Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
822Visninger
AA

16. Lilly- Dårlig fornemmelse

32. Enhver ville sige at det var umuligt, jeg havde selv tvivlet på det. Vi havde været sikre. Det var kun en lille flok, bestående af enten 5 eller Maks 10. Men hvor havde vi dog taget fejl. Vores fejl havde kostet os dyrt, vores liv, ville vi mene. 32. Vampyrer havde altid jaget i samlet flok, men de kunne ikke holde deres natur nede. Hvis de begyndte at være for mange i en flok, ville de dræbe hinanden, fordi de så sine egne venner som trusler. Venner, et dumt ordvalg, vampyrer har ingen menneskelighed tilbage, kun instinkterne. Derfor rystede mine hænder ganske svagt af frygt, da vampyrerne kom fremad mod os. Der var intet synkront over deres bevægelser, ingen dødelig ro. Det gjorde dem kun mere skræmmende. Deres glødende øjne lyste rødt, tørsten efter blod kunne de ikke benægte. Jeg kunne se dem sluge os ´med øjnene, se deres bytte an. De smilede dyrisk over hvad de så.

Og hvad kunne vi gøre?

Intet. Vi måtte bare kæmpe, kæmpe for hvad vi troede på, for lyset, for vores forældre.  Vi kiggede på hinanden, sugede hvert et indtryk ind. Sophia så bange, men beslutsom ud. Luna sammenbidt, men stærk. Aya så ud som var hun klar til at kæmpe for sit liv, hvilket hun nok også var. Mig?

Tja, men mund var en stor bue ned ad, mine øjne angreb enhver der vovede at kigge på mig, og mit åndedrag var hektisk. Ja, jeg var klar til at kæmpe med ære. Alting stod stille. En enkelt dråbe faldt ned fra grotens tag, og lande med en blød lyd, men dog knustes dråben ikke. Den satte sig bare fast på gulvet. Som havde det været et timeglas gik en vampyr straks til angreb over mod Aya. Aya var klar, og kastede hendes læderpisk, med en metalspids for enden, hen  gennem hjertet på vampyrene. Alle rygterne om vampyre og træ var ikke sande, det eneste der kunne dræbe en vampyr var metal, dryppet i vievand, gennem deres hjerte. Godt og kort. Vi havde alle sammen dyppet vores våben i vievand, før vi begav os af sted mod hulen. Vampyrerne droppede alt det med at stå stille, så snart den første var dræbt, gik de alle til angreb. Mit sværd svang gennem det ene hjerte efter det andet, men det var hårdt, og hver gang kom der bare en ny vampyr til angreb. 32 var ikke nok, der var FLERE. Vi var døde. Vi kæmpede i flere timer, men vi var så trætte. En vampyr løb mod mig, og fik mit sværd ud af hånden. Vi væltede ned, med ham øverst. Jeg ville ikke bruge mit magi på ham, det skulle gemmes til ham. Hvem var han?

Det kunne jeg ikke huske, men han var meget vigtigt og meget stærk. Jeg skulle lade min energi op, så vi sammen kunne ramme ham med alle vores kræfter. Vampyren holdte mig i et fast greb, men jeg sørgede omhyggeligt for ikke at se i dens røde lysende øjne. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være i vampyrens magt. De havde en medfødt evne til at kunne hypnotisere. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en stor trang til bare at give op. Vi ville jo tabe uanset hvad, og måske ville de visse nåde?

