Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
819Visninger
AA

11. Lilly- Spørgsmål og oprør Del 1

Alle former smeltede sammen, og var et stort virvar af farver. Jeg hørte vagterne mumle noget, men kunne ikke rigtig tolke det. Hvad var det der skete med mig?

Jeg havde fået noget, så meget kunne jeg huske. Noget.. jeg prøvede at finde på det rigtige ord, men det sad ligesom fast i min hals. Jeg kunne mærke at jeg vidste det, men kunne ikke sætte ord på det lige nu. Jeg opfangede at vi gik gennem en lang gang, og drejede ind til venstre. Mit hoved dunkede meget, og jeg kunne ikke tænke klart. For hvert øjeblik der gik, blev det hele mere og mere sløret. En af vagterne sagde noget igen, og denne gang kunne jeg godt høre hvad det var, og det gjorde mig pisse sur.

" Er du blevet lidt træt heks? Skal vi synge en godnat sang for dig?"

Så begyndte de at synge en sang med melodien fra  "Mester Jakob", med teksten "Heksen hun skal brændes i nat, sov godt lille heks og vågn aldrig op"

De sang sangen tydeligt, udtalte hvert ord langsomt og grundigt, så jeg kunne forstå dem. Lidt efter lidt blev de mere hysteriske, sangen blev til grin, og i blindt raseri slog jeg ud efter dem. Jeg ramte en af dem i ansigtet, så hårdt at han fløj flere meter baglæns. Sådan så det i hvert fald ud i mit hoved. I virkeligheden kunne jeg næsten ikke en gang vrik med hånden, hvilket selvfølgelig fik dem til at grine noget mere.

Skiderikker, tænkte jeg hånligt. Uden en advarsel til mig først, gik det pludselig ned af, da en lille smal trappe kom til syne. Jeg havde ikke set den, og faldt ned ad de første trin. Vagternes latter lød som ville den aldrig stoppe. Trappen var ikke stor nok til at to kunne være ved siden af hinanden, men i min tilstand var det også nytteløst at stikke af. Jeg snublede mig igennem hvert et trin, og faldt flere gange.

Jeg kunne mærke at luften blev tyndere jo længere vi kom ned. Da vi var noget helt ned, var luften en grim blanding mellem sved, urin, og en sær duft jeg ikke kunne identificere. Med en gysen, opdagede jeg at det var jern, og kobber, altså blod. Fangehullet var en stor lang gang, og for hvert et bur vi passerede råbte fangerne højere og højere på hjælp. Nogle havde opgivet, var helt stille. Mit hoved dunkede værre end nogensinde, og jeg var næsten gledet helt væk da jeg hørte Sophias stemme.

"Lilly!"

Jeg kiggede til højre og venstre, prøvede at finde hende. Det vidste sig at hun var i buret to rækker foran til højre. Mit hoved var så uklart, jeg kunne næsten ikke tale. Så alle mine ord, smeltede sammen til et ord: Undskyld.

"Unscylk"

Tåre strømmede ned, da jeg ikke kunne sige et så simpelt ord.

"Lilly! Jeg er ked af det. Lilly!!"

Hendes stemme druknede da jeg kom længere og længere ned. Vagterne åbnede cellen, og da jeg skulle til at gå der ind, mærkede jeg et spark bag på. Deres grin og nøglen der låste cellen, var det sidste jeg hørte, inden jeg gik ud som et lys...

***

Det første jeg gjorde da jeg vågnede, var at kaste op. Jeg måtte gøre det ned i den spand, som ellers var til egnet mit tis. Da jeg var ret sikker på at jeg nok ikke måtte få en ny, sukkede jeg dybt. Nattens hændelser (Eller var det dag?) stod stadig lidt uklart for mig. Jeg kunne huske Sophias stemme. Vagternes sang stod, desværre, også ret klart. Og så var der prøven. Mit hoved dunkede ikke mere, så nu kunne jeg endelig få tænkt det hele igennem. Jeg blev beskyttet af magi inde i prøven, og det var min sten der havde været kræft kilden. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Vidste mor godt at stenen var en magisk kræftkilde, eller var det helt tilfældigt? Havde de andre sten også magi? Og i så fald, ville Sophia og Luna så være beskyttet? Hvad skete der hvis de ikke var? Hvorfor skulle vi i det hele taget i gennem de prøver? Hvem var vores virkelige fjende?

Alle spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. Uanset hvor meget jeg ønskede dem besvaret, kom svaret nok aldrig. Hvad skulle vi stille op? Jeg lænede mig op ad væggen som føltes kold, og fugtig. Mine fingre fumlede efter mit sværd, men fandt det ikke. Tåre pressede sig på. Hvor havde de gemt vores våben?

Skyggejægere er knyttet til deres våben, uden dem er vi magtløse. Det var det jeg frygtede allermest. At stå uden magt, og ikke at kunne gøre noget. Minderne fra vejen til min celle, kom igen som et skygge lignende mareridt. Det havde været rædselsfuldt, bare at stå der, og ikke kunne gøre noget som helt imens andre sviner en til, det var.. Det var forfærdeligt. Min stolthed var i hvert fald sunket dybt. Jeg følte mig som et kryb, lille, forsvarsløs, og ingenting hver for den støvle der maser den.

