Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
836Visninger
AA

5. Luna- En ny fjende Del 2

Hun råbte om hjælp. Jeg vendte mig panisk om, og så så vampyren der stod og holdt hende, så hun intet kunne gøre. Jeg løb over mod hende, men så hørte jeg Sophias stemme. Hun stod omringet af fem vampyre, der alle som en rettede deres røde blik mod hende. Mine ben stod stille, hvem skulle jeg hjælpe? 

"Luna! Sig noget!"

Mit blik fandt hen til Sophia igen. Hun kiggede hjælpelyst på mig, imens de alle huggede deres klør i hende. Blodet faldt stille ud fra sårene, der var overalt på hendes krop.

"Luna, det er ikke virkeligt!"

Mit blik flyttede sig nærmest langsomt hen til Lilly, der kun holdte fast med en hånd.

"Luna, kom tilbage til os". 

Jeg mærkede hendes bønfaldne blik, og kiggede over på hende. Vampyren havde sat sine hugtænder i hende, der faldt en lille rød dråbe ned på jorden. Dråben blev til en pøl, men jeg kunne ikke gøre andet end at kigge på hende. "Jeg skal nok tage hævn, i er ikke mine søstre længere, i er alle uhyre!", skreg hun, lige inden hendes blik blev tomt, og kroppen faldt slapt til jorden. Hendes sorte hår lå som en mørk plet, i det røde blod...

 

Vandet fossede ned i hovedet på mig, og jeg satte mig gispende op. Vandet var koldt, og jeg spruttede og hostede.

"Undskyld, men det var den eneste måde vi kunne vække dig på", sagde Lilly.

"Hvad skete der?", spurgte jeg rystet. De kiggede begge to mærkeligt på mig.

"Vi blev underlagt"

"Underlagt? Mener du underlagt magi?"

"Ja, de har åbenbart fået en troldmand med ind i hæren", sagde hun bittert.

"Det giver bare ingen mening", kunne Sophia ikke lade være med at sige.

"Hvad giver ikke mening?", spurgte jeg.

"Det hele, jeg mener, siden hvornår er troldmand begyndte at ville underkaste sig nogen som helst?"

"Du har ret, det er ret mærkeligt", medgav jeg.

"Men hvorfor kunne vi ikke høre ham sige den formular der fik os til at gå ud?", Lilly så undrende på os.

"Vagterne var sikkert bare en afledning, så vi ikke ville lægge mærke til det"

Der blev stille lidt, en eftertænksom stilhed, og til sidst kunne jeg ikke lade være.

"Jeg drømte om Aya"

De kiggede bekymret på mig, og så ret chokkede ud.

"Det gjorde jeg også!", sagde de i kor. Vi kiggede alle sammen forbavset på hinanden. "Det må være en stærk troldmand vi er oppe imod" sagde Lilly, hendes hænder holdt knugene om det sværd, der ikke var der. Jeg tænkte på om hun overhovedet vidste at hun gjorde det. Vores våben var selvfølgelig blevet taget fra os. Klogt træk.

"Tænker i nogensinde... Tror i måske at... at det kunne være hende? At hun har gjort alt det her, for at få sin hævn?" Spurgte Sophia forsigtigt.

Jeg kigge olmt på hende, og sagde uden en eneste førelse: "Hun blev forvandlet, hun har ingen menneskelige tendenser, hun er væk".

Ord, som jeg har læst og sagt for mig selv, hundrede gange, men det gjorde stadig så ondt at sige det. Hun var en tom skal, uden en eneste dråbe af sig selv tilbage. "Vi må se at komme ud herfra", sagde Lilly. Jeg var taknemmelig over at hun skiftede emde. 

"Hvordan?"

"Jeg ved det ikke", sagde Lilly, og slog opgivende ud med armene. Jeg så det som det perfekte tidspunkt at fortælle dem om min teori.

"Jeg tror muligvis at anføren står bag det hele, jeg ved godt det lyder skørt men jeg siger jer, han er klogere end som så"

"Jeg tror ikke det er ham" sagde Lilly. "Det virker simpelthen så mærkeligt at en anføre for hæren, skulle blande sig med så mange mørkekræfter".

"Men.." Sagde jeg opgivende.

"Jeg syntes stadig det virker urealistisk, vi har både med troldman, vampyre, og mørke kræfter at gøre, hvordan skulle en anføre kunne klare alt det, uden at miste sin forstand?"

"Uanset hvem det er, er de meget stærke, og jeg tror at de har mistet kontrollen", bryd Sophia ind.

Jeg skulle til at give hende ret, da han kom ind. Hans øjne var stadig meget hævede, men havde det tydeligvis meget bedre.

"Da fruen er ude at rejse, skal i blive her en nat mere, i vil hver især blive kaldt ind til en prøve, som skal fungere som sikkerheds tjek.", anføren kiggede på os alle sammen, og var det bare mig, eller kiggede han lidt længere på Sophia?

De fleste syntes Sophia virkede svag, og troede tit hun var vores lillesøster på grund af hendes lille størrelse, men hun var nok den stærkeste af os alle. Hun kunne holde sin frygt inde, og lade den blive inde. Hun var en iskold dræber når vi var ude at gøre vores job.

Anføren gjorde mine til at gå, og jeg kunne ikke lade være.

"Undskyld, men hvad hedder du?", spurgte jeg. Han stoppede op, og vendte sig langsomt om. Hans øjnes direkte ærlighed overraskede mig. Der var ingen i verden, kun mig og ham, han stirede længe på mig, og jeg tilbage.

"Blake  Fortis". Han vendte sig om og gik. "Vi må ud, inden "Fruen" kommer tilbage. Jeg vil væde med at det er hende fer ønsker os døde" sagde Lilly.

Hun spurgte ikke hvorfor jeg havde spurgt efter hans navn, men gik direkte videre med flugt planen. "Her er hvad vi gør...".

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Blake. Hans øjne virkede så bekendte. Og hvordan kunne nogen have sådan et hårdt blik, når deres efter navn betød "Den modige"?

 

***

Skoven var tæt, vi var der næsten. Vi kunne næsten røre den. Pilene fløj om ørerne på os, det var mørkt, så ingen kunne se hvad de ramte. Bortset fra Sophia, der hele tiden skyd nye pile afsted. Vi hørte hele tiden vagter der blev ramt af hendes pile. Da vi var to meter fra træerne, stoppede vi brat op. Han stod så roligt, med sværdret hævet mod Sophias hals. Vi kastede våbnene ned på jorden, og jeg faldt pludselig da et reb med to store tunge jern kugler kludrede sig ind i mine ben. Flugt planen var mislykkes, og vi vidste alle sammen, at vi ikke fik så blid en behandling nu. "Vi må vist passe lidt bedre på jer, i er da ikke særlig nemme at styre", jeg så et glimt af morskab i Blakes øjne, og begyndte langsomt at hade ham. Han havde vundet, og han vidste det, og blærede sig endda. Andre vagter kom og omringede os. "Før dem tilbage til slottet, og sørg for at de forbliver adskilt!", råbte Blake...     

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...