Den fjerde Søster (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Færdig
De tre søstre ( Og trilinger) Sophia, Luna, Lilly er alle skyggejægere og bekæmper de væsner der er blevet ramt af "Skyggen". Men pludselig tager deres liv en drejning, ingen af dem havde set komme. Hvem kan de stole på? Hvem er fjenden? Er det den hærfører med det bekendte blik? Er det den fjerde søster, som de forrådte? Er det troldmanden ved hoffet? Eller er det fremmede væsner, kommet fra et sted kaldet jorden? Følg de tre pigers rejse, for at finde ud af sandheden om dem selv, og når de blive involveret i en stor krig mellem det gode og det onde...

5Likes
1Kommentarer
844Visninger
AA

3. Aya- Unik

Hun kastede arrigt den tunge dyne af sig. En bølge af kulde slog hårdt mod hendes krop, men hun frøs ikke. Hun nød den kulde, og issene smerte, det førte med sig. En af tjeneste pigerne havde åbnet vinduet. Hun gik stille hen, og stillede sig ved vinduet. Hun kunne se hele kongeriget oppe fra konges gemakker. Det havde været alt for nemt.

Den første gang kongen så hende, var han faldet pladask for hende. Han var et grådigt svin, hun havde ingen gang behøves at bruge sine evner. Og oven i det, så var der mad hver dag. Slottet vrimlede med tjeneste piger, som kom ind hver dag. Kongen bemærkede aldrig, at der forsvandt flere piger, hver uge.

Solen var skarp, og hun hvæsede. Hun brændte ganske vist ikke i solen, men den var ubehagelig og drænede hende for kræfter. Hun slyngede de store mørke gardiner foran vinduet. Hun savnede tit hendes mørke dejlige hule, sammen med resten af flokken. Men hun havde brug for at være i byen, hvis hun skulle finde dem. Dem som havde forrådt hende, og ladet hende lide. Hendes klør kom ud, og hun modstå trangen til at kradse på væggen. Bare at tænke på dem... men hun skulle nok få sin hævn. Åh ja, og så skulle hun få dem til at lide så meget, at de ville tigge og bede om at blive dræbt. Hun smilede allerede ved tanken, og smilet blev bredere, da en banken lød.

Så er der mad, tænkte hun. Hun skyndte sig hen bag ved træ tingen, som var beregnet til at man kunne klæde om, uden at nogen så det. Morgenkåbens silke, smug som om hendes ben. Hun sagde ikke en lyd, trak blot vejret. Det var blevet en vane, at trække vejret, for selvfølgelig var hun ikke nødt til det. Pigen bankede på tre gange mere, og gik så ind. Det var en køn pige, hun havde langt lyst hår, og gennemtrængende blå øjne. Hun var nok ikke ældre end de 19 somre, hvilket var godt. Ungt blod smagte bedst.

Tjeneste pigen begyndte at rede sengen, helt uden at være bange. Hun ventede. Ventede på det rette tidspunkt at angribe. Hendes klør kom frem, kniv skarpe, og hjørnetænderne kom frem. Hugtænderne, som de fleste kaldte dem. Instinktet kom frem, og hun hvæsede dyrisk. Byttet kiggede sig omkring, og nervøsiteten lugtede tydeligt fra hende. Hun gik nærmere, sneg sig frem. Så trak hun overkroppen tilbage, og sprang på pigen, som ikke engang nåede at skrige, før hun fik flået sin strube ud...

***

 Aya slikkede det sidste blod af sine fingre, det smagte lidt for sødt, til hendes smag. Den beruserne førelse af blodet, var der stadig. Hun havde stadig ikke helt vendt sig til at få mad hver dag. Væsner som hende, havde englelig kun brug for mad, en gang om måneden. Men selvfølgelig var hun så også anderledes. Stærkere. Klogere. Normale vampyre har kun deres instinkt. Hun kunne tænke, føle. Hun var højst udsædvanlig, unik, faktisk. Hun elskede at være unik, elskede at se folks ansigter  når de så hende. Frygten der langsomt kom frem i deres ansigter, det var vidunderligt.

