En Halvengels Kamp

Carter er ikke helt som alle de andre piger. Da hun møder drengen Ethan bliver hendes verden vendt på hovedet og hun er nød til at stikke af for at overleve og for at finde ud af hvem hun er. Men den mystiske Magister er efter dem.

1Likes
2Kommentarer
202Visninger
AA

3. 2. kapitel

Et par tåre trillede ned af pigens kinder da Ethan satte kuglen på plads og han bed læberne sammen, mens hans fingre gled hen mod aftrækkeren.

Den her pige var ikke som nogen anden, Ethan nogensinde havde set. Hun var anderledes. Smuk.

Ethan bed sig i læben, mens han betragtede pigens fine, lige træk. Så smuk, men alligevel så farlig. Sådan var det med alle de misfostre som Ethan havde mødt. Alligevel var hun så meget anderledes fra alle de andre væsner som Ethan havde mødt. Hun virkede mere kærlig og omsorgsfuld. Bare tanken om at hendes blod ville flyde på grund af Ethan gjorde ondt i hans hjerte. 

"Gør det nu," sagde pigen fra før og Ethan så hen på hende. Hun var hundrede procent menneske. Det kunne han se nu. Gud han ville være en koldblodig morder, hvis ikke denne skabning havde stoppet ham.

Hun lignede en engel... alligevel var hun så langt fra det som nogen kunne være. Visse af hendes gener var engle, men mange var også menneskegener.

Ethan så ind i pigens øjne og han blev øjeblikkeligt hevet ind i hendes grå øjne. De var som en tordensky. Faste og troskyldige. Hun anede ikke hvem hun var. Ethan selv anede ikke, hvem hun var!

Han sænkede pistolmundingen og greb om pigens håndled samtidig med at noget kom farende mod dem i høj fart. En dæmon.

Hurtigt trak Ethan sin pistol og skød. Det ramte dæmonen på armen og den skreg.

"Dræb halvenglen!" skreg den på dæmonisk. "Hun er en trussel mod alt det du har arbejdet for!"

"Hvorfor skulle jeg gøre dig den tjeneste?" svarede Ethan på samme sprog. "Hun aner ikke, hvem hun er."

"Derfor skal hun også dø inden hun kender sandheden," sagde dæmonen koldt. "Hun skal dø. Det er en ordre."

"Hvem udsendte ordren?" spurgte Ethan koldt.

"Magisteren," svarede dæmonen. "Han ønsker hun skal dø. Mere end noget andet i hele verden. Du må hellere gøre det, morderdreng. Ellers får du ikke en plads i den nye verden." Dæmonen lo og Ethan handlede hurtigt. Han trak pistolen og ramte dæmonen i hjertet. Skrigende faldt den sammen og for-duftede i en røgsky, der stak af råddent kød, blod, materier og indvolde. 

Kaos var i gang. Flere skreg og Ethan så kort hen på pigen, der stirrede forfærdet på Ethan.

"Kom med," sagde Ethan og greb om hendes håndled og trak hende væk fra det begyndende kaos, men så mærkede han noget hamre mod sin arm og han drejede hoved og så på pigen. Hun havde lige slået ham! "Kom nu for fanden." Ethan så hen på skolen, hvor flere elever nu kom ud.

Inklusiv fyren, der havde prøvet at holde pigen væk.

"Carter kan være skyld i at vi alle dør!" skreg møgkællingen, der kunne finde på at få sin egen søster myrdet. "Lad os dræbe hende."

Pigen - Carter - stivnede ved siden af Ethan.

"Ja dræb hende," sagde fyren højt og Carter skreg.

"Nej, James hvordan kan du gøre det!" Carters skreg var pinefuldt og Ethan greb hårdt om hendes arm og hev hende bagud.

Mercedes'en stod og ventede på ham og Ethan åbnede døren for Carter.

"Se at komme ind," snerrede han og Carter kravlede ind og Ethan sprang ind på førersædet og startede bilen med et brøl, mens han drejede på rattet.

Han kunne høre at Carter hulkede ved siden af ham, men Ethan fortsatte med at køre hurtigere og hurtigere af sted.

