En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
198Visninger
AA

6. 5. kapitel

"Dig?" Ethans stemme var forundret og skeptisk, mens han så på Carter, der nikkede.

Det var så sikkert at det var hende. Hun havde følt det fare gennem sin krop. Først da Magisteren havde sagt at Ethan skulle dø og så da den grimme mand havde jagtet dem for at dræbe Ethan.

"Jeg er virkelig sikker Ethan," sagde Carter, mens hun hurtigt forklarede det hun havde følt da hun åbenbart havde brugt magi.

"Hold da kæft," sagde Ethan forvirret. "Det lyder altså helt uvirkeligt."

Carter nikkede, mens hun tørrede tårerne væk fra sine øjne og kinder. Hun var stadig lidt chokeret over det, der var sket inde i Poul Headstones hus.

"Er du okay?" spurgte Ethan blidt og Carter så op og mødte hans øjne inden hun nikkede. Hun frøs alligevel lidt. "Fryser du, Carter?"

Hun nikkede og Ethan nikkede tilbage, mens han justere-de lidt på varmen.

"Vi må hellere satte bilen et sted," sagde Ethan så, "og så skal vi finde en ny bil."

Carter nikkede. Magisteren, Poul Headstone og manden havde alle sammen set bilen. De skulle finde en ny og så skulle de væk.

"Tror du at han vil eftersøge os?" spurgte Carter så.

"Han vil have dig, så ja," mumlede Ethan sammenbidt og Carter så overrasket på Ethan da han kørte ind i en mindre gyde og stoppede bilen. "Lad os gå." Han steg ud og Carter fulgte efter.

Pludselig mærkede Carter at Ethans hånd om sit håndled og hun drejede hoved mod ham.

"Er du sikker på at du er okay?" spurgte han stille og Carter nikkede. "Carter..." Han stoppede og sukkede dybt, mens han så hende ind i øjnene og det var som om Carter havde glemt hvordan man trak vejret. Det var den samme følelse som hun havde haft da Ethan havde trukket hende væk fra Poul efter han havde taget på hende.

Så slap Ethan hende og sendte hende et lille smil og Carter nikkede og de gik deres vej.

 

Efter at have gået lidt rundt fandt Ethan hen til en bil-handler og de gik derind.

Carter kunne godt mærke hun var udmattet, men hun ventede tålmodigt mens Ethan stod og snakkede med bilejeren. Uheldigvis ville bilsælgeren ikke sælge nogen som helst  bil til Ethan.

"Hvad fanden," sagde Ethan rasende og Carter kunne se hans knyttede næver. "Jeg har sgu da gyldigt kørekort for fanden."

"Det er ikke min fejl," sagde manden kort og trak på skuldrene. "Jeg vil fandme ikke bruge min tid på en mindreårig overlegen idiot, der tror han er noget fordi han er fra fucking FBI."

Carter så hen på Ethan og pludselig mærkede hun hans raseri, frygt og en intens smerte. Det var som om hun blev ramt af et godstog.

Gispende tog hun sig til hoved og mærkede tårerne vælte frem i sine øjne.

"Carter," sagde Ethan overrasket og pludselig mærkede hun hans arme om sig. "Shhy... hvad er der i vejen? Hvorfor græder du?" Hans stemme lød næsten panisk ved siden af hendes øre, men Carter kunne ikke svare. Hun havde ondt og hun var udmattet

"Er hun okay?" spurgte bilsælgeren bekymret og Carter så op på Ethan inden hun kom på benene og så over på manden med tårerne væltende ned og hun snøftede lidt, mens hun kørte en hånd hen over øjnene.

"Det er bare fordi," sagde hun og tårerne væltede ned af hendes kinder. "Vi har rejst helt fra Arizona fordi vi skulle besøge en af Ethans venner, men han var dum og ville ikke hjælpe os og så gik bilen i stykker og den kan ikke repareres." Hun snøftede og så udtrykket i bilsælgerens ansigt ændre sig inden hun også så tårer i hans øjne.