Hun begyndte at tage den blodige kåbe af sig, og tog en sort kjole på, og den blodrøde kappe. Hun skulle møde den lille vagt ude i skoven. Hun havde brugt sine evner, og manipuleret med ham, og han havde vist sig at være meget effektiv, trods at han var så dum. Måske havde han endelig fundet dem? Det håbede hun. Hun gik hen til pejsen, der stod modsat sengen, i den anden ende af værelset. Ovenover pejsen, var en løve i ægte guld, indgraveret, som stod og legede med en bold, af ægte krystal.

Ved siden af løven stod en masse figurer, en for hvert væsen der findes. Hun trykkede på troldmandens stav, som sagde et lille klik, og kom ud. så drejede hun den en halv omgang, og trykkede den ind igen. Pejsen vente sig, og åbnede en lille gang. Hun gik ned på knæ, og kravlede videre.

Der var bælg mørkt, men det generede hende ikke. Tværtimod var det så dejligt at have mørke og klipper, omkring sig. Det føltes hjemligt. Åbningen blev større og nu kunne hun stå op inde i hulen. Der var omkring to meter, fra gulv til loft. Hendes skridt var lydløse, og hun trak ikke vejret. Det var rart bare at være sig selv, og ikke at skulle spille skrøbelig. Hulen var omkring 2 ½ km lang, og kun en halv meter bred. Som vampyr, var man meget smal, så bredden var ikke et problem. Hun smid alt andet, og var bare sig selv. Hun løb hurtigere end vinden kunne, og nød bare at være i et, med mørket. Alt for hurtigt var hun ude i skovens fri.

Vagten stod og ventede tålmodigt. "Hvad har du fundet ud af", spurgte hun.

"En hvis Samilian har flere gange mødtes, med en rød håret pige, med lys hud, og grønne øjne", svarede vagten.

Han vendte sig om og sparkede en lille dværg frem for fødderne af hende.

"Tal!" Råbte vagten til den lille dværg. En dværg! En sølle lille dværg! Det kunne ikke være nemmere!

"Nå, dværg, hvad hed den pige, du møgtes med tidligere på dagen?", spurgte hun.

Dværgen rejste sig op, og vagten skulle lige til at gribe ind, men hun stoppede ham. Dværgen kiggede nervøst ned, og mumlede noget om at han ikke måtte afsløre sine kunder. "Dværg! Vi har ikke hele dagen!" Råbte hun utålmodigt.

"Jeg hedder altså Samilian!", råbte dværgen. Hun skreg frustreret. En lille dværg skulle ikke komme i vejen for hendes hævn. Dværgen trådte et par skridt tilbage, og så sig nervøst omkring.

"Samilian, hvad hed hun?", spurgte hun irriteret. Samilian lavede et lille kom nærmere tegn ,og hun himlede med øjne. Det kunne han da ikke mene! Men han blev ved, og hun sukkede. Hun lænede sig ind mod ham, og bukkede sig ned.

I det samme kastede han noget vievand i på hende, og hun skreg af smerte. Hun rev kappen af, så vievandet ikke nåde at trænge ind mod huden. Vagten satte af sted efter ham, men hun stoppede ham.

"Nej! Han er min!" Hun løb op foran dværgen, og han faldt forbavset.

"Du har opbrugt alle dine chancer, Samilian!", råbte hun, og trak klørene frem. Dværgen rystede helt af skræk og sagde: "Det er umuligt! Vampyr kan ikke tale!"

"Ik?", sagde hun sukkersødt, og kom helt tæt på ham. Hun satte klørene i ham, og flænsede ham hele vejen nedad. Så satte hun tænderne i ham, og han hylede af smerte.

Kære troldmand, jeg har brug for magi så jeg kan få denne usle dværg i min magt!

Troldmanden havde efterkommet hendes ønske, dværgens øjne blev blanke. Så spurgte hun for femte gang.

"Hun hedder Lilly", svarede dværgen lydigt. Rent had skyllede igennem hende, da hun hørte navnet. Det var hende! Hun smilede og kaldte på vagten. Han kom lydigt hen til hende. "Gå tilbage til byen, og tag dværgen med dig!", befalede hun. De gik begge ind mod byen af. Hun var tæt på! Og næste gang Lilly skulle se dværgen, ville hun ikke ane at han var i hendes magt! Hun grinte. Nu var hun et skridt nærmere på at få sin hævn... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...