Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
820Visninger
AA

12. Sophia- Spørgsmål og oprør Del 2

Jeg græd. Højlydt, larmende, og irriterende. Men jeg kunne ikke lade være. Lillys stemme var stadig i mit hoved.

Undskyld

Det var ikke de ord der var kommet ud af hendes mund, men det var det hun havde mendt. Undskyld. For hvad? Lilly havde aldrig i sit liv sagt undskyld til nogen, og nu sagde hun det for første gang, og så havde hun ikke en grund? Vi skulle dø. Jeg var helt sikker, andet kunne ikke forklare det. Jeg græd igen, lige så højt.

"Hold kæft!", bjæffede en vagt.

Holde kæft? Jeg var blevet overfaldet af vagter, taget til fange uden grund, sat for en prøve, blive udstillet som et sjældent dyr, havde set min søster blive brutalt hånet, og så bad de mig om at holde kæft?!

Vreden var som en ætsende kugle inden i, den kom hele tiden nærmere og nærmere, og ætsede flere og flere lag. JEG.VILLE.IKKE.HOLDE.KÆFT. Efter alt jeg havde været igennem, så måtte jeg ikke en gang græde? Had flød mig gennem mig.

"Gid moder jord engang ser hvilket fjols du er, så ville du fortryde alt hvad du har lavet!" Skreg jeg, ligeglad med om folk kunne høre mig. Jeg skulle alligevel dø.

"Pæne ord, men pas på. Med den atityde for du ikke meget mad, det er nemlig mig der står for næste uges mad"

Vagten grinte hele vejen ned. Så hørte jeg en stønnen, og vagten faldt om. Der begyndte at vokse rødder ud alle vegne, som dækkede hans krop. Rødderne trak ham ned under jorden, som lukkede sig igen bagefter. Hvordan gjorde jeg det?

Jeg kunne bruge mine kræfter. Men det ville være meget risikabelt. Jeg har set hvad magi kan gøre ved folk, jeg ved det bedre end nogen anden. Men hvis jeg nu kunne komme fri, hvis VI nu kunne komme fri, så kunne jeg advare Nico mod Aya. Ville det ikke være det hver? Men hvad nu hvis jeg fejler, og magien gør mig skør? Eller hvis jeg bliver ramt af en skygge? Hvad er konsekvenserne for magien? Jeg kan ende med at rede alle, men jeg kan også være grunden til vores undergang. Men vi har brug for hjælp. Hvis den hjælp ikke kan hentes fra andre, må vi jo selv klare det, ik? Vi har klaret et helt liv i fare og med magi, så hvorfor skulle det her være anderledes? Vi havde vundet hver gang, vundet over Skyggen, vundet over magi, så hvorfor ikke prøve? Der findes jo god magi, og er det ikke sådan noget jeg har i mig? Eller lukker jeg op for den mørke del af mig? Hvad vil der ske? Hvis det er vores eneste udvej, skylder jeg så ikke mine søstre at prøve? Jo, jo det gør jeg...

"Jeg prøver, for vores skyld", hviskede jeg lavt. Men hvordan gjorde man? Hvis jeg tænkte tilbage på det der skete i arenaen, hvad havde udløst min magi? Det skete lige efter jeg var blevet kastet ind i det træ, af varulven. Måske skete det når jeg kom fysisk til skade? Nej, det kunne ikke passe, så ville magien nok være sluppet løs lidt før. Men hvad uløste så magien? Udover illusionen havde der jo ikke rigtig været noget specielt ved det at jeg kæmpede mod en formskifter. Måske skulle jeg ikke tænke så meget over det, og bare gøre det i stedet? Ligesom med vagten? Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men intet skete. 

Det her er jo umuligt!  Tænkte jeg frustreret.

I det samme hørte jeg en lidt for skinger pigestemme.

"Hey du der, ja dig! Kom herover"

Jeg gik langsomt hen mod pigen i det højre bur ved siden af mig.

"Vi planlægger at lave et oprør, vi arbejder alle sammen for at komme ud af det her rottehul, hvis du hjælper får du din frihed, og fornøjelsen af at slå igen på de åndssvage idioter til vagter. Er du med?

Jeg blev så forbløffet at jeg ikke kunne andet end at nikke stumt.

