Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
845Visninger
AA

18. Lilly- At åbne øjne

"Jeg har måske noget der kan hjælpe jer"

"Vi har ikke brug for din hjælp" Vrængede jeg. Jeg var efterhånden godt rasende på ham, jeg var bekymret for Sam, og jeg havde fandeme ikke tid til hans hjælp

"Jo det har i, medmindre at i altså ved hvordan i har tænkt jer at komme forbi dem uden at skade dem?"

Pis. Han havde os lige hvor han ville. Han smilede og gjorde mine til at rejse sig, og straks kom en vagt hen for at hjælpe ham. Så gik han ud af biblioteket. Vi havde ikke andet valg, end at følge efter  ham. Han ledte os hen i retningen af en stor væg som var bevogtet af to vagter. Da han kom hen, bukkede de respektfyldt, og lod ham om at svinge den fakkel der rang rundt. Han gjorde det 3 gange mod udret retning, og 2 gange med. Så glid væggen til siden, uden et eneste knirk. Et tegn på at den blev smurt ofte. Et rum, der lignede et lille udspring af en grotte, kom til syne. Inden i var der mange hylder med eliksirer. Conner, nå nej, undskyld, KONG Conner gik hen mod en stor sæk der stod henne i hjørnet, og bad en af vagterne om at slæbe det hen til os. Vi kiggede på samme tid der ned, og gispede chokeret. Så meget festøv måtte svare til tusind Nat-feer. 

"Hvor har du alt det fra?" Spurgte Luna åndeløst.

"Man har vel nogle fordele, når man er konge" Sagde han og træk på skulderne.

"Hvad er din pris?"

"Tusind tak"

Sagde mig og Sophia på samme tid. Vi kiggede på hinanden, hende rettende, og mig irriteret.

"Der er ikke nogen pris som sådan, jeg vil bare gerne have at i husker hvem der gav er det" Jeg sendte ham et af de blik der siger: Tror du selv på det?

"Okay, jeg ved godt at jeg har mine fejl. Det var forkert af mig at lade mig forblinde af Ayas skønhed, og bare at lade kommandoen til den forræder til Blake, men jeg fortryder det alt sammen"

"Blake er ikke nogen foræder, han gjorde bare det rigtige modsat dig der bare sad og så på alt det kaos. Det er ikke rigtigt, og specielt ikke når vi er så meget i fare" Sagde Luna hidsigt. Hendes kinder var helt røde.

"Hvad mener du?" Han så helt forvirret ud.

"Så slemt er det jo ikke, festøvet er jo løsningen"

"Jeg tvivler stærkt på at festøv hjælper på skyggen"

"Skyg... Skyggen?" Hans ansigt blev helt blegt.

"Vidste du det ikke? Det er Ayas plan at frembringe skyggen"

"Det.. vidste jeg ikke"

"Jamen så er det måske på tide at du begynder at åbne øjne"

"Måske" svarede han bare. Hans hænder rystede ret meget, og for første gang så jeg ham som det han var: En svag, rådvild konge. Han anede intet om politik eller havde aldrig nogensinde set mørket. Han var bare en rig kujon, der hverken ville, eller fortjente at være konge. Det var tydeligt at han intet havde anet om noget af det der havde forgået det sidste års tid. Han havde bare været glad for at der var en pige til at stille sine behov, og en Blake til at udstille sine ordre.

Han troede at hvis man bare troede på det, ville alle få deres lykkelige slutning. Men vi havde set mørket, vi havde set hvordan politik og grådighed kunne få det værste frem i folk, og vi vidste bedre end nogen anden hvad der ventede. Husk at ikke alt det onde er i mørket, ganske som lyset ikke altid bringer os det gode. Citatet fra Sophias bog havde mere ret end forfatteren nogensinde havde troet muligt. Det var sørgeligt at nogle væsner ikke værdsatte deres liv, men der var intet vi kunne gøre ved det. Derfor var det her vigtigt.

Fordi at jo flere Aya dræbte, jo mere hun nærmede sig mørket, jo mere vil hun fortryde det inde i sit hjerte. Selvfølgelig ville jeg ikke nævne at hvis hun nogensinde fortryder sit drab, er det først når hun ikke længere er vampyr, hvilket vil sige når hun ikke længere er i live. Sam havde spurgt om der fandtes engle, og da jeg sgade ja, spurgte han om vi så kunne snakke med vores forældre. Jeg forklarede ham venligt, men bestemt, at engle bare er væsner som os, og intet har med døden at gøre.

