En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
201Visninger
AA

4. 3. kapitel

Ethan drejede hen ad en mindre vej, mens han kørte gen-nem Utah.

Det var begyndt at blive mørkt, mens han var drønet gennem Arizona med Carter og nu var de endelig ved at lægge alt det Carter havde kendt bag sig.

Ethan skævede kort i Carters retning, mens han kørte og han betragtede hendes profil i det svage lys fra bilens instrumentbræt. Gud hun var virkelig, fantastisk smuk. Hun var slank, lille og feminin og alligevel kunne hendes øjne... Hendes øjne var det mest fantastiske af det hele. Grå som en sky, der væltede ned over bjerge, stærke, fulde af mod og en forbavsende og fascinerende styrke.

"Drop det," mumlede Ethan bestemt for sig selv og rettede blikket mod vejen igen. "Du skal ikke tro at du skal have en fremtid med nogen."

Ikke efter Sarah.

Ethan bandede lavmælt. Sarah boede i Washington og hvis de mødte hinanden ville Sarah have ham tilbage. Hun ville ævle om at skæbnen havde ført dem sammen.

Hun ville sige at de skulle være sammen for evigt.

Men hvordan ville hun reagere, hvis Ethan havde Carter med sig. Ville hun så sige det? Eller ville hun gå løs på Carter og hævde at hun havde stjålet Sarahs kæreste?

Ethan håbede inderligt på det første.

Pludselig hørte han en lav klynken og han drejede hoved og så på Carter, der vred sig i sædet. Hun var bleg og svedperlerne lå på hendes pande. Øjnene var klemt i.

Hurtigt stoppede Ethan bilen og rørte ved Carters skulder og hendes klynken blev erstattet af skrig. Hun skreg og tårerne væltede ned af hendes kinder. Mellem skrigene, hulkede hun desperat.

"Ethan nej!" hulkede hun og Ethan stoppede brat. Hand-lede drømmen om ham?

"Carter stop!" råbte Ethan febrilsk og han greb om begge hendes skuldre. "Carter du drømmer! Vågn nu op!" Det sidste kom ud lidt for desperat.

Hun slog øjnene op og stirrede forfærdet på Ethan inden hun lænede sig frem og slog armene om ham og hvilede hoved mod hans skulder og Ethan lagde armene om hendes talje og mærkede, hvordan hun rystede af skræk.

Hun hulkede. "Det virkede så virkeligt." Hendes stemme var mat.

"Hvad handlede drømmen om?" Ethan forsøgte at gøre sin stemme så neutral og rolig som muligt, men inde i hans hoved var alt i ét virvar: havde Carter haft en drøm om ham? Hvis ja... hvad handlede den så om? At de kørte galt?

"Jeg kan ikke huske det," hviskede Carter og hun strøg sig over panden. "Jeg havde den her slags mareridt som barn, men jeg kan bare aldrig huske dem."

Ethan nikkede og virkede lidt mere rolig. Eller nej det var han faktisk ikke. Adrenalinen pumpede rundt i hans krop. "Vil du sove lidt igen Carter?" Han prøvede at være høflig, men på en eller anden måde vidste han at han lød dum. Hun ville selv-følgelig ikke sove efter sådan et mareridt.

"Jeg tror gerne jeg vil køre lidt så kan du sove lidt," sagde Carter stille og hun steg ud af bilen og Ethan sprang også ud og gik forbi hende og satte sig ind, hvor hun havde siddet. Pladsen var varm. "Skal jeg bare følge GPS'en?" Carter så på ham og Ethan nikkede og lukkede øjnene, mens bilen startede og Carter kørte af sted med dem.

 

Carter sukkede dybt, mens hun nærmede sig grænsen til Idaho og så solens første stråler i det fjerne. Hun så hen på Ethan, der sov ved siden af hende og uden at Carter rigtig vidste hvorfor hun gjorde det, rakte hun ud og rørte ved Ethans hår, der hvilede mod hans pande. Det var silkeblødt mellem hendes fingre. Carter stivnede. Hvorfor sad hun og rørte ved ham? Hurtigt prikkede hun Ethan på skulder og hendes nye rejsekammerat satte sig gabende op og strakte sig.

"Er vi næsten ved Idaho?" Ethans stemme var overraskende. "Hvor hurtigt har du lige kørt?"

Carter smilte kort og mærkede sollyset ramme sit ansigt, mens hun gabte diskret. "Sådan cirka 100 km/t, men jeg har hellere ikke holdt nogen pause."

"Super fedt," sagde Ethan og Carter så at han smilte bredt. Han var rigtig lækker, når han smilte, bemærkede Carter og hun var lige ved at himle med øjnene.

