Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
826Visninger
AA

8. Lilly- Et vildt dyr

Hvis jeg var en anden, og havde kigget ned på mig selv, ville jeg nok syntes jeg lignede et vildt dyr. Ikke fordi jeg havde pels, eller store skarpe tænder, men på grund af min opførsel. Jeg slog og sparkede, hvæsede, og spyttede, skreg, og gjorde alt hvad jeg kunne for at komme fri fra vagternes greb.  De havde givet mig en eller anden form for beroligende middel, som åbenbart havde virket på Sophia, men ikke på mig. Jo, jeg følte mig da lidt sløv i det, men jeg kunne fint bevæge mig, og det udnyttede jeg i den grad. Vagterne var tydeligvis blevet overasket over det, og kunne intet stille op mod mig. Helt uventet, prøvede den sidste vagt at tage fat i mig, og jeg fik et heldigt slag ind på hans unævnelige sted, og slap fri.

Jeg løbede alt hvad jeg kunne, og prøvede for guds skyld at holde balancen. Det var svært, når mine hænder var båndet om bag min ryg. "En udgang, en udgang, hvor fanden er der en udgang!", hviskede jeg indæt for mig selv, og hvirvlede igennem en masse gange.

Jeg kiggede rundt, men der fulgte ingen efter mig. Mærkeligt. Jeg mente ikke at jeg havde slået dem så hårdt, at de var gået ud. En stemme, min egen, sagde mig at jeg skulle til venstre. Jeg fulgte hvad jeg troede var min egen introduktion, og løb til venstre. Til højre, tænkte jeg, og løb derefter ligeud.

Jeg kom til en stor træ dør, med et slidt guldhåndtag. Mine hænder rystede ganske lidt, da jeg åbnede døren og trådte igennem den. Jeg smilede, glædede mig til at mærke frisk luft, til at være ude i det fri, til at... 

Jeg måtte undertrykke et stor raseri skrig. EN ARENA! Jeg var trådt midt ind i en arena, og efter Blakes Latter at dømme, den arena hvor det var meningen at jeg skulle ind fra starten af. DE UHYRE! Jeg vendte mig om, og løbede alt hvad jeg kunne hen til døren, men for sent. En stor grim og fæl varulv spærrede døren, og hvæsede mens noget savl løb fra den store gab. Skønt. I det mindste havde jeg noget min vrede kunne gå ud over. Men først lige en ting. Jeg kiggede intenst på Blake, og viftede med mine stadig bunde hænder. Han sukkede, og en vagt kom ind, og fjernede mine reb. Jeg sparkede ham ikke eller noget, for det ville ikke hjælpe mig med at komme ud. Han skyndte sig ud, mens han holdte øjne rettet mod varulven. Det var mærkeligt at varulven var så rolig. Nå, men pyt.

Mine ben fandt automatisk den angrebs positur som jeg kendte så godt. Jeg smilede venligt til varulven, og løb hen mod den. Men så forsvandt den. Helt bogstavelig talt! Op voksede en kæmpe jungle, med palmer med lianer der hang fra den ene palme, til den anden.

"Hvad sker der", spurgte jeg ud i luften.

Det gav et sæt i mig, da Blakes stemme rungede imellem palmerne.

"Jeg tænkte bare at du nok gerne ville have lidt udfordring. En varulv er jo ikke særlig svær at klare, men uden at kunne se? Tja, så håbede jeg at det ville blive tilpas svært"

Jeg kunne høre hans håne latter overalt, det var så irriterende, at jeg overvejede at holde mig for ørerne. Jeg skulle nok klare det, og hvis det vidste sig at jeg ikke kunne, ville jeg kun komme lidt til skade. Han havde jo selv sagt at "Fruen" ville have os i live. Men det kunne nu stadig godt gøre lidt ondt. Desuden så klør varulve mærker helt vildt.

Koncentrere dig, lyt 

Jeg måtte finde den varulv, før den kom først. Jeg anstrengte mig for at lytte efter lyde, eller åndedrag. Der! Jeg kunne høre den trækkede vejret. Der kommer ikke til at gå lang tid før den angriber, tænkte jeg. Vareulve er kendt for deres aggressive adfærd. De kunne ikke holde sig i ro, ret længe ad gangen.

