Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
818Visninger
AA

4. Luna- En ny fjende Del 1

Jeg sad stille. Helt stille. Den eneste lyd der hørtes, var mit åndedrag. Ingen lyde nåede mig, heller ingen førelser. Jeg lagde ikke mærke til den smertelige måde, jeg sad på. Jeg havde for længst ventet mig til at ignorere smerten, og kun tænke på det nødvendige.

At medetiere var blevet en storl del af mig. Man forstår virkelig ikke hvad der sker, før man selv har prøvet det, det er som om alt unødvendigt viden blæser væk, som om dit sind åbner sig, og folder sig ud, som om... ingen ord kunne beskrive det.

 

Der er nogen der har forført kongen

Alle venter på noget, noget stort.  Personen der er efter os, har en troldmand til at hjælpe, eller er en.  Person prøver at hidkalde nogle mørke kræfter, meget mørke.

En rædselsfuld tanke slog ned i mig.

Hvad nu hvis, at personen prøver at fremkalde Skyggen? Kan det være det? Er nogen stærke nok til det? Og endnu vigtigere, dumme nok? Hvam står egentlig bag det hele? 

Jeg kom ud af balance, og ramte en mental mur. Mine øjne blinkede langsomt, vendte tilbage til hulen, og så snart jeg kunne se, blev jeg ramt af den forfærdelige hovedpine, der altid kommer efter man har mediteret.

"Av for.. Nissen nusen da!", hviskede jeg lavmælt.

"Helt ærligt, hvad er der med dig, og de bande ord?", spurgte Lilly grinene.

"Jeg syntes da at nissen nussen er et fint bandeord"

"Helt ærlig?"

"Ja!"

"Du er jo skør"

"Og det er du ikke?" 

"Hold mund!"

"Hold selv mund!"

"Du er virkelig dårlig til det der"

"Jeg ved det", Sagde jeg  teatralsk.

"Jeg har det efter min søster"

"Fint! Jeg overgiver mig", sagde Lilly grinene.

Jeg skulle lige til at fortælle hende om hvad jeg havde fundet ud af, da Sophia kom styrtende ind.

"Vi må af sted, vagter!"

Vi smed begge hvad vi havde i hænderne, og begyndte at pakke sammen.

"De er en halv kilometer væk!", skreg Sophia. "

Tag nød pakken!", råbte jeg til Lilly.

"Hvor dælen er den!", hviskede hun utålmodigt.

"Jeg har den!", råbte Sophia.

Hun kastede den over, og jeg greb den. "Nød pakken" var en lille kugle med magisk støv, som kunne samle alt det man sagde den skulle, og lægge det hen hvor det skulle være på under 3 sekunder.

"500 meter", sagde Sophia.

Jeg smadrede Kuglen i glas ned på gulvet, så den gik i stykker. Ud kom noget lilla støv, og samlede sig.

"Alt skal i denne taske", befalede jeg.

"Alt af træ, plastik, guld, sølv, jern, stof!"

Støvet samlede tingene så hurtigt, at jeg ikke anede hvad den manglede.

"200!", sagde Sophia.

"Afsted! Over mod øst!", råbte Lilly.

Jeg tog tasken der ikke var større end min hånd, over skulderen, og løb. Vi sneg os hen mod skoven, og satte så virkelig op for farten. Skygge jægere er også meget hurtigere end normale væsner er, hvilket er en stor fordel for os. Da vi havde løbet i 3 kilometer (vi kan forresten tælle ting ret præcist), satte vi farten ned.

"Slap vi fra dem?", Sophia var den første til at stille det spørgsmål vi alle tænkte på.

"Det ved jeg ikke", sagde Lilly. 

"Shh!", hviskede jeg.

Jeg kunne høre noget, noget i stilen med... "Løb!", råbte jeg, da jeg fandt ud af hvad det var. Heste. Men det var forsendt, vagterne kom frem fra alle sider, og omringede os. "Stands!", råbte anføren. Lilly himlede med øjne, og jeg kunne næsten heller ikke lade være. Helt ærligt, vi stod bomstille.

"I bedes hermed gå med os, hen til kongen, eller vi bliver nødt til at tvinge jer", sagde anføren. Jeg kiggede på mine to søstre, som begge rystede stille på hovedet. Vi var enige, godt. Jeg tog et skridt frem, og fik straks rette tyve sværd mod mig. "Smid våbnet!"

De havde tydeligvis aldrig anholdt en skyggejægere før. Vi smidte aldrig våbnet, aldrig! "Vi er skygge jægere, vi smider ikke bare vores våben, og nej, vi tager ikke med jer", sagde jeg roligt. Jeg kiggede hen mod de andre, og Lilly gjorde tegn til at tælle ned fra fem. 1. 2.3.4. Og... 5! Sophia kastede noget støv på vagterne, og så løb vi alt hvad vi kunne. Mine øjne kiggede bagud, og jeg så vagterne stå og klø sig overalt, hvilket betød at det var festøv. Jeg blev overasket, festøv var meget dyrt, og svært at få fingrene i. Jeg kiggede spørgerne hen på hende, og hun rystede på hovedet, og mimede, ikke nu.

Jeg nikkede, og satte farten op. Pludselig faldt et træ ned, lige foran os. "Pas på!", råbte vi alle tre i kor. Hvis vi ikke havde været i livsfare, havde det været ret sjovt. Anføren kom til syne med røde øjne og så ud til knap at kunne se, men han red alligevel hen mod os, og rettede et sværd mod os. Vi stod alle sammen, og stirede på ham, og ham tilbage. Fire rovdyr, der målte hinandens styrke, og hvem der højst sandsynligt vandt, da et skrig lød. Jeg vendte mig hurtigt om, og så Sophia ligge på jorden og skrige. Hun lå i foster stilling, og bare skreg og skreg. "Sophia!", råbte jeg. "Sophia, kan du høre os?", jeg lagde mig ned på knæ, og rørte forsigtigt hende hvilket resulterede i at der kom en rystelse igennem hende, og hun åbnede øjne, men skreg stadigvæk. Så holdte hun lige så pludseligt op, og hun blinkede, så klart.

Lilly stod henne, og holdte øje med anføren, der kiggede nysgerrigt med. Flere soldater kom, ikke alle, men nogle, og skulle til at angribe, men han stoppede dem. "Hvad skete der?", Spurgte jeg. "Jeg.. Jeg ved det ikke, Det var så frygteligt, de skreg af smerte, der var kun død, de havde smerter, åh hvor havde de så mange smerter, det ville ikke holde op, det var så frygteligt...", hun blev ved med at tale, kunne ikke holde op. Mig og Lilly kunne ikke gøre andet end at se til, indtil vi hørte en lyd. Vi vendte os på samme tid, efter lyden, og jeg nåede lige at se et triumferende smil på anførerens læbe, og kiggede ham ind i øjne, lige inden jeg faldt sammen, og alting blev tyst... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...