Der var mange drenge på hendes gamle skole, der også var lækre, men hun havde aldrig savlet over dem før. Så hvad var der så lige med Ethan, der gjorde at hun blev helt svag i knæene over ham?

"Skal vi bytte plads?" spurgte Ethan smilende og Carter nikkede og kørte ind til side, men så lagde Ethan en hånd mod hendes så det sendte gysninger hen over huden på hende. "Lad os tage hen til rastepladsen der. Så kan vi lige tanke og købe lidt mad."

Carter nikkede. Stum over at Ethan havde rørt hende på den måde. Okay. Han havde jo ikke ligefrem kysset hende, men han havde rørt hende og det virkede næsten som en form for bonus.

Carters blik faldt ned på Ethans læber. Hvordan mon det ville føltes at røre ved dem. At have dem presset mod sin mund. Hendes blik fløj ned på hans hænder. Hvordan ville det være når han rørte ved hele hendes krop?

Lucy havde så tit snakket om sex og når man flirtede med folk, men Carter havde aldrig tænkt over det. Gid hun havde hørt lidt bedre efter.

Carter kørte ind på rastepladsen og steg ud af bilen, mens hun strakte sig og hun bemærkede at Ethan også steg ud og han kørte en hånd gennem håret. Hun tænkte tilbage da hun for nogle minutter siden selv havde rørt det og hun bandede indvendig. Hun skulle lære at styre sine impulser.

Ethan begyndte hurtigt at tanke bilen, mens Carter stod og mærkede varmen køre gennem sin krop og da Ethan var færdig med at tanke begyndte han at gå hen mod den lille biks henne ved rastepladsen og Carter fulgte efter.

"Vil du have kaffe og sandwich?" spurgte Ethan, mens han åbnede døren til butikken så Carter kunne komme ind.

De gik hen til køleafdelingen og begyndte at samle mad og drikkelse ind i armene. Kyllingesandwich, oksekødssandwich, kalkunsandwich, ostesandwich, colaer, vand og kaffe.

Da de gik hen til kassen stod en ung, smuk pige og skulle servicere dem. Hun sendte Ethan et stort og blændende smil og Carter kunne ikke undgå at mærke et lille stik af jalousi da Ethan besvarede smilet.

Flirtede han bare med alle piger, der ikke havde noget at gøre med hans arbejde?

Carter stoppede sig selv efter hun havde tænkt den sygelige tanke. Ethan og Carter havde ikke noget som helst mellem sig. Hun kendte ham knapt nok! Hvorfor havde hun det bare som om hun allerhelst ville have at Ethan holdt gluggerne for sig selv?

"Er da andet I skal have?" spurgte pigen venligt og hendes blik var klistret til Ethan så det helt undrede Carter om pigen overhovedet havde bemærket at Carter også var der.

"Er der noget du skal bruge Carter?" spurgte Ethan og drejede hovedet mod Carter og sendte hende et stort, charmerende smil, der truede med at få Carters krop til at smelte på stedet.

Hvorfor blev hun så påvirket af ham? Hun ville ikke påvirkes sådan af ham på den måde.

"Næ ellers tak," sagde Carter stille og Ethan nikkede.

"Det var det mange tak," sagde Ethan venligt og pigen nikkede med et stort smil, klistret på munden, inden hun begyndte at pakke tingene ned i nogle poser og Ethan lagde et par sedler på bordet og fik byttepenge retur inden de smuttede hen mod udgangen.

"Hey skat," sagde pigen og Ethan drejede hoved og Carter så hen på ham. "Hvis du bliver træt at den der overfladiske gås, der så ved du, hvor du kan finde mig nede i posen." Hendes stemme var flirtende og det gav Carter lyst til at kvæle hende.

"Det skal jeg nok huske," sagde Ethan leende og Carter så vredt hen på ham inden hun marcherede ud med Ethan i hælene.

"Skal du ikke blive og flirte med den der opblæste møgkælling?" spurgte Carter rasende da hun steg ind i bilen og så op på Ethan. Hvad var det lige den fyr gjorde ved hende? Hun snakkede ellers aldrig sådan om andre mennesker.

"Hun er ikke rigtig min type," sagde Ethan godmodigt og satte sig ind bag rattet og Carter smækkede sin dør i da bilen startede. "Er du jaloux?" Ethans stemme var drillende.

Carter foldede armene over brystet og så iskoldt på ham. "Det kunne aldrig falde mig ind at være jaloux på nogen."

"Når men det virker det altså som," drillede Ethan.

"Ethan helt ærligt," snerrede Carter.

"Carter helt ærligt," abede Ethan efter.

"Hvor er du barnlig," stønnede Carter irriteret.

