Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
823Visninger
AA

2. Lilly- Tre søstre

Det slog gnister, da stenen skrabede hen over sværdrets overflade, og lavede en klirerne lyd. Sværdret var så stærk, og skarp, som det kunne være, men alligevel sled jeg mine fingre ihjel, alligevel var jeg ikke tilfreds. Jeg sukkede frustreret, og lagde mig op af væggen. Det havde været en hård uge. Vi blev nødt til at skynde os videre, men jeg havde ikke lyst. Selvom skyggejægere ikke skulle have noget "hjem", følte jeg at det havde vi. Den her hule var vi blevet oplært i, født i, og havde set vores forældre blive dræbt i.  Jeg følte et stærkt bånd til hulen.

Jeg smed flintstenen flere meter væk, og den kastede sig modigt  mod væggen, og gik i tusind stykker. Sådan havde jeg det, jeg blev ført gennem en masse retninger, og vidste ikke hvilken der var den rigtige. Hvad skulle vi stille op? "Du ser ret irriteret ud", bemærkede Luna. "Jeg har ikke dræbt nogen i flere timer", sagde jeg. Hun kiggede overbærrene på mig. "Har det noget med Nico at gøre?", spurgte hun videre.

Luna og jeg havde opdaget at Sophia skrev breve til Nico, og omvendt. Vi havde ikke sagt at vi vidste det, da vi syntes hun selv skulle fortælle det. "Nej", sagde jeg ærligt. Jeg kunne lide Nico, og selvom jeg havde stor respekt for skoven, så syntes jeg ikke det kunne betegnes som "utroskab" at de sendte søde breve til hinanden. Nej, det var ikke det der plagede mig, det var en samtale jeg havde haft tidligere på dagen.

Jeg været ude, for at se min kontakt person. Samillian var den største sladderhals, hvis bare man havde penge nok, eller, som jeg, våben nok. Han var måske nok en kæmpe idiot, men han var god til at opfange sladder. Vi havde aftalt at mødes ved Magnus frugtbod.

 Før var Magnus en magtfuld troldmand, hvis magt var steget ham til hovedet, da han dræbte en skyggejæger som var sendt ud for at tale ham til fornuft. Han ville have "overtaget" verden, i følge ham selv. Jeg mente vi skulle dræbe ham, men resten af rådet syntes at han skulle få frataget sine kræfter. Så det fik han, og nu solgte han frugt. Jeg må erkende, at det var min fejl, at ønske ham død. Han var en fin og ærlig man, magien havde gjort ham tosset. Det kunne ske for alle, hvis de fik mere magi, end kroppen kunne holde til, så havde de ikke en chance for at tænke logisk.

Jeg sad i et hjørne hvor man kunne se alle, igennem øjenkrogen. Jeg kunne ikke lide at side inde i en kro, der var for mange der kunne vende sig mod en. Når man var skygge jæger, var det vigtigt at være mistroisk. Jeg lugtede ham, før jeg så ham. Alle havde deres helt egen duft, og Samillian var bestemt ikke nogen undtagelse. Han duftede af grantræ og sved, med en lille dråbe af æble. Døren lukkede sig, og Samillian kom slentrende hen ad mod mig. Han var distræt, det måtte man da give ham. Der gik adskillige minutter, hvor han stod og kiggede, på en eller anden "interessant" ting, eller skulle have en øl, indtil han følte sig sikker nok, til at gå over til bordet og sætte sig. "Kongen søger nogle bestemte skygge jægere", gik han direkte til sagen.

"Har du en beskrivelse?", spurgte jeg. "Måske, det ved man jo aldrig", svarede han, og sparkede bene op på bordet. Jeg snerede af misbehag, fandt min pung frem, og gav ham 15 kobbermønter. "Kan du?", nærmest snerede jeg. Jeg var ikke i humør til lege. "Jeg kunne, hvis ikke min pung var så tom, og træt", jamrede han videre. Jeg hev arrigt to mønter mere på bordret. Da han ikke gjorde mine til at samle dem op, gik han over stregen.

Jeg trak min nød dolk op, så hurtigt, at han ikke nåede at flygte. Så lænede jeg mig over, som om jeg ville sige en hemmelighed, hvilket ikke var usædvanligt herinde, og stak dolken lige ud fra hans hals. "du kan vælge at sige noget nu, og beholde både pengene, og dit liv, eller lade være, og miste begge to", hviskede jeg. Hans hals udformede en lille bugle, da han slugte noget spyt. Hans ånde var sur, som om han ikke havde været i bad i mange dage, hvilket han nok heller ikke havde. "Okay", hviskede han hæst. Jeg trak kniven ned, men kun så den var nem at få fat på. Samillian satte bene ned, og prøvede at være neutral, men han var tydeligvis blevet forskrækket over mit vrede udbrud.

Jeg ventede, mens mine nerver var helt oppe at køre. Samillian var en dværg, og de var bestemt ikke til at spøge med, men han var en kujon, mere end dværg. "Det skulle være tre piger, søstre vist, og de skulle alle havde lys hud, og grønne øjne". Mit hjerte frøs. Kunne det være et trick? Havde han fundet ud af hvem jeg var, og at jeg havde søstre? Jeg kiggede på ham, og afgjorde med mig selv, at de kunne han ikke. Vi var meget forsigtige angående lige netop det. Jeg kiggede til siden, for at skjule mine grønne øjne, og gemte de lyse fingre under bordret.

"Ellers andet?", spurgte jeg roligt. "Man siger at der skulle være et hunkøn, der havde forført kongen, og at det er hende der vil have fat i dem". Han nikkede, havde ikke mere at sige. Jeg nikkede tilbage, og han gik. Jeg kiggede på bordret, og så at pengene var væk. Tjekkede min pung, og mærkede til alt held, at pengene stadig var der. Dværge havde et unaturligt talent for at stjæle uden at man så det.

Det var det, der plagede mig. Jeg var bange for at vi var blevet opdaget. Jeg kærtegnede mit elskede sværd. "Ej, hvordan er det du ser ud!", kommenterede Luna, da Sophia kom ind, med blodige knæ, og slidt tøj. "Lilly, kan du ikke hente en kande og fylde den op med vand?", spurgte Luna. Jeg gik længere ind i hulen, og fandt en kande, i vores køkkenkasse. Jeg ventede, lyttede til Lunas rolige stemme, der snakkede med Sophias nervøse. Uden advarsel, kastede jeg kanden ind i væggen, og den gik i stykker...     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...