Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
830Visninger
AA

6. Sophia- Overasket

Rummet camouflerede sig godt, og med den store himmelseng, det lille natbord af træ, og tæppet med alle mulige mønstre der hang på væggen, kunne man næsten forestille sig en fin dame bo her. Mine øjne var dobbelt så skarpe som en kats, men selv et normalt væsen, ville gennemskue hvad rummet i virkeligheden var. Et fængsel. Ingen vinduer, ingen hemmelige veje, og døren kunne kun låses, og åbnes udefra. Jeg havde kæmpet hele natten, prøvet at slippe fri, og det var næsten lykkes, indtil stemmerne kom igen. 

Hvis jeg bare vidste hvor de kom fra. Ingen andre kunne høre dem, og jeg havde aldrig læst noget om det, selvom jeg havde læst rigtig meget. Jeg elskede at læse, det var som at åbne en port til en anden verden. Man fortog en stor rejse, og rejsen var kun lavet til en selv. Nico var ikke så vild med at læse, men havde stor respekt når jeg var fordybet i en bog. Jeg hvilede hovedet mod væggen, og skar en grimasse, da tæppet kradsede mod min hovedbund.

Jeg savnede at mærke den hårde, men dog trygge, klippegrund mod min ryg.  Åh gud, hvor jeg dog savnede Nico! Og Ruby. Ruby var Nicos lille søster, en lille pige på knap 7 somre. Hun var meget intelligent af sin alder at være, og det var på grund af hende jeg var begyndt at læse så meget. Hun havde siddet stille, og var fordybet i en bog da jeg kom ind på hendes værelse.

"Hvad laver du?" Havde jeg spurgt. "Læser", svarede hun uden at kigge op. Først var jeg bare blevet forbløffet. Man burde først kunne læse når man var fuldt 9 somre.

"Er det ikke kedeligt?"

"Nej, det er meget spændene"

"Du laver jo ikke andet end at stirre på en masse bogstaver, hvordan kan det være spændene?"

Hun bøjede siden hun var kommet til, og kiggede op på mig med de der alvorlige øjne, som jeg altid havde syntes var alt for voksent til hende.  Bogen blev lukket med et lille klem, og jeg så nu forsiden. Bogen hed "Alt det man søger efter, men aldrig finder". Coveret var et stort hjerte, med en krone foroven. 

"Luk øjne", befalede Ruby.

"Hvorfor?"

"Gør det nu bare", hun kiggede stædigt på mig. Jeg sukkede, og gjorde som hun sagde.

"Du skal forestille dig, at du er en ork"

"Men jeg er jo ikke en ork!"

"Shh, lad som om"

"Du leder efter din livs kærlighed, vel vidende at du aldrig vil kunne finde den"

"Det er jo latterligt, orkere kan ikke blive forelsket!"

"Det er jo derfor du ved du aldrig kan finde din livs kærlighed!"

 Jeg begyndte så småt at forstå, og lyttede interesseret.

"Du vil aldrig blive forelsket, men du har en førelse af at du bliver nødt til at søge efter det"

"Du søger over alt, men finder ikke nogen, og er lige ved at give op, indtil hun pludselig står der"

"Hvem?", spurgte jeg interesseret.

"En prinsesse, fra vest-landet. Hendes hår er brunt som træerne, hendes øjne er grønne som selve Modernatur, og hendes hud er lige så lys og ren, som solen. Læberne er fyldige og røde, og hun har et lille vemodigt smil"

"Du ved, at hvis du kunne blive forelsket, ville du blive det på stedet, så du går over til hende, og fortæller hende om dine "Ikke eksisterende" førelser, og hun ler. Du rødmer, og hun siger at det ser sødt ud. 2 år senere holder i bryllup, og selvom du aldrig elskede hende, og hun vidste det, levede i lykkeligt til jeres dages ende" ...

Det havde fået mig til at læse, hun havde været grunden. Nu var hun syg, og led af gifhag. En livsfarlig sydom, der kunne ramme alle og enhver, og indtil videre var den u-helbredelig. Det var så uretfærdig. Ruby var den sødeste og klogeste i hendes alder jeg kendte, og hvis der var nogen der ikke fortjente det, var det hende. Hun var ikke Niocs biologiske lillesøster, hun stammede faktisk fra et sted kaldet "Jorden". Der skulle bo væsner ved navn Mennesker, som levede helt anderledes end os.

Rubys forældre havde ikke været raske i hovedet, og havde prøvet at slå hende ihjel så snart hun blev født. Hvad der ind skete der efter, vidste jeg ikke, men hun havde fundet en potal til vores verden, og var kravlet igennem den som baby. Nicos forældre havde fundet hende, og taget sig af hende. Vores forældre havde været gode venner med Nicos, men først blev de dræbt, og derefter blev Nicos far dræbt. 

Mig og Nico havde skrevet sammen lige siden, men havde ikke rigtig set hinanden. Vi havde brugt kode navne som Skyphia, som en ekstra forsigtighed.

Jeg hadede at være inde i sådan et aflukket rum som dette, hvor intet lys kunne trænge igennem. Pludselig hørte jeg låsen glide til siden, og jeg skyndte mig hen til døren. Jeg gemte mig bag ved den, og ventede. Døren gik op, men ingen kom ind. Jeg var ikke dum, de stod og ventede på at jeg kom ud, så de kunne bedøve mig. Da jeg mindst ventede det, kom en stor flagermus ind, og jeg fik et chok da jeg så at den i sine føder holdt en stor kanyle. Før jeg nåede at forsvare mig, mærkede jeg kanylens kolde stål prikke gennem mit hud, og blev langsomt slap...   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...