En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
204Visninger
AA

7. 6. kapitel

Én seng! Ethan stirrede chokeret på motelværelset, hvor en enkelt dobbeltseng stod midt i værelset. Ved siden af ham kunne han mærke Carter. Da han så hen på hende virkede hun både taknemlig og urolig.

"Æhm..." Ethan så hen på hende. "Jeg skal nok sove på gulvet så kan du få sengen."

"Jeg skal nok sove på gulvet," sagde Carter stille og hun foldede armene over brystet. "Det er dig, der skal bruge din styrke."

"Jeg skal stadig sove, mens jeg sover på gulvet," sagde Ethan stille. "Jeg er vant til at være på farten."

"Men ikke at have en pige på slæb," sagde Carter og hun løftede ansigtet. "Du tager sengen og jeg tager gulvet."

Ethan sukkede dybt og greb fat om Carters liv og trak hende hen til sengen og skubbede hende ned på madrassen, hvor hun landede med et blødt bump.

Hun lå ned på madrassen og hendes øjne glødede mod hans og Ethan mærkede hvordan hjertet nu pumpede kraftigere. Hun lå i en seng.

Hun lå i sengen.

"Ethan," sagde Carter og Ethan mødte hendes øjne og han snappede efter vejret da hun satte sig op og rakte ud efter ham. Et længselsfuldt udtryk var kommet frem i hendes ansigt.

Ethan knurrede lavt og gik hen til hende og tog hendes hænder i sin ene hånd, mens han kærtegnede hendes bløde, silkeagtige, fine, porcelæns hud med den anden hånd. Hun var så smuk.

"Ethan, jeg har længe ville sige det her," hviskede Carter stille og Ethan mødte hendes strålende øjne, mens hun lænede sig fremad. "Jeg kunne stoppe Magisteren og hans mand fordi jeg elsker dig og du måtte ikke dø."

Ethans hjerte stoppede næsten med at hamre og han havde glemt hvordan han trak vejret. Eller også var der bare ikke mere luft tilbage i lokalet. Elskede hun ham?

Smukke, fantastiske, vidunderlige Carter. Hun elskede ham! Det virkede uvirkeligt.

"Hvorfor?" spurgte Ethan stille, mens han rørte ved hen-des ansigt. "Hvorfor mig?"

"Du skånede mit liv, reddede det," hviskede Carter og hendes øjne strålede som juvelerer. "Du er fantastisk, modig, stærk og du er loyal." Hun smilte og Ethan slap hendes hænder og lagde sine hænder om hendes talje og trak hende tættere.

"Fortsæt bare," sagde han stille og lo, mens Carter rørte ved hans ansigt.

"Der er ikke rigtig mere at sige," hviskede hun.

"Fedt nok," sagde Ethan og lagde den ene hånd mod hendes nakke og pressede hende tættere på sig. "Jeg har noget jeg gerne vil tilstå..." Han justerede Carters hoved så det var få centimeter fra hans. "Jeg er håbløst, vanvittigt, sygeligt, fuldkomment og betingelsesløst forelsket i dig."

Carter snappede efter vejret og Ethan trykkede sine læber mod hendes og hun besvarede kysset på en genert og kærlig måde.

Hun var vidunderlig. Simpelthen så vidunderlig.

 

"Har du set en pige, der ser sådan her ud?" spurgte James for guderne måtte vide, hvilken gang og viste billedet af Carter frem mod kvinden, der sad i motellet.

"Aha," sagde hun smilende. "Hun tjekkede herind sammen med en ung mand for mindre end et kvarter siden," sagde hun venligt. "Er du en ven af hende?"

"Ja," sagde James, mens lettelsen fór gennem hans krop. Han havde fundet Carter. Gud han havde været bekymret siden han havde sagt de utilgivelige ord til hende. Bare hun var okay.

"Er det okay at jeg går op?" spurgte James smilende til kvinden, der nikkede.

"De er i værelse 15," sagde hun og pegede i den ene retning. "Bare led efter numrene."

