Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
824Visninger
AA

14. Sophia- Et fremmed væsen

Det havde ikke været nemt. Elias var en hård mester. Elias var den mand, der havde hjulpet Luna da vi alle sammen troede hun skulle dø. Han havde givet os en masse svar, og til gengæld havde vi fortalt alt om vores liv. Han var blot en almindelig borger, men han havde studeret magi i årevis. Og som alle almindelige folk havde han en evne. Vi vidste ikke om vi kunne stole på ham, men vi blev bare nødt til at håbe. Vi havde ikke et andet valg.

Jeg måtte nu indrømme at jeg stolede på ham. Han virkede ærlig, og åbenlyst interesseret. Han sagde tingene ligeud, var fuldkommen ærlig. Han var enestående. Det var der ingen tvivl om. Niveau mæssig, så var jeg langt mere kraftfuld end Luna og Lilly tilsammen. Luna, hun... Kæmpede. Virkelig. Vampyren havde taget hende halskæde, mens hun var underlagt fortryllelsen. Hun havde brug for halskæden, også selvom vi havde taget fejl. Det var ikke en kræftsten. Elias havde forklaret det sådan her:

"Jeres kræfter er inde i jeres hjerter, det er selve jeres livsens. Hvis magien bliver taget fra jer, vil i dø langsomt. For at åbne op for magien, skal man have en nøgle. En helt speciel sten, som har en farve der repræsentere ens evner. Min er lilla, for healing. Jeres sten vil lyse, når de aktiveres. Så skal i blive et med jeres kræfter, for at kunne låse op for dem. I nogle tilfælde, kan kræften komme fri, hvis i har meget stærke førelser. Som Lilly oplevede inde i prøven, hun blev meget bange, og oven på hendes store vrede, blev de sat fri i noget tid. Men man kan først komme ordentligt til ens kræfter, hvis man har låst op. Det du oplevede Sophia, var en energi udladning. Du havde for mange kræfter inde i dig, og blev nødt til at give slip på nogle af dem. Det du så, var en negativ udladning, der blev forsaget af ren og skær frygt. Når jeres kræfter blive aktiveret med en negativ førelse, bliver kræften negativ. Og når kræften er negativ, vil konsekvenserne også blive det."

Det havde været meget på en gang. Lige nu, sad jeg og øvede mig inde i laden vi havde fået som værelse. At låse op var ikke problemet, for mig i hvert fald, det var at styre førelserne. Jeg skar  hurtigt med knivspidsen på en af mine pile. Mit håndled blev en smuk mørkerød farve. Sammen med den blege hud, lignede det noget jeg helst ikke ville tænke på. Vampyrer. Såret summede, og begyndte småt at sprede sig smertefuldt.

Tænk ikke på det!

Men det var svært at styre sit sind, jeg kunne ikke.. Pludselig mistede jeg alt kontrol. Rødder voksede frem fra ladens tag, og ødelagde det. Det rakte ud efter en hest, og løftede den op. Frygten styrede mig, Rædslen fik slyngplanten til at svinge hesten fra sig, og kaste den over i den anden ende.

stop! Hold nu op, vil du ikke nok? Bad jeg indtrængende til planten. Den var ligeglad, det kunne jeg godt mærke. Den smadrede det hele. Den rakte ud efter tasken, med alle vores ting.

Stop!

Denne gang lød mine tanker rolige, og fattet. Slyngplanten stoppede, men jeg kunne mærke den ville fortsætte.

Tag tilbage hvor du kom fra!

Langsomt forsvandt den, til den kun var et lille græsstrå. Mine ben gik hektisk hen mod hesten, og til min lettelse rørte den på sig. Den havde ikke brækket noget, var bare blevet lidt skræmt. Jeg burde rode op, men jeg havde brug for frisk luft først. Jeg tog min brune læderjakke, og gik ud i Forårets spiren. Overalt var der folk, der solgte vare. En frugt handler stod og diskuterede med en kunde om prisen på hans æbler. I vinduerne var der en pige der var ved at blive taget mål af, højde, og hele tiden kom der nye folk, med nye stoffer til hende. Gennem ruden kunne man se hendes snobbede ansigt, der ikke tålte mere en det absolut bedste. Hun rystede energisk på hovedet, når de nye stoffer kom frem. Hendes mund var en lige streg, og den vendte tydeligvis ned ad.

Mit smil kom lige så stille frem.

Da det syvende stof kom frem, råbte og skreg hun så meget, at jeg lige kunne ane noget lyd helt fra den anden side af beton murene. Sidst jeg var i byen, var sidste efterår, men alligevel kunne mine ben nemt finde skoven i udkanten af byen. Jeg indsnusede de dejlige lavendlers duft, der gav skoven et strøg af sødme. Sammen med de saftige svampe, og krydrede urter, duftede der sødligt, med en lidt krydret duft, og fugtigt. Der måtte have regnet. Det havde jeg slet ikke set.

