Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
841Visninger
AA

13. Luna- Vampyrgift

Jeg er ked af alt det der er sket. Jeg er så frygtelig ked af det...

Hans læber havde været så bløde, kun et lille strejf fik jeg, men det var intenst. Det lovede om mere. Men ville jeg have mere? Jeg vidste det ikke. Han havde tortureret mig, men efter Sophias genfortælling, så havde det været af god vilje.

Hvad ønskede jeg egentlig?

Skulle jeg overgive mig til ham?

Var det en fælde?

Fulgte nogen efter os?

Hvad var hans mål?

Hvorfor bliver mine kinder så røde når jeg taler om ham?

Hvem var han?

Hvorfor havde han været interesseret i Aya?

Var det virkelig hende der stod bag alt det her?

Hvad mente mine søstre med at de havde magi?

Hvorfor havde jeg ikke magi? 

Var jeg glad eller vred over at jeg ikke havde noget?

Hvorfor kunne jeg ikke huske noget af historien om Blake?

Havde hans søster kastet en forglemmelses forbandelse over mig?

Vi gik alle sammen stille. Kort efter vi var kommet ud fra grænsen til Sydlandet, skiltes alle fangerne. Nu var det bare mig, og mine søstre. Vi havde aftalt at vi ville tage hen mod Intinia. Der var rigtig langt, men der ville vi måske få nogle svar, med hensyn til Sophias og Lillys magi. Intinia lå i Vestlandet. Vi havde cirka 5 dages rejse. Uden nogen af os havde sagt noget, havde vi bestemt at vi først ville tale om det alt sammen når vi var i sikkerhed. Det var vi langt fra endnu. Himlen var helt mørk, og vinden susede. Men bordet fra det var der helt stille. Ingen ville have troet at et vampyr angreb skulle finde sted nu. De slog til i samme sekund som himlen blev sort. Månen var endnu ikke stået op, så de kom frem som hvad de var.

Mørkets skabninger. Snigende, sultne, uden et menneskeligt træk. Jeg tog min stav, med en metal klinge i hver ende, hvor resten af staven var lavet af træ, og gjorde mig parat. Mine hænder rystede ikke den mindste smule, jeg fokuserede kun på de glidende skygger der langsomt kom frem mod os. De blottede deres tænder, nok ikke i en hilsen. Vi ventede på at de angreb, men det så ud som om de heller ikke ville være de første. Mærkeligt. Så løb en af dem hen mod Lilly, og helvede bryd løs.

Jeg blev omringet af 3 vampyrer. Jeg hoppede op i luften, og svingede staven rundt omkring dem alle. Jeg havde havde ikke vievand på min stav, så jeg kunne ikke dræbe dem. Men det lykkes mig at jage to af dem væk, men den trejde gik til angreb. Vi væltede omkuld nede i græsset. Han fik hugtænderne frem og prøvede at ramme mig. Jeg spyttede ham op i øjne, så han ikke kunne se. Han tørrede det væk med den ene arm, og opdagede at jeg nu havde den ene hånd fri, men nåede ikke at stoppe mig i at hugge staven ned i ham. Han skreg ikke, kiggede bare ned. Men en afledning var også det jeg skulle bruge. Jeg sparkede ham væk. Han blev overasket og lod sig faktisk sparke. Han var tydeligvis nyfødt. Nu, hvor jeg tænkte nærmere over det, så alle vampyrerne nyfødte ud.

Jeg puttede hurtigt vievand på min stavs ende, og huggede den ene vampyr efter den anden. Der blev bare ved at komme nye til. Lilly stod og var ved at klare 5 foran  hende, men hun havde ikke set den bagved hende. Hende der stod bag ved hende, var ikke nyfødt. Hun måtte være lederen. Hun skulle til at angribe den uvidende Lilly. Jeg løb hen, og huggede hende midt i ryggen. Hun vendte sig straks, og hendes røde øjne spiddede mig.

Hun var for stærk. Jeg kunne ikke klare hende. Hvis jeg lagde mit våben væk, blev alting bedre. Jeg måtte hellere ligge mig ned. Hun lænede sig ind over mig, og hvæsede. Hendes hugtænder skød frem. Hvis jeg blottede halsen, ville det blive nemmere for hende. Hun var få cm fra min hals, hendes tænder dryppede af gift. Pludselig trak hun sig væk fra mig, og hvæsede højt. 

"Ikke... Dræbe!" gispede hun, og lagde sig ned og klynkede. Hendes øjne rettede sig mod jorden, og ophævede fortryllelsen. Jeg trak vejret i dybe stød. Det havde været tæt på. Alt for tæt på. Vampyren så at hun var en af de sidste 7 der var tilbage. Hun skreg, og hvæsede til de andre. De flygtede før vi nåede at stoppe dem.

"Det var tæt på" sagde Lilly. Sophia og jeg nikkede.

Så kom smerten, og jeg skreg...

***

Min hals havde fået vampyr gift. Jeg havde ikke fået nok til at blive til en vampyr, men jeg havde heller ikke fået lidt nok til at jeg ikke var i livsfare. Min krop var i konstante kramper, mit hoved føltes som skulle det brændes, og inden i føltes hvert et hjertelag som kostede det mit hjerte mange kræfter at slå.