"Godt, sig det videre", hun gjorde et nik i retningen af pigen til venstre side. "Men sørg for at vagterne ikke lægger mærke til noget".

Jeg nikkede, og gik hen mod pigen til venstre. Hun havde langt sort hår, og en bleg mat hud farve. Hendes øjne var grå og matte, men hun så kun ud til at være de 25 somre. Jeg fortalte hende hviskende hvad jeg havde hørt, og hun gik hen for at sige det samme til den ved siden af hende. Tænk at et  fangehul kan gøre folk så desperate, at de vælger at stå sammen selvom de måske er på hver sin side af grænsen. Tanken fik mig til at smile, for første gang i rigtig lang tid...

***

Det havde krævet en stor del fra alle partner, at planlægge et oprør uden vagterne fik mistanke. Alle havde været så diskrete som muligt, og havde gjort deres for at komme med ideer til planen. Planen var at når der var aftensmad, så skulle en fe bruge sine vinger, og gemme sig oppe i loftet. Når vagten så at der manglede en, ville han nok tilkalde sin makker, og sammen ville de gå ind i cellen. Derefter ville feen snuppe nøglerne, og låse vagterne inde. De ville nok råbe, men vægende er lydsikre her nede i fangehullet, så kongen ikke skulle høre på fangerne klage sig dag og nat. Derefter skulle fangen så få befriet Lilly, og en tyv ved navn Simon, deres opgave var at finde alle våbnene der var blevet taget fra fangerne. Imens ville Feen som hed Elina, befri alle fanger. Det var hendes hovedopgave.

Min hoved opgave var at sørge for at holde vagt, indtil alle fangerne var befriet, og havde fået deres våben. Derefter ville det blive en kamp på liv og død, hvor alle fangerne ville storme ud. Men mig og Lilly blev nødt til først at finde Luna. Jeg havde spurgt dem alle om de havde set hende, men ingen kendte hende. Hun var stadig forsvundet. Elina, feen der skulle befri os andre, havde ikke troet at hun stadig kunne flyve, da vagterne havde sagt at de ikke troede på feer, så hun mistede sin kraft. Men alle i cellerne begyndte at råbe: jeg tror! Vagterne kunne ikke stoppe det. Hun viste selvfølgelig ikke vingerne, hun lå bare og græd over at det ikke virkede, for at narre vagterne. lige nu sad jeg, ligesom de andre, bare og ventede på at planen skulle i gang. Endelig kom der en og serverede mad.

Jeg hørte ham råbe til den anden vagt at han skulle komme derned, og så gik planen i gang. Vagterne råbte da de blev låst inde, og jeg så Lilly og Simon suse afsted mod udgangen. Hun nikkede kort til mig, og jeg tilbage. Så forvandt hun ud af døren længst nede til venstre. Jeg sad lyttede efter hver lås der blev drejet. Hver person der kom fri. Endelig blev det mig, og jeg styrtede ud for at holde vagt. Jeg løb ret usikkert, efter så mange timer i en lille celle. 

"Stop Sophia!"

Jeg vendte mig hurtigt om, og så pigen der havde fortalt om oprøret til mig. Hendes blonde hår var kort, og gik ikke en gang ned over hendes øre. Hun havde guld øjne, der lyste af iver. Hun var fri. I hånden holdt hun et sværd fra vagterne. Hun kastede det over til mig, og jeg greb det, og smilede taknemmeligt. Hun nikkede, og jeg løb videre. Helt hen til enden af gangen, og så ud af døren. Jeg kunne ikke tilbage holde et suk. Endelig ud fra de fire vægge. Jeg holdt godt øje, hvert minut bankede mit hjerte højere og højere. Endelig kom Lilly tilbage, og hun skyndte sig hen til mig.

"Vi skal bruge flere hænder til at bære dem!"

Jeg styrtede ind, og meddelte fangerne om det. Det endte med at Elina, en dreng ved navn Jack, og en pige ved navn Nicoline kom ud og løb med dem for at bære våbnene. Jeg stod og holdte vagt, indtil jeg så en vagt komme. Han gik langsomt, vidste åbenbart intet om hvad der foregik. Jeg gik langsomt hen mod døren, og satte den på klem. Så snart vagten kom ind, slog jeg ham i hovedet med den forkerte side af sværdret. Sværdret var tungere end jeg havde forestillet mig, og vejede meget i min hånd. Jeg anede ikke hvordan man brugte sådan et våben, det var Lillys afdeling. Lige da jeg tænkte på hende, kom hun og de andre styrtende hen mod mig.