En masse råben kunne høres, og jeg kiggede hen mod tremmerne, for at se hvad der skete. 15 minutter senere, kom en vagt og smed mad gennem den lille lem der var. Maden, hvis man da kunne kalde det det, bestod af et lille stykke brød. Intet andet. Nu forstod jeg hvorfor de råbte sådan. Det var da ikke nok mad til selv en mus. Som skæbnens ironi nu end var, kom da også en mus pilene hen over gulvet. 

Når man taler om solen, tænkte jeg irriteret. Musen kravlede hen til brødet, men da den nåede der hen, kiggede den hen mod mig. Dens sorte øjne, kiggede direkte hen mod mig. Den kiggede intenst på mig, som om den bad om tilladelse. Jeg nikkede stille, og et øjeblik var det som om der opstod en dyb forståelse. Vi var begge fanget her, og blev nødt til at få det bedste ud af det.

Musen begyndte at spise af brødet, og jeg betragtede den stille. Der var noget fredfyldt over at se den spise. Noget normalt. Gad vide hvad rådet ville sige hvis de så os nu? Ville de rede os? Eller lade os dø af sult?

Rådet var samling for alle skyggejægere. Hver gruppe havde en repræsentant der stillede op for gruppen i rådet, og lederen af rådet blev skabt ved en årlig afstemmelse. Luna var vores repræsentant. Hun var den klogeste af os, og var bedst taktisk. Jeg måtte indrømme at jeg ikke var særlig taktisk."Slå på det der slår på dig" Det var mit motto.

"Herover"

Jeg hørte en rusten stemme, som lød som om den ikke havde fået vand i dagevis, hvilket ikke var en umulighed. Jeg kiggede bag ved mig, og så en mand der lignede en på over de 100 somre, selvom han sikkert kun var omkring de 40.

"Hvad?" hviskede jeg, bange for at blive hørt af vagterne.

"Hvis du ikke vil havde dit brød, vil jeg meget gerne"

"Beklager, men der er en der allerede har fået det", jeg lavede en hjælpeløst gestus mod musen, der utrolig nok allerede var halvvejs.

"Du er tydeligvis ny, siden du gir dit brød til en MUS". Han udtalte MUS med så meget foragt, som det nu er muligt.

"Jeg dør uanset hvad"

Hvorfor fortalte jeg ham det? Måske fordi det faktisk var sandt.

"Jeg har været her i 5 somre. Hvad er dit navn?"

Jeg kiggede mistroisk på ham, han sukkede og sagde:

"Mit navn er Baltasore, spion/charmør hyggeligt at møde dig?"

Hans sarkastiske tonefald, og det gavtyveagtige glimt i hans øjne fik mig med det samme til at stole på ham. Hvilket sjældent skete for mig, det var sådan set aldrig sket før.

"Lilly, forbryder uden grund, eftersøgt af mange onde væsner, hvad kan jeg gøre for dig?"

Han smilede, og det var så ægte et smil, at jeg fik tåre i øjne.

"Klare du den?" Han kiggede undersøgende på mig, og jeg nikkede stille. Ikke noget med, hvad er der i vejen, han vidste at det ikke nyttede. Ikke når vi sad i et fangehul, og knap fik noget at spise, og den ene af os var dødsdømt.

"Hvis jeg siger alt om mig, fortæller du mig så din livshistorie?", spurgte jeg.

"Aftale"

***

Det vidste sig at Baltasore var en hemmelig agent for kongen, men da han begyndte at finde ud af lidt for meget i følge Fruen, fik han 10 somres fængsel. Han var 35 somre, og havde en kone, men ingen børn. Det havde været deres store drøm at få børn, og de havde lige besluttet sig for at forsøge, da han blev idømt fængsel. 

Nu sad vi, og nød stilheden, imens vi tænkte.

"Jeg tror Aya er ude efter os"

"Jeres søster?"

"Ja, jeg ønsker det ikke skal være sandt, men inderst inde ved jeg at det er"

"Har du nogensinde haft sådan en førelse af vished?", spurgte jeg.

"Ja, jeg vidste så snart jeg havde sat min fod ind i det her fængsel, at jeg ville dø her"

"I vil aldrig få børn", det var ikke et spørgsmål, bare en sørgelig konstatering.

"Nej, Fruen får mig enten dræbt, eller giver mig 50 somre mere"

"Der må være noget vi kan gøre"

"Hvad? Et oprør? Skulle vi sølle to, gå imod over hundrede vagter? Plus hæren, hvis det kommer så langt?

En ide begyndte at tage form i mit hoved.

"Ja, et oprør, men ikke kun os. Alle."

Han kiggede på mig som om jeg var vanvittig.

"Der sidder nogen herinde som rent faktisk fortjerner det her, som er på den forkerte side af loven, hvorfor skulle de hjælpe os?"

"Fordi vi kan give dem det de ønsker", jeg blev mere og mere ivrig.

"Hvad? Guldkorn?"

"Frihed"

Han tænkte sig godt om, før han svarede.

"Er du sikker på at det er klogt at slippe dem fri?"

"Jeg er skyggejæger, jeg har kæmpet mod selve mørket, tro mig, et par tyve eller ballademagere, måske et par mordere er ingenting"

"Men jeg har brug for din hjælp, kan jeg regne med det?", jeg kiggede spørgrene på ham.

"Jeg må jo være vanvittig", mumlede han.

"Jeg sværger som borger i Vendilia, at du kan stole på mig"

"Godt, så sværger jeg til gengæld at jeg aldrig giver op, at jeg vil kæmpe til sidste åndedrag, før du er fri"

Og for første gang i lang tid, følte jeg håb, og at der var noget at kæmpe for...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...