Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
838Visninger
AA

17. Luna- Sjælesugeren

Jeg prøvede at aflede min opmærksomhed ved at skære forskellige figur i min stav, men figurerne kom hele tiden til at ligne hjerter, eller to der omfavnede hinanden. Hvor lang tid kunne det tag Sophia at få oplysninger ud af Samilian?

Mit hoved kunne slet ikke tænke på andet end Blake. Hvad nu hvis vi kom for sent? Blake stod alt for tydeligt i mit hoved, med lænker og bødlen der lod sin økse regne ned over ham. Hans hoved der trillede de sidste milimeter, i hele hans liv. kroppen ville sitre da øksen kom, men så ville den blive helt slap. Hans øjne ville være livløse, og alt det der kendetegnede den mand ved navn Blake Fortis, ville være væk. Hans mund ville forblive sammenbidt resten af hans (ikke længere eksisterede) liv. Hans blod ville være spredt ud over hele pladsen...

GUD! Hvis hun ikke snart kommer tilbage, gør jeg noget RIGTIG dumt! Tænkte jeg. Jeg kunne snart ikke klare det længere. Hun havde været væk i 4o minutter snart. Sam havde lært os at tælle minutter. Han var slet ikke så farlig, men det havde jeg godt vist lige fra starten. Selv om jeg godt havde været lidt i tvivl. Desuden havde Lilly fortjent en der kiggede på hende på samme måde som jeg kunne forstille mig at Nico ville kigge på Sophia.

Og sådan som Blake ville kigge på mig, sådan som Blake ville kysse mig, sådan som.. Nu er det nok!  

Uanset hvad Sophia ville sige, så tog jeg af sted nu. Jeg kunne ikke klare det længere. Det var som om at der for hvert et minut blev smidt en lille del af min fornuft væk. Jeg måtte se ham, og det skulle være nu! Jeg tog min stav, og ved nærmere overvejelse, tog jeg også dolken med. Man vidste aldrig hvad man ville møde. Min magi kunne jeg ikke bruge til noget, trods jeg havde halskæden på, var det som om alle mine kræfter var forsvundet. Jeg havde ikke lavet magi siden jeg fandt halskæden igen. Lilly og Sophia vidste ikke noget om det, fordi jeg både var flov over det, og... De ville ikke kunne forstå det. De havde begge så nemt ved det, især Sophia. Jeg kunne bare ikke, men de blev ved med at sige at jeg bare skulle lukke op for magien. Jo tak, jeg havde prøvet, et halvt år faktisk. En ondskabsfuld tanke sneg sig ind.

Blake ville kunne forstå det. Han er ikke så bedrevidende som dem.

Jeg måtte virkelig se at finde ham. Jeg listede ud af den inderste del af grotten. Forbi skabet, som vi for så mange år siden havde gemt os fra vores forældres morder, forbi Sophia, der ikke sagde noget til at jeg gik lidt rundt inde i grotten, og var næsten ude, da jeg styrtede ind i en person. På samme tid træk vi vores våben, og jeg mærkede spidsen fra et sværd mod min hud, men jeg havde stavens ende i hendes. I det samme kom solen frem, og vi kunne se hinanden.

"For pokker Lilly! Du gav mig et chok! Jeg troede at nogen havde fundet hulen!"

Så så jeg hendes ansigtsudtryk og alt inden i mig frøs til is.

"Er han?... " Min stemme var svag, og rystede.

"Nej, men i morgen tidlig er han"

Lettelsen gjorde mig ør. Han var i live!

"Vi må rede ham!"

"Det kræver nok en plan"

Sams stemme gjorde ikke chokket mindre. Jeg havde endnu ikke helt vendt mig til at vi var andre end os tre. Jeg havde helt glemt ham, men det havde Lilly tydeligvis ikke. Hun løb hen og kyssede ham dybt.

"Rolig prinsesse, du så mig jo for mindre en time siden"

"Det føltes som mere" Lillys stemme havde forandret sig meget siden hun mødte Sam. Det var som om den havde blødt en lille smule op.

"Så hvad gør vi?"

"For satan!" Jeg havde med det samme vendt mig om, og trukket min stav frem igen. Sophia så overasket ud.

"Er du okay?"

"Jaja, lad os nu koncentrere os om Blake"

I virkeligheden var jeg ikke okay. Mine sanser var helt ned i bund, og jeg havde en hovedpine som dunkede smertefuldt.

"Okay, Samilian sagde at han ville være  i vestfløjen, og så ned ad døren til højre"

"Så hvis vi nu tager venstre flanke, der står der kun få vagter, så burde vi kunne komme ind, og så vil vi nok have omkring 20 minutter før de opdager vagterne. Vi har festøv fra Elias, det kan vi bruge mod vagterne"

"Men jeg troede at festøv kun gav klø?" afbryd Sam hende.

