Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
841Visninger
AA

9. Blake- Had og kærlighed

Det kolde vand føltes som en hel befrielse efter en lang og hård dag for Blake. Men dagen er ikke om endnu, tænkte han. Han var blevet overrasket, hvilket ellers var sjældent. Men pigernes kræfter var kommet bag på ham. Det så dog også ud som om det var kommet bag på dem. Hende Sophia havde i hvert fald været lige så bange for sig selv, som han var for hende. Nu manglede han i det mindste kun en. Desværre var det også hende han havde sværest ved. De andre var nemme at gennemskue. Lilly var styret af sit ustabile sind og Sophia var stille og koncentreret. Den sidste, Luna, var ikke helt så simpel.

Luna. Bare navnet sendte en bølge af spænding igennem ham. Hendes smukke hvide hår, de grønne øjne der var som skoven, fri og vildt, men på den smukke måde. Måden hendes læber var en lige streg af eftertænksomhed. Hun er din fjende, mindede han sig selv på. Det var svært at huske, hvilket gjorde at han blev vred på hende. Hun skulle ikke komme og manipulere med ham, han vidste hvilket uhyre hun var. Nu begyndte vreden endelig at boble op i ham igen. De havde dræbt hende. Hun havde mistet sine forældre, var kun en forsvarsløs lille pige, og de Dræbte hende!

De var nogle monstre, der ikke tænkte på andet end at dræbe og få magt. Han smilede sit charmerene smil, som han vidste de fleste piger ville dø for at se. Hun skulle være undtagelsen. Han ville forberede en helt speciel prøve til hende. Hun skulle føle smerten, hun skulle knækkes. Han måtte helere komme i gang med at forberede det. Fruen kom hjem om mindre en fem timer. Han kiggede sig i spejlet for at se om der sad noget skidt, og fik øje på sit ar. Det var ikke et kønt ar, det var et af de ar, hvor man tænker; Godt det ikke var mig! Arret gik tværs gennem hans øje, og havde samme farve som gammelt jord. Han kunne tydeligt huske den dag han fik det. Det var hans læremester der havde givet ham det.

Det var en af hans sidste timer, der var kun få måneder til at han skulle kores som ridder. Han havde for første gang vundet over sin mester, og stod med sværdret hævet mod hans hals. Han havde fjernet sværdret og gik hen mod det store træbord, der altid stod der til vand, og de andre våben de brugte. Lige før hans tunge rørte ved vandet i kanden, blev han sparket ned på jorden, og hans mester gav ham et ar midt på øjet.

"Aldrig giv nåde, hver altid sikker på at din fjende er død", var hans eneste ord. "Men mester hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne da aldrig finde på at skade dig", klynkede han, mens han ledte efter kanden med vand. Han kunne ikke se noget med det ene øje, og det føltes som om det brændte inde fra og ud. Hans mester svarede blot; "En skramme ville jeg ikke dø af, ligesom du ikke døre af et lille sår". Hans mester så dog ud som om han ikke ville have ramt ham hårdt. "Her", han kastede en lille klud hen til unge Blake. "Dyb den i kold vand, og gå så op til  hospitalsfløjen"...

Han havde respekteret sin mester meget, og kom i dyb sorg da han døde i en kamp . Som 72 åri burde han slet ikke være ude på slagmarken, men uanset hvad Blake sagde til ham, ville den stædige gamle mand ikke lytte.  "Jeg blev født på slagmarken, og jeg agter at dø der" Sagde han, og så var den diskussion slut.

Blake sukkede. Han måtte indrømme at han savnede den gamle mand. Han havde altid vidst havde man skulle gøre, især i katastrofe tidspunkter. Blake trådte ud af badeværelset, og hørte straks en banken på døren. Han gik med hurtige skridt over mod døren, og lukkede op. Det var en lille spinkel rekrut som nok ikke var ældre end de 21 somre, og som man knap nok kunne kalde en vagt. Han så ret nervøs ud, og rømmede sig stille. "Ja?", sagde Blake koldt. Han var i dårligt humør, og gad ikke bruge tid på at være venlig. "Jeg er her, altså, det er fordi, at øhm..."

Blake kiggede utålmodigt på ham. "Vagterne nægter at føre den sidste heks hen til arenan, da de har fået flere sår, og de nægter at røre ved en troldtøs til!", ordrene kom ud i en lang køre, og vagten skyndte sig at få det overstået. Blake fik med det samme medlidenhed med drengen, de havde bare ladet ham tage skidtet fordi han var ny. Men han blev nødt til at være hård. Stakkels knægt, tænkte han sagte.  Han fandt sin koldeste stemme frem, og rettede ryggen lidt. Drengen trådte et par skridt tilbage. Han så helt forskræmt ud.

