Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
838Visninger
AA

20. Sophia- Arianna

Jeg red alt hvad jeg kunne, det eneste mine tanker kunne tænke var: Det er for sendt. Alle mulige tanker om hvad Asulero kunne have gjort mod Nico, halshugget ham, druknet ham, få en skygge efter ham, det var forfærdeligt. Min hest, som vist nok hed Roland, prustede, og prøvede at standse. Jeg rev i dens tøjler igen, og hviskede mange udskylninger, imens bakkerne omkring os fløj forbi. Pludselig stejlede Roland og jeg faldt forskrækket af. Roland blev med med at stejle, og vrinskede. En sær lugt var i luften, den var krydret, men også bitter, den trængte sig meget på, blev kvalt…

 

”Nej!” Skreg jeg da jeg genkendte lugten. Jeg trak Roland med lidt væk, og begyndte at hoste sort slim op. Jeg løftede blikket mod skoven, og ganske rigtigt. Store flammer slikkede op ad hvert eneste træ. De dyr der var nået at komme ud, pilede nervøst væk. Nico…

Asulero havde vidst mere end jeg troede. Han havde vidst at Nico var skoven beskytter, og derfor havde han… Åh gud det var forfærdeligt! Hvis skoven var død, var han blevet en viljeløs sjæl. En der ikke kunne dø af andet en alderdom. Halvdelen af hans sjæl ville være gået tabt. Jeg kunne ikke gøre andet, end bare at stå og se at flammerne blev mindre og mindre, træerne mere og mere sorte og forkullede. Mine kræfter var ikke nok. Jeg stod bare og så på mens mit livs kærlighed højst sandsynlig brugte sine sidste timer ved bevidsthed på at føle træernes smerter. Og Ruby! Hun var ikke andet end et helt almindeligt menneske. Selvom en lille del af mig nægtede at tro på det, var det tydeligt at Ruby allerede var væk. De sidste flammer kæmpede til sidste træ, men til sidst døde de også. Tilbage stod kun en død skov, med døde dyr, et dødt menneske, og en viljeløs sjæl. Jeg ville gerne græde.

 

Hvorfor græd jeg ikke? Det var forbi. Jeg ville aldrig se Nico igen, aldrig høre hans latter der bølgede gennem luften, aldrig mere se hans hestehale piske frem og tilbage når vi red om kamp. Aldrig mere ville jeg se Ruby, hendes smukke mystiske øjne, der altid rummede en viden jeg aldrig ville forstå, aldrig mere se hende smile, eller se hende danse i månelyset. Det var Nico der havde lært hende at danse en bøn op til moderjord når hun var tættest på, nemlig ved fuldmåne. Han havde altid haft ubetinget kærlighed til hende, aldrig havde han sagt nej, eller sagt at han ikke havde tid. Han havde altid haft tid til hende.

 

Ruby havde kæmpet bravt, men selv hvis Asulero ikke havde lavet denne brænd, ville hun være død inden sommer. Men at hun skulle dø sådan her? Det var uretfærdigt. Det var så uretfærdigt. Nu ville hun ikke være andet end skin og ben, og Nico ville ikke en gang vide hvem han selv var. Jeg stod i flere timer, eller sådan føltes det. Ventede på at se en hostende Ruby komme ud i live, eller en Nico som godt kunne huske hvem han var, hvem jeg var. Men der kom ingen ud af skoven, hverken dyr eller menneske, eller elv. Det gik ikke op for mig at jeg havde sat mig ned på knæ, før en meget høj Luna rakte hånden ned til mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at stiger på den, som om det var håndens skyld det hele. Lilly kom hen, og så sammenbidt på mig.

 

”Hun er i chok” Konstaterede Luna. Hendes hånd rystede meget, eller var det mig der rystede? Jeg vidste det ikke, men alting begyndte at glide væk i en behagelig døsighed.

 

”Sophia, vi kan måske rede ham. Det er ikke forsendt” Lillys stemme lød meget fjern, men ordne fik mig til at vågne lidt mere.

 

”Det er forsendt” Sagde min hule stemme. Den lød som Nicos sikkert ville lyde til evig tid nu, tom.

 

”Forstår du det ikke? Med vores nye stærke kræfter kan vi godt!”

”Vores.. hvad?”

”Vi var omkring Elias, det var derfor det tog et stykke tid at komme herud. Vi fik en ægte kræftsten. Han havde desværre kun en, men hvis du får den, kan vi genskabe skoven!”

Jeg begyndte så småt at lytte efter Lillys stemme, og fik et stød af glæde. Det var måske ikke forsendt!

Jeg rejste mig med et sæt op, og kiggede ind i mine søstres trygge øjne. Hvor jeg dog elskede dem. Selv hvis det ikke lykkes, ville jeg jo stadig have dem. Jeg tog endelig imod Lunas hånd, og rejste mig op. Vi stilte os i en rundkreds, og uden at vide det, fløj ordne ud af min mund. Lilly og Luna lukkede øjne, og jeg lukkede dem også.

 

”Et cum silva revixit earthed potestatem vitae et mortis!” Hviskede jeg. Kræftstenen som lå i midten af kredsen, lyste grøn.

 

“Et aqua ad spem vitae Sinite creaturarum in silva solet!” Imod sætning til mig råbte Luna alt hvad hun kunne. Stenen lyste blåt.

 

“Quod miremur, Ignis consumpsit!” Lillys stemme var fyldt med fornyet kræft, og stenen lyste kraftigt rødt.