"Tak," sagde James smilende og skyndte sig i den angivne retning med hjertet oppe i halsen. Om muligvis et minuts tid ville han være genforenet med Carter. Han ville tage hende i sine arme og sige at han elskede hende. Så ville han kysse hende og erklære at han aldrig ville såre hende igen.

Værelse nummer 15. James smilte stort og så på tallet ingen inden han tog i døren og den gled lydløst op, mens han mærkede forventninger, om hvad der mødte ham, fyldte hans bryst.

Men det han så, var slet ikke det han havde håbet på at se: Carter sad på sengen med armene om halsen på den unge mand, der var stukket af med hende og hans arme var om hendes talje og de var presset så tæt sammen at det var under-ligt at de ikke gik i opløsning. Og så kyssede de! De klamrede sig til hinanden som om de snart skulle dø og det var deres sidste øjeblik sammen.

"Hvad fanden!" Ordene fløj ud af James' mund i et rasende brøl så de afbrød kysset og han så rasende på den unge mand, der havde rejst sig og stod nu mellem James og Carter. Beskyttede hende. Carter var kommet på benene og stod ved siden af den unge mand.

"James, hvad laver du her?" spurgte hun forfærdet inden hun så over på den unge mand igen. "Gør ham nu ikke fortræd, jeg beder dig."

"Hvis han forsøger at dræbe dig så gør jeg ham fandme fortræd," sagde han stille, mens han skubbede Carter om bag sig igen og knyttede begge næver. Klar til kamp. "Jeg tænker på din sikkerhed Carter."

"Hold fingrene fra hende, din klamme svinehund," snerrede James rasende, mens han også knyttede næverne. "Du skal ikke røre hende."

"Tja," sagde den unge mand koldt. "Sidste gang vi sås sagde du at hun skulle dræbes og jeg har sådan set svoret for mig selv at Carter skal beskyttes for en hver pris og når du har truet hende skal du ikke i nærheden af hende."

"Jeg ville aldrig dræbe hende," sagde James og så hen på Carter. "Jeg elsker dig jo." Ordene var sagt og James så på hende, mens han afventede hendes reaktion.

"James," sagde Carter forfærdet og trådte frem mod ham, men fyren stoppede hende. "Hvorfor har du aldrig sagt at du elskede mig?" Carters stemme var forfærdet og hun lignede en, der var ved at græde.

Ikke ligefrem den reaktion som James havde håbet på. Fandens osse. Han havde håbet på at hun kastede sig i armene på ham og sagde hun også elskede ham.

Måske turde hun ikke for fyren? Han truede hun måske på livet?

"Hvis du har rørt hende så slår jeg sig igen," sagde James rasende og knyttede næverne, mens han gik frem mod fyren. "Dit store svin." Han ville aldrig kunne klare en mand-til-mand mod den unge mand, der var da forsøget hver at true ham.

"Hey," sagde fyren vredt og trådte ind mellem dem igen og foldede armene over brystet og så vredt på James. "Jeg kan forsikre dig at jeg har en intension om at beskytte Carter og blive sammen med hende i temmelig lang tid. Og der skal mere end et fjols som dig til at bryde mit løfte."

James stirrede på fyren og mærkede en indædt raseri inde i sin krop. Hvorfor snakkede han sådan til ham? Som om han pludselig holdt af Carter og virkelig ønskede at beskytte hende for en hver pris.

"James det er okay," sagde Carter stille og med et bøn-faldende tonefald, mens hun så over på ham. "Ethan vil aldrig gøre mig fortræd."

"Jeg tror ikke på det," sagde James og så på den anden fyr, Ethan. "Han virker lusket."

"Og det gør du ikke?" spurgte Ethan koldt. "Du godtog at en kæmpe folkemængde skulle slå Carter ihjel og så er du her og siger at du elsker hende. Det virker sgu ikke helt logisk i mine ører."

"Jeg har elsket Carter siden vi var børn," snerrede James rasende. "Du må altså tro på mig, Carter." Han så hen på hende og bad til at hun troede på sin bedste ven og ikke på en eller anden tilfældig fyr. "Jeg ville aldrig gøre dig fortræd det ved du godt."