"De kommer!" Råbte Jack som den første da de var noget helt hen til mig. Jeg tog min bue som han holdt, og vi skyndte os inden for. Det tog ikke lang tid at finde ud af hvis våben var hvis, for de fleste havde ikke et, så de havde også taget nogen fra vagternes våbenhus.

"Er i klar?" Spurgte Jack. Alle nikkede, store som små, tykke som tynde, formskiftere, vareulve, skyggejægere, hekse, og feer som Elina. Alle stod vi sammen, og var klar til at kæmpe for vores ret, og frihed.

"Alle til angreb!"

Vi styrtede alle sammen ud ad døren, og gik til angreb. Stemningen var helt ubeskriveligt, så fuld af liv, at jeg fældede en lille tåre af lykke, da jeg skød den ene pil efter den anden. Mine bevægelser var smidige som en kats, og jeg kunne allerrede føle min styrke vende tilbage. Sammen med min bue følte jeg at jeg kunne klare alting.

Pludselig hørte jeg et skrig. Jeg vendte mig om, og så Lilly holde en mand på knap de 40 somre i hånden. Hun fældede en enkelt tåre, og han sagde noget. Så rejste hun sig op, og kæmpede videre med sit sværd, men først efter at hun havde flyttet mandens lig væk fra kampen. Jeg spekulerede over hvem han var, men tænkte at det ikke var det rette tidspunkt.

Vi kæmpede mod over hunrede mænd, og snart var vi ude i slotsgården. Vi løb hen mod den store port, og stoppede forskrækket op. Blake og tusind krigere stod foran porten, og vist også bag ved den. Igen havde han overvundet os. Igen havde vi undervurderet ham. Ved synet af ham, kom min hukommelse tilbage.

"Alle går tilbage til deres fangehuller lige nu, ellers tøver vi ikke med at gribe til vold!" råbte han klart og tydeligt.

"Det her er forkert, og du ved det!", råbte en stemme. Alle vendte sig om for at se, hvem stemmen kom fra. Langsomt og roligt gik Luna frem. Langsom, og dødsensfarlig. Jeg kunne ikke fatte det var hende. Hendes øjne var hævede og røde, som havde hun grædt i timevis, men det var hende. Jeg havde helt glemt hende under kampens hede. 

"Og hvorfor skulle jeg tro dig, som lyver og bedrager, og dræber uskyldige?". Blakes stemme rungede igennem hele slotgården, og folk trippede nervøst. Stadig stod Hun helt rolig. Jeg gik hen mod hende, og så Blake løfte øjenbrynet.

"Vi dræbte Kazasuka. Hun var blevet ramt af skyggen, og hun ville uden tøven have dræbt dig hvis hun fik chancen. Derfor dræbte vi hende!"

Blake så ud som om jeg havde slået ham hårdt, og råbte rasende: "DET ER LØGN! LØGNER OG BEDRAGER! Hun var ikke andet en en uskyldig pige der havde mistet sine forældre!"

"Hun dræbte sine forældre!". Råbte jeg. Han blev helt stille. Alle blev helt stille. 

"Det kan ikke passe", hviskede han.

"Jo, hun dræbte dem, og du så det. Hun fik dig til at glemme det ved hjælp af magi. Du vedd at det er sandt inderst inde"

Jeg håbede han ville lytte, for ellers var vi færdige. Et øjeblik så han forvirret og tom ud, og så var det som om en dør åbnede sig. Først så han rasende ud, men så så han helt fortabt ud. Til sidst kom den gamle kriger tilbage, men han så ud som om han var blevet fri for en stor byrde.

"Åben porten", sagde han langsomt.

"Hvad? Mester er det nu også en god ide..."

"Jeg sagde, ÅBEN PORTEN" Han råbte så alle hørte det. Vagterne gled til side, og porten åbnes. Alle styrtede ud, imens vagterne så helt forvirret ud. Jeg løb ud, men vendte mig om, og så Luna og Blake kysse. Det var så intimt, at jeg blev nødt til at kigge væk. Jeg vendte mig væk, hun skulle nok komme, og løb ud i friheden...     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...