Det var jo direkte tåbeligt at spilde kræfter på det, når tab ville være uundgåeligt. De var over hundrede, og vi var sølle fire. Giv op, hviskede en stemme dybt i min underbevidsthed. Giv op! Denne gang var stemmen kommanderende, jeg måtte følge den. Jeg blev NØDT til at gøre som den sagde. For vores eget bedste. Noget rørte sig i mit indre. Noget jeg skulle huske, eller gøre. Det var vigtigt. Vigtigt? Intet var vigtigere end at følge stemmen. Men DER VAR noget vigtigt jeg skulle. Vampyren nærmede sig min hals. Sådan ja, god pige, roste stemmen i mit hoved. Stemmen lød begærlig, som var den på randen af vanvid. Samtidig var der også noget mørkt og dragende ved den. Jeg skulle gøre som den sagde. Selvfølgelig skulle jeg det. Men samtidig var der stadig noget der nagede i min bevidsthed, jo nærmere vampyren kom, jo tættere på kom det. Sophias skrig var som at vågne op igen. Jeg kunne mærke magi! Og det var ikke den jord blok Sophia ligge havde spiddet 7 vampyre med, det var HANS magi! Han manipulerede med mig! Jeg tænkte pludselig klart, og dukkede hovedet op i vampyrens. Det lød huldt da jeg ramte det, og det gjorde ondt i man pande. Vampyren mærkede ingenting, men var blevet distraheret, hvilket gav mig en chance for at få min arm fri, og lave en kraftbølge af ild, der fejede min modstander væk. Jeg prøvede at lokalisere magien fra HAM, og mærkede at den blev svagere. Han var på vej væk. Jeg løb hen, rev sværdret til mig, og huggede til igennem alt kaos. Jeg løb og prøvede at finde ham, og der! Lige ude foran grottens indgang.

"Protege et conserva eum!"

Ilden skyd op foran indgangen, og han stoppede, vendte sig rundt, og kastede magi hen mod mig. Det mørke han havde kastet, kom langsomt, og krybende. Jeg prøvede at angribe ham, men det sorte slugte det, og kom nærmere. Mit skjold manifesterede sig, og jeg sukkede lettet. Men da det sorte klister kom hen til mig, blev det til en stor sort slange, der huggede mod mit skjold. For hver gang den huggede, blev mit skjold svagere, og svagere. Til min rædsel brød den igennem. Jeg kastede ild mod den, formet som en drage, og de slås. Men alene var dragen ikke kraftfuld nok, og slangen huggede den til døde. Før jeg nåede at skrige, rullede slangen sig rundt om mig. Dens modbydelige krop snoede sig rundt om mig, og alt blev sort. Jeg begyndte at blive svagere, og forstod med det samme at slangen sugede alt magien ud af mig. Jeg kunne ikke få vejret, var ved at dø uden et eneste farvel på læben. Så hørte jeg Aya skrige, og alt i mig forstummede. Det var et skrig så voldsomt, og rædslen, både fra mig og hende, strømmede igennem mig, og gav mig nye kræfter. Slangen eksploderede i en sky af ild, og jeg rejste mig rasende op. Min hud glødede, og jeg kiggede over mod groten. Jeg kunne mærke ham smile, kunne høre hans latter. Jeg løb alt hvad jeg kunne, mens jeg kunne mærke at HAN stak af. Men det var lige meget, Aya havde brug for hjælp. Da jeg kom ind, så jeg forvirret omkring. Luna stod, mast op af en mur, med en skrigende mund, uden en lød. Sophia græd stille, og hendes ansigt var blegt. Aya... Hang slapt i grebet på en vampyr. Vampyren havde sine tænder boret dybt ned i hendes hals, var nyt og gammelt blod blandede sig. Hendes øjne var slappe, og da vampyren gav slip, faldt hun slapt ned på jorden. Vampyren tænder dryppede af gift. Hun var blevet ramt, ikke af døden, men ad noget meget værre. Af skæbnen. Af vampyren, dømt til at være en mørkets skabning. Hendes lyserøde læber var formet i et forvrænget skrig, men hendes ansigt var rasende. Alt frygt, vrede, had, gråd, kom væltende op i mig og mine søstre, og vi kunne ikke styre det. En negativ ladning kom ud over alt, og alle vampyrende blev til støv.

Vi løb ud, mekanisk, med kroppen fyldt af had. Vi søgte med samlede kræfter, og fandt ham. Vi spærrede ham inde i en forenet boble af vores kræfter, og forviste ham til evig eksil. Men vi var kun tre. Ikke alle elementer var samlet, og derfor kunne han bryde ud og...

"Aya!!!" Skreg jeg. Tårerne trillede ned på mig, og jeg tog glædeligt imod Sams favn.

"Samme drøm?"