Carter så ned på sine fødder og han kunne se tvivlen fare hen over hendes øjne, men så stillede Ethan sig ind mellem dem igen og denne gang havde han ved gud også trukket en pistol frem.

"Hvordan fandt du egentlig frem til os?" spurgte Ethan stilfærdigt. "Du kan umuligt mene at du har rejst hele vejen fra Arizona og hertil, hvor du spurgte ethvert fucking motel og hotel om de har set os?"

James stirrede på den anden fyr. Okay det lød temmelig logisk, men Carter burde da vide at han hellere ville dø end at gøre hende fortræd. Hvilket han også havde gjort. Altså gjort hende fortræd.

"Carter pak hurtigt vores ting ned og lad os komme af sted igen," sagde Ethan stille og James stivnede. Stak de af igen. "Magisteren er måske efter os igen, på grund af din fucking irriterende ven."

James stivnede. Hvordan fanden kendte de til Magisteren og at det var ham, der havde sendt ham ud efter Carter? Var Magisteren selv efter hende som hustru-eller-noget-i-den-stil?

James var forvirret. Han havde været glad, men forvirret da Magisteren havde foreslået at den fyr, der først fandt Carter ville få hende. Det havde været en god konkurrence og James havde fået flere fordele da han sagde at Carter var hans ven.

"Ethan, nej," sagde Carter og greb om Ethans arm. "Tror du at James..." Tårerne fyldte hendes øjne og James fik kvalme. Hun måtte ikke græde. Carter så hen på ham. "Åh Gud, nej." Hun hulkede sagte.

"Undskyld skat," hviskede han stille. "Jeg slår din eks-ven ud og så smutter vi."

"Nej," sagde James og trådte forbi Ethan og greb om Carters håndled og så hende ind i øjnene. "Jeg ved sgu da ikke, hvem den Magister-fyr er."

"Du lyver," hulkede Carter og sled sig løst fra hans greb om gemte ansigtet i sine hænder, mens hun hulkede. Hun så op igen med røde øjne. "Du fatter ikke noget vel James?" Carter gik hen til sengen og begyndte at pakke nogle småting ned i en sportstaske som lå derhenne og lå åbent. Hun så samskrunken og grædefærdig ud. Slet ikke den Carter som James, kendte og elskede.

"Fatter ikke hvad?" James så hen på Ethan, der pegede på ham med pistolen og had, foragt, vrede og sorg lyste ud af alle hans træk.

"Hvad lovede Magisteren dig?" Ethans stemme var kold.

"Han sagde at den, der fandt Carter ville få hende," sagde James og pludselig følte han sig som et kæmpe fjols. Magister-en ville selv giftes med hende! Hvordan kunne han have været sådan et fjols?

"Og det troede du på?" Ethans stemme var foragtelig. "Du er et fjols."

"Jeg kan se at han selv vil have hende som kone," sagde James træt. "Fuck jeg har været et fjols."

"Du er et endnu større fjols!" råbte Ethan og slog ham ned mod væggen og det rungede i hele James' krop. "Magisteren vil sgu da ikke giftes med hende! Vi lever for fanden da ikke i det 18-århundrede længere. Han vil dræbe hende!"

James mærkede chokbølgen fare gennem sin krop. Dræbe Carter? Hvorfor fanden ville Magisteren dræbe Carter? "Hvorfor fanden vil han dræbe Carter?"

"Vi ved det ikke," indrømmede Carter stille. "Ethan bare slip ham. Han har lidt nok."

James mærkede at Ethan slap ham og han så til, mens Ethan stillede sig ved siden af Carter og lagde en arm om hendes skulder.

"Jeg vil ikke lade ham røre dig," hørte han Ethan sige og så trådte han frem og hamrede sin knytnæve ind i synet på James, der faldt sammen.

Bare Carter ville være i sikkerhed med den fyr, var det sidste James nåede at tænke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...