"Hey," sagde Ethan leende. "Jeg har aldrig haft mulighed for at være barnlig gennem hele mit liv."

Carter så kort hen på ham. "Hvorfor ikke?"

"Jeg har trænet til at skulle dræbe overnaturlige væsner, der er kommet til Jorden." Ethan pustede langsomt ud. "Fra jeg lærte at gå til jeg var 10 år gammel." Han smilte skævt. "Det var hårdt, men dejligt og bekræftende at træne sådan og vokse hurtigere op. Det første væsen jeg dræbte var en varulv ved fuld-måne, den dag jeg fyldte 10."

Carter gispede. "Kom du til skade?"

"Nej," lo Ethan. "Da jeg havde dræbt den blev der holdt en kæmpe fest til ære for mig og jeg fik min allerførste øl."

"Det er løgn," lo Carter og det virkede rigtig rart at sidde og grine og snakke med Ethan.

"Det er skam sandt, men jeg brækkede mig også ud over det hele bagefter," klukkede Ethan og drejede bilen ud på motorvejen. "Det var ikke spor rart, men jeg lærte af det."

Carter nikkede.

"Men, hvad med din barndom?" spurgte Ethan smilende og Carter lo.

"Der er nu ikke så meget at sige om den," sagde hun.

"Det tror jeg ikke på," lo Ethan. "Kom nu med lidt fortæl-ling om dig selv."

"Bliver det så lidt som et forhør?" Carter lo stille, men sukkede så. "Jeg voksede op sammen med min mor og tvillinge-søster Lucy og man kunne allerede den gang se at Lucy var smukkest og jeg var klogest." Carter så ned på sine hænder. "Når jeg fik opmærksomhed blev Lucy sur og jaloux og når Lucy fik al opmærksomheden så... jeg var vel bare ligeglad. I børnehaven blev jeg bedste venner med James - det var ham der forsøgte at stoppe dig oppe på skolen - men Lucy blev bare endnu mere jaloux da vi blev ældre fordi hun havde det som om jeg stjal den fyr, hun gerne ville have." Carter fnøs. "James var mere min bror end Lucy var min søster."

"Jeg er ikke så sikker på om James har det på samme måde med dig," sagde Ethan eftertænksomt og Carter nåede lige at se speedometeret oppe på 160 k./t.

"Han så mig jo gerne dø," sagde Carter stille, mens hun tænkte tilbage på det hvad James havde sagt da Ethan og hun var kommet ud på parkeringspladsen.

"Nej," sagde Ethan. "Jeg tror han er forelsket i dig."

"Hvorfor sagde han så det han sagde?" spurgte Carter vredt.

"Han ville have dig væk," foreslog Ethan stille. "Men hvad ved jeg om sådan noget." Han lo. "Jeg har ikke en gang gå-et i skole."

Carter så måbende på ham. "Har du ikke gået i skole?"

"Nej."

"Hvordan er du så kommet ind til FBI?"

"Alle de soldater som jeg er blevet trænet sammen med er FBI-agenter," sagde Ethan let. "Desuden fik jeg lidt undervisning sammen med nogle af de andre børn."

"Wow," mumlede Carter. "Sejt."

"Ja ikke," klukkede Ethan. "Men har du lavet en masse ting der har været lidt sære?"

"Næ min barndom har været temmelig kedelig og ensformig, men jeg har været lykkelig."

"Dejligt," sagde Ethan. "Hvad har du så ville med din fremtid."

"Jeg skulle til samtale hos nogle folk fra Princeton University i New Jersey så jeg kunne komme ind," sagde Carter og Ethan fløjtede let. "Så ville jeg være advokat og hjælpe menneskeheden."

"Vildt sejt," sagde Ethan. "Jeg lover jeg nok skal lave noget ulovligt så du kan hjælpe mig med ikke at komme i fængsel i alt for lang tid."

"En advokat må ikke have private relationer til sine klienter," lo Carter.

"Allerede inde i stoffet?"

"Jep," lo Carter og lænede sig tilbage i sædet. "Hvem er det egentlig vi skal finde i Washington og hvor i Washington skal vi hen?"

"Vi skal til Seattle for en af mine gamle pensioneret venner bor derover og han er vildt klog og vil vide, hvad vi skal gøre," svarede Ethan let.

"Fedt," sagde Carter. "Jeg har altid gerne ville se Seattle."

"Er det rigtigt?"

"Ja da." Carter lo. "Tror du ikke på mig eller hvad?"

"Måske ikke."

"Tillid er en stor ting Ethan," sagde Carter leende. "Især fordi vi skal være så meget sammen."

Ethan lo højt. "Det her bliver sgu hyggeligt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...