"Det har forskellige enskaber, afhængig af hvilken fe det er fra, og vi har fået søvn støv fra en Nat-fe"

"Okay vi bedøver vagterne, og går ind?"

Vi kiggede alle tre på hinanden. Lilly havde prøvet at lære ham at kæmpe med sværd, og han var faktisk rigtig god, men hvor stor nytte ville han egentlig gøre? Ville han ikke bare stå i vejen?

"Ja"

Lilly havde lige selv taget beslutningen, og jeg sendte hende et blik der betød: Han er dit ansvar.

Hun nikkede, og så drog vi alle afsted. Sam havde fået sit eget sværd, og gik og holdte i hånd med Lilly. Sophia kiggede længselsfuldt hen mod skoven, og Nicolas. Nico var bare et kælenavn. Gad vide om mig og Blake ville give hinanden kælenavne? Skulle jeg spå bare kalde ham Bla? Hvor savnede jeg ham dog. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne huske noget fra dengang vi blev nødt til at dræbe hans lillesøster.

Men hun havde kastet en forglemmelse på os alle, og modsat de andre, nåede min magi ikke at beskytte mig. Vi var kun 14 somre dengang, og var lidt utrænede. Det ville sige at Blake var 18 somre dengang. Det var så synd for ham, det var så sjældent at et barn blev ramt, og så skulle de være hans lillesøster. Hun havde været 9 somre. En alt for tidlig alder at dø i, ifølge mig. Vi nærmede os slottet, som man kunne se på lang afstand. Da vi gik gennem byen, bankede mit hjerte så hårdt, at det ligefrem gjorde ondt. Men ingen genkendte os med kapper på, og skidt malet i ansigtet.

Det gik nemt og hurtigt, vagterne blev bedøvet, lige indtil Sam pludselig vendte sig om.

"Hvad er der?" Spurgte Lilly bekymret. Men han svarede ikke, og da hun gik hen til ham, begyndte han at gå.

"Hvor skal du hen?"

Hun løb efter ham, og vi andre løb også efter hende. Da hun tog fat i han, trak han sig bare fri. Lilly gav et lille skrig fra sig, da hun så hans ansigt.

"Hvad sker der?" Råbte mig og Sophia i kor. Lilly svarede ikke, blev bare ved med at rykke og trække i ham. Han vendte sig og skubbede hende hårdt ned på jorden. Lilly blev så overrasket, at hun ikke gjorde noget. Da jeg så hans ansigt, forstod jeg hvorfor hun ikke løb efter ham da han gik videre. Hans øjne var helt mørke lilla, nærmest sort, men dog stadig med noget lilla i. I hånden holdte han en sten der glødede i samme nuancer som hans øjne. Han løb ikke, gik bare, men selv hans gang var mærkelig. Han gik manisk, som om det var en anden der bestemte hans skridt. Tilbage sad en grædende Lilly. Sophia kiggede først på hende og så på mig.

"Vi finder ham, men Lilly, vi bliver nødt til først at få fat i Blake. Han kan måske også forklare os hvad der skete" Sagde Sophia. Lilly rejste sig stille op, og gik videre uden et ord, faktisk i en lille kopi af Sam. Da vi endelig nåde derhen, gik vi ned af døren til højre, der førte dybt ned. Der var ingen i det gamle fængsel, og før vi vidste af det, var der en der kastede festøv, fra en Nat-fe...

***

Mit hoved dunkede, og langsomt gled mine øjne op.

"Luk øjne! Sig ingenting!"

Sophia lød bange. Jeg prøvede at strække min arm, og hørte kæder der raslede, og mærkede først nu at jeg hang oppe på væggen, med mine arme spredt ud til hver side.

"Åben dem bare igen"

Sophia lød mere rolig, og jeg kiggede rundt. Skyggerne i det lille rum vi var i, så nærmest ud til at bevæge sig. Det gik op for mig, at det var fordi de rent faktisk bevægede sig! Frem kom den grimmeste skabning jeg nogensinde havde set. Den lignede et skelet, omkranset af en sort laset hætte, og kappe. Men dens skelet krop var ligeså sort som kroppen, og bevægede sig som om den ikke vidste hvordan man gjorde. Der rang en rådden lugt i luften, og alligevel var der også den sødeste duft. Dens øjne var matte, og alle regnbuens farver syntes at spille i dens blik.

"Lad være med at åbne dem!" Sagde Sophia. Jeg lukkede dem, irriteret, og forvirret.

"Hvad sker der?" spurgte Lilly.

"Det er en sjælesuger, hvis i kigger for længe i på den, trækker den jeres sjæl ud. Den kopier vores stemmer, for at lokke os til at kigge på den" Svarede Sophia.

"Vi må komme ud!" Råbte Lilly frustreret.

"Vi kan ikke" Sagde Sophia.

"Luna, brug din magi, du er den eneste af os der har sin halskæde!" Sophia lød hektisk. Hvem var hende, og hvem var monsteret?  De måtte have taget deres halskæder, men hvorfor ikke min?

