Love, Chaos, Drama - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
*OBS: Dette er 2'eren på Waking up as Mrs. Tomlinson* Rose Tomlinson, Louis Tomlinson, Harry Styles og Amy Green er tilbage. De fire venner har aldrig været stærkere og alt ser ud til at være perfekt for dem. Men da løgne, bedrageri, kærlighed og ikke mindst kaos og drama, begynder at skylle over dem som store bølger vand, vil de så kunne holde det ud? Vil de kæmpe sig igennem dette store kaos i deres venskab eller miste hinanden forevigt? Følg med i efterfølgeren af Waking up as Mrs. Tomlinson og følg de fire venners kamp mod kaoset.

27Likes
53Kommentarer
3055Visninger
AA

16. 14 | Hospital.


Harrys synsvinkel.
"Harry, let røven og kom med!" råber drengene ude fra den anden side af hoteldøren. Jeg står og børster tænder, mens de banker på døren. Jeg har ikke lukket dem ind af en eller anden grund, jeg ikke ved hvorfor. 

Vi skal af sted til studiet og skrive flere sange. Vi skal alle være sammen idag, management ordre. Suk. Jeg spytter hurtigt ud og tænder vandhanen. Jeg lader tandbørsten blive skyllet af og skyller også hurtigt min mund. Så stiller jeg tandbørsten i holderne og går ud fra badeværelset.

Heldigvis har jeg sko på, så jeg snupper hurtigt min jakke, tager mine nøgler og går så ud af døren for kun at blive mødt af drengene der står og tripper. "Årh, endelig! Kom så" siger Zayn og går forrest hen mod elevatoren. Amy nåede jeg næsten ikke at sige farvel til i morgen, før hun var væk med Rose. Hvad de skulle ville hun ikke sige men hun ville skrive når hun var hjemme igen. 

"Hvilken en kører vi i?" spørger jeg da Niall trykker op elevatorens knap og tripper lidt med foden i bar utålmodigehed. "Liams" svarer Zayn bare kort og kigger utålmodigt på elevatoren. "Sig mig hvorfor har vi så travlt?" spørger jeg lettere irriteret da de alle står og tripper mens de glor på elevatoren.

Dørene åbner pludselig og de andre går først ind med mig til sidst. Liam trykker hurtigt på lobbyknappen og tripper videre. "Vi skal jo bare over og skrive sange, chill out" siger jeg nu irriteret men får hurtigt et irriteret suk fra Louis.

"Harry, har du glemt det? Vi skal til møde i studiet med nogle folk fra Modest!." sukker Liam irriteret og trykker igen på knappen ned til lobbyen, selvom den allerede lyser. "Om hvad?" spørger jeg uden at tænke mig om.

Et par rullende øjne får jeg af Louis som bare ryster på hovedet af mig.
Jeg bakker lidt væk fra dem og stiller mig med armene i kors i hjørnet. Sure mennesker alle sammen. Dørene går op og jeg er den første ude.

"Vi skal snakke om det nye album. Sig mig Harry, hørte du slet ikke efter til det møde med Modest! inden vi fløj hertil?" spørger Zayn men inden jeg når at svare, kommer Louis mig i forevejen. "Sikkert ikke Zayn, vi ved alle hvor ligeglad Harry kan være til de møder" sukker han og jeg mærker et kort stik i mit hjertet.

Av, den gjorde rent faktisk ondt. Vi går ud af hotellet og hen til vores biler. "Fint. Hvis I ikke gider at være sammen med mig lige nu, hvilket jeg tydeligt kan mærke, så er det fint med mig. Jeg gider desuden heller ikke jer" siger jeg lettere vred og sætter mig ind i den hvide sportsvogn. 

Inden nogen af den når at kommenterer på det, har jeg tændt bilen og bakket ud fra pladsen. Med højere fart på end jeg må kører, her på parkeringspladsen, kører jeg hen mod udgangen. Jeg sætter farten lidt op og kigger mig ikke for til nogen sider.

"Harry, stop!" råber en af drengene bag mig med jeg ignorer det. Jeg når lige at dreje ud inden et stort dyt fra en lastbil lyder og jeg kigger til venstre. Det sidste jeg ser er metallen på den store lastbil der kører direkte ind i mig, inden det hele bliver sort. 

///

 


Louis' synsvinkel.

At se ens bedsteven blive påkørt for øjnene af en, det er ikke lige noget man glemmer. Jeg kan se hele scenarioet på mine nethinder. Hver gang jeg blinker ser jeg den store lastbil brase direkte ind i ham. 

Jeg kan ikke huske hvad der skete efter han blev påkørt. Dog ved jeg, jeg skreg da jeg så frygtelig ondt i halsen lige nu. Drengene har fortalt mig jeg kolapsede direkte foran dem efter lastbilen var kørt ind i ham. Derfor har jeg også fået noget bandage på mine knæ, da jeg ramte asfalten temmelig hårdt.

Mig, Liam, Zayn, Niall, Rose og Amy befinder os på hospitalet. Vi sidder på en ventegang og ja, venter. Venter og venter. Vi har været her i flere timer endnu, men intet nyt om hvordan Harry har det. 

