En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
205Visninger
AA

8. 7. kapitel

Carter mærkede tårerne vælte ned af sine kinder, mens hun og Ethan kørte af sted i natten i Porschen. Hvordan kunne James sige at han elskede hende? Hvordan kunne han have forrådt hende til Magisteren.

"Er du okay?" Ethans stemme var blid og Carter så hen på ham og trak på skuldrene. "Hey, du må ikke lade ham fjolset gå dig på."

Carter nikkede. "Det er bare... jeg har kendt James hele mit liv og så gør han det." Hun mærkede tårerne trillede hurtigere ned af hendes kinder og hun hulkede og så mærkede hun at bilen stoppede og så var hun omsluttet af Ethans arme  og hun blev trukket tæt ind til ham.

"Jeg ved det er hårdt," hørte hun ham hviske mod sit øre. "Jeg lover dig at der ikke vil ske dig noget. Det her bliver bare dig og mig, Carter."

Carter løftede hoved og mødte hans øjne. De var fulde af beslutsomhed og loyalitet. "Vil du ikke nok få mig til at glemme alt?" Carter vidste hun lød sårbar, men det var ikke med vilje.

"Du behøver aldrig at spørge," hviskede Ethan og han lænede hovedet nedad mod hende og trykkede læberne mod hendes og hans hånd lagde sig mod hendes nakke og hun sukkede dybt. Forsigtigt kyssede han hende dybere og hans tunge ud-forskede hendes mund.

Carter lagde sine arme om nakken på Ethan og hun kunne mærke hans hår røre hendes fingre. Det var ufattelig blødt.

Da Ethan trak sig væk var hun helt ør og hendes krop summede.

Ør, summende, men taknemlig.

"Tak," sagde hun stille og Ethan lo stille og rørte ved hendes ansigt.

"Det skal du ikke takke for," sagde Ethan leende. "Det er ikke hver dag at jeg kan få lov til at kysse verden smukkeste pige." Hans ord fik Carter til at rødme.

"Så du ikke Lucy?" spurgte hun og fortrød den bitre tone i hendes stemme. Tanken om at Ethan måske ville have fortrukket hendes meget smukkere søster gjorde hende ked af det, vred og såret.

"Ja jeg så Lucy," sagde Ethan ømt, mens han strøg Carter over kinden med sine fingerspidser, "men jeg syntes ikke hun var smuk. Jeg syntes du var den smukkeste. Det syntes jeg stadigvæk og jeg holder fast i min holdning," hviskede han og Carter mærkede, hvordan hendes krop var ved at ekse under. Hun havde ganske vist hørt om at kvinder dånede i film, når en flot fyr sagde noget pænt til hende... men film kunne ikke hjælpe en mod virkeligheden.

"Mener du det?" spurgte hun stille og Ethan lo dæmpet, mens han lænede sig ned mod hende og kyssede hende igen.

"Hvert et ord," mumlede han blidt mod hendes mund. "Stoler du på mig?"

"Altid."

"Du er et sandt mirakel." Ethan spændte Carter fri og løftede hende over på sit skød uden at fjerne sin mund fra hendes og hun mærkede, hvordan hans hænder gled hen mod hendes bluse og mod hendes bare hud og det var lige før han strejfede hendes bh.

"Find et motel!" brølede nogen udefra og Carter drejede hoved og så nogle high school elever komme kørende forbi og de dyttede med hornene. De grinte fjoget.

"Gud, hvor ydmygende," hviskede Carter og Ethan lo stille og hun kravlede tilbage til sit sæde og spændte sig fast, mens kinderne brændte.

"Skal vi følge deres råd?" spurgte Ethan leende og gassede op og begyndte at køre igen. "Eller skal vi være uciviliseret og gøre det i en bil?"

Carter rødmede over ordene. "Lad os være civiliseret."

"Æv," sagde Ethan leende. "Men Carter, må jeg spørge om noget?" Carter så hen på ham og nikkede. "Er du jomfru?"

"Hvorfor spørg du om det?" fløj det ud af Carter da hun nogenlunde kom sig af chokket.

"Thjo..." Ethan virkede til at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige. Det var sikkert noget han fandt temmelig ydmygende. "Kan du huske den pige, der kom ind i Pouls hus?"

Carter nikkede. Jo, hun kunne sagtens huske den pige. Hun havde virket som en irriterende gås.

"Hun hedder Sarah og vi var på et tidspunkt kærester," sagde Ethan og sukkede dybt ud. "Vi havde haft en forhold, hvor meget af det gik ud på at have sex."

Carter gloede på ham med chok malet i alle træk. Han var altså ikke jomfru. Han havde haft sex med en pige, der tydeligvis ikke var god.

"Hader du mig nu?" spurgte Ethan stille og Carter drejede hovedet mod ham og hun vidste hun så chokeret ud. Igen.

"Hvorfor i alverden skulle jeg hade dig?" spurgte Carter chokeret. "Du har da ikke gjort noget forkert."

Ethan så lettet ud. "Er du okay med at jeg har haft sex før?"

"Jeg er da ikke din mor."

"Nej og det er jeg glad for," klukkede Ethan og drejede så ind af en mindre vej og slukkede bilen. "Carter jeg er virkelig glad for dig." Ethans stemme virkede pludselig dybere i mørket fra bilen og Carters hjerte bankede hurtigt. "Jeg kan virkelig godt lide dig."

Hun kunne høre at Ethan bevægede sig forsigtigt fremad og så kunne hun mærke hans ånde mod sin hud.