Pludselig holdt den op med at trække vejret. Jeg lyttede så godt jeg kunne, men kunne ikke høre den. Jeg fik pludseligt en klo i ansigtet, og faldt ned. Jeg skulle til at rejse mig op, da jeg kom i tanke om noget om varulve. De opfattede det som en trussel, hvis man så dem i øjne. Hvis jeg rejste mig op nu, ville jeg ikke vide om jeg så den direkte i øjne, men hvis jeg lå ned, kunne jeg umuligt komme til det. Jeg kravlede op på alle fire, og prøvede at føle hvor den var. Jeg mærkede noget stift og hårdt, og gik ud fra at det måtte være varulvens ben. En snerren bekræftede det.

Jeg lagde ørerne tilbage, klynkede og prøvede at se så usselt ud som muligt. Imens jeg håbede dens interesse var ved mig, tog jeg ligeså stille min halskæde af. Det var en lykke sten, hvor der var båndet hul i, og puttet en læder snor i. Stenen var rød, med et gult skær i. Det var en halskæde jeg havde fået fra min mor. Hun havde sagt at stenen lignede et flammende bål, så den passede godt til mig. Det var en lille leg vores mor havde lavet. Hun kaldte mig for ild, på grund af mit temperament. Luna var vand, fordi at vand stod for visdom, og hun havde altid været den klogeste af os. Sophia var jord, fordi hun altid var fredfyldt, og elskede naturen. Den sidste af "Os" var vind. For tilgivelse.

Hvor havde vores mor dog taget fejl, da hun gav hende det navn.

Jeg kastede stenen med alt min kraft over til højre, og jeg kunne nærmest mærke varulvens blik blive draget mod lyden. Jeg fik chancen, og jeg tog den. Jeg rejste mig op, og sparkede der hvor jeg håbede var varulvens mave. Det jeg ramte, havde mere hår en ellers, og bøjede sig for vægten, så jeg gik ud fra at jeg ramte rigtigt.

Ulven klynkede, og jeg hørte den tage et par skridt baglæns. Jeg løb over mod stenen, og tog den om min hals. I det samme kom en klo til syne og det eneste jeg kunne gøre var at stå i stivnet rædsel. Jeg ventede på at slaget kom, men det gjorde aldrig. Pludselig blev min sten brændende varm, og jeg skreg og hvæsede, mens jeg prøvede at få den af igen. Men den sad fast. Jeg forstod det ikke, men kiggede i stedet op, og så et skold der stod som en cirkel rundt om mig. Skoldet kom fra min sten, og havde samme farve som min sten. Da det endelig gik op for mig hvad der skete, kom et lusket smil frem på min læbe.

Den kunne ikke røre mig, og jeg kunne ikke se den. Det lød mere fair. Varulven hvæsede, og jeg hvæsede tilbage. Slut med at være sød. Nu skulle den få nogle rap over snuden. Jeg gik til angreb, men mistede balancen og faldt. Rettere sagt; Jeg havde kastet mig ud mod luften. Varulven havde flyttet sig. Jeg skulle lige vende mig til ikke at bruge øjnene. Jeg lyttede fter varulven, men det viste sig at være nytteløst. Den gik straks til angreb igen på mig, og nu slog vi for alvor. Det var ligesom en dans. Første gang du danser med din partner, er hvert et træk nyt, og du må lære at kende ham. Men senere kender du ham, ved hvilke træk han kan finde ud af, og hvornår han bruger dem, og hvordan han reagere på dine træk. Jeg begyndte at kunne regne varulvens træk ud, og jeg begyndte at få nogle gode slag ind. Jeg ville vinde uanset hvad, og det kunne Blake også se for i det samme gik illusionen væk, og jeg kunne endelig se igen.

Varulven gik straks til angreb igen for den havde intet indret sig, men så stoppede den pludselig. Den lagde sig ned på jorden og lå nærmest i forster stilling. Den begyndte at klynke, og man kunne tydeligt  se dens frygt. Sådan havde jeg aldrig set varulve før.  Jeg kiggede på Blake, der så ret sammenbidt ud. Vagter kom ind ad døren, og de begyndte straks at bedøve mig. Jeg var så optaget af varulven, at jeg helt glemte at gøre modstand, og nu havde de givet mig en dobbeltdosis, så jeg blev langsomt slap. Men dog ikke slap nok til at jeg ikke kunne sende Blake et smørret smil, og triumferende øjne. Jeg vandt denne omgang. Så lukkede døren til den arena, hvor jeg havde opdaget mine, indtil nu, uanede kræfter...

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...