Vi stod alle og rettede blikket mod skoven. Men så fik en underlig lyd os til at vende os omkring. Stenen lyste grønt, blåt, rødt, og den lyste mere og mere indtil den eksploderede af lys. Eksplosionen var så kraftig at jeg faldt flere meter baglæns, og blev blændet et øjeblik. Da jeg fik mit syn igen, kiggede jeg hen mod skoven. Det virkede! Den var endda endnu smukkere end den nogensinde havde været før. Mit blik holdte sig fast ved indgangen til skoven, men Nico var ikke at se noget sted. Flere minutter gik, og jeg tabte modet. Det var for sent.

 

“Han er på vej” Sagde en gylden stemme, og jeg vendte mig forskrækket om. En pige, nej en dame, stod der hvor stenen havde været. Hendes hår var lyst, og gik i en fletning helt ned til hendes bare føder. Hendes hud var glat og ren, og det var som om den pulserede af magi. Hun havde en kort hvid kjole på, der gik skråt ned over knæene. Kjolen var nærmest gennemsigtigt, og det var hun også. Man kunne praktisk talt se skoven igennem hende. Hendes øjne var helt hvide. De virkede skræmmende meget som en lys udgave af Asuleros. Så jeg skyndte mig at flytte blikket ned.

 

“Du er  Arianna” Sagde Luna. Som sædvanlig var hun den mindst rystet af os, men selv hendes stemme lød rystet, og hun talte med stor respekt i stemmen.

 

“Ja, og nej, mit barn. Ligesom at Asulero bare var et menneske min broder mørket havde valgt som dukke, har jeg bare lånt denne krop fra en smuk kvinde”

 

“Hvad mente du med at Nico var på vej? “ Spurgte jeg. Hendes ansigt blev straks lagt i alvorlige folder.

“Han leder lige nu efter hans tabte lille søster, håber på at finde hende i livets glæde. Han vil for brug for din støtte”

Jeg nikkede med en klump i halsen.

 

“Jeg er jer evig taknemmelig for at have jaget min broder ud af det stakkels menneskes krop. I belønning vil jeg give jer alle en gave”

 

Hun nærmest svævede hen mod Luna.

 

“Til dig, beskytter af vandet, vil jeg give dig en helt særlig gave. Fra i dag af, vil ingen nogensinde kunne fjerne dine kræfter. Selv ikke den mørkeste magi.”

 

“Tak” Kvækkede Luna. Glædes tåre bredte sig på hendes kind, og hun smilede da Arianna kyssede hende blidt på panden. Så svævede Arianna hen mod mig. Hun var høj, næsten to meter.

 

“Til dig mit barn, vil jeg give dig evnen til at beskytte skoven så længe du og din elskede Nico lever”

 

Jeg nikkede, kunne ikke få et ord frem.

 

“Til dig, mit ildens barn, vil jeg give løftet om at du en dag dag skal finde kærligheden igen, og at den vil vare for evigt når den kommer”

 

“Hvad mener du? Er Sam da død!” Lilly så panisk ud. Arianna kiggede bare medfølende på hende.

 

“Nej, han er i live. Lige nu er han, som så mange andre tusind mennesker, tilbage i sit eget rige, men i modsætning til de andre, der ikke aner hvad der skete, var han helt fattet. Jeg tog mig den firhed at snakke lidt med ham"

“Jeg ser aldrig mere Sam” Hviskede Lilly.

“Er der intet du kan gøre?” Spurgte jeg.

“Desværre ikke, sådan er reglerne"

"Hvad sagde han til dig" Spurgte Lilly. Hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at græde.

"Jeg ved mange ting mit barn, også nogle ting som jeg måske ikke burde vide. Men jeg ved at kære Sam vil finde lykken i sit eget land. Han bad mig sige til dig, at han elsker dig meget højt, og at du ikke skal lukke førelserne ude”

Svarede Arianna.

“Til sidst, vil jeg give Aya, vindens pige der døde alt for tidligt, en fredelig død. Hendes ånd vil kun huske at blive lullet stille ind i døden”.

 

Jeg tror vi alle grædte der, og mindes vores lille søster Aya. Selvom hun aldrig havde været en af “Trillingerne” Var hun aldrig jaloux, eller sur. Hun elskede os lige så meget som elskede hende. Hun blev født to år efter os.

 (Sam havde lært os at tælle år)

 

“Nu er det tid for mig at forsvinde fra denne verden” Sagde Arianna.

“Vent!” Luna skyndte sig at tale hurtigt.

“Da jeg så halskæden, gik det op for mig hvorfor den pludselig lå i min taske. Asulero havde lagt den der, ik? Han havde forhekset den, i forsørget på at få mine kræfter. Han vidste jeg var afhængig af den. Det var også ham der tog vores forældre. Han eksperimenterede med deres kræfter, prøvede at stjæle dem, ik? Men er de stadig i live så?” Rablede Luna. Vi andre kiggede på hende med forundring, og håb.

“Du har en stor viden, mit barn. Det er alt sammen rigtigt. Dine forældre døde desværre i et af min broders vanvittige forsøg. Men de er lykkelige, og de våger altid over jer, præcis som jeres Aya vil gøre fra nu af”

 

Med det svar, forsvandt hun helt. Vi kiggede alle sammen på hinanden, og så omfavnede vi hinanden dybt. Vi grinte. Vi grinte så meget, at vi faldt om på jorden, og selvom græsset var vådt, grinede vi bare videre. Selv Lilly, hvilket så ret mærkeligt ud, efter som tåre stadig glinsede i hendes ansigt.

 

“Vi bliver altid sammen, lov mig det” Sagde jeg, og rakte hånden ud mod dem. De tog den, både Lilly, og Luna.

 

“For altid” Sagde vi i kor...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...