Amy er selvfølgelig helt sønderknust. Hun sidder og græder hele tiden, også selvom vi fortæller hende det hele nok skal gå. Zayn er blevet hendes snot klud, bogstavelig talt. Hun tørrer næse i hans hvide t-shirt som også er helt våd af alle hendes tårer. Hans jakke bruger hun som hovedpude på hans skulder. Men Zayn tager det roligt og beroliger hende så godt som overhovedet muligt.

Rose er faldet i søvn på mit skød. Hun græd sig selv i søvne. Hvilket ikke kommer bag på mig for jeg ved hun har et helt specielt bånd til Harry. De andre drenge tror jeg føler det samme som mig; forvirret og fortabt. 

Jeg aner ikke hvad jeg skal føle lige nu. Vrede? Sorg? Begge dele? På en måde er jeg vred. Vred på mig selv og vred på drengene. Hvis vi ikke havde haft så travlt og vrisset af Harry, så ville han ikke ligge på en hospitalseng og være fuldstændig kvæstet. 

Så ville han aldrig været kørt væk i alt for høj fart, så ville han aldrig havde glemt at kigge sig for. Men fordi ingen af os ved hvad der kommer til at ske med Harry, så ligger sorgen også over os. 

Med et bliver jeg trukket op af mine triste tanker, da døren til den operationstue som Harry befinder sig på, går op og en sygeplejerske kommer ud. Niall og Liam er hurtigt oppe og henne ved hende. Jeg skæver over til Zayn som stille stryger en hånd over Amys hår. Hun er faldet i søvn på hans skød.

Liam og Niall står og snakker lidt med sygeplejersken inden hun går ind af døren igen. "Hvad sagde hun?" spørger jeg hurtigt da de begge sætter sig ned. "De operaer stadig. Han var ganske heldig siger hun. Hans venstre arm er brækket, hans venstre skulder er kvæstet en del og han har fået et mindre hul i hoved. Hans venstre side er helt klart den det er gået mest ud over fordi den ramte ham der. Men de operaer lige nu metalstykker ud af hans krop" siger Liam med en halv rystende stemme og jeg ved han næsten græder.

"Ov.. Over.. Overlever han?" spørger Zayn tøvende og jeg synker en stor klump i min hals. "Chancen er 50%" siger Niall og tårerne triller stille ned af hans kinder. Stilheden lægger sig over os igen.

Jeg mærker tårerne presse sig på da jeg kigger ned på Rose som er vågnet. "Hørte du det hele?" hvisker jeg til hende og hun nikker bare stille. Jeg mærker så noget varmt og vådt på mit knæ, så jeg kan regne ud hun græder.

Lige i det mine tårer næsten begynder at løbe, går døren op igen. Jeg kigger hurtigt op og ser en af de læger som operaer Harry stå og kigge ned i nogle papirer. 
"Louis Tomlinson, kan jeg snakke med dig?" spørger han og kigger op fra sine papirer. Jeg bliver overrasket men nikker. Jeg fjerner let Roses hoved fra mit skød, rejser mig og lægger hendes hoved på stolen igen. Jeg går over til lægen som trækker mig lidt ned af gangen. "Hvordan går det med ham doktor?" spørger jeg med en rystene stemme.

"Vi er færdige med at operaer. Vi har lagt hans brækkede dele i gips og lagt en støtte på hans skuldre. Han ligger nu og sover på smertestillede men vi ved ikke hvornår han vågner" siger lægen og jeg tænker hurtigt på om de har lagt ham i koma.

"Men han er ikke i koma" tilføjer lægen som om han lige læste mine tanker. "Kan.. Kan jeg se ham?" spørger jeg med en klump i halsen. "Kun dig. Men jeg advarer dig, Mr. Tomlinson, det er ikke noget kønt syn" siger lægen men jeg nikker bare.

Jeg vil se ham. Doktoren nikker bare og går tilbage med rummet han kom fra. Jeg får nogle enkelte forvirrende men bekymret øjne fra de andre da jeg går direkte forbi dem og ind i af døren sammen med doktoren. 

"Hvis der sker noget, så tryk på denne knap. Så kommer der nogen med det samme" fortæller doktoren som jeg bare nikker til. Rundt om Harrys seng er et stort gardin af en art som gemmer ham væk fra rummet.

Doktoren går igen og jeg går med forsigtige skridt hen mod gardinet. Jeg åbner det let og kan lige kigge ind. Synet jeg møder knuser mit hjerte endnu mere. Harry fyldt med gips, ledninger og dimser overalt.

Jeg hulker lydløst, men går ind og lukker gardinet efter mig. Jeg rører blidt ved hans hånd og hulker lidt mere. Stolen ved siden af hans seng sætter jeg mig på og tager hans ene hånd.

"Jeg er lige her Harry og det vil jeg altid være. For jeg er din Boo Bear, din Louis. Og jeg vil kæmpe for dig Harry. Kæmpe for at du klarer den. For du skal klare den" siger jeg til Harry selvom jeg godt ved han ikke kan høre mig. Et hulk forlader mine læber og jeg lægger hovedet på sengen mens jeg lader tårene komme. 

///

Så kom Harry DESVÆRRE ud for en ulykke! Jeg havde meget svært ved at skrive det her kapitel da jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle forklarer tingene der forløber sig over kapitlet, men jeg syntes da jeg gjorde det meget godt. Ellers kommenterer I bare hvis I har nogle spørgsmål :) Hvad tror I der kommer til at ske nu? xx 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...