"Hvad sker der så med jer?"  Spurgte han, og jeg svarede sikkert det samme som der skete med menneskerne. Ingen (Udover de  døde selvfølgelig) vidste det.

"Lilly!"

"Vi må af sted" Sagde Sofia.

"Hvad med Blake?" Hun kiggede utålmodigt på mig.

"Det har vi jo aftalt, kongen løslader ham, men Luna vil ikke udsætte ham for fare, så vi siger ikke noget om hvad vi skal"

"Øh, godt"

Vi løb gennem slottet, og ned i slotgaarden. Derefter ventede vi til at de sænkede porten, hvorefter så snart vi var ude, rejste de den igen. Det kunne jeg nu godt forstå. Det der ventede ville nok ikke blive rart, især hvis det rent faktisk lykkes Aya at komme ind på slottet, og påkalde Skyggen. For at påkalde den, skulle man være et bestemt sted inde på slottet, som var hele Vendilias kraftkilde. derfor havde hun brug for at erobre slottet. Men da vi kom hen mod den ulmende krig, slog en ting ned i mig. 

"For helvede!"

"Hvad er der?" Spurgte Sophia. Jeg kiggede opgivende på hende.

"Vi har festøv til alle menneskerne, men hvad gør vi med det?"

"Smider det på dem?"

"Og hvordan har du tænkt dig at kaste festøv på over hundrede mennesker, før et af de mennesker når at ramme dig først?"

"Åh for pokker da!" Hun slog sig i hovedet med hånden.

"Shit" Hviskede Luna.

"Nu er vi da dødsens, Luna sagde lige et bande ord der ikke var for Nissen nusen da! Eller fe nusse da, eller hvad hun plejede at sige" Sagde jeg sarkastisk.

Men helt sarkastisk var det ikke. Hvordan skulle vi klare os med at få dem bedøvet? Plus alle de vampyre der ville være?

"Fe!" Råbte Luna glad. Som det geni jeg var, stirede jeg bare på hende.

"Hva?"

"Tænk jer om! Hvad ville være den bedste måde at fordele det ud over alle, uden de ville kunne røre en?"

Mig og Sophia kiggede stadig på hende.

"Vinger! Oppe fra luften kan ingen røre dem, og hvem har vinger? Feer! Og hvem ville være bedre til at dele festøv ud end feer!"

Langsomt gik det op for os. Selvfølgelig!

"Lad os finde nogle feer"

***

Det havde taget en halv time at finde nok feer, og vi var ret pressede. Men endelig fløj de op, og spredte festøv. Der gik et par minutter, før vi hørte det første skrig. Vi kiggede op, og så noget falde ned fra himlen. Det var en fe, i en rød kjole. Så så vi at kjolen kun var rød, på grund af hendes blod. En stor pil stak igennem hende. Flere blev ramt, vi begyndet at blive bange for at de ikke ville nå at ramme alle, før det var for sent. Men så var det pludselig over. Tilbage stod kun vampyrer, og selvfølgelig de sidste feer, og resten af byens mænd og drenge.

På denne afstand, så det ud som om der var omkring 20 vampyrer. Vi havde klaret flere før og vi kunne gøre det igen. Vi skulle til at gå derhen, da en arm pludselig lagde sig om Luna. Vi vendte os alle kampberedte om, og så Blake stå med sværd, og et skævt smil.

"Blake!" Først kunne Luna ikke styre glæden for at se ham, og så kom hun i tanke om at det var meningen at han skulle være blevet inde på slottet.

"Gå tilbage!"

"Som om det nogensinde vil lykkes jer at få mig tilbage til den idiot af en konge"

Vi begyndte at gå videre, vel vidende at Blake ville kæmpe på vores side. 

"Tag i jer af Aya, vi tager os af alle de andre" Sagde Blake, da vampyrerne begyndte at gå til angreb. Vi kunne ikke gøre andet end at håbe at de alle sammen havde noget vievand. Først skulle vi ordne Aya. Jeg løb frem, fuldstendig kold for førelser. For hvis jeg først begyndte at lukke op for dem, ville de strømme ud. Jeg havde ikke plads til at være følsom. Ikke med det der ventede mig. Det var som om alle vampyrerne var ligeglade med os, de gik direkte til angreb mod enhver borger der var.