Jeg nikkede, men mine rystende hænder klamrede sig til hans T-shirt, og gjorde den klam af sved. Samme drøm som jeg havde haft lige siden Sam og jeg fandt sammen. Der var gået et halvt år, og vi skulle afsted mod den sydlige del af Vendilia, mod Rånian. Mod kongen, Samilian, og Blake. Mod der hvor det hele var startet.Vi havde efterhånden lært at styre vores evner, og var klar. Luna havde ved et mirakel fundet sin  halskæde i tasken, men ingen vidste hvordan den var havnet der. Samtidig blev hun mere bekymret for Blake hver dag der gik, og var på randen til vanvid. Vi havde aftalt at jeg skulle lægge en besked til Samilian om at mødes, så han kunne fortælle os hvad der skete med Blake. Det var lidt klogere, og lidt mindre farligt, end hvis Luna stormede ind på slottet for at se ham.

"Læg dig til at sove, du for brug for en god nats søvn til den lange rejse" Hviskede han nede i mit røde bølgene hår, der strittede ud til alle sider. Jeg lagde mig godt til rette, snuste dybt ind af hans duft, der virkede beroligende, og faldt i en drømmeløs søvn...

***

Samilian sad og ventede på mig, ude i skoven. Han sad, og så meget rolig ud, hvilket slet ikke lignede ham. Han plejede at side lidt uroligt, uanset hvor godt han også plejede at skjule det. "Godt, fortæl mig så alt hvad du ved om Blake Fortis".

"Først betalingen!" Jeg sukkede. Dværge altså. Jeg tog fem guldmønter op, hvilket i forvejen ikke er helt så lidt, men da jeg gav ham dem, smid han dem bare ned på jorden.

"Jeg vil have en anden form for betaling, jeg vil vide hvor i holder til"

Jeg måbede. Han plejede aldrig at fornægte penge, det gjorde dværge generelt ikke. Hvad bildte han sig ind? Selvfølgelig ville jeg ikke sige det til ham, jeg vidste jo godt at han sagtens bare kunne fortælle alle og enhver det. Han måtte enten være gal, eller lave en joke ( ordet "joke" har jeg lært af Sam!) men der var bare lige det at 1; dværge laver aldrig sjov 2; man kan kun blive gal af for meget magi, og Samilian har intet magi. Jeg fik en dårlig fornemmelse omkring det hele, og ønskede at jeg havde taget imod Sams tilbud om at han kom med for at beskytte mig. Jeg havde hvæsset, at jeg sagtens kunne klare mig selv, og især når kun drejede sig om en lille dværg, tilmed en kujon agtig en. Men han opførte sig så mærkeligt, han blinkede ikke, var ikke nervøs, og ville ikke tage imod mine penge. Det hele var bare så... Forkert.

Jeg trak mit sværd, og rettede det mod hans hals.

"Giv mig de oplysninger dit fæ! Nu!"

"Uden betalingen, ingen handel"

"Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle det til en kujon som dig, du sladre jo bare til den nærmeste person!"

"Ingen betaling, ingen handel!"

Selvom sværdret faktisk stak dybt ind, og lavede en rød lille prik, stod han ved sit ord. Han mente det. Normalt ville jeg ikke engang overveje det, men jeg var bekymret for Luna. Hvis hun ikke snart fik at vide at Blake var i sikkerhed, var det ikke til at vide hvad hun ville gøre. Jeg følte selv trang til at sikre mig at Sam var uskadt hele tiden, det ville drive mig til vanvid hvis jeg ikke vidste om han var levende eller død. Så derfor gjorde jeg det dummeste i hele mit liv, og sænkede nedslået sværdret.

"Det bliver som du vil have det, men hvis du siger noget til nogen, så slår jeg dig ihjel!"

Han nikkede bare mærkeligt, og det kom et sært smil på hans læbe. Så slog en tanke mig. Det gav god mening. Jeg skulle bare lige vente...

"Nå, hvad skete der så med Blake"

"Betaling først"

"Gå nord når du er ude af porten, følg en lille sti til skoven, inde i skoven går du direkte til vest, derefter kommer der en bakkedal, og bag ved bakke-daleen ligger en grotte højt oppe på en bakke"

"Nu, fortæl mig om Blake!"

"Han skal henrettes i morgen"

Ordne gav mig kvalme, Luna ville ikke kunne lide den nyhed.

"Hvor holder de ham fanget?"

"I vestfløjen, og så ned ad døren til højre"

Så snart han sagde det, huggede jeg hovedet af ham.

Jeg kiggede tomt på det lille dværge hoved for mine føder. Han var blevet ramt af en Skygge rest. Ellers gav hans opførsel bare ikke mening. Jeg gik hjem ad mod grotten, tavs og nedslået...   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...