"Nå så det siger de hva? Du kan videre bringe denne besked til dem. De er Vagter på et slot, krigere i forklædning, de skal kunne se deres bedste ven blive tortureret, og blive skilt ad indvolde for indvolde, uden at brække sig. De skal kunne modtage tusind piskesmæld, uden at jamre sig. Så hvis de ikke kan klare en lille tøs, må de hellere skrubbe hjem til deres mor. Det her job er kun for rigtige mænd, ikke tøsedrenge der leger forklædning!"

Drengen trådte ydeligere et par skridt tilbage. "Javel  sir, undskyld sir", mumlede han, og så fik han ellers fart på. Blake lukkede døren igen, og gik ind igen. Han måtte helere gøre sig klar. 

***

 Han så ikke så klart, men det behøvede han heller ikke. Han sendte lydbølger ud, så han vidste hvor alting var.  Han kunne dog høre helt fremragende, i modsætning til normale flagermus'. At få ham i sin flagermus' krop til at bedøve dem, havde været hans egen ide. Han vidste godt at de regnede med at vagterne ville gøre det, så at han kom som en lille overraskelse virkede som et godt trick. At han var en formskifter, havde ingen af dem set komme. Flagermusen Blake lavede en grimasse der skulle forstille et smil. Kanylen med bedøvelsen lå trygt i hans fødder, og snart kom han til den dør, der måtte være Lunas. Vagterne åbnede døren med et stort brag, men modsat de andre gemte Luna sig ikke bag døren. Hun gik lige så stille, og roligt ud af den, og lukkede den med et lille klik!

Vagterne blev overrumplede men tøvede ikke med at tage fat i hende. Hun gjorde ingen modstand. Han fløj hurtigt hen mod hende, men stoppede forskrækket der hun kiggede ham lige ind i øjnene. "Du behøver ikke at bedøve mig Blake" Trykket på "Blake" bevidste at hun i hvert fald ikke lod sig narre, hun vidste det var ham. "Jeg giver dig mit æresord på at jeg ikke stikker af, og hvis du ikke tror på mig, kan du jo bare se på mine chancer. Hvis jeg flygter, fanger enten vagterne mig, eller også har din troldmand sikkert et par tricks til at få mig tilbage igen, har jeg ikke ret?"

Hun kiggede på ham, og hun vidste at hun havde fanget ham med begge ben ude af sengen. Hun havde sandelig ikke spildt tiden, hun havde tænkt det hele igennem, og trods det hele, så troede Blake på hende. Han vidste  det var dumt, men hun havde jo ret. Der var et eller andet ved de kønne grønne øjne, der gjorde at han bare troede på hende stolede på hende. Hvilket var dumt. Han fløj videre, hvilket var et tegn til vagterne om at det var ok. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han fløj hurtigt, og alt for hurtigt var han inde i rummet ved siden af arenaen. Han forvandlede sig tilbage til menneske, en langsom, men dog smertefri oplevelse.

Så snart han var tilbage, vidste han at han ikke ville kunne sidde her, og se på det ske, ligesom de andre. Han ville være inde hos hende, når det skete. Han gik ud af døren, og ind gennem en masse gange, så han til sidst havde gået en hel omgang, og denne gang var døren foran ham ind til arenaen. Han gik ind, og satte sig på den stol der stod ved siden af torturinstrumentet. I samme øjeblik kom vagterne ind med Luna, der havde holdt sit ord, og stadig så helt rolig ud.

Selv da vagterne spændte hendes ben og arme fast med reb, gjorde hun ikke modstand. Blake måtte modvilligt beundre hendes mod. Den person der egentlig skulle stå for torturen, Blakes næste kommanderende, kiggede undrende på ham, men stilede ingen spørgsmål. Han så nærmest lettet ud over at han ikke skulle gøre det alligevel. Rygtet spredte sig godt nok hurtigt. 

Han gjorde tegn mod at vagterne kunne gå ud, og nu var det kun hende og ham. Vand dryppede ned i hovedet på hende, og hvis man kiggede godt efter kunne man se at hun rystede ganske lidt. Godt, hun var altså lidt menneskelig. Det beroligede Blake meget. Efter 10 minutters stilhed, kunne hun ikke lade være med at spørge.

"Hvad skal det her forstille?"

"Tortur"

"I hvilken form?"

"Vandet brude gøre dig ustabil efter 2 timers tid, og så skal vi have os en lille snak"

"2 timer", hun kiggede eftertænksomt.

"Det er lang ventetid"

"Burde det ikke være mig der sagde det?"

"Måske" svarede hun, og så sad de der i stilheden. Han var ikke utålmodig, han ventede sammen med hende. Den stadige ro, og hendes læber der nu var blevet røde, af fugtighed, fik hende til at ligne en Snehvide med hvidt hår. Der var svært at gøre en der var så fredelig, og rolig, fortræd.

Lad mig kunne klare det her, bad han inderligt...        

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...