"Gjorde du også det her med Sarah?" spurgte Carter stille, mens hun krydsede mentalt fingre for at Ethan ikke havde kissemisset med Sarah i sin bil.

"Næ," sagde Ethan stille. "Vi gjorde det altid hjemme hos hende." Hans hænder gled op over hendes bluse og hun kunne mærke varmen fra ham. "Er det godt?"

"Ja," hviskede Carter stille og så ind i Ethans øjne, der virkede mørke og fulde af længsel og begær. "Ethan." Hun sukkede hans navn og de pressede læberne mod hinanden, mens Ethan lagde armene om hende og pressede hende endnu tættere på.

Pludselig blev Carter flået ud af Ethans favn og hun blev trykket ind mod noget hårdt.

"Carter!" brølede Ethan og hun så, hvordan han trak sin pistol og hun mærkede endnu en gang en bred behandsket hånd, der lagde sig over hendes mund. "Lad hende være dit svin og kæmp mod nogen, der faktisk vil kæmpe mod dig." Ethan smed pistolen fra sig og knyttede næverne. Hun kunne se musklerne under T-shirten.

Men uanset, hvor stærk Ethan var kunne han ikke klare det brød, der holdt hende.

"Hvor er det dog dramatisk," sagde en kold stemme. "Du ville aldrig kunne beskytte pigebarnet mod os." Carter indså at den talende var Magisteren. Ham der ville slå hende ihjel. "Ethan Craft, du er godt nok en liga for dig selv."

"Du smiger mig," snerrede Ethan koldt.

"Det er jeg glad for," lo Magisteren og så hen på Carter og smilte. Hun fik kvalme af ham. "Og du er håbløst forelsket i den ene pige du jo ikke kan få."

"Hvorfor vil du egentlig slå hende ihjel?" spurgte Ethan.

Magisteren lo højt og kiggede kort til manden, der slap Carter og hun faldt ned, men så blev hendes hoved presset op ad Magisteren.

"Rør mig ikke," sagde Carter og flåede sig fri og kom på benene inden hun så hen på Ethan, der så bekymret tilbage på hende inden han rakte en hånd ud og flåede hende om bag sig så han stod mellem hende og Magisteren.

"Det er da helt fantastisk," klukkede Magisteren og han så på dem begge to. "Jeg har jo været en idiot."

"Ja det har du," snerrede Ethan.

"Hendes kraft ligger i dig," sagde Magisteren og pegede på Ethan. Da han pegede på Ethan, kunne Carter se noget i Magisterens øjne. En mordlyst. Han ville dræbe Ethan.

"Nej!" gispede hun og stillede sig mellem Ethan og Magisteren. "Lad ham være. Du må ikke gøre ham fortræd." Hjertet hamrede hårdt i Carters bryst.

"Jamen dog," sagde Magisteren og trådte frem mod dem og Carter løftede hånden. En sær varme spredte sig i hendes håndflade og hun skælvede da en underlig kraft skød ud fra hendes håndflade og hun vidste at kraften omringede Ethan, forhindrede Magisteren i at komme tættere på dem og sendte manden, der havde holdt hende i jorden.

"Stop så," sagde hun stille. "Lad Ethan være i fred. Lad os være i fred."

"Ellers hvad?" spurgte Magisteren koldt, men han virkede til at more sig kosteligt.

"Ellers knuser jeg dig," sagde Carter med en underlig rolig stemme.

"Vold ligger ikke til din natur, min søde," sagde Magis-teren og lo. "Men det gør beskyttelse." Han lo højere endnu. "Du kan ikke en gang gøre en flue fortræd, dit fjollede lille pigebarn."

"Jeg kan knuse dig, hvis du gør dem jeg elsker fortræd," sagde Carter stille. "Tro på det."

Magisteren lo. "Hør min søde pige." Han gik tættere på dem og Carter kunne mærke at Ethan forsøgte at komme fri fra hendes skjold. "Hvordan vil din elskede Ethan mon også reagere når han får at vide at du er en af de legendariske beskyttere og at du meget snart vil dø på grund af det."

"Du lyver," snerrede Ethan og Carter så hen på Magister-en, der lo højt.

"Du ved det jo godt selv Ethan Craft," sagde han leende. "Du er blevet trænet til at slå væsner som hende ihjel. Det har været dit eneste ønske. Og hvilken bedrift bliver det ikke at have slået et af de mest magtfulde væsner ihjel," lo Magisteren og så blev han opslugt af en røgsky. De to onde mænd var begge væk.

Carter gjorde Ethan fri og hun sank sammen på jorden, mens tårerne langsomt gled ned af hendes kinder og landede på hendes bukser.

"Carter," hviskede Ethan og hun kunne mærke at han lagde armene om hende bagfra og trykkede hende ind mod sig. "Jeg vil aldrig gøre dig fortræd eller lade nogen som helst anden røre dig, du må tro mig." Hans stemme var bedende og urolig, mens han snakkede. "Jeg elsker dig jo."

Carter snøftede og drejede hovedet mod ham og så ind i hans øjne. Det virkede så uvirkeligt at de var sammen. At han elskede hende.

"Mener du det virkelig?" spurgte hun stille og Ethan nik-kede og pressede munden mod hendes.

"Hvert et ord, Carter." Han sukkede mod hendes mund. "Hvert eneste et, jeg nogensinde har sagt til dig om at jeg hol-der af dig."

"Tak," sagde Carter stille og lagde armene om hans nakke og lod ham løfte sig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...