En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
204Visninger
AA

5. 4. kapitel

Efter at have kørt gennem Idaho drejede Ethan hen til grænsen til Washington.

Carter mærkede spændingerne i sin krop begyndte at slappe af, mens de kørte af sted gennem grænsen og var kommet ind i Washington.

"Der er fem timer til at vi når Seattle," sagde Ethan stille og Carter så hen på ham, mens hun mærkede hjertet hamre. Det var ikke kun på grund af at de snart var i Seattle. Efter at have tilbragt flere timer med ham i bilen var hun begyndt at blive mere og mere påvirket af Ethan og hans charme. Selvom hun udmærket godt vidste at han ikke kunne lide hende på den måde. De var gode venner og pjattede og lo sammen. Hvis venner var det eneste de kunne blive ville Carter blive glad alligevel.

"Skal jeg køre i stedet for?" spurgte Carter venligt, men Ethan rystede på hoved.

"Prøv at få lidt søvn," sagde han stille og Carter nikkede og lagde hovedet tilbage mod ryglænet og lukkede øjnene, mens bilen lullede hende i søvn. Så sov hun.

 

Ethan betragtede Carters sovende ansigt, mens han kørte af sted og tilbage lagde kilometer efter kilometer.

Hun var så smuk... Carter var så smuk at det næsten gjorde ondt at se på hende. Alligevel kunne Ethan ikke fjerne blikket fra hende. Hun var som en tryllekunster, der fængslede sit publikum. Sådan havde det været de sidste fire timer.

Flere gange havde han været tæt på at stoppe bilen og bare sidde og se på Carter i nogle minutter, men hver gang stoppede han sig selv. Hun ville blive paranoid, hvis hun våg-nede og opdagede at Ethan sad og stirre på sig.

"Nej," hviskede Ethan for sig selv, mens han kørte videre og fik så pludseligt øje på Seattles skinnende lys. "Carter vågn op," sagde han stille og blidt, mens han rørte ved Carters skul-der.

Hun slog øjnene op og hendes øjne låste sig fast til hans og tiden gik næsten i stå.

"Vi er næsten fremme ved Seattle," sagde Ethan med en hæs stemme og nikkede ud mod byen.

"Hvor er det smukt," sagde Carter med fryd i stemmen.

"Ja, du..." startede Ethan med bed så læberne sammen. Han var lige ved at sige at hun var smuk. "Du er vel ikke skuffet over det vel?"

"Selvfølgelig ikke," lo Carter og Ethan slappede hurtigt af. Han havde reddet sig ud af suppedasen. Hvad ville hun ikke tænke. Hun ville sikkert bare være venner. Så ham som en ny bror.

Tanken om hendes ven, James, gjorde Ethan arrig. Tanken om at James og Carter var sammen gjorde Ethan let syg om hjertet.

De var i Seattle nu.

"Ej, hvor spændende," sagde Carter med en lykkelig stemme og Ethan så hen på hende med et lille smil. Tanken om at hun var lykkelig gjorde ham glad.

Nu skulle de bare finde Poul Headstone.

 

Efter at have kørt nogle minutter fandt Ethan endelig Pouls hus. Det var i elendig forfald og græsset var højt. Bladene lå i store dynger overalt.

Ethan steg ud af bilen og bemærkede at Carter også steg ud og så sig forvirret omkring.

"Er det her han bor?" spurgte Carter stille og Ethan nikkede og tog forsigtigt hendes hånd i sin. Egentlig burde han ikke gøre det, men han kunne ikke lade vær. Carter så op på ham med store øjne. "Hold da op, det ville mor aldrig nogensinde have boet under."

Ethan lo stille og trak Carter med hen til døren og han bankede på.

Få sekunder efter hørte han lyden af skridt bag døren.

"Hvem der?" spurgte en gnaven stemme bag ved døren og Ethan smilte stille.

"Det er Ethan Craft," sagde han og døren blev flået op og Poul Headstone stod og så på Ethan med store øjne.

"Hvad fanden Ethan," sagde Poul og slog Ethan, kamme-ratligt, på armen. "Hvad bringer dig til Seattle?"

"Min ven og jeg har brug for hjælp," sagde Ethan kort og pegede bagud på Carter, der så på Poul med ægte forundring og venlighed.

"Sikke en yndig lille pige," sagde Poul og sjokkede ud af huset og hen til Carter. "Jeg er Poul Headstone. Hvem er du søde ven?"

"Jeg hedder Carter Lewis," sagde Carter og rakte Poul sin hånd og Poul tog den i sin og kyssede den med en underlig hengivenhed som Ethan ikke havde set komme.

Poul havde aldrig været den hengivne type, men det håndkys gjorde Ethan temmelig ilde til mode. Det var bare ikke rigtigt.

"Sikke et smukt navn du har," sagde Poul blidt. "Kom med indenfor I to."

Han lod Carter gå forrest og Ethan lod hende komme først ind. Da hun var inde greb Poul fat i Ethans arm og holdt ham tilbage.

"Hvordan har du fundet sådan en pige?" Pouls stemme var pludselig fuld af en form for faderlig hengivenhed som Ethan havde kendt fra sin egen barndom og Ethan mærkede, hvordan et smil bredte sig fra øre til øre.

"Jeg var blevet sendt ud for at dræbe hende i Arizona, men jeg fandt ud af at hun er anderledes. Vi skal finde ud af, hvad hun er," sagde Ethan stille.

