styrke.

 

”Vand er håb. Den vasker os, og kysser os blidt når vi er kommet til skade, giver håbet om healing. Den giver håb for alle der drikker det, håbet om at livet ikke er forbi. Vand er i sin sandhed et spejl. Et sjælespejl. Den renser sjælen for alt hvad der er skidt, og lader alt det gode komme frem. Den lader håbet leve i os alle, når vi ser vores skikkelse blive smukke i vandet klare overflade. Giv Asulero håb for at finde lyset i alt mørket!” Vandet brusede i  Lunas øre, og gav hende håb. Håb for at hendes kræfter virkelig var kommet tilbage.

 

”Vind er visdom. Den viser os vejen frem, ved at lade vores forfædre hviske i vores øre. Den giver os klarhed, og for os til at tænke over tingene. Jeg har ikke selv tænkt særlig meget de seneste år. Jeg vendte ryggen til den viden, der gjorde så ondt inden i. At mine søstre forrådte mig. Men ligesom viden er smerte, er den også fred. Vinden giver os et sidste blidt, og usynligt skub i retningen af viden, i retningen af sandheden. Og selvom den gør ondt, vil sandheden altid være det højeste der bliver sagt i en sal med tusind løgnere. Lad Asulero vide hvad han har gjort, og lad ham med den viden, aldrig vende tilbage” Aya følte vinden lege med sit hår, og grinte. Sammen med de andre råbte hun i kor:

 

”Lad mørket forsvinde ved kræft fra de fire elementer, de fire livs regler!”

 

Asulero lyste grønt, blåt, rødt, og lysende hvidt. Så gispede han, og en ånd kom til syne. Asuleros ånd så rasende ud.

Han pegede vredt på Sophia.

 

”Du er skyld i det! Skovens prins vil lide!”

 

Så ændrede hans ansigt sig, nej hans ansigtsudtryk ændrede sig eftersom kræfterne begyndte at virke. Han smilede glad, og fløj opad. Vinden bærede ordet: Tak Med sig. Så faldte de alle sammen ned på jorden. Det havde udmattet dem. I løbet af de sidste to minutter, skete der to ting der forandrede alting. Sophia rejste sig med et ryk, og råbte: ”Nico er skovens prins!” Styrtede hen mod landsbyen, hvor der lå døde vampyrer, og red forbi dem i en fart ingen burde kunne klare. Og Aya vågnede ikke op igen. Nogensinde…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...