En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
198Visninger
AA

9. 8. kapitel

Grant smilte, mens han ramte plet på skydeskiven og han pustede røgen væk fra pistolen. Det virkede temmelig cool at gøre det. Sådan lidt piratagtigt.

"Flot Grant," sagde Mick og klappede ham på skulderen. "Du er blevet virkelig god."

Grant smilte stolt. "Tak."

"Du skal ikke takke," sagde Mick. "Du er god."

Grant smil blev bredere, men denne gang sagde han ikke noget.

"Smut så og gå ned og få noget at spise," sagde Mick og Grant nikkede og satte sin pistol tilbage til holderen og gik ud af træningslokalet.

På jægernes hovedbase i et øde område 28 kilometer fra Los Angeles i Californien var der mere en 300 aktive jægere der alle trænede i at bekæmpe i overnaturlige væsner. Grant og Mick var nogle af de bedste.

De ældste var cirka mellem 50-55 år, mens de yngste var 8-9 år. Grant havde trænet siden han var 10 år gammel og nu som 18årig var han en af eliten blandt jægerne.

Grant spekulerede kort på, hvornår han mon kom ud i felten og jage de virkelige fjender i stedet for at skyde til måls i en træningssal. Det var dissideret tåbeligt og unødvendigt for Grants tilfælde.

Mange af de gamle jægere havde allerede dræbt deres første overnaturlige væsen som 18årig. Så hvorfor måtte Grant ikke gøre det?

Pludselig fangede noget hans opmærksomhed og Grant drejede hoved og så hen på stedet, hvor der tydeligvis var noget unormalt. Henne ved døren til kontrolrummet stod den hidtil smukkeste pige som Grant nogensinde havde set i hele sit liv. Langt  sort hår og smukke grå øjne, der virkede store og paniske. Skulle hun være en jæger?

Grant gik frem mod pigen, mens han slugte hende med øjnene. Hun var lille og spinkel. Lignede lidt en alf. Virkede lidt som en, der var trådt ud af et eventyr.

Selvom hun virkede til at være temmelig beskidt og usoigneret.

"Hej," sagde Grant og pigen drejede hoved og hendes øjne lyste af urolighed og panik. "Bare rolig, jeg vil ikke gøre dig fortræd. Hvem er du egentlig?"

"Jeg hedder Carter," sagde pigen stille og Grant smilte bredt. Smukt navn til en smuk pige.

"Jeg hedder Grant," sagde han og rakte hende hånden. "Hvis du har lyst kan jeg godt vise dig lidt rundt omkring her og jeg kan også træne med dig." Tanken om at guide den piges krop rundt var lige ved at gøre Grant kulret. "Men jeg kunne også godt beskytte dig." Det sidste fik lidt en ekstra tand med charmen. Piger kunne ikke stå for den slags.

"Mange tak," sagde Carter og hun bed sig uroligt i læben. "Måske... jeg ved ikke en gang..." Grant trådte frem og lagde en finger mod Carters læber og hun tav med store øjne, der skin-nede mod hans.

Grant havde aldrig nogensinde følt at han ville røre ved en anden pige, men lige den her pige... hun var speciel.

Pludselig gik en dør op og en ed blev råbt ud.

Før Grant vidste af det var han presset ind mod stenvæg-gen og en fyr så rasende ind i hans øjne. "Lad mig gøre det klart for dig, din lille undermåler." Fyrens stemme var foragtelig og anspændt. "Du. Rør. Hende. Ikke."

"Ethan, han ville bare være venlig," sagde Carter bag dem. "Han gjorde mig ikke fortræd."

"Man behøver ikke have overnaturlige evner for at se, hvad han ville," snerrede fyren - Ethan? - med foragt i stemmen og i øjnene. "Hold dig langt væk fra Carter eller også så kvæler jeg dig."

"Der er ingen grund til at udsende trusler, Ethan," sagde Jason med en rolig stemme og Grant så hen på sin leder. Ikke noget med at Ethan skulle slappe af. Ikke noget med at forsøge at fjerne svinet fra Grant.

Hvad fanden foregik der?