Poul nikkede eftertænksomt og de to andre gik ind i huset, hvor de fandt Carter, der stod inde i stuen.

"Her er rigtig hyggeligt," sagde hun smilende mod Poul. "Det er et dejligt hus du har dig her."

Ethan mærkede et kæmpe smil bryde frem på sine læber. Carter var virkelig noget særligt. Altid høflig, venlig, sød og godhjertet mod alle. Ethan blev enig med sig selv om at der ikke var en eneste dråbe ondt blod i hendes årer. Hun var virke-lig perfekt.

"Ethan siger at I ikke ved, hvad du er," sagde Poul og gik frem mod Carter, der nikkede. "Lad os sætte os i sofaen så vi bedre kan snakke." Han lagde en hånd mod hendes ryg og førte hende hen til sofaen.

Ethan satte sig i lænestolen overfor dem og satte sine hænder på knæene.

Poul lod hurtigt sin ene hånd glide hen over Carters ansigt og hår, mens han rynkede brynet.

Ethan rynkede også brynet, mens han holdt øje med Carters ansigtsudtryk. Det behøvede Poul altså ikke at gøre ved hende. Men så længe Carter ikke virkede til at være bange eller ubehagelig til mode så holdt Ethan sig neutral. 

Hans hænder gled hen over hendes krop og gled hen over hendes brystkasse og en knude kom frem i brystet på Ethan. Da han nåede brysterne fór Carter sammen og Ethan kom på benene og greb om Carters håndled og trak hende om bag sig så han var mellem hende og Poul.

"Find ud af hvad hun er," snerrede Ethan rasende, mens hans hjerte hamrede ukontrolleret og han mærkede varmen fra Carter mod hans ryg. "Ikke gramse på hende."

"Ethan, det mente jeg sgu ikke på den måde," sagde Poul med en chokeret stemme. "Jeg tænkte bare at så længe du stadig var sammen med Sarah så ville du..."

Sarah! Ethan gloede på Poul. "Jeg er sgu da ikke længere sammen med Sarah."

"Er du ikke?"

"Nej fandme nej."

"Sarah sagde det bare sidst hun var her," sagde Poul und-skyldende og pludselig hørte Ethan fodtrin, der kom ind og så stod Sarah i døråbningen og så smilende hen på ham.

Det skete bare ikke! Det skete fandme bare ikke! Sarah, her i  huset, hvor Carter stod bag ham  og Poul stod nogle få meter fra dem.

"Ethan, elskede," sagde Sarah glædeligt og gik frem mod Ethan. "Du kom hertil for min skyld?"

"Sarah hold nu op," sagde Ethan. "Jeg har sagt det er slut mellem os. Hvis jeg havde vidst du ville være her så var jeg sgu aldrig kommet hertil."

"Ethan altså," sagde Sarah leende og trådte tættere mod ham, "skæbnen har bragt os sammen igen."

"Nej," sagde Ethan vredt og bakkede bagud da han pludselig indså én ting: Carter var ikke længere bag ham.

Hurtigt drejede han hovedet og så et kæmpe brød af en mand holdt Carter fast med en stor hånd over hendes mund og en muskuløs arm, der holdt hende tilbage.

Poul stod bare og så på.

"Poul," snerrede Ethan rasende, mens han knyttede næverne mod den mand han havde troet på. "Har du solgt Carter til den mand der?"

"Nej," sagde Poul stille.

"Hun er solgt til mig," sagde en mørk stemme og en mand trådte frem fra skyggerne. Han var høj og bredskuldret med kraftigt skæg og hår.

"Hvem er du så?" Ethans stemme sydede af raseri.

"Magisteren," sagde manden køligt og Ethan snappede efter vejret. Han ønskede Carter død! "Få tøsen ud i bilen og så kører vi så snart jeg har ordnet morderdrengen."

"Hvad vil du gøre med Carter?" spurgte Ethan desperat, mens manden begyndte at slæbe Carter ud af huset.

"Jeg vil dræbe hende," sagde manden kort og Ethan støn-nede forfærdet, "lige så snart jeg har drænet hende for alt hen-des kraft." Han lo kort. "Men nu skal jeg først lige dræbe dig, Ethan Craft."

Det store brød begyndte pludselig at skrige højt op og Ethan drejede hovedet mod dem og så at manden han sluppet Carter og holdt fast i sin arm. Lugten af brændt kød hang i luf-ten.

Hurtigt sprang Ethan frem og greb fat i Carters håndled og trak hende med sig.

"Efter dem!" skreg Magisteren arrigt bag dem. "Lad dem for helvede ikke undslippe, I dovne sataner. Dræb drengen!"

Ethan så forfærdet da den store mand kom ud med et rasende blik i sine øjne, men så skete der noget som Ethan absolut ikke havde forventet: en potte kom flyvende gennem luften og hamrede ind i mandens ansigt så han væltede omkuld på jorden.

Ethan trak Carter med ud i bilen og hun kastede sig ind i den og Ethan sprang ind bag rattet og startede bilen, der gassede op.

Hurtigt drejede han bilen om og de kørte så hurtigt som de kunne, væk fra huset.

"Hvad fanden skete der lige der?" gispede Ethan, mens han trådte speederen i bund og de kørte hurtigt gennem Seattles gader. Det der skete var totalt overnaturligt. Mere unaturligt end det han plejede at lave.

"Jeg..." Carter gispede og da Ethan så hen på hende kunne han se spor af tårer ned af hendes kinder. "Jeg tror det var mig, Ethan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...