"Jeg kan ikke!"

"Det ved jeg godt, men måske hjælper det hvis du koncentrere dig om noget godt. Prøv at kigge på mig!" Sagde Sophia, eller, monsteret måtte det være.

Det her var meget forvirrende.

"Sophia prøv du!" Lillys stemme var hård.

"Jeg.. jeg tror ikke jeg kan uden halskæden, jeg kan ikke kontrollere det!" Sophia lød panikslagen ved tanken om at gøre det.

"Det er vores eneste mulighed. Du kan godt, det ved jeg at du kan. Du er dens stærkeste af os, det ved vi alle" Lilly lød til at have mere og mere håb, men mig og Sophia tvivlede stadig.

"Jeg kan ikke, jeg er for svag!" Sagde Sophia.

"Jeg prøver" Sagde Sophia.

"Du kan jo ikke, vi må finde på en bedre plan!" Min stemme lød ondskabsfuld, og jeg havde sagt det uden at åbne munden en eneste gang.

"Du kan godt! Lyt ikke til den!" Sagde jeg.

Så duftede der pludselig af træer, af liljer, af hø og græs, og jeg kunne næsten føle tulipanerne.

"Det virker ikke!" Det virker!"  Sagde sjælesugeren og jeg på samme tid. Så mærkede jeg pludselig at rummet blev meget varmere, og snart faldt jeg fladt end på jorden.

"Åben øjne"

"Hvordan kan jeg vide du ikke er sjælesugeren?" Spurgte jeg, hvad jeg håbede, var Sophia.

"Fordi jeg ved at du elsker Blake, og at din yndlings blomst er tulipaner"

Jeg åbnede øjne, og måtte blinke et par gange for at kunne se. Jeg tog glædeligt imod den hånd Lilly rakte mig.

"Så godt gået Sophia!" Et øjeblik følte jeg jalusi over Lillys ros. Det burde have været mig der slap os fri. Men da jeg kiggede ind i Sophias generte øjne, sagde min mund ordne hurtigere end mig.

"Ja, det var rigtig godt gået. Hvor er sjælesugeren?"

"Væk" Hun trak på skulderne.

"Kom så!"

Vi løb ud til døren, som selvfølgelig var låst, men med Sophia ved hånden, var det ikke noget problem. Da vi løb ude på slottets gange, uden at blive stoppet af en eneste vagt, begyndte vi alle at blive lidt mistroiske. Var det endnu en fælde?

"Se!" Jeg pegede ud af vinduet, og de andre gispede sammen med mig. Alle vagter, borger, væsner, stod og holdte enten et våben, eller var på vej væk. Mod dem kom flere tusinde mennesker, deriblandt sikkert Sam, med våben og de var på vej herhen. Selv på denne afstand, kunne man tydeligt se deres mørke lilla øjne.

"Vi må hen til biblioteket" Sagde Lilly. Jeg måtte modvilligt give hende ret. Vi anede ikke hvor Blake nu var, og vi ville ikke nå at finde ham før de kom hen og slagtede os. Værre endnu: I følge "DEN OPRINDELIGE LOV" Måtte vi ikke skade væsner fra andre verdner, såvel som planeter. Noget sagde mig at menneskerne ikke havde samme lov. Vi styrtede hen mod gangen hvor jeg mente at have set et bibliotek, og ganske rigtigt: Stakkevis af reoler kom til syne bag ved en stor rund dør, der stod på klem. vi gik derind, uden at vide hvad vi ledte efter. Vi vidste heller ikke hvor meget tid vi havde. Så så jeg en gammel bog ligge på en skrank. Uden at tænke nærmere over det, slog jeg op til indholdsfortegnelsen.

"Her! Det er de gamle skrifter!" Råbte  jeg.

"De helt gamle? blev de ikke brændt efter Kong Nevan?" Spurgte Lilly.

"Åbenbart ikke"

Det tog os et kvarter, men så fandt vi endelig den besværgelse der blev brugt mod menneskerne. Vi burde skynde os ud, men er var noget inde i mig selv, der sagde mig at vi skulle se noget andet her i. 

"Det kan ikke passe" Hviskede jeg da jeg så det. Det var den originale historie og "Skyggen" Heri stod der:

Da de 4 skyggejægere havde svækket troldmanden  Asulero, lavede de et ritual, og tilkaldte hans søster Arianna. Hun var lysest udvalgte, såvel som han var mørkets. Bilogisk var de ikke søskende, men mørke og lys har altid været i familie. hun sendte ham i eksil...

Hvorfor havde folk indret historien?

Jeg satte mig selv til at huske ritualet der fremkaldte Arianna, noget blev ved med at sige mig at det var vigtigt.

"Lad os tage af sted" sagde Lilly.

"Vent lidt"sagde en stemme, og vi vendte os alle om, og så selveste Kong Conner stå midt inde i biblioteket... 

 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...