Jeg måtte prøve nu. Jeg kunne ikke blive ved med at udsætte det, det skulle afprøves. Jeg havde en teori omkring stemmerne i mit hoved, men jeg var ikke sikker. Det ville give god mening. Men ærlig talt, efter det der skete nede i laden, så var jeg lidt bange for at prøve.

Jeg må få styr på det, bare tænk fredelige tanker. Tænk på... Nico.

Bare navnet gav et sug af savn dybt nede i min mave.

Hans flotte hvide hår, der sad i en løs heste hale, og som gik ham ned til skulderen. Hans brune øjne der var så varme, så blide, at man med det samme følte sig tryg.

Jeg mærkede låsen give slip, og det var som at trække vejret efter flere uger under vand. Magien strømmede igennem mig, og nåede ud i hver min kropsdel. Alting stod så lysende klart, mine sanser var i et med naturen. Jeg strakte mig ud, og rørte det hele. Græsset var en smule fugtigt efter regnen, men det havde også haft brug for vand. Lavendlerne sukkede af ren nydelse, da en solstribe ramte dem. Jeg mærkede skovens liv vågne, jeg vågnede. Det var en helt ubeskrivelig førelse, at være et med naturen. Så fantastisk, så smukt så.. Berusende.

Det var svært at slippe det smukke syn, og i stedet koncentrere om en ting. Jeg rakte min bevidsthed  ud, og rørte svagt på træerne. Jeg måtte anstrenge mig for ikke at fnise, det føltes så naturligt! Jeg prikkede lidt mere til dem, og mærkede at de var vågne.

Kan i forstå mig?

Jeg mærkede en positivt energi. Det må betyde ja, afgjorde jeg med mig selv.

Jeg kan mærke jer, men i kan også mærke mig, ikke sandt?

positivt.

Hver sød at hjælpe mig, vil i ikke nok?

Positivt.

Min pil skar hurtigt, men ikke smerte frit. Jeg bed bare tænderne sammen.

Kan i mærke min smerte?

Positivt.

Så vi er altså førelsemæssigt forbundet?

Negativ.

Er min kraft forbindelsen?

Positivt.

Kan jeg altid mærke jer?

Positivt. Negativ.

Mener i måske?

Negativ.

Mener i begge dele?

Positivt.

Jeg kunne ikke holde den længere, mit sind gled ud, og jeg faldt fladt ned på jorden. Det føltes som om nogen lige havde smækket døren i hovedet på mig, og låst døren. Jeg satte mig op, og stønnede. Så faldt mit blik hen mod den lille træstamme. En lille sort prik svævede rundt i luften.

Ser jeg syner?

Prikken blev større, og blev pludselig til en sort potal der sugede alt til sig. Jeg greb fat i en af egetræers grene, og bad inderligt om beskyttelse. Men der kom ingen magi til hjælp. Mine fingre gled en for en.

4 fingre

3 fingre

2 fingre

1 finger

Jeg gav slip, og væltede direkte en i en anden, og vi væltede omkuld nede på græsset. Portalen forvandt lydløst. Jeg rejste mig lynhurtigt op, og sigtede min bue mod væsnet. Et hurtigt blik fortalte mig at han enten var skygge jæger, eller vampyr. Jeg kiggede nærmere, og han åbnede sine øjne. Jeg rystede ganske let, mens jeg igen hævede buen mod hans hoved.

"Hvem, eller hvad er du?"

Han kiggede på mig med de klareste grå øjne. Han var ikke vampyr.

"Hvad satan mener du? Hvem er du? Og hvordan havnede jeg her?"

Han kiggede sig undersøgende omkring, og hans blik blev langsomt panikslagent. Han rejste sig op, og gled i mudderet. Heller ikke en skyggejæger, tydeligvis, men hvad var han så?

"Hvor er vi? Er vi stadig i San Fransisco?"

"Hvor ligger det mærkelige land?" Jeg havde aldrig hørt et lignende udtryk før.

"Ved du ikke hvad Fransisco er?" Han kiggede misbilne på mig. Der gik mange sekunder hvor vi prøvede at samle tankerne.

"Er der dækning her?

Væsnet trak  en mærkelig dims frem, og jeg holdte buen spændt mod hans hoved. Jeg vidste ikke hvad det var for et våben, men det gjorde det bare mere farligt i mine øjne.

"Ingen dækning" Hans skuldre sank ned.

"Kom med, jeg føre dig ind til byen, måske ved Elias hvad vi skal gøre"

"Elias? Sikke et skod navn!" Jeg kiggede undrende på ham. Hvad i alverden var det for et sprog han talte? Hvad betød "Skod"?

"Kom med, eller dø af varulvene" Sagde jeg, og begyndte at gå. Han stod lidt, og vidste ikke hvad han skulle gøre, men så gik han med.

"Det var for sjov ik? Det med varulve? Jeg kiggede bare på ham. Hvad var han for et væsen, der ikke kendte til varulve? Noget var helt galt her...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...