"Og Ethan," sagde Carter med en fornuftig stemme, mens hun gik frem mod dem, "hvordan skulle Grant komme i nærheden af mig, når du vogter over mig, døgnets 24 timer?" Et lille smil spillede om hendes læber og Grant kunne ikke lade vær med at tænke på, hvor smuk hun var. Hun lignede en god engel.

Ethan begyndte at le højt inden han slap Grant og trådte bagud mod Carter. "Vi må godt være her." Hans stemme havde ændret sig og var nu varm, øm og blid. "De er fortrolig med situationen og de vil ikke gøre dig noget."

"Mange tak," sagde Carter til Jason, mens hun smilte stort. "Det er meget venligt af dig og dine folk at hjælpe os, selvom I kommer i vanskeligheder med andre."

Grant stivnede kort da Ethan lagde sin arm om Carters skulder og kyssede hende på tindingen.

Så de to var altså sammen.

"Grant," sagde Jason roligt. "Du har jo allerede mødt Carter, men ved du at hun er en af de legendariske Beskyttere?" spurgte Jason og Grant stivnede og så igen på den absurd smukke pige.

"Hold. Da. Helt. Kæft," sagde han.

"Og Ethan er Ethan Craft. Den bedste jæger, der til tider har levet," proklamerede Jason og Grant gloede stumt på Ethan. Han var virkelig en legende. Havde dræbt sin første varulv som 10årig ved fuldmåne.

"Tror du godt at vi kan låne badeværelset?" spurgte Carter så og Grant blev tør i munden. Tanken om at Carter var i bad gjorde ham helt vild i varmen.

"Ja det kunne være ret dejligt at få skyllet flere ugers snavs af," sagde Ethan leende og Jason nikkede og begyndte at gå. Carter og Ethan fulgte efter.

 

Det var dejligt endelig at kunne kalde sig ren og pæn, tænkte Carter, mens hun tørrede sit hår med håndklædet.

Hun havde fået nogle bh'er, trusser, T-shirts og bukser som hun kunne bruge. Det var dejligt med noget rent tøj og dejligt at kunne slappe lidt af.

Da hun kom ud ventede Ethan på hende og han tog hendes hånd i sin.

"Du ser godt ud," komplimenterede han og Carter måtte indrømme at han også så godt ud. Dejlig ren og lækker.

Okay, han så altid lækker ud, men lige netop, hvor han var renvasket var han ekstra flot.

Carter omfavnede ham og trykkede læberne mod huden på hans hals.

"Tusind tak," mumlede hun mod hans hud. "For alt det du har gjort for mig. For at redde mit liv." Der lå mere i at redde hende liv.

Da de ankom til denne base havde Jason først sagt at Carter skulle dø og de havde sagt at det var den eneste måde at de kunne være sikre på. Desuden var hun en fjende mod alt, det de stod for og da Jason og hans mænd ville gøre Carter fortræd havde Ethan stillet sig imellem og havde kæmpet mod dem for hendes skyld.

Og han havde vundet.

"Det var da så lidt," hviskede Ethan mod hendes øre og hun kunne mærke hans arme om hendes talje. "Så længe du er i sikkerhed og tryg så er jeg glad."

"Lad os få noget at spise," sagde Carter og Ethan nikkede, mens han begyndte at gå. "Ved du overhoved, hvor vi skal hen?" spurgte hun.

"Ja da," sagde Ethan smilende. "Jeg følger duften og min knurrende mave."

Carter lo og ganske rigtig - spisesalen!

Der sad omkring 100 mennesker inde i spisesalen ved en masse borde. Runde borde, aflange borde, små borde, store borde. Duften af mad, mennesker og tryghed var lige ved at få Carter til at græde af glæde.

"Indrettet præcis som den base jeg voksede op i," for-klarede Ethan smilende og trak Carter med hen til en stor buffet. "Endelig noget varierende mad."

Carter nikkede, mens hun skovlede lidt mad op på sin tallerken. Kylling, pasta, lidt grønsager og et brød. Ethan tog mere op på tallerknen og så gik han hen mod et tomt bord i den ene ende af lokalet. Først dér, indså Carter at spisesalen var tavs og alle så hen på dem. Det gjorde hende lidt utilpas.

