Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
831Visninger
AA

1. Sophia- Stemmerne

Bladene knirkede under mig, da jeg let gik over dem. Ikke en lyd sagde de, da min fod, nærmest kun min tå, rørte deres fine overflade. Det var svært bare at slappe af, når man var skyggejæger. Ens medfødte instinkter blev ved med at køre, selvom man var flere kilometer fra fare. Men som reelt kunne man tæmme dem.

Men nu, var alle mine sanser i højeste beredskab. Det var mærkeligt. Jeg var bare ude for at finde brænde til bålet, sådan da. I virkeligheden ledte jeg efter brevet, som Nico havde lagt på vores sædvanlige gemmested.

Nico var elv, og en af mine gode venner. Selvom vi godt nok havde været mere en bare venner, i lang tid nu. Nico var en vogter, beskytter af skoven, så et forhold var helt udelukket for ham. Når man var vogter, havde man delt halvdelen af sin sjæl til skoven. Man kunne føle når den var i fare, man kunne føle hvad den manglede, skoven var blevet ens soulmate. Nico havde næsten giftet sig med skoven. Hvis nogen fandt ud af det om os, ville de se det som forræderi mod skoven. Jeg sukkede højlydt.

Hvis Nico og mig havde mødtes før, hvis bare han ikke havde... hvorfor skulle alting være så kompliceret! Hvis bare jeg kunne dele mine førelser for Nico med nogen, eller noget. Mine tanker kom hen til Luna og Lily, mine søstre. De kendte godt Nico, men vidste ikke mine førelser for ham, eller at vi skrev til hinanden. Med det fag vi arbejdede inden for, var det bedst hvis ingen kendte til det. Folk ønsker tit hævn over os, og hvis de gjorde noget ved skoven... den tanke var ikke spor rar. Hvis soven døde, ville halvdelen af Nicos sjæl gå tabt. Han ville være tvunget til at gå viljeløst rundt, indtil han døde. Han ville blive udødelig, så at sige. Han ville kun kunne dø af alderdom.

"Åh Nico, hvad er det du har sagt ja til?", hviskede jeg lydløst.

Skoven begyndte at blive tættere, så jeg skulle snart dreje til venstre. Jeg begyndte at små løbe, kunne ikke vente med at høre nyt fra min prins. Skoven lukkede sig sammen om mig, og jeg blev nød til at kæmpe mig vej nu. Det ville være meget nemmere, hvis jeg havde et sværd. Hver skygge jæger vælger et våben, kun et, og bliver knyttet til det. Våbenet bliver en forlængelse af din arm. Jeg valgte buen, eller valgte den mig? Det havde jeg aldrig fundet ud af.

Jeg kunne ramme præcis, på over 1 kilometers afstand. Jeg havde selvfølgelig over den lille dolk i mit bælte, men den var kun til nødsituationer. Den var smurt ind i det giftigste gift der findes, nemlig Bliulia. Den var meget sjælen, men mig og mine søster havde fundet den, og der havde været lige nøjagtig nok til en dolk hver. Det ville være at kæmpe spild, at spilde den på nogle planter.

Desuden ville jeg ikke gøre skoven ondt, og jeg havde jo  gjort det mange gange. Vi boede oprindeligt i den sydlige del af Vendilia, men kom der ikke særlig tit. Lige nu var vi bare på gennemrejse, men det var dejligt at være lidt "hjemme". Pludselig kom der et voldsomt vindstød, og jeg blev kastet ind i tornebuskene. Jeg kom til at fornærme skoven, jeg havde kaldt den "Nicos". Jeg skyndte at sætte mig på knæ, selvom torne gav mig tåre i øjne. Jeg gik i gang med freds bønnen.

"Ingen menneskelig skikkelse kan eje moder jord, ingen menneskelig skikelse kan kalde noget sted for deres, ingen menneskelig skikelse kan dømme ret, og uret, ingen menneskelig skikelse kan være der for skoven, som moderjord altid vil være, skoven er dens eget eje, og ingen andres legetøj". Efterfulgt af "Tuka".

Jeg ventede, og mærkede skovens velsignelse. "Tak", hviskede jeg, og rejste mig op igen. Jeg kiggede ned på mine ben, de var fyldt med små blodige prikker. Det ville blive svært at finde på en ordentlig undskyldning til mine søstre. Jeg gik videre og nåede endelig til stedet. Træstammen var så bred, at jeg ikke kunne kramme den, og røre mine egne hænder. Jeg kiggede efter nord, og gik om på siden af træet der svarede til syd. Så lagde jeg mig ned, kiggede efter det lille hul, der knap var større en min tommeltot, fandt papiret og rejste mig op. Jeg åbnede det, og begyndte at læse.

kære Skophia

Rygterne siger at vampyrerne samler sig i flokke. Kender i nogle vampyre der jager i flok?  Rygterne siger også, at kongen leder efter nogle specielle skygge jægere, nogle, han vil have bragt til slottet i live. Ved desværre ikke hvordan de "specielle" skygge jægere ser ud, men vil du ikke nok love mig at det ikke er jer? kan ikke holde ud at tænke på, at du er i fare.

Skriv tilbage til mig

Din Skyco

Jeg kiggede en ekstra gang på det, og fandt så nogle små kviste, min flint sten, og brændte det. Så fandt jeg papir og fjerpen frem.

Kære Skyco...

Nej, jeg kender ikke nogle vampyre der jager i flok. Kan ikke love det ikke er os han leder efter. Der sker mærkelige ting, det er som om alting bare venter på at der sker noget. Noget stort. Er bange. Hvordan har Roby det? Savner dig meget, vi må ses inden vi tager afsted igen.

Din Skophia♥

Jeg lagde papiret ind i hullet, og begyndte den lange tur tilbage af. Pludselig blev jeg indhyllet af stemmer. De talte alle sammen, råbte skreg, kunne ikke holde op. Stemmerne var bange, frustreret, men jeg vidste ikke hvorfor. "Stop!" Skreg jeg.

"Hold mund"

"Lad mig være!"

Så forsvandt de, og jeg faldt. Alting drejede rundt. Hvad skete der?, tænkte jeg forvirret. Det var aldrig sket før. Måske var der en troldmand i nærheden? Jeg trak en pil, og spændte buen. Men der var ikke nogen. Jeg anstrengte mine instinkter til det yderste, men ingen fare. Jeg gik hjemad mod hulen, mens jeg hele tiden følte, at nogen holdt øje med mig...

 

 

                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...