"Lille ven," sagde han og rørte ved Carters kind. "Selvfølgelig må I få en bil." Han så på Ethan. "Hvilken model vil du have sir?"

Ethan så overrasket på Carter og så på bilsælgeren inden han hurtigt angav et bilmærke.

"Skal ske. I får rabat på bilen her," sagde han og smuttede hurtigt væk og Carter kunne mærke Ethans blik på sig, mens de ventede.

Så kom bilsælgeren tilbage og gav et sæt bilnøgler til Ethan, der smilte og takkede, mens han trak nogle sedler op.

"Så," sagde manden venligt og så hen på Carter. "Så må I komme godt af sted ikke, min ven."

Carter mærkede et lille smil komme frem på sine læber og hun nikkede og sagde tak inden hun krammede bilsælgeren. Han lagde også armene om hende.

Da hun trak sig fri så hun et kæmpe smil på bilsælgerens læber.

"Du er en heldig ung mand," sagde han til Ethan. "Man finder ikke en pige som hende her hver dag."

"Det er jeg klar over," sagde Ethan muntert og hun mærkede hans arm om sit liv.

Da de kom ud af butikken så Carter at det var en Porsche, der ventede på dem og hun fik med ét dårlig samvittighed.

"Behøver vi sådan en stor bil?" spurgte hun forundret og Ethan lo stille ved siden af hende.

"Det skal nok gå Carter," sagde han. "Bilsælgeren ville alligevel ikke have ladet dig tage af sted i en gammel spand så-dan som du græd."

"Men en Porsche?" spurgte Carter mistænksomt. "Den er jo virkelig dyr."

"Det skal nok gå," gentog Ethan og de steg ind i bilen og spændte sig fast, mens Ethan startede bilen og satte den i gear og de kørte af sted.

"Hvorfor begyndte du at græde derinde?" spurgte Ethan stille efter lidt tid.

"Jeg kunne mærke hvad du følte," sagde Carter sagte. "Jeg havde det som om jeg blev ramt af et godstog og det gjorde så ondt og jeg var så træt så det blev bare ret meget at kapere." Hun så over på Ethan, der så medfølende på hende, men så fjernede han blikket.

"Undskyld," sagde han stille.

"Du skal da ikke undskylde," sagde Carter forfærdet. Ethan havde intet at undskylde for.

"Jeg tog dig med hen til Poul og lige ind i Magisterens arme."

"Du vidste det ikke."

"Jeg kunne have fået dig dræbt og hvis det var sket ville jeg aldrig have tilgivet mig selv," sagde Ethan og gassede op og de kørte ud af Seattle. "Vi finder et motel som vi overnatter på i aften. Er det okay, hvis vi har et enkelt værelse?"

Carter nikkede. "Det er okay med mig."

I et rums tid sad de i en anspændt tavshed og Carter så ud af vinduet og hun bed sig i læben. Den akavede stilhed virkede ikke så god.

"Undskyld, hvis jeg virkede lidt kort for hoved," sagde Ethan og Carter så hen på ham. "Det er bare det, at det jeg gjorde var utilgiveligt og du tilgav mig, når du burde hade mig som ind i pesten."

"Ethan du vidste ikke at Poul ville forråde dig," sagde Carter og pr. refleks lagde hun en hånd på Ethans arm. "Jeg til-giver dig fordi at du sagtens kunne have ladet Magisteren tage mig eller du kunne have ladet Poul tage på mig, men det gjorde du ikke."

"Du gjorde det meste med Magisteren," sagde Ethan.

"Hvis det ikke havde været for dig ville jeg ikke have kunne gøre det," fløj det ud af munden på Carter og hun rødmede da Ethan så overrasket hen på hende.

"Hvad mener du?" spurgte Ethan forsigtigt og Carter så ned og trak på skuldrene og de sad igen i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...