Det føltes som var jeg i en konstant konflikt med mig selv, den ene side troede at alt og alle ville dræbe mig, og var paranoid hele tiden, mens den anden prøvede at holde fast i mig selv. Jeg havde en familie, havde jeg ikke? Hvem var min mor nu?..

"Gem jer jer, og blev der!" Sagde vores mor.

"Mor, vi vil hjælpe", hviskede Lilly.

"I er gamle nok til at få det af vide" sukkede hun.

"Få hvad af vide?" spurgte jeg.

"Sandheden. Den grufulde sandhed. I vil ikke se hverken mig eller jeres far igen, men uanset hvad i høre, eller ser, så skal i blive i skabet. Er det forstået?"

Vi nikkede alle sammen.

"I fortjerner ikke det her. Behold altid jeres halskæder på, og aldrig vis dem til nogen. Husk alt hvad vi har lært jer. Pas godt på jer selv".

Hun lukkede stille skabet, og vi kunne tydeligt høre hendes skidt væk. Vi sad 4 piger i et hul i jorden, inde i et stort skab. Vi havde lovet mor at vi ville være stille, ingen af os bryd det løfte. Selv da vi hørte vores forældres morder, forholdte vi os tavse. "Så er tiden kommet" hvislede stemmen.

"Du tror da forhåbentlig ikke at vi overgiver os uden kamp?" sagde vores far.

"Det var det jeg havde håbet i ville sige, jeg har nemlig et lille middel i skal hjælpe mig med at afprøve"

Vi hørte alle skriget, da vores mor blev ramt. Vores far gjorde ikke andet en at stønne.

"Hvad..har du..GJORT?" Hvæsede vores far.

Vi hørte aldrig hvad han havde gjort, han sagde det ikke højt. Det eneste vi vidste, var at da vi kom ned igen, var der ingen tilbage, kun lidt blod...

"Time"

"Hvad.. sagde du?" spurgte jeg hakkende. Min stemme var lille og ganske svag.

"Der går kun en time" sagde Sophia igen.

"Okay, har vi noget festøv at lindre...." Min sætning blev afbrudt af et kæmpe hosteanfald.

"Smerten med?" Fortsatte jeg, da jeg endelig havde hostet færdigt.

"Nej, vi har brugt det hele" Sagde Lilly. Jeg nikkede irriteret. I det samme kom en heste vogn farende.

"Stop!" råbte Lilly. Den stoppede.

"Kunne var få et lift til Intinia, vi har en såret pige der skal bruge magisk hjælp"

Kutteren tog et enkelt kig hen på mig, og nikkede. Vi satte os over bag på. Pludselig kom et jag af smerte, og jeg skreg op. 

"Kan vi skynde os lidt?" Sophia lød nervøs, men prøvede at skjule det. Vi satte farten op, men alt gled hen i en tåge. Så var der en mand. Han sagde noget. Snakkede han til mig?

"Du bliver nødt til at helbrede dig selv, høre du?"

"Aner ikke.. hvordan" Det tog mig kæmpe anstrengelser at tale. Min hals havde snøret sig helt sammen. Gud hvor var jeg tørstig.

"Vand?" Kvækkede jeg.

"Først når du har helbredt dig selv", svarede manden.

"Magi bliver styret af førelser, hvis du skal helbrede dig selv, skal du tænke på alle de gode grunde til at du skal leve" sagde manden.

Mine søstre og jeg der griner. Jeg vil gerne se Blake bare en gang til. Jeg ville gerne slå mørket bare en gang til. Bare en gang til ville jeg se blomsterne springe ud, efter en lang og hård vinter. Bare en gang til vil jeg se det flotte vand springe ud..

"Det virker ikke!" sagde Lilly. Hendes stemme lød mærkelig. Som om der var noget galt med den. Med et chok gik det op  for mig at den lød grødet. Hun græd! Hvad var det jeg gjorde forkert?

"Du skal ikke tænke på dig selv, du skal tænke på hvorfor det ville være godt for ANDRE hvis du overlede!" Sagde manden hektisk. Han lød som om han var under stort pres, men han lød også lidt bekymret. Var jeg virkelig ved at dø?

Hvis jeg overlevede, vil der dø mindre, fordi der er flere til at dræbe de onde. Hvis jeg overlevede, vil Blake måske kæmpe for det gode. Hvis jeg overlevede, vil mine søstre ikke være alene. Hvis jeg overlevede, vil der være en drage der en dag bliver glad med mig. Hvis jeg overlevede, vil der være flere til at hjælpe dem der havde brug for det. Hvis jeg overlede...

En varm førelse bredte sig langsomt fra mit hjerte. De summede dejligt, og kildede en smule. Det summede helt ud i fingerspidserne, og føltes som blide bølger der slog let ind mod min krop. Jeg mærkede vandet, i min krop og sjæl. Jeg hørte vandet bruse i mine øre. Så gispede jeg, og det var som om hele min krop gispede med. Som når man har holdt vejret i rigtig lang tid, og endelig får luft. Jeg slog øjne op, helt frisk.

"Se, hendes hals!" Gispede Sophia. Jeg kiggede ned i forventning om det grimme sår der ville møde mig fra vampyr giften, men min hals var glat og ren. Den var helet af magi, min magi...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...