Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
841Visninger
AA

10. Luna- Spørgsmål

Vandet dryppede ligeså stille ned i panden på mig. Dråbe for dråbe lagde de sig på min pande, indtil de faldt ned ad mit ansigt. I starten var det ikke ubehageligt, bare lidt irriterende. Tavsheden voksede mellem mig og Blake, og jeg blev ved med at trække vejret roligt.

Nu er du endelig alene med ham, så udnyt det dog! Tænkte jeg frustreret. Han var min fjende, men jeg frygtede ham ikke. Tvært imod følte jeg medlidenhed med ham. Det var svært at torturere nogen, jeg havde prøvet det en gang, og aldrig igen. Man kan slet ikke forestille sig hvor svært det er at spille fuldstændig førelses kold, og man skal give ordre til andre væsners lidelse. Selvfølgelig er der nogle væsner, dem skyggen har ramt, der nyder det. Det er sådan nogle væsner vi jager. 

Der gik minutter, timer og jeg blev mere og mere bange, uden at ane hvorfor. For hver dråbe der faldt ned i mit ansigt, blev jeg mere og mere paranoid. Jeg talte for at undgå at tænke på dråberne.

"Hvorfor hader du os så meget?"

Det gav et gib i Blake, han havde åbenbart sovet. Han blinkede et par gange for at fokusere, og så alle andre steder end på mig.

"Det er meningen at jeg skal udspøger dig, ikke omvendt"

Jeg havde helt glemt hvor flydende og let hans stemme var. Han havde mange muskler, og så heller ikke værst ud, med hans lange sorte hår der var sat op i en hestehale, og hans blå øjne der lyste af liv, hans skarpe hage der dominerede hans ansigtsudtryk, til altid se lidt sammenbidt ud.

Alt i alt burde hans stemme være dyb og truende, men den var let og høj. Han havde altid øjenbryn ledt hævede, som om hele hans liv var sjov. Alligevel havde hans øjne et sørgmodigt drag, som havde de set alt for meget lidelse, og hans... ÅH GUD!

Det gjorde jeg bare ikke. Jeg brugte mine forstærkede sanser til at TJEKKE HAM UD! Han var min fjende, og jeg havde slet ikke lyst til at... Altså jeg kunne da ikke... Mit liv ville være for farligt til at lukke.. Til at have nogen specielle personer ind i det. 

Jeg har gjort mange dumme ting her i livet, men det her overgår alt det og mere

Tænk bare hvis han havde været tankelæser i stedet for formskifter?

"...Tænker du?"

Blakes stemme nåede i gennem mine forvirrede, og ret pinlige tanker.

"Jeg tænkte bare hvornår jeg kunne få lov at gå fri fra det her, det begynder at blive ret kedeligt"

Det skulle have lyt hårdt og sarkastisk, men i stedet lød jeg som en lille pige der var bange for at have eksammen. Til min overraskelse lo han. Hans latter lød behagelig, og også lidt mærkelig, som om han helt havde glemt hvordan man grinte. 

"Du svarede aldrig på mit spørgsmål" kom jeg i tanke om. Han så lidt tvivlende ud, som om han ikke vidste hvad han skulle svare.  Så blev hans ansigt pludselig hårdt, og jeg følte det som om han rejste en mur i mellem os. Kulden var lige til at tag, og føle på.

"Hvad nu hvis jeg svare på et spørgsmål først, så kan du bagefter", forslog jeg. Han kiggede irriteret på mig.

"Hele ideen med at torturer dig, er jo ligesom at du skal svare på nogle spørgsmål. Det ville være en meget dårlig handel, efter som jeg alligevel komme til at få alle de svar jeg ønsker"

Der blev stille igen. Stilheden føltes som flere timer, selvom den nok kun varede et par minutter.
Jeg kunne ikke lide stilheden. Stilheden førte til tanker, og tanker førte til dråberne. Endelig sagde han noget.

"I dræbte en jeg holdte meget af, en uskyldig lille pige, derfor fortjener i en pinefuld død"

Det lød tvivlende, som om han selv ikke troede på det længere. Jeg havde meget svært ved at fatte det han lige havde sagt, det kunne ikke passe. Vi gik ikke bare sådan rundt og dræbte små piger, vi dræbte kun de væsner, som Skyggen havde ramt. Det skete meget sjældent at et barn blev ramt af Skyggen, da børn er så glade, og uvidende. Men det skete dog nogle få gange, men vi havde ikke oplevet det. Vi ville helt klart kunne huske, hvis vi havde været nødt til at dræbe en lille pige.

"Det gør mig ondt"

Jeg tøvede lidt, men sagde så også; "Men det kan ikke havde været os, det ville vi have kunne husket. Vi nyder jo ligesom ikke at dræbe, Hvordan kan du dog tro det om os?" Jeg kiggede intenst op på ham, men hans blik forblev væk fra mit.

"Jeg tror på hvad jeg så, og jeg så jer... vent lidt"

Han så tænksom ud, og så lyste hans ansigt op i undring.

"I var fire"

Selve ordret "Fire" sendte en skælven igennem mig. Vi havde været fire. Nu var vi kun tre.

"Der kan du selv se, det var ikke os", min stemme rystede, og knækkede en del, hvilket allerede havde gjort så jeg var afsløret. Blake smilede et lumsk smil, som både var charmerende, og foruroligende.

"Du ved at jeg for det af vide uanset hvad, så bare spyt ud!"

Min mund forholdt sig lukket, og han sukkede.

"Som du vil" mumlede han...

***

De kom snigende. En efter en kom de hen mod mig, De fortsatte med at komme, og pludselig føltes som om at der var hundrede biller der kravlede på mit ansigt. Lydløse tåre kom ned fra mit ansigt, og nogen tørrede dem af min kind.

"Har du brug for hjælp?"

Ja! Var jeg lige ved at skrige, men så genkendte jeg stemmen. Blake. Min mund forholdte sig tavs...

***

Tusind kryb, de var alle vegne. I mit hår, på mit ansigt, de kravlede langsomt rundt om det hele. Jeg var helt alene, ingen kunne hjælpe mig.

"Kan jeg hjælpe dig?" Spurgte en fremmed stemme.

"Ja" kvækkede jeg.

"Så må du først svare på nogle spørgsmål"

Jeg nikkede stille. "Hvem er den fjerde af jer?"

"Skrid ad helvede til!" skreg jeg da jeg huskede hvem han var. Ingen svarede...

***

Bilerne var lavet af mørke, de trængte ind alle vegne. Mit ansigt bevægede sig, var en stor myreture af kryb der kravlede rundt. Jeg åbnede munden for at skrige, og bilerne kravlede ind i min mund. De kravlede langsomt og klistret ned ad min hals. Mine øjne var fyldt med biller.

"Skal jeg hjælpe dig?"

En fremmed! Jeg nikkede, og græd lydløst, men stoppede da jeg så at mine tåre forvandlede sig til biller.

"Hvem er den fjerde af jer?"

Hvordan kunne jeg vide det? Hvad mente han? Jeg vidste det ikke, men jeg kendte svaret.

"Vores søster", ordrene kom kvækkende, og man kunne næsten ikke forstå dem. Biller. Biller alle vegne.

"Hvorfor er hun ikke hos jer nu?"

"Fo...rådt"

Min hals var knastør, og bilerne kravlede stadig der inde.

"Biller... Væk?"

"Hvis du svare på alle spørgsmålene, så forsvinder de"

Så fortalte jeg ham alt, lige fra begyndelsen, til nu....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...