Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
826Visninger
AA

7. Sophia- Hukommelse og frygt

Turen hen til det store kammer havde været rædselsfuld. Sprøjten havde bedøvet mig, ikke slået mig ud. Så jeg kunne kun kigge på, mens de bærende mig ind. Jeg prøvede at kæmpe imod, prøvede at sige noget, gøre noget, men jeg kunne ikke. Jeg var effektivt lammet, og nu var jeg inde i et rum, der var bedre bevogtet, end kongens gemakker. Ud fra et rundt vindue til højre side, sad Blake og kiggede interesseret på mig. Jeg følte frygten prikke mig på ryggen. Den måde han så på mig, den måde hans øjne spejdede til rummet, og tilbage til mig, det virkede så... bekendt. Jeg kunne ikke have set ham før, det var umuligt, men måske en slægtning?

Jeg blev smidt ind på gulvet, mens vagterne skyndte sig ud, hørte jeg et lille klik! Nu var der ingen vej ud, hvad han end havde planlagt, blev jeg nødt til at gøre det.

Jeg vendte mig rasende ud mod ham, men modsat vagterne der veg væk fra mit vilde blik, kiggede Blake roligt tilbage. Det var som om han så lige igennem mine grønne øjne, ind i selve min sjæl. Gåsehuden kravlede op og ned ad min arm. Mens jeg havde opmærksomheden vendt mod vinduet, blev jeg pludselig kastet til siden med så stor en kraft, at jeg et øjeblik ikke kunne få vejret. Jeg satte mig gispende op, og så lige ind i en formskifters lilla øjne. Formskifteren kiggede på mig, gennem sine tiger øjne. Mine ben stod op, før jeg overhovedet havde opdaget det. De førte mig hen mod det runde vindue, og der opdagede jeg dem. Mine våben lå i en fin bunke bag tigeren.

Der var bare et problem. Det var ikke mine våben. Det var en illusion. Det kunne mine øjne tydeligt se. Jeg sukkede frustreret.  Ikke fordi jeg var bange, og havde brug for dem, en tiger var ingenting i forhold til det jeg normalt lavede, men hvis de hev nogle vampyrer ind, eller en troldmand, så ville jeg nok begynde at være lidt nervøs. Jeg var simpelthen så utålmodig efter at mærke buens bløde træ mod min hud, at vide at jeg havde et våben at forsvare mig med, at være nogenlunde Tryg. Mit blik rettede sig mod Blake og jeg hævede øjenbrynet. Troede han virkelig jeg ville hoppe på den?

Han kiggede tilbage på mig, og jeg blev nødt til at kigge væk. De øjne.... Nå lige meget, hvis han vil have kamp, så skulle han få det. Jeg løb hen mod tigeren, der lynhurtigt barede mit angreb. Den bøjede hovedet, og løb hen mod mig mens den gjorde udslag til at skubbe mig. Jeg flyttede mig ikke, stod bare og holdt mig klar. Det føltes som om alt gik i slowmotion. Jeg talte mili sekunderne inde i mit hoved. Tigeren var under tre meter fra mig, og den sprang op i luften, hen mod mig.  Lige sekunderne inden den ramte mig, Lavede jeg et X med hænderne, bøjede mig, og da tigeren ramte mig, rejste jeg mig op, og kastede den væk med alt min kraft.

Tigeren ramte ruden, og et kræft skold kom til syne. Tigeren landede tungt på gulvet.

Jeg hørte latter inde fra ruden, men vendte mig ikke om. Jeg vidste ude mærket godt hvad jeg ville se. Blake der grinede af den  "Leg" han havde sat op.