Da de nåede bordet satte Carter tallerknen på bordet, men inden hun satte sig lagde Ethan en hånd mod hendes kind og pressede munden mod hendes og Carter sukkede dybt, mens Ethan lagde armene om hende og pressede dem tættere mod hinanden.

Forsigtigt afbrød Ethan deres hede kys, inden han satte sig ned og trak Carter ned så hun sad på hans skød.

"Bliver det ikke svært at spise, når jeg sidder ovenpå dig?" spurgte Carter leende, mens hun hævede øjenbrynet. Ethans små påfund gjorde alt mindre kompliceret.  Gjorde hende dejlig veltilpas.

"Næ," sagde Ethan og tog lidt mad, men Carter rykkede hurtigt ned fra hans skød og sendte ham et stort smil og tog hans hånd i sin, mens hun strøg ham over håndryggen. "Sidder du og flirter med mig?" Ethans stemme var blid.

"Ja det gør jeg," lo Carter og begyndte at spise lidt.

"Hey Carter, Craft," sagde en stemme og Carter drejede hovedet og så hen på Grant, der kom hen mod dem.

Udtrykket i hans øjne - som om han ville afklæde Carter med blikket, hvis han havde chancen - gjorde hende virkelig utilpas. Men medmindre Grant ikke gjorde noget ville Carter ikke sige det til Ethan. Hun ville ikke bekymre ham eller få ham til at overveje at de skulle rejse.

"Hej Grant," sagde Ethan med en rolig stemme selvom den lød temmelig passiv. "Hvad så?"

"Vil I ikke hellere derover og sidde?" spurgte han og pegede på et bord, hvor der sad flere unge. Mange af pigerne så hen mod dem. I retningen af Ethan. "Det er mig og mine venner."

"Dig og dine venner?" spurgte Ethan leende. "Kan vi nu kategoriseres som dine venner?" Ethan rejste sig op og spisesalen blev helt stille. "Du har ikke tænkt dig at blive venner med nogen af os." Han pegede på sig selv og så på Carter.

"Hvem siger det?" Grants stemme var hård, men Carter vidste han løj.

"Dine øjne. Mig hader du og Carter skal bare ligge vand-ret og nøgen i din seng og så er du glad." Ethans stemme var is-kold og rasende. "Men som jeg sagde til det andet fjols, der er forelsket i Carter så er hun sammen med mig og jeg har sgu tænkt mig at holde på hende i lidt længere tid."

Carter gispede kort. Hun havde glemt alt om James! I alt den forvirring der havde været havde hun glemt at tænke på sin bedste ven! Hun lukkede øjnene.

"Carter du er helt bleg," sagde Ethan og Carter kunne mærke hans arme om sig. "Hvad er der galt skat?" Hans stemme var blid og Carter fandt styrke i at være i hans arme og mærke hans bankende hjerteslag.

"James," hviskede hun og åbnede øjnene og mødte Ethans bekymrede, men faste, blik. "Prøv at tænk, hvis Magisteren har fundet ham og dræbt ham."

"Magisteren er ikke et fjols," sagde Ethan blidt. "Han vil ikke dræbe James."

"Tror du det?"

"Jeg ved det." Alligevel lå der nogle usagte ord mellem dem. James kunne blive tortureret i samme øjeblik. Måske kunne han blive henrettet.

"Er hun okay?" Jason kom over til dem og Ethan så kort ned på hende.

"Kan du gøre mig en tjeneste?" spurgte Ethan kort. "Jeg vil gerne have at du opspore en fyr, der hedder James..." Han så igen ned på Carter.

"James Kingston," sagde Carter spagt. Hvad ville Ethan gøre?

"Find James Kingston og tag ham med tilbage hertil. Vi kan nok bruge ham til at få informationer om Magisteren og en masse andre ting," sagde Ethan let.

"Mener du det?" udbrød Carter jublende og kastede sig i armene på Ethan, der lagde armene om hendes liv og lo hjerte-ligt mod hendes øre.

"Jeg vil gøre alt," klukkede han og Carter så smilende op på ham.

"Tusind tak."

"Det var så lidt," sagde Ethan smilende og strøg en hårlok om bag Carters øre. "Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...