Én tanke fór gennem hans hoved: hvorfor?

 

Carter havde det som om hendes verden var ved at falde sammen. James... James havde forrådt hende. Så forfærdeligt og dybt.

Hvordan kunne det være at han mente at de skulle holde sammen og så sagde han at hun skulle dø?

Carter skævede hen til den unge mand, der med sammen-bidte læber kørte bilen af sted. Lod bilen æde kilometer efter kilometer.

Han var en morder. Han ville dræbe hende... Men hold da fast, hvor var han dog bare lækker. Tykt, mørkt hår og slumrende mørke øjne. Hele hans krop var spændt og han lig-nede en, der havde smerter. Musklerne under hans T-shirt var spændte.

"Hvem er du egentlig?" spurgte Carter stille og betragtede forsigtigt fyren.

"Hvorfor vil du vide det?" Fyren stemme var afvisende og kold.

"Når vi nu alligevel sidder her kan vi vel godt tale sammen," sagde Carter stille. "Mit navn er Carter og jeg..." Hun gispede, eller hun forsøgte i hver fald, da fyren drejede bilen ind til side, drejede hoved mod hende og hans hånd pressede sig mod hendes mund og hendes ord blev forstummet og afskåret.

"Hold kæft," sagde fyren rasende, mens vreden og foragten emmede ud af hans øjne. "I det her øjeblik er der sikkert nogen, der er ved at lave eftersøgningspapirer, der vil have dit og mit hoved på et fucking sølvfad." Hans øjne var kolde. "Jeg gider fandme ikke tale med dig, eftersom du har ødelagt mit liv."

Carter gloede stumt på ham, mens han fjernede hånden og kørte videre.

Hendes hjerte hamrede og Carter drejede hoved og kigge-de ud af vinduet på landskabet, der hurtigt fór forbi vinduet og hun bed sig i læben, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Den fyr var en skiderik.

Carter drejede hoved mod fyren og bemærkede kort noget, der stod noget skrevet på den mobiltelefon, der lå mel-lem dem.

Ethan Craft.

Så hans navn var altså Ethan Craft?

Carter ville gerne spørge om det var rigtigt, men hun turde ikke. Bare tanken om hans vrede, rasende blik gjorde hende helt dårlig og utilpas og hun så igen ud af vinduet, mens hun bed sig i læben.

"Vi krydser grænsen nu," sagde Ethan køligt og Carter så til, mens de forlod staten Arizona.

Nu var hun meget langt væk hjemmefra, uden sin mor og hun var sammen med en fyr, der tydelig hadede hende. Det kunne ikke blive værre.

"Æhm undskyld mig," hviskede Carter forsigtigt og Ethan så igen hen på hende med et koldt udtryk i øjnene, mens han nikkede godkendende. "Jeg ville bare gerne spørge, hvor vi skal hen, det er det hele."

"Vi skal til Washington," sagde Ethan kort og godt, mens han trådte på speederen og de rundede 150 km/t. "Jeg kender en, der måske kan hjælpe os derhenne."

"Kan du ikke prøve at køre lidt langsommere?" spurgte Carter med en panisk stemme og Ethan så overrasket på hende. "Vi kan køre galt."

"Jeg har for mindre end en halv time siden prøvet at dræbe dig," sagde Ethan stille, "og jeg har lige sagt at du skulle holde kæft og at du har ødelagt mit liv." Han tav og et lille smil spillede sig om hans læber. "Alligevel er du mest bange for at køre galt?"

"Ja," sagde Carter irriteret. "Hvis du ville have dræbt mig havde du allerede gjort det eller afleveret mig til den kæmpe mængde, der ville dræbe mig."

"Fyren, der sagde du skulle dø," sagde Ethan så, "er han din kæreste?"

James. Carter mærkede tårerne prikke. "Nej. Han var som en bror for mig."

"Åh," sagde Ethan stille. "Det er jeg ked af at høre. Und-skyld jeg spurgte."

Carter så overrasket på ham.

Ethan kørte videre og de sad i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...