Jeg rejste mig langsomt op, ventede på den næste udfordring. Tigeren begyndte så småt at vride sig, og jeg veg overasket tilbage da jeg så hvad den gjorde. Den forvandlede sig til en kæmpe gigantisk edderkop. Yark! Jeg hader, virkelig hader, edderkopper. Deres klamme klistrede ben, deres uhyggelige øjne, og deres lodne krop. Jeg plejede at skyde dem så hurtigt så muligt så jeg ikke behøves komme i nærkontakt, men nu hvor jeg står uden mine våben, tja så blev jeg vel nødt til at røre den. Jeg tog en indånding, og pustede langsomt ud. Luna havde lært mig det trick der skulle få en til at slappe mere af, men jeg syntes nu ikke rigtigt at det virkede.  Edderkoppen kiggede på mig med sine stadig lilla øjne, studerede min styrker, og svagheder.

Pludselig løb den hen mod mig. Jeg sprang op i luften og regnede med at lande flere meter bag den. Da jeg mærkede dens behårede ryg, var jeg klar over at jeg muligvis havde undervurderet dens hurtighed. Jeg rejste mig op, men faldt da den bevægede sig. En af dens otte ben kravlede hen ad ryggen, søgte efter mig. Hvor lidt jeg ind bryd mig om edderkopper, blev jeg liggende, og trykkede mig ind mod dens store hår. Benet søgte først over i højre side af bunden, så venstre, og den kom hurtigere frem til den øverste del, end en normal edderkop nogensinde ville kunne.

En normal edderkop kunne selvfølgelig heller ikke vride benet, så det kan afsøge ryggen. Jeg lukkede et kort sekund øjnene, da jeg mærkede benet tage fat om mig. Jeg blev løftet op, drejede en omgang rundt, og så var jeg pludselig foran edderkoppens mund. Jeg gik ikke i panik, Blake havde jo selv sagt at Fruen ville se os i live, så han ville ikke dræbe os. Men som jeg sagde, så er edderkopper klamme, ækle, og jeg ønsker ikke at blive "Næsten" spist af en. Jeg kiggede efter et våben, en pind, noget at forsvare mig med, mens jeg kom tættere og tættere på edderkoppens mund. Da fik jeg en ide.

Jeg rakte ud mod dens mund, og fandt en af de to spidse stødtænder edderkopper har, og brækkede den af. Edderkoppen gav straks slip, og hylede. Jeg landede på jorden, og løb ind under edderkoppen. Tanden havde heldigvis ikke noget gift på sig, så jeg holdt godt fast i den, og hoppede op og stak den ind i edderkoppens mave. Jeg talte til tre, hoppede op, og trak den ud, så løb jeg alt hvad jeg kunne. Edderkoppers hud er meget sårbar, og ganske rigtigt hørte jeg endnu et hyl. I mine hænder klamrede jeg mig til tanden, mit våben, og så edderkoppen blive til en bjørn.

Bjørnen brølede, og satte i løb mod mig. Mine ben rokkede sig ikke en centimeter. Vi stod ikke længere i en kamp arena, men i en skov. Træerne så så bekendte og hjemlige ud. Med tåre i øjne, sprang jeg over bjørnen. Men bjørnen tog fat i mit ben, og kastede mig ind i et træ. Træet væltede med en stor kraft, og jeg faldt med. Mit ben landede forkert, og jeg kunne ikke rejse mig op. Da skete det. En uendelig sorg ramte mig, den vendte op og ned på min mave, fik mine kinder til at blive helt våde af tåre.

Jeg knækkede mig, igen og igen. Jeg prøvede at rejse mig op, men kunne ikke da jeg blev med at brække mig. Mine fingre ledte efter et holde punkt, og fandt frem til træet. Hænderne holdt fast, som galte det mit liv. Jeg kunne ikke flytte dem. Endelig var min mave tom, og da jeg kiggede op, lyste mine fingre grøn.

En stor grøn lydbølge strømmede ud fra min hånd, og kastede mig flere meter til bage. Jeg kunne næsten ikke se noget, jeg var på nippet til at besvime. Men jeg så Blake. Ruden var knust, og han kiggede på mig, med frygten malet i ansigtet. Og det var den føelse, det udtryk, der skulle til for at jeg huskede ham. Jeg huskede hvem han var, og hvor jeg havde set ham før. Så besvimede jeg midt i alt kaosset... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...