Endnu et bevis på at der var nogen, eller noget der manipulerede med deres sind. Da vi nåede enden, begyndte vi alle at blive lidt nervøse. Ingen af os havde set Aya som vampyr, og vi vidste ikke hvad vi skulle vente os. Hvordan hun ville se ud, være. Desuden så vidste vi heller ikke hvad vi ventede. Der var sket noget med hende, nogen måtte også have rodet med hendes sind, for ingen vampyr er i stand til at binde mere en et væsen til sig, og udover det, ville ingen vampyr kunne udtænke så kompliceret plan. Vi stoppede op da en sort skikkelse kom frem. Eller rettere sagt, en hvid skikkelse, med sort, både kort og glat hår. Hendes øjne glødede mørkelilla, samme farve som Sam og alle menneskerne. Hvem  havde dog sådan en magt til at styre mange væsner?

Hendes bevægelser var flydende, som et rovdyr på  jagt. Jeg kom ud af fokus, jeg kunne ikke tænke klart. Det eneste min hjerne kunne præsentere var denne tanke: Hendes hår er mere sort end det plejer at være.

Hendes mundvige trak sig op i noget der sikkert skulle ligne et smil, men som nærmere lignede en uhyggelig grimasse. Det gav et lille gib i mig, da jeg hørte hendes stemme. 

"Jeg har ventet på jer" sagde hun smilende.

Men inde under smilet, inde under facaden, var hadet ikke til at krybe uden om.

"Aya, lyt nu til mig! Du er ikke dig selv! Du.." Men før Sophia kunne fortsætte, grinte Aya. Hendes latter var hæslig, og fuldkommen uden glæde eller liv.

"Jeg er ikke mig selv? Selvfølgelig er jeg ikke det! I tumper svigtede mig og fik mig forvandlet til det monster i kalder mig. Men før i fortsætter med at fortælle hvor stort et monster JEG er, skulle i måske tænke over hvor store monstre I er. I svigter jeres egen søster"

 

Hun kiggede hen på Luna.

 

"I tænker ikke på andre end jer selv" hun kiggede hen mod Sophia.

" og i dræber uskyldige" til sidst kiggede hun hen mod mig.

"Samilian var ikke uskyldig! Ikke når han var blevet ramt af skyggen!"

"Skulle du forestille at være skyggejæger? Samilian var IKKE underlagt skyggen"

" Var han.. I din magt?" Klynkede jeg. Tanken om at have dræbt en uskyldig gav mig kvalme.

"Selvfølgelig! I tænker jer slet ikke om gør i? I ved ikke en gang hvem der står bag det hele!"

"Aya, hvis du ved det, vil så ikke nok fortælle" lunas stemme knækkede.

"Jeg kan gøre noget meget bedre end at fortælle det. Jeg kan give jer jeres minder tilbage!"

Før nogen nåede at stoppe hende, kastede hun armene op i luften, og mumlede en lang besværgelse. En lille vindkugle kom til syne, og vinden blæste meget. Så føltes det som om mine tanker fløj rundt i mit hoved. Alle ting blæste omkuld, og det var næsten umuligt at holde fast på minderne. Med en hyletone, forsvandt vinden, og det føltes som om hele mit hoved sukkede. Så kom minderne tilbage med sådan en kraft, at jeg sank ned på knæ. Asulero! Åh for... Mit hoved kunne ikke finde på flere ord. Selvfølgelig havde vi godt vist at vi havde kræfter. Han havde med sine sidste kræfter kastet en forglemmelse over os. Det var ham der styrede alle, selvfølgelig, kun han havde så meget magt. Vi havde ikke kunne spærre han helt inde, fordi Aya, vind, manglede. Det var derfor han brugte sin kræft dengang, og fik alle vampyr til at gå efter hende. Og nu manglede luft igen.

"Aya! Vi husker det hele! Vi..." Længere nåede jeg ikke, før Aya sank slapt ned på jorden. Bag hende, kom en skikkelse nærmere. Skikkelse havde langt mørkebrunt hår sat op i en hestehale. En hud der mindede om den mørkeste chokolade, og øjne der.. Var mørke som skyggen selv, og mindst lige så hæslige.

"Undskyld, jeg fik vist ikke introduceret mig selv" Sagde manden med en dyb hæs stemme. Hvor var det nu jeg havde hørt den før? Så slog det mig. I mit hoved.

"Jeg er Asulero!" Han bukkede ridderligt, mens vi andre stod og